Top 5 Wednesday: Hate to Love Romances

Top 5 wednesday er kreeret af GingerReadsLainey på youtube.

Fra tråden på Goodreads:

June 28th: Hate to Love Ships
— Ask and you may receive. By request, a topic all about your favorite hate to love romances!

Faktisk fattede jeg ikke helt det her emne til at starte på, og det gør jeg måske stadig ikke, men det er min blog, så nu bliver det sådan. Altså, jeg kunne ikke finde ud af om det betød favorite romances hvor de involverede går fra at hade til at elske hinanden, eller om det var romances som jeg hader at elske – ya’ know what I mean? Men nu har jeg betsemt mig for, at det bliver det første, så yndlingsromances hvor personerne går fra at hade til at elske hinanden.

12578077

Daemon og Katy – Lux-serien af Jennifer L. Armentrout

Katy kan absolut ikke lide Daemon til at starte med, og det forstår man jo egentlig godt. Han er pissearrogant, hamrende irriterende, og man har faktisk lidt lyst til at slå ham med en stegepande. Meeen, det varer ikke ved, og der kommer en megahot romance ud af det.

aftaltspil

Hannah og Garret – Off Campus #1: Aftalt Spil af Elle Kennedy

Jeg kan virkelig ikke anbefale den her serie nok, den er sjov, sød og sexet! Hannah og Garret kan absolut ikke lide hinanden i begyndelsen – eller, Hannah kan i hvert fald ikke lide Garret. Hun synes han er barnlig, opblæst og en værre player – men det ændrer sig selvfølgelig!

p1070454

Penryn og Raffe – Angelfall-trilogien af Susan Ee

Penryn og Raffe er ærkefjender. Penryn er menneske, og Raffe er en af de engle der har invaderet jorden og kastet verden ud i post-apokalyptisk kaos. Og så har englende bortført Penryns søster, så du kan nok forestille dig hvad Penryn synes om Raffe, og han har det på præcis samme måde. Men somehow bliver der alligevel tiltrækning imellem dem, og romance ensues.

14384

Emma og Lachlain – Immortals After Dark #2: A Hunger like No Other af Kresley Cole

Uha der er kold luft mellem Emma og Lachlain i begyndelsen. Emma er vampyr, Lahclains svorne fjender, men hun er alligevel skæbnebestemt til at være hans mage, så han føler kaldet indeni, bliver tiltrukket af hende, men hader hende samtidig for det hun er. Emma hader ham bare fordi han er en kæmpe idiot, hvad jeg egentlig godt kan forstå.

1421990.jpg

Cat og Bones – Night Huntess-serien af Jeaniene Frost

Cat bliver fanget af en vampyr-dusørjæger ved navn Bones, og de ender med at indgå en aftale. Så de er ikke ligefrem fans af hinanden til at begynde med, og Bones er cocky, irriterende og bedreviden, men for helvede hvor er han også hot! Så naturally hader de ikke hinanden for evigt… I øvrigt en af mine all time favorit romances. Tilsat mord, blod og vampyrer.

Cover Release: Reign of the Fallen

En YA LGBT fantasy med nekromancere og magi? Yes please! Jeg tror nok det er en enkeltstående bog, men man ved jo aldrig – den er i hvert fald ikke opført på Goodreads som en del af en serie. Jeg er hooked på præmissen, den lyder vildt spændende, men coveret er nok lidt for … lyserødt til mig.

29906017

Altså, jeg kan faktisk rigtig godt lide lyserød, men nekromancere og lyserød? Meh. Bagsideteksten giver mig en helt anden vibe og stemning, sådan lidt dyster, mørk og spændende, mens coveret får mig til at tænke på cupkager og sandstrande. Okay, titlen står mega fedt i forhold til kraniet og kronen, som btw også er mega fede, men der lyserøde baggrundsfarve er jeg altså ikke solgt på.

Den udkommer Januar 2018, og du kan finde den på Goodreads her, og bagsideteksten herunder.

