Cover Release: Everlife #3: Everlife

Jeg elskede coveret til den første bog, men jeg synes måske ikke det til toeren var sådan super fantastisk. Men det her cover er tilbage i den samme awesomehed som etteren. Det er virkelig pænt!

Jeg har læst bog 1 det år den udkom (så 2016 hvis min hukommelse ikke er helt forkert på den), og jeg syntes den var god. Toeren har jeg ikke fået læst, og jeg skal gerne indrømme at det havde lidt at gøre med at jeg ikke syntes coveret var særlig fantastisk. Den første bog er i mellemtiden oversat til dansk, med toeren på vej til foråret, og bog 3 udkommer på engelsk i februar 2018.

32183137

Altså, jeg elsker jo virkelig det der med glaskuglen og den anden verden indeni er super pænt og virkelig fascinerende at kigge på. Jeg er også fan af hvor gylden den her bog er, hvad jeg jo synes er ganske passende til en bog der handler om efterlivet. I ved guld = gud-agtigt og alt det der. Jeg elsker det, og det er pænt! Og så kan jeg godt lide at titlen ikke fylder det hele og tager fokus fra glaskuplen – det er glaskuplen der er pæn, ikke titlen.

everlifeserien

Egentlig passer coverne jo fint nok sammen, men jeg synes virkelig ikke coveret til toeren er noget særlig, og den skiller sig også ud fra de to andre på en lidt træls måde synes jeg. Man kan godt se de er en serie, men jeg føler ikke rigtig det der sug i maven over serier-der-matcher-awesomehed.

Find den første bog på Goodreads her, og bagsideteksten til den herunder.

25785357

ONE CHOICE.
TWO REALMS.
NO SECOND CHANCE.

Tenley “Ten” Lockwood is an average seventeen-year-old girl…who has spent the past thirteen months locked inside the Prynne Asylum. The reason? Not her obsession with numbers, but her refusal to let her parents choose where she’ll live—after she dies.

There is an eternal truth most of the world has come to accept: Firstlife is merely a dress rehearsal, and real life begins after death.

In the Everlife, two realms are in power: Troika and Myriad, longtime enemies and deadly rivals. Both will do anything to recruit Ten, including sending their top Laborers to lure her to their side. Soon, Ten finds herself on the run, caught in a wild tug-of-war between the two realms who will do anything to win the right to her soul. Who can she trust? And what if the realm she’s drawn to isn’t home to the boy she’s falling for? She just has to stay alive long enough to make a decision…

Reklamer

Anmeldelse: Black Dagger Brotherhood #15: The Chosen

33447952 (1)

pink 2 sjerner

 

 

  • Titel: The Chosen
  • Serie: Black Dagger Brotherhood #15
  • Forfatter: J. R. Ward
  • Antal Sider: 528
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Piatkus
  • ISBN: 9780349409191
  • Læst: 4/10 til 11/10

 

Bagsidetekst indeholder spoilers fra de tidligere bøger i serien plus spinoff-serien.

 

A scorching forbidden love threatens to tear a rift through the Black Dagger Brotherhood in J. R. Ward’s newest novel in the #1 New York Times bestselling series.

Xcor, leader of the Band of Bastards, convicted of treason against the Blind King, is facing a brutal interrogation and torturous death at the hands of the Black Dagger Brotherhood. Yet after a life marked by cruelty and evil deeds, he accepts his soldier’s fate, his sole regret the loss of a sacred female who was never his: the Chosen Layla.

Layla alone knows the truth that will save Xcor’s life. But revealing his sacrifice and his hidden heritage will expose them both and destroy everything Layla holds dear—even her role of mother to her precious young. Torn between love and loyalty, she must summon the courage to stand up against the only family she has for the only man she will ever love. Yet even if Xcor is somehow granted a reprieve, he and Layla would have to confront a graver challenge: bridging the chasm that divides their worlds without paving the way for a future of even greater war, desolation, and death.

As a dangerous old enemy returns to Caldwell, and the identity of a new deity is revealed, nothing is certain or safe in the world of the Black Dagger Brotherhood, not even true love . . . or destinies that have long seemed set in stone.

Advarsel: jeg bander temmelig meget i spoilerdelen. Consider yourself warned.

Der er ingen vej udenom spoilers i den her anmeldelse, men vi gemmer lige spoiler-delen til sidst – so for now, you are safe. Det er ingen hemmelighed at jeg elsker Black Dagger Brotherhood, og det kommer som lidt af et chok for mig at jeg endte med at give en BDB-bog 2 stjerner. Det er aldrig sket før, og jeg har jo altså læst 15 bøger i serien + to i spinoff-serien, og elsket hver eneste af dem (undtagen bog 7, men den fik da alligevel 3 stjerner).

Problemet med den her bog er, at der sker for meget med for mange karakterer der ikke er Layla og X. Det er meningen at det skal være deres bog, men de fylder så lidt at det næsten er ligegyldigt. De har det mest kedelige sex, og hele deres nu-får-de-endelig-hinanden er virkelig intetsigende. Dertil kommer så, at Quinn fuldstændig har tabt hovedet, der sker noget med Trez som bare er alt for tidligt, og V og Jane fylder lige så meget som Layla og X. Det fungerede bare ikke! Too much going on, så man slet ikke rigtig følte man faktisk fik Layle og X’s historie.

Det er jo ikke fordi det hele er helt umuligt, for bogen er overvejende god. Laylas kapitler er som altid fantastiske at læse, og jeg kunne godt lide hendes udvikling fra skræmt og ærbødig Chosen til Brølende løvinde. Jeg kunne også godt lide at nogen var lidt hende for det med X, for det var sgu ikke helt cool, Love or no. Jeg kunne godt lide at der er knas mellem Jane og V, jeg synes bare ikke det skulle have fyldt så meget, og det med Lassiter var da mega awesome! Jeg er absolut ikke færdig med serien, men den her var godt nok den svageste i serien indtil nu.

 

Det er så her jeg bliver nødt til at fortsætte med spoilers – læs kun videre, hvis du har læst de første 14 bøger i serien, The Chosen + de to første i spinoff-serien (eller hvis du bare er ligeglad med spoilers).

 

 

 

 

Vi tager den lige i punktform og starter med det gode:

  • Lassiter. Det havde jeg overhovedet ikke set komme, men hvor er det perfekt og giver awesome meget mening!
  • Plottwistet i slutningen. Det havde jeg heller ikke lige forudset!
  • Tohr er en røv, men i det mindste kan han finde ud af at sige undskyld.
  • Layla! Jeg elsker Layla, hun er herresej ❤
  • Blay. Fandeme på tide at nogen siger fra overfor Qhuinn.
  • Wrath er taktisk smart, og det elsker jeg!
  • Det med Throe kan jeg se føre til virkelig spændende ting fremover!

Og så alt det knap så gode:

  • Tohrment er virkelig en nar. Jeg siger ikke han bare huhej skal komme sig over Wellsie, men han bliver ved med at sætte Autumn ned på andenpladsen på rangstigen i forhold til Wellsie, og det er bare ikke OK! Jeg forestiller mig Autumn, som ikke har gjort spor forkert, må have det rimelig elendigt med det.
  • Qhuinn. Jeg kunne ikke lide ham før den her bog, og nu hader jeg ham som pesten. Qhuinn er modbydelig, voldelig, abusive, selvretfærdig, manipulerende og verdens største røvhul. Okay, så det Layla gjorde var ikke helt OK, men den måde han kalder hende luder på, siger hun er en hore og hun burde dø, at han vil tage deres børn fra dem og fuck hende, fordi hun er fjendens luder og blablablah. Jeg er fandeme ligeglad med hvor sur du er, sådan taler du bare ikke til dine børn mor, punktum. Derefter kan Qhuinn ikke engang holde ud at se på sit eget barn fordi hun ligner Layla, som han nu hader. What the actual fuck, og hvorfor fanden blev han ikke kylet ud af Broderskabet for det han gjorde? Han fucking prøvede at myrde Layla, og affyrede sit våben mod hende mens børnene var i rummet, ej men jeg kan slet ikke snuppe det. Egocentrerede, psykopatiske skiderik.
  • Jeg forstår virkelig ikke hvorfor hende der Therese dukker op nu. Trez mistede Selena for mindre end tre måneder siden, og nu dukker der så en ny kvinde op, som ligner hende på en prik, hvorefter det tydeligvis er meningen at Trez skal forelske sig i hende. So much for the love of your life, hvis det ikke engang tager tre måneder at komme over at ens mage dør. Hvis det her skulle ske, så skulle det ske 5-6 bøger længere fremme.
  • Hvor er det vildt som alting bare på magisk viser løser sig. Der var ingen grund til at Xcor ikke skulle henrettes, der var ingen grund til at Bastarderne skulle flytte ind i huset til alle de andre, og der var ingen grund til at det hele skulle ende så lykkeligt.
  • Hvis nu V og Jane talte sammen, så ville det nok hjælpe. V vælger så at overveje at knalde med andre i stedet. Flot.
  • Hvorfor tilgiver Layla Qhuinn? Jeg havde fandeme ikke bare sådan lige gjort det, det er helt sikkert. Han prøvede at myrde hende!
  • De vil tage børnene fra Layla, men det er Qhuinn der prøver at myrde deres mor. Say what? Hvorfor lader de overhovedet Qhuinn se dem?
  • Hvorfor tilgiver Blay Qhuinn bare sådan lige?

 

Jeg er virkelig gal på Qhuinn, og endnu mere gal over, at bogen sender signalet at hans opførsel er OK fordi “han var bekymret for børnenes sikkerhed”. Nej, nej og nej, J. R. Ward!

Jeg er overhovedet ikke færdig med serien, og næste bog bliver Assail og Sola’s historie. Det glæder jeg mig ret meget til, for der var masser af tiltrækning mellem de to, men jeg håber virkelig at Qhuinn ikke er en del af den bog (eller nogen bøger i serien fremover), og at den næste bog ikke er et rod på den måde som den her var det. Og please, lad det med Trez vente lidt.

Cover Release: Arc of a Scythe #2: Thunderhead

Jeg elskede coveret til den første, men jeg tror måske faktisk jeg elsker det her lidt mere. Det er bare så pænt ❤ Jeg har ikke læst den første bog, men det er noget dystopisk sciencefiction-agtigt YA, der foregår i fremtiden hvor mennesket er blevet udødeligt, og kun Scythes kan ende et liv – tjek den første bog ud på Goodreads her.

33555224

Det her minder mig helt vildt om Hades, i ved, det græske dødsrige? Jeg får sådan lidt Hades fra Hercules-vibes, og jeg elsker det! Det her er så dramatisk på en lidt underspillet måde, for det er jo ikke fordi det er proppet fuld af detaljer eller action, men jeg får dåan lidt en dramatisk doomsday-følelse af det, hvis i forstår hvad jeg mener? Jeg synes det er mega fedt! Og måden titlen er lavet på er jeg max fan af, det ser vildt cool ud, og meget eye-catching også.

scythe

Jeg elsker, hvor fantastisk de to bøger ser ud sammen! Det er tydeligt at se at de tilhører en serie, og de komplementerer bare hinanden så godt. De måtte gerne komme og bo på min reol ❤

Thunderhead udkommer 6. Marts, og er bog to i en trilogi.

 

Anmeldelse: Alias Alex

35388115

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Alias Alex
  • Serie: –
  • Forfatter: Jenn Bennett
  • Antal Sider: 366
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Alex, Approximately
  • Forlag: Lovebooks
  • ISBN: 9788711565735
  • Læst: 1/10 til 4/10

Bailey “Mink” Rydell har fundet sin drømmefyr. Han er en lige så stor filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Alex er intet mindre end perfekt … der er bare lige det, at Bailey kun har mødt ham online.

Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men at finde en, man kun kender fra internettet, viser sig at være sværere end som så. Og da Baileys irriterende, men karismatiske (og måske lidt søde?) kollega Porter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle på, om hun nogensinde vil møde den mystiske Alex. Efterhånden som sommeren går, må Bailey da også beslutte sig for, om hun skal klamre sig til den onlinefantasi, der før virkede så rigtig, eller om hun skal kaste sig ud i virkeligheden med Porter. Valget er både enklere og mere kompliceret, end hun kunne have forestillet sig, for Porter er ikke den eneste, der bærer på en hemmelighed: Porter er nemlig Alex … Alias Alex.

ALIAS ALEX er en vidunderlig fortælling om den første forelskelse, sol og sommer og hemmelige identiteter.

[ Sponsoreret ]

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks og skal dermed markeres som reklame ifølge markedsføringsloven. Jeg har ikke modtaget penge for at anmelde eller omtale bogen, hverken positivt eller negativt.

Alias Alex er på mange måder den perfekte sommer romance, settingen i bogen er helt fantastisk, man mærker tydeligt tiltrækningen imellem de to hovedpersoner, der er humor, sol, strand og kærlighed. Egentlig var jeg også godt underholdt, men jeg havde lidt issues med Bailey, og jeg havde nogle issues med hvor forudsigeligt det hele var.

Det gode:

  • Settingen. Det hele foregår i en lidt mindre by i Californien, der er sol, sommer, surfere, madboder og strandpromenade for alle pengene, og det var helt fantastisk. Det er lige før det var lige så godt som at være der selv, man følte virkelig at man var dér på stranden sammen med Bailey.
  • Humoren. Generelt synes jeg bogen har sådan lidt et glimt i øjet, og det var rart.
  • Baileys forhold til sin far. Jeg synes YA har en tendens til at der altid er vrøvl med forældrene – og det er der da også med Baileys mor, men i det mindste var det virkelig et godt forhold hun havde til sin far.
  • Romancen. Der var helt klart kemi imellem de to, og jeg kan godt lide at der fik lov til at gå noget tid, inden de kaster sig over hinanden – og at man ikke skøjter udenom sex. It happens people, get over it.
  • Idéen var god, det her med at Bailey skriver med en fyr online og bagefter prøver at finde ham IRL efter at hun flytter til byen hvor han tilfældigvis bor.
  • Porter Roth, sådan overall i hvert fald. Masser af personlighed, selvtillid og attitude, me like!

Det knap så gode:

  • Jeg burde egentlig kunne lide Bailey, hun har alle de karaktertræk som jeg plejer at synes godt om i karakterer, men det kunne jeg bare ikke. Jeg synes hun var ret led uden at der var nogen grund til det, og jeg fik egentlig lidt en fornemmelse af at hun var arrogant og en smule højrøvet. Noget af tiden er hun helt OK, men for det meste kunne jeg faktisk ikke lide hende.
  • Forudsigeligheden. Det er tydeligt fra start hvordan det her skal ende, inden man overhovedet er begyndt at læse bogen.
  • Jeg troede, at onlinesamtalerne ville fylde meget mere, men de er nærmest ikke-eksisterende, og ret kedelige og uden personlighed. Jeg følte slet ikke der var en connection mellem Mink og Alex.
  • Porters reaktion til sidst i bogen, hvor han skubber Bailey fra sig. Hvad fanden er det for en led måde at opføre sig på? Idiot.
  • Meget af tiden var bogen spændende, også selvom jeg ikke lige syntes Bailey var mega fantastisk, men der var også en hel del der bare var meh. Festen på stranden for eksempel, jeg tog mig selv i at tænke okay, og hvor skal historien så hen herfra? Skal der ikke snart ske noget?

På mange måder var det den perfekte sommerbog, med humor og romance og den mest fantastiske seting i en kystby i Californien. Sol, sommer, surfere og strandpromenader, perfekt sommerlæsning. Men jeg klikkede ikke rigtig med Bailey, og jeg synes det hele var frygteligt forudsigeligt. Men det var en god bog, overall hyggelig og rar læsning, og perfekt til en sommerdag på stranden.

Anmeldelse: Skyggens Lærling #1: Gorlans Ruiner

16152568

pink 5 stjerner

 

 

  • Titel: Gorlans Ruiner
  • Serie: Skyggens Lærling #1
  • Forfatter: John Flanagan
  • Antal Sider: 325
  • Udgivelse: 2008
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Ruins of Gorlan
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 9788721027612
  • Læst: 20/9 til 1/10

Will har altid været lidt bange for dem. Rangerne. For de virker mystiske og gådefulde i deres mørke kapper. Og så har han hørt, at de kan gøre sig usynlige, når de vil.

15-årige Will kan ikke komme ind på Ridderskolen, fordi han ikke er høj nok. I stedet bliver han tilbudt en lærerplads hos Skyggen for at blive uddannet som ranger.

Will har de egenskaber, der skal til, siger man. Han er hurtig, han kan bevæge sig lydløst, han kan klatre, og han er skarpsindig.

Men han får også brug for at være modig. For Morgarath, herre over Regn- og Nattebjergene, er ved at smale sine frygtindgydende tropper til et angreb mod kongeriget.

En kamp, som Will slet ikke har fantasi til at forestille sig, skal til at begynde..

Jeg har fået anbefalet Skyggens Lærling hundrede og sytten gange, og jeg har bare aldrig fået den læst. Jeg lånte den engang med hjem fra biblioteket, men fik den heller ikke læst der – jeg er hende der altid slæber flere bøger med hjem end hun kan nå at læse, haha! Jeg tror det var fordi jeg måske troede den ville være lidt barnlig på den trælse måde, hvis i forstår hvad jeg mener? Selvom folk sagde den var fantastisk, kunne jeg nok bare ikke rigtig ryste følelsen af at den var kedelig og barnlig ud af tankerne.

Men så skete der jo det, at John Flanagan kom til Esbjerg fantasyfestival i år. Så jeg købte bogen for at få den signeret, fordi jeg tænkte at nu var det simpelthen på tide jeg fik den bog læst – og så kunne man jo passende få den signeret også. Det er jeg fandeme glad for jeg gjorde, for den her bog var fantastisk! Ja, den er lidt ung på en måde, men for snart 30-årige mig var det overhovedet ikke noget problem. Jeg elskede den fra start til slut, jeg elskede karaktererne, jeg elskede var rar og hyggelig læsning det var, og hvordan h´den havde den bedste slags humor.

Jeg synes det gik lidt hurtigt med kampscenerne, og jeg skal gerne indrømme at det ikke var dem der trak bogen i vejret for mig. Det var mere sådan noget som hvordan Horace’s plageånder får en afklapsning, at høre om hvordan Will lærer alle de her ranger-ting, hvordan han tænker over ting og lærer nyt, alle de her forskellige personer med forskellige karaktertræk., og humoren. Jeg slugte hvert eneste sekund af Wills undervisning, jeg elskede virkelig at følge med i hvad han lærte og hvordan han lærte det, og jeg elskede at der også var plads til at Will kunne føle sig usikker. Vi følger mest Will, men også Horace, og det var virkelig super! Især fordi Horace og Will ikke ligefrem er perlevenner til at begynde med.

Alle karaktererne er levende, de har deres egen personlighed og måde at være på, og jeg kunne virkelig godt lide både Will og Horace, også selvom Horace er lidt en skovl nogle gange. Jeg synes det var sjovt, hvordan Halt kan føles som såfantastisk en person, når han egentlig er lidt sur, grumpy og behandler Will ret uretfærdigt nogle gange. Alligevel ender man med at elske ham, og alle karaktererne ender med at betyde noget for en.

Jeg kunne godt have brugt et kort over verdenen, og jeg kunne godt have brugt noget mere viden om universet. Men honestly, så betød det ikke noget, fordi jeg simpelthen bare forsvandt ind i bogen. Jeg forsvandt ind i universet, det var spændende, levende og simpelthen bare alle tiders læseoplevelse. Hvis du endnu ikke har læst den og er i tvivl om det er noget for dig, så lad være med at begå samme fejl om mig og lad den vente så længe. Det er virkelig alle tiders rare, hyggelige, spændende og sjove historie.

Lydbogsanmeldelse: Magikerens Lærling #1: Tessia

12034735

pink 5 stjerner

 

 

  • Titel: Tessia
  • Serie: Magikerens Lærling #1
  • Forfatter: Trudi Canavan
  • Tid: 10T
  • Udgivelse: 2011
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Magician’s Apprentice
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 9788758815367

 

Han befamlede Tessia og begyndte at løsne hendes tøj.
Hun fik gåsehud af afsky over hele kroppen.
Det dunkede i hendes hoved som var det ved at sprænges.
Væk! Væk! Forsvind! tænkte Tessia, og følte en voksende kraft inden i sig.
Kort efter lød et rungende brag og et flammende lysskær fyldte rummet …

Følg Tessia fra det øjeblik hvor hun opdager at hun har magiske kræfter

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet.

Tessia er alt det en fantastisk fantasy skal være, og så var den tilmed helt fantastisk som lydbog. Oplæseren laver stemmer til de individuelle karakterer, og hun giver rigtig god indlevelse i bogen gennem den måde hun læser op på, måden hun lægger tryk på visse ord og den slags, i stedet for bare at læse monotont op. Der var masser af følelse i det, og det fungerede altså bare!

Det har været en lidt op og ned-oplevelse med Trudi Canavans bøger for mig. De er sådan lidt hit or miss, jeg synes den første bog i Black Magician-trilogien var god, toeren var fantastisk, og 3’eren virkelig god. Den Hvide Præstinde kunne jeg absolut ikke lide, men Magikerens Lærling mindede mig om hvorfor jeg syntes Black Magician-trilogien var så god.

Vi starter ud med at stifte bekendtskab med Tessia, som er assisten for sin far, der er healer i landsbyen hvor Baron Dakon holder til – og btw, undskyld hvis jeg staver nogle af navnene forkert, jeg har jo kun hørt den på lydbog, såeh. Nå, men Baron Dakon har besøg af en Sarkansk troldmand ved navn Takado, og i modsætning til Kyralierne – hvor vi befinder os – så holder Sarkanerne slaver. Takados slave kommer så til at gøre et eller andet forkert, og Takado tæver ham synder og sammen. Altså ender det med, at Tessia og hendes far må forsøge at lappe slaven sammen, for han er Takados vigtigste kraftkilde.

Magikerens Lærling er en prequel til Black Magician-trilogien (eller De Sorte Troldmænd-trilogien som den hedder på dansk), men du behøver ikke at have læst De Sorte Troldmænd først, ligesom du heller ikke behøver at have læst Magikerens Lærling for at kunne læste De Sorte Troldmænd. De er uafhængige af hinanden, men tilføjer noget til hinandens historie, hvis det giver mening?

Tessia er en rigtig god karakter at følge, hun er klog, venlig, hun føler med andre og er virkelig god til at tænke sig om og tage en beslutning. Hun er handlekraftig, men uden at være en led kælling, og hun kan sige fra på en fornuftig måde. Jeg syntes virkelig godt om hende! Ud over Tessia, så er der også synspunkter fra Dakon, hans lærling Yayan, og Takado og hans Slave, hvis navn jeg virkelig ikke kan huske. Det fungerer rigtig godt, og de bidrager alle sammen med noget til historien, har tydeligt forskellige synspunkter og holdninger, og det giver rigtig god dynamik i bogen at skifte mellem for eksempel velovervejede, erfarne Dakon, opblæste og lettere hovne Yayan, milde og kløgtige Tessia og Takado, den brutale, Sarkanske troldmand der synes det er helt OK at holde slaver.

Jeg fandt bogen helt absurd spændende. Det er ikke fordi den er proppet med action, men der sker hele tiden noget, samtidig med der også er plads til at karaktererne kan diskutere kamptaknik under en magilektion, hvordan man opfører sig i storbyen og alle de her små detaljer der gør, at man virkelig føler universet er gennemtænkt, og at personerne faktisk overvejer det de gør og de konsekvenser det måtte have. Jeg hader, når karakterer bare kaster sig hovedkulds ud i alt muligt uden at tænke sig om – her tænker folk sig om, og det betyder universet også får meget mere liv, fordi der bliver plads til detaljerne om magi, livsstil, hvordan Sarkana er forskellig fra Kyralia og så videre.

Jeg er egentlig rimelig uforstående overfor at den her bog er delt i 3, men som lydbog er det egentlig meget rart – ellers ville den være 30 timer lang, og det er lidt mere overkommeligt at gå i gang med en der er 10 timer end en der er 30.

Jeg var virkelig begejstret over den her lydbog, historien og karaktererne i sig selv var spændende, men som lydbog var den også fantastisk. Godt oplæst, og jeg tabte aldrig fokus eller spacede ud og tænkte på noget andet mens jeg hørte den. Den kan absolut anbefales, både som lydbog og almindelig bog. Det er virkelig godt fantasy!