Anmeldelse: Losing It #2: Som Sendt fra Himlen

30179899pink 5 stjerner



  • Titel: Som Sendt fra Himlen
  • Serie: Losing It #2
  • Forfatter: Cora Carmack
  • Antal Sider: 354
  • Udgivet: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Faking It
  • Forlag: Lovebooks
  • ISBN: 9788711562918
  • Læst: 2/7 til 7/7

Cade og Max er som dag og nat – men vil det i virkeligheden vise sig, at de er løsningen på hinandens problemer, når alt kommer til alt?

Mackenzie “Max” Miller har et problem. Hendes forældre er pludselig kommet uanmeldt til byen, og hun er overbevist om, at de vil slå hånden af hende, hvis de ser hendes postkasserøde hår og farverige tatoveringer. Og hvad endnu værre er: De forventer at møde den søde og fornuftige kæreste, som hun har fortalt dem om, og ikke den rå fyr ved navn Mace, som har tatoveringer og spiller i band, og som i virkeligheden er Max’ kæreste. Alle hendes løgne er lige ved at ramle sammen om hende, men så møder hun ved et tilfælde Cade.

Cade er flyttet til Philadelphia for at forfølge sin drøm om at blive skuespiller og ikke mindst for at flygte fra sine problemer hjemme i Texas. Men indtil videre er ingen af delene lykkedes særlig godt. Så da Max henvender sig til ham på en café og beder ham spille sin kæreste for en aften, går han med til at lege med på legen. Men da Cade spiller rollen lidt for godt, er de nødt til at fortsætte skuespillet. Og jo mere de faker deres forhold, jo mere ægte begynder det langsomt at føles.

“Som sendt fra himlen har det hele. Seksuel spænding, hjertesorg og fantastiske karakterer, alt sammen pakket ind i en heftig dosis Cora Carmack-humor” – Colleen Hoover, bestsellerforfatter til Forbandede kærlighed


Anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks.

Den forrige bog i serien var ikke helt oppe og ringe på de fem stjerner, mest fordi jeg aldrig rigtig faldt for Garret. Det gjorde jeg til gengæld med Cade allerede i første bog, og eftersom han er hovedperson i den her bog var mine forventninger selvfølgelig skyhøje.

Jeg kan så med glæde meddele det læsende folk, at jeg absolut ikke har en eneste negativ ting at sige om den her bog. Hver eneste tårnhøje forventning blev udfriet, den her bog var alt det jeg havde håbet på og mere til. Det hele gik op i en højere enhed, romantik, fantastiske personligheder, gnistrende tiltrækning, spænding, dramatik og den helt rigtige mængde sex. Gud hvor var den bog bare god!

Nu var jeg jo temmelig lun på Cade allerede inden den her bog, men jeg skal da lige love for jeg blev totalt solgt på ham i den her! Okay, han er ikke fejlfri, men det er faktisk bare med til at gøre ham endnu mere perfekt. Han er en fyr med følelser, han tør handle og gøre det der skal gøres, og så er han bare så opmærksom på sine omgivelser. En af de der sjældne fyre der faktisk forstår hvad der sker i hovedet på andre mennesker. Derudover er han snarky og har de sjoveste comebacks, humoren er i orden og så er han bare skide sød, sjov og hamrende sexet på samme tid. What’s not to like?

Max er jo så hans kvindelige modstykke, og hvor er hun bare awesome! Rødt hår, tatoveringer, arbejder som danser på en bar og i en tatorvørsalon, synger og spiller i et band – en rigtig rockchick, og hun er bare så cool! Hun er rå, men samtidig følsom, og hun gemmer også på en hel del bagage. Faktisk så meget at det styrer hendes liv, og får hende til at træffe nogle umådelig dårlige beslutninger. Men helt ærligt? Hun er skrevet så man forstår hende, føler med hende og forstår hvad der foregår i hendes hoved – det samme er tilfældet med Cade i øvrigt. Så i stedet for at blive irriteret når hun opførte sig dumt, så følte jeg at jeg forstod hende. Jeg syntes virkelig hun var fantastisk, og jeg girlcrushede også lidt på hende. No wonder Cade faldt pladask for hende.

Cade og Max sammen er som en brændende ild, det er hot, sexet, og gnisterne fyger imellem dem. Der er masser af tiltrækning imellem dem, og den romantiske spænding der bliver bygget op er helt fantastisk. Man bliver så investeret i deres forhold, og det er det perfekte mix af sød romantik, hot, intens tiltrækning og en tilpas mængde sex. Jeg var virkelig glad for, at sex ikke var i fokus men bare en naturlig del af historien, for det passede bare så godt sammen. Det handler lige så meget om at Max og Cade skal finde ud af hvem de er og hvad de vil som det gør om romantik og tiltrækning, og det fungerede bare så godt!

Så helt ærligt? Det her er den perfekte sommerbog. Skøn, sjov, humoristisk, hot, intens og helt igennem fantastisk. Faktisk er det bare den perfekte bog året rundt, hvis man trænger til lidt romantik og generel opmuntring. Det er den skønneste bog som man bare bliver så glad af at læse. De varmeste anbefalinger herfra!

En mening om “Anmeldelse: Losing It #2: Som Sendt fra Himlen

  1. Pingback: Nyt På Reolen #110:All them books | Sus' bogblog

Skriv en kommentar