An LGBT fantasy series that follows a talented necromancer who must face down a deadly nemesis who has learned how to turn her magic into a weapon.

Odessa is one of Karthia’s master necromancers, catering to the kingdom’s ruling Dead. Whenever a noble dies, it’s Odessa’s job to raise them by retrieving their souls from a dreamy and dangerous shadow world called the Deadlands. But there is a cost to being raised–the Dead must remain shrouded, or risk transforming into zombie-like monsters known as Shades. If even a hint of flesh is exposed, the grotesque transformation will begin.

A dramatic uptick in Shade attacks raises suspicions and fears among Odessa’s necromancer community. Soon a crushing loss of one of their own reveals a disturbing conspiracy: someone is intentionally creating Shades by tearing shrouds from the Dead–and training them to attack. Odessa is faced with a terrifying question: What if her necromancer’s magic is the weapon that brings Karthia to its knees?

A lavish fantasy with a surprising and breathtaking LGBT romance at its core, Reign of the Fallen is a gutsy, unpredictable read that will grab readers by the throat and never let go….

Kan fantasy og science fiction være urealistisk?

Det korte svar er, at ja, det kan det godt. I hvert fald for mig, det kan jo tænkes at andre har det på en anden måde. Jeg elsker fantasy, science fiction og paranormal, og man skulle jo tro at noget der indeholder muterede marsmænd, vampyrer, eller en helt anden verden der slet ikke findes per definition er urealistisk.

Altså, det er jo også, men når jeg går i gang med en ny bog, så har jeg behov for at føle at den her verden kunne findes. Jeg skal føle mig overbevist om det, for ellers får jeg lige præcis den her følelse af at der er urealistisk. Hvis jeg ikke bliver overbevist om at vampyrerne kunne leve iblandt os, eller at Hogwarts kunne være virkelig, så dør hele historien faktisk. Det kan være lidt lige meget hvor godt plottet er, hvor spændende og actionpacked det er, eller om karaktererne er fantastiske, for hvis jeg ikke føler mig overbevist om at den her verden kunne være virkelig, så fungerer alt det andet som regel heller ikke.

Faktisk kan man vel godt sige at man kan bilde mig alt muligt ind. For min skyld kan man skrive en bog om rottemænd på månen, så længe der er worldbuilding nok til at jeg føler det kunne være sandt. Det er worldbuildingen der bærer det hele, og det er jo altså ikke fordi der nødvendigvis skal 200+ sider bare til worldbuildingen eller noget. Det handler mere om at det virker gennemtænkt, at det hænger sammen, at der er tænkt over tingene. Det er sådan lidt svært at snakke generelt om det, men lad os sige at Harry Potter-bøgerne aldrig havde forklaret hvordan man holdt sig skjult for mugglerne, at der aldrig blev nævnt besværgelser eller noget som helst i den dur. Det ville have fået mig til at undre mig, nok til at jeg måske ikke ville føle det var believeable overhovedet, selvom resten af worldbuildingen var god.

Noget er selvfølgelig mere kritisk end andet, det er for eksempel ret skidt hvis man skriver en bog om at menneskeheden er flyttet til månen, men ikke nævner noget om hvordan mad, vand og infrastruktur hænger sammen. Det varierer selvfølgelig også fra person til person hvad der er dealbreakers og hvad der ikke er, for mig kan det være store ting, men det kan også være små ting. Nogle gange er det de små detaljer, og andre gange er det noget lidt mere major. Men i hvert fald kan fantasy og science fiction sagtens føles både realistisk og urealistisk for mig.

Anmeldelse: Soul Screamers #2: My Soul to Save

51XqAqtYwZL._SX318_BO1,204,203,200_

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: My Soul to Save
  • Serie: Soul Screamers #2
  • Forfatter: Rachel Vincent
  • Antal Sider: 362
  • Udgivelse: 2011
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Mira Ink
  • ISBN: 9780778304357
  • Læst: 10/6 til 11/6

 

When Kaylee Cavanaugh screams, someone dies.

So when teen pop star Eden croaks onstage and Kaylee doesn’t wail, she knows something is dead wrong. She can’t cry for someone who has no soul.

The last thing Kaylee needs right now is to be skipping school, breaking her dad’s ironclad curfew and putting her too-hot-to-be-real boyfriend’s loyalty to the test. But starry-eyed teens are trading their souls: a flickering lifetime of fame and fortune in exchange for eternity in the Netherworld—a consequence they can’t possibly understand.

Kaylee can’t let that happen, even if trying to save their souls means putting her own at risk…

Det her er altså bare en alle tiders serie! Bog to er jo altid den der skal leve op til etteren, og det gjorde den her i hvert fald! Så Kaylee ved nu hvad hun er, og til en koncert med et popikon sker der noget mærkeligt – popstjernen dalder død om på scenen, men Kaylee mærker ikke sjæleskriget trænge sig på. Så hvad betyder det? Har pigen så ingen sjæl, og hvis hun ikke har – hvad foregår der så?

Jeg elskede den her historie, hvor der både var hemmeligheder og intriger, skandaler og konspirationer, og jeg elsker virkelig at det minder mere om Urban Fantasy end paranormal romance, mere krimi og plot end romance. Det er mega spændende at følge med i mysteriet om hvad der lige foregår med den stakkels popprinsesses sjæl, og det bliver kun mere spændende gennem bogen.

Der er ikke noget trekantsdrama her, men der mangler overhovedet ikke steamy romance. Nash og Kaylee er et item, og der er ingen 3. fyr eller pige involveret. Men de to har allerhelvedes meget kemi, det er mega hot, og der er lige den rigtige mængde romance til at historien er det vigtigste, men at romancen også betyder noget.

Jeg er herremeget fan af Kaylee, også selvom jeg måske synes hun er lidt for god af sig nogle gange. Det er sjovt, for nogle gange kan hun få det dårligt over at nogens sjæl skal eksistere i evig tortur, men hun har så heller ikke noget issue med at købslå med sjæle, hvis det er sjæle fra røvhuller der fortjener det. Nogle gange er hun lidt blød, og andre gange er hun totalt badass. Nash bliver lidt anonym og irriterende nogle gange, mest fordi han er sådan liiiidt for overbeskyttende. Ikke noget nær Edward Cullen-niveau, men lidt for meget til mig.

Det er en hurtigt læst bog, som man bare flyver igennem når man først kommer igang. Hele det her urabn fantasy/mysterie/krimiagtige halløj gør den helt vildt svær at slippe, og der bliver jo stadig tilføjet nye ting til universet man ikke vidste før. Tilsæt steamy romance og en nice hovedperson, og så har du en virkelig god bog, hvor siderne vender sig selv, og du er færdig før du får set dig om. Godt der er fem bøger i serien endnu!

På Min Ønskeliste #147: Guardians of Hades #1: Ares

20940858

Prince of the Underworld and Lord of Fire, Ares was banished from his home by his father, Hades, two centuries ago and given a new duty and purpose—to keep our world and his from colliding in a calamity foreseen by the Moirai.

Together with his six brothers, he fights to defend the gates to the Underworld from daemons bent on breaching them and gaining entrance to that forbidden land, striving to protect his home from their dark influence. Caged by the manifestation of his power, held apart from those he loves by his own fire and starved of physical contact, Ares lives a cold existence driven by duty and the desire to return to his world.

Until his world collides with a daemon who steals his power and a mortal female who shatters the ice around his heart and awakens the true fire within him—a soul-stirring passion both dangerous and seductive.

Megan has wandered far from her home, driven from everyone she loves by the devastating realisation that she is different to them all. Unsure who to trust in the world, she keeps to herself, until a fateful stormy night brings a temptingly handsome warrior crashing into her life and into her heart—a warrior who seems to hold powers more frightening and marvellous than her own.

When the New York gate comes under threat, and Ares is put to the test, will he choose his duty and regain the power he needs in order to save his world or will he choose the desires of his heart and sacrifice his fire so he can be with the woman becoming his whole world?

Anmeldelse: Den Trofaste Bror #1: I Døden og Videre

32054793

pink 2 sjerner

 

 

  • Titel: I Døden og Videre
  • Serie: Den Trofaste Bror #1
  • Forfatter: Jacob Kokkedal
  • Antal Sider: 475
  • Udgivelse: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Ulven og Uglen
  • ISBN: 9788793349148
  • Læst: 6/6 til 13/6

 

Heltenes tid er forbi i Gudshave, og i menneskeriget Sastion langt mod nord er tronarvingen en spinkel dreng, der helst bruger sin tid på at læse. Men bag bjergene i Ushulash truer De Urenes horder med at løbe Gudshave over ende, og der er pludselig mere brug for helte, end der har været i flere hundrede år. Men hvor skal man finde en helt, når Magiens Strømme ikke længere skaber dem? Er vilje nok til at vinde over ondskaben? Og kan man vinde, hvis viljen mangler?

Det her er virkelig en svær anmeldelse at skrive, og jeg tror jeg bliver nødt til at dele den op i punktform, ellers bliver det her en kæmpelang stil før jeg føler jeg har forklaret hvordan jeg har det med den. Men humlen af det hele er egentlig, at jeg bar ikke rigtig kunne leve mig ind i historien. Jeg var ikke en del af den, jeg fik den fortalt, hvis i forstår hvad jeg mener? Jeg følte ikke jeg var der selv, og 75% af bogen var jeg egentlig temmelig ligeglad med hvad der skete, og kedede mig rimelig meget. Men vi kan lige starte med det gode:

  • Balt er alle tiders skæve karakter. Okay, jeg synes hans druk bliver fremhævet lidt for meget hele tiden – han drikker, I get it – men han er altså en sær snegl, på den gode, sjove og skæve måde.
  • Sangene. Der er sange, og de er mega sjove og hyggelige!
  • Balt og Eumons træning. Jeg elsker at der bliver brugt tid på det, for jeg synes det er spændende at følge en karakter som Eumon blive bedre og hurtigere i kamp.
  • Alle de mange væsner, guder og mennesker. Der er alt muligt i den her bog, mørkelvere, kattemennesker, ogrer, magikere, krigerpræster, kentaurer og alt muligt andet. Man skulle jo synes det bliver for meget, men det syntes jeg slet ikke det var!
  • Kortet forrest i bogen ❤
  • Eumon. Hvor er det fedt med en karakter der starter som et skvat, men bliver herresej!

Og så må vi jo også hellere snakke om det knap så gode:

  • Ondskaben er godt nok overdrevet, og det måske lidt derfor jeg ikke rigtig følte noget for historien – med undtagelse af når der skete noget med Balt og Eumon. De onde mæsker sig i menneskekød, de dræber hinanden hele tiden, de voldtager, torturerer og så videre og så videre, og helt ærligt? Det var nok lidt for meget for mig. Jeg synes det var lidt urealistisk, og jeg blev ret træt af det. Jeg kan lide mine skurke snu og ondskabsfulde på den manipulerende måde, ikke på den “jeg drikker dit blog og æder dine børn blah blah blah”-måde. Det er meget klassisk fantasy på den måde, og det er the one thing ved klassisk fantasy jeg ikke er så vild med. Hvordan i alverden ondskaben ikke har udslettet sig selv er mig en gåde, når de nu er både dumme og tilsyneladende myrder hinanden for et godt ord.
  • Ud over Eumon og Balt synes jeg ikke man får nogen som helst føling med de andre karakterer – jeg gjorde i hvert fald ikke. De var lidt som flade papfigurer, og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor det var sