Book Unhaul #2: Når man køber for mange nye bøger og bliver nødt til at rydde ud

Uheldigvis er der jo ikke ubegrænset plads på min bogreol (oh, I wish!), og det betyder jo at jeg en gang imellem bliver nødt til at rydde lidt ud. Hvis jeg kan mærke på en bog at jeg ikke kommer til at læse den igen, så ved jeg at det er tid til at den kommer videre til et nyt hjem. Nogle gange sælger jeg dem, andre gange giver jeg dem væk til venner eller familie, og andre gange donerer jeg dem.

Jeg er faktisk kun lige blevet færdig med at læse Darkdawn, den sidste bog i Nevernight-trilogien, men den var så forfærdelig at jeg ved jeg aldrig kommer til at læse serien igen. On to a new home it is! Firstlife har jeg jo lige købt på dansk for nylig, så der var jo ingen grund til at beholde den, og resten er faktisk bare bøger jeg kan mærke jeg ikke kommer til at læse igen. Even the Darkest Stars ville jeg måske gerne have beholdt lidt endnu, men jeg hader simpelthen at bogryggen er hvid når bogen ellers har det mest fantastiske cover og bagside – og da jeg kom til at tænke over det fandt jeg lidt ud af, at det nok heller ikke er en af de bøger jeg kommer til at læse igen.

Anmeldelse: The Nevernight Chronicle #3: Darkdawn

  • Titel: Darkdawn
  • Serie: The Nevernight Chronicle #3
  • Forfatter: Jay Kristoff
  • Antal Sider: 526
  • Udgivelse: 2020
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Genre: Fantasy
  • Forlag: Harper Voyager
  • ISBN: 9780008180119
  • Læst: 9. September til 10. Oktober

The thrilling and heart-breaking conclusion to Sunday Times and New York Times bestselling Nevernight Chronicle.

Pale Daughter. Kingmaker. Crow. A killer of kings. Gladiatii. Escaped slave. Infamous assassin. Mia Corvere is on the run.

After winning the greatest games Godsgrave has ever seen and giving the gift of murder as her victor’s speech, Mia is being hunted by every Blade of the Red Church and every soldier of the Luminatii legion.

Her mentor Mercurio has been captured and Consul Julius Scaeva stands on the edge of total dominance over the Republic.

Truedark approaches and if Mia is to have any hope of defeating Scaeva and saving her family, she must make a perilous journey across the Republic seeking the final answers to the riddle of her life.

Night is falling on the Republic for perhaps the final time.

Den første bog i den her serie var fantastisk, toeren var god men ikke mere end det, og den her var det meste af vejen ret forfærdelig. Hvis man kigger på Goodreads har jeg helt klart en unpopular opinion her, alle lader til at elske den. Men det gjorde jeg virkelig ikke, jeg måtte kæmpe mig igennem den, og jeg kunne bare virkelig ikke lide den. Men altså, den har da nogle gode sider, så dem starter vi med. Vær OBS på at jeg bliver nødt til at komme omkring nogle spoilers, alle punkter indeholdende spoilers bliver markeret med SPOILER. Og jeg er bange for det hele bliver lidt en rant, så hvis du ikke gider det er det nu du skal stoppe med at læse med.

Det gode:

  • Vi får tidligt i bogen at vide hvem det er det skriver bøgerne (og dermed forfatteren bag fodnoterne om man vil), og det synes jeg var fedt! Både fordi det skete så tidligt, men også fordi jeg ikke havde forventet at det ville være lige netop den person.
  • De sidste 100 sider var somewhat underholdende. Konceptet med at det hele handler om noget større kom endelig i spil, og jeg synes det var fedt.
  • Der er nogle sygt flotte kort både forrest og bagerst i bogen

Det knap så gode:

  • Plottet er noget rod. Der bliver nævnt nogle ting i forrige bog og i denne som antyder at der er noget større på spil end bare Mia der vil myrde Scaeva. Men det bliver stort set glemt gennem 400 sider, for så pludselig at dukke op til sidst.
  • Hvad så med de 400 sider? Hmm, der skete da en hel masse, men det var faktisk bare fyld. Det gjorde ikke noget for karakterudviklingen, der skete ikke noget på plotfronten, og hele det her med piratkongen var fuldstændig åndssvagt.
  • Seriøst, Ashlin er simpelthen så forfærdelig! Hun er needy, klæbende og super egoistisk, og i forhold til T og hele det her trekantsdrama-crap er hun decideret modbydelig. Hun er jaloux, og skal hele tiden være led mod T uden at der overhovedet er nogen grund til det. Hold op hvor jeg hadede hende.
  • Den her bog brugt vold, blog og brutalitet tilsat en basse grimme bandeord for at skabe en chok-effekt. Det virkede i de to første bøger, men her blev det fuldstændig overdrevet. Karaktererne behøver ikke sige ordet cunt i hver anden sætning. Og det piratkongen ifølge rygterne gjorde mod andre mennesker? Fuldstændig bizart og langt ud – og unødvendigt.
  • Inden jeg nåede 50 sider ind begyndte jeg at måtte kæmpe for at læse videre. Jeg synes bare ikke den var god, og hver eneste gang jeg skulle læse videre måtte jeg tvinge mig selv til det. Jeg læste endda to bøger imens jeg var i gang med den her fordi jeg var ved at køre helt død. Det ændrede sig først de sidste 100 sider, men der havde jeg ligesom fuldstændig tabt interessen.
  • Humoren begyndte at bliver super cringy.
  • Der er nærmest ingen karakterudvikling for Mia. Hun bliver bare mere og mere irriterende, og hendes obsession med hævn over Scaeva blev virkelig trættende i længden.
  • SPOILER! Hvad fanden sker der for at Mia synes det er helt okay at bortføre Jonnen og slæbe ham med på hele den der rejse? Han er et barn! Og så tillader hun sig også at være sur over at han ikke bare med det samme accepterer at de er søskende selvom han kun lige har mødt hende. Det var så bizart.
  • SPOILER! Jonnen var i det hele taget bare skide irriterende.
  • SPOILER! Slutningen var SÅ åndssvag. Endelig bliver det spændende med de gamle guder og alt det, folk dør, og det er fedt – bortset fra at både Ashlinn og Mia overlever alligevel. Suk. De dør, og bliver så på forunderlig vis reddet alligevel og får deres happy ending.
  • SPOILER! Hele det her med Tric der kommer tilbage er egentlig okay, bortset fra at det drama og karakterudvikling der ville være kommet ud af det (fordi Ashlin jo gjorde som hun gjorde i bog 1) bliver aldrig til noget, og i stedet kommer der et akavet trekantsdrama ud af det.
  • SPOILER! Hvorfor vil Mia overhovedet være sammen med Ashlin, sådan for real? Jeg købte den måske i Godsgrave, fordidet hele var sådan lidt desperat og ingen vidste om de ville leve næste dag. Men efter Tric? Og den måde Ashlin behandler Tric? Jeg fatter det ikke.

Ooookay, rant over. Jeg var virkelig skuffet over Darkdawn, jeg havde bare forventet så meget mere end jeg fik, og jeg kunne bare ikke lide den. Jeg måtte læbe mig igennem, jeg synes ikke historien kom nogen vegne før til sidst, og karakterudviklingen haltede. Jeg fik slutningen med og det er fint, men havde der været flere bøger i den serie var jeg stoppet her. This was just not for me.

Lydbogsanmeldelse: Even the Darkest Stars #1: Even the Darkest Stars

  • Titel: Even the Darkest Stars
  • Serie: Even the Darkest Stars #1
  • Forfatter: Heather Fawcett
  • Tid: 11 timer 31 minutter
  • Udgivelse: 2019
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Genre: YA Fantasy, adventure, dragons, witches, magic
  • Forlag: Blackstone Publishing
  • ISBN: 9781094048369

Kamzin has always dreamed of becoming one of the emperor’s royal explorers, the elite climbers tasked with mapping the wintry, mountainous Empire and spying on its enemies. She knows she could be the best in the world, if only someone would give her a chance.

But everything changes when the mysterious and eccentric River Shara, the greatest explorer ever known, arrives in her village and demands to hire Kamzin—not her older sister, Lusha, as everyone had expected—for his next expedition. This is Kamzin’s chance to prove herself—even though River’s mission to retrieve a rare talisman for the emperor means climbing Raksha, the tallest and deadliest mountain in the Aryas. Then, Lusha sets off on her own mission to Raksha with a rival explorer, and Kamzin must decide what’s most important to her: protecting her sister from the countless perils of the climb or beating her to the summit.

The challenges of climbing Raksha are unlike anything Kamzin expected—or prepared for—with avalanches, ice chasms, ghosts, and other dangers at every turn. And as dark secrets are revealed, Kamzin must unravel the truth about their mission and her companions—while surviving the deadliest climb she has ever faced. 

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet.

Præmissen for den her bog er egentlig en lang ekspedition til verdens højeste bjerg, Raksha. Det lyder jo vildt adventure-agtigt og super spændende, men meget af historien og plottet var vildt forudsigeligt, og selvom jeg generelt havde en god lytteoplevelse, så var jeg bare heller ikke over the moon for den. God, men ikke så meget mere.

Det gode:

  • Jeg elskede ekspeditions-konceptet. Hele det her med de opdagelsesrejsende og selve ekspeditionen i den her bog var awesome. Der bliver brugt tid på at beskrive hvordan man lever når man er på ekspedition, kulde, vabler og alt det der, og det fik det til at føles realistisk.
  • Coveret er fantastisk!
  • Jeg elskede settingen og worldbuildingen. Det her er unikt og virkelig spændende, og det var også troværdigt. Jeg elskede hele problematikken med heksene og The Night Wood, magien og kejseren, og jeg elskede måden der var gjort noget ud af baggrundshistorien, for eksempel hvorfor og hvordan heksene blev fordrevet. Jeg elskede at det meste forgik højt oppe i bjergene, jeg fik virkelig sådan nærmest en Nepal/Indiana Jones vibe, og det var fedt! Tænk bjergbestigning, gamle magiske beskyttelser og den slags.
  • Jeg kunne egentlig godt lide Kamzin karakterudviklig. Jeg synes hun kommer rigtig langt fra den musegrå pige der står i skyggen af sin søster til en der både er modig og handlekraftig.
  • Det kan godt være romancen var forudsigelig, så var der rigtig god kemi mellem ham og Tamzin.
  • Jeg var okay underholdt gennem bogen. Mest i starten og slutningen, men det var trods alt en god lytteoplevelse.

Det knap så gode:

  • Nu har jeg jo hørt lydbogen, men jeg har faktisk også købt bogen i hardback, og her må jeg altså sige jeg er sygt skuffet. Bogen har det meste fantastiske cover og bagside, men bogryggen er helt hvid og intetsigende. Altså, what? Ville det have været for meget at bede om at få baggrunden med rundt på bogryggen også?
  • Den her bog var forfærdeligt forudsigelig. Det går egentlig fint i starten, men meget hurtigt efter de rejser fra landsbyen bliver alt forudsigeligt, og intet af det der skete var specielt overraskende. Selv da vi får alle afsløringerne til sidst var det bare ikke spændende, for alt det havde jeg ligesom regnet ud.
  • Romancen var lige så forudsigelig. Fra starten var det tydeligt hvem det ville ske imellem.
  • Oplæseren var ikke sådan super fantastisk. Hun var heller ikke elendig, hun gav bare ikke historien særlig meget liv.
  • Jeg kan ikke tælle hvor mange gange Ragtooth dukker op ud af ingenting, og Kamzin siger “There you are!” eller noget i den dur. Efter 15. gang rullede jeg altså med øjnene.
  • Jeg ville ønske dragerne havde fyldt mere.
  • Kamzins bedste ven (som jeg har glemt navnet på) var virkelig en kedelig karakter.

Den her var ikke rigtig et hit for mig. Den var god, men jeg føler ikke rigtig nogen trang til at læse den næste (og sidste) bog i serien. Og hardbacken skiller jeg mig nok af med, den der hvide bogryg er simpelthen bare ikke pænt.

Tegneserieanmeldelse: Amulet #4: De Sidste Stenvogtere

  • Titel: De Sidste Stenvogtere
  • Serie: Amulet #4
  • Forfatter: Kazu Kibuishi
  • Antal Sider: 215
  • Udgivelse: 2020
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Genre: Fantasy, Tegneserie
  • Forlag: Alvilda
  • ISBN: 9788741510873
  • Læst: 1. Oktober

Emily og hendes venner ankommer til Cielis for at få hjælp i kampen mod Elverkongen. Men noget er helt galt. De engang så travle gader er tomme, og de tilbageværende indbyggere skræmt fra vid og sans. På stenvogter-akademiet forventes Emily at konkurrere om en plads i Vogternes Råd, hvis medlemmer er de mest magtfulde stenvogtere.

Samtidig med at antallet af deltagere hastigt falder, opdager de en grusom hemmelighed – som kan betyde enden på alt det, Emily kæmper for.

Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Jeg kan ikke understrege nok hvor fantastisk den her serie er. Selv for mig, som jo egentlig ikke gør mig så meget i tegneserier (selvom den her serie har fået mig til at læse mere), så er den her simpelthen en fænomenal læseoplevelse. Alt fra historie til karakterudvikling og tegningernes stil rammer plet, den er simpelthen så fantastisk! Jeg har elsket hver eneste bog, og den her er ingen undtagelse.

Det gode:

  • Karakterudviklingen i den her bog er fænomenal. Emily især, eftersom hun jo lidt er hovedpersonen, man får det mest fantastiske indblik i hendes kvaler og bekymringer og den ansvarsfølelse hun kæmper med. Hver eneste karakter føles levende og udvikler sig hele tiden, og jeg elsker det!
  • Endnu mere fantastisk, Kazu Kibuishi skaber den her karakterudvikling med meget få ord og billeder, og alligevel så slår det bare igennem. Det fungerer så godt!
  • Der sker vildt meget i den her bog, men jeg havde aldrig følelsen af at det gik for stærkt, noget jeg ellers synes jeg tit oplever med tegneserier. Men det er ikke tilfældet her, og det var så fin en balance imellem action og karakterudvikling.
  • Fik jeg sagt at tegningerne er fantastiske? Jeg elsker stilen og farveskemaerne.
  • Jeg elskede at da de kommer til Cielis, så var byen slet ikke som de (eller jeg) havde forventet. Det hele var super creepy og meget mystisk, og jeg levede for det!
  • I det hele taget elskede jeg historien, det her gik slet ikke som jeg havde forventet, der er så mange twists og what-the-fuck moments, og det passede bare perfekt ind i historien og plottet.
  • Miskit og Cogsleys storyline var fantastisk! ❤

Det knap så gode:

  • Ingenting overhovedet, det skulle da lige være at der er alt for længe til de næste bind udkommer 😂 Jeg kan ikke vente!

Hvis du er i tvivl, så var den er bog fantastisk. Jeg elskede den så meget, og jeg kan ikke vente til næste bog kommer. Selv hvis du ikke er en tegneserie-type normalt, så er den her virkelig værd at læse, og illustrationerne er så fantastiske! Overvejer endda at lave noget fanart 😂

Cover Release: Rød og Blå #2: Den Hvide Enkes Død

Rød og Blå #1: Den Sorte Enkes By var en af de bedste bøger jeg læste sidste år, og jeg glæder mig simpelthen så meget til at læse toeren. Jeg elskede coveret til den første bog, jeg synes det var vildt flot og meget anderledes end så mange andre covers, og det passede fantastisk godt til historien. Jeg har været spændt på at se coveret til toeren, og nu er endelig kommet:

Jeg har det lidt blandet med det her cover. Altså, det passer jo med seriens første bog og indholdet (tænker jeg), men der er et eller andet med det der skakternsagtige look den får, fordi den er delt op i fire med farverne på den måde som jeg ikke helt er solgt på. Jeg kan til gengæld rigtig godt lide at baggrundsbilledet er det samme, men skifter en smule udseende alt efter hvilken farve den har, det er cool. Jeg synes pigen ser badass og awesome ud, og jeg kan godt lide titlens font og plavering. Måden grænserne mellem skakternene er lavet på er også fed.

Når man ser dem ved siden af hinanden, så passer de jo også helt fantastisk sammen. Man kan tydeligt se at de tilhører samme serie, skrifttypen og titlens placering er den samme, og der er god symmetri mellem de to bøger, uden at coverne bliver for ens.

Den Hvide Enkes Død udkommer (så vidt jeg ved) 10. november i år.

Anmeldelse: Woodlake-serien #3: Hjem til Stjernerne

  • Titel: Hjem til Stjernerne
  • Serie: Woodlake-serien #3
  • Forfatter: Carey Heywood
  • Antal sider: 308
  • Udgivelse: 2020
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Fix My Fall
  • Genre: Romance, Feelgood, contemporary
  • Forlag: Palatium Books
  • ISBN: 9788793834408
  • Læst: 28. til 29. September

Tredje bind i Woodlake-serien.

Hvad gør man, når ens hjem styrter i et jordfaldshul? Når man er Abby Thompson, kommer man sig hurtigt over det økonomiske og følelsesmæssige chok og begynder at lede efter et nyt hus. Det er straks værre, at alle hendes brødre og veninder er i gang med at stifte familie. Abbys fritid går primært med at se anime sammen med sin kat, og hun føler sig udenfor. Men så bliver hun hyret som ejendomsmægler til at finde et nyt hjem til Spencer, som hun har gået på high school med.

Da Spencer Hill i sin tid flyttede fra Woodlake for at studere, var han bare en nørd, som ingen lagde mærke til – slet ikke Abby Thompson. Han er netop vendt tilbage for at arbejde som astronom på det lokale universitet og har i øvrigt udviklet sig til en smuk ung mand, som alle lægger mærke til – også Abby Thompson.

Kan Abby komme sig over sin følelse af mindreværd over, at Spencer er klogere end hende? Og kan Spencer slippe fortiden og frygten for, at pigen, som han var forelsket i, da de gik i high school, stadig er uopnåelig?

Hjem til stjernerne er tredje bind i Woodlake-serien om Thompson-familien. I første bind, Et rigtigt håndværkertilbud, mødte vi Finley og Noah Thompson. I andet bind, Der går altid et tog til New York, mødte vi Paige og Asher Thompson. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.
(En sød, sjov og sexet fortælling, fra 17 år).

Om forfatteren
Carey Heywood er New York Times og USA Today bestsellerforfatter. Hun har skrevet 21 bøger og har mange flere på vej. Hun er født og opvokset i Alexandria, Virginia. Hun bor sammen med sin mand, tre – nogle gange bedårende – børn, en gavtyv af en sort kat og deres fire kilo tunge kamp-Yorkshire Terrier.

Anmeldereksemplar fra forlaget Palatium Books.

Anmeldelse af bog 1 her og bog 2 her.

Den her bog var knap så god som sine forgængere, men den kunne alligevel et eller andet – jeg læste den trods alt på et døgn, og hyggede mig vældig meget med den. Men jeg kunne ikke rigtig med Spencer, og jeg synes hele det her problem med Abby og hendes frygt for ikke at være klog nok var ret dumt.

Det gode:

  • Jeg synes Abby var alle tiders! Hun havde så meget personlighed og var sjov og fuld af liv.
  • Bortset fra at jeg jo ikke var så vild med Spencer, så synes jeg faktisk at indblikket i hans arbejde som forsker og livet på universitetet var vildt spændende.
  • Det første kapitel er totalt nervepirrende!
  • Coveret er det bedste i serien indtil nu, det er SÅ flot!
  • Jeg fløj igennem bogen på under et døgn. Det kan godt være jeg ikke kunne med Spencer, men bogen var alligevel både sjov, sød og hyggelig, og en rigtig feelgood som man blev lidt glad i låget af.
  • Abbys kat ❤
  • Den der situation med Spencers stride kollega synes jeg blev håndteret på alle tiders måde, det var rart at se at det faktisk kan ende godt.
  • Jeg elskede Abbys veninde, hun var alle tiders!
  • Thompson-familien er simpelthen så hyggelig, de har alle tiders forhold og familiedynamik, og hver eneste scene med dem sammen var skøn!

Det knap så gode:

  • Jeg synes virkelig ikke Spencer havde nogen personlighed overhovedet. For mig var han en flad og intetsigende karakter, og hver eneste samtale mellem ham og andre mennesker var super akavede.
  • Det var de også mellem ham og Abby. Det var tåkrummende akavet, og jeg følte slet ikke nogen gnist eller tiltrækning imellem dem. Jeg forstod simpelthen ikke hvad hun så i ham.
  • Hele det her med at Abby er bange for at være for dum til ham synes jeg er åndssvagt. Jeg kan simpelthen ikke forstå at det skulle være et problem, han er jo tydeligvis vild med hende, hun har selv en lang uddannelse og er knivskarp, så hvor kommer den usikkerhed overhovedet fra?
  • Ham der som Spencer arbejder sammen med på universitet (Duncan? Dominic?), han var forfærdelig. Han var så mærkelig og halvdelen af tiden gav det han sagde og måden han opførte sig på ingen mening. Jeg fandt heller aldrig ud af om han faktisk havde en kone i udlandet eller om det bare var noget han sagde.
  • Sexcenerne var virkelig akavede.

Selvom jeg ikke synes Hjem til Stjernerne var helt så god som de to første bøger, så var den alligevel en fornøjelse at læse, og jeg hyggede mig med den. Den er sød, sjov og en rigtig feelgood, som man bliver lidt glad i låget af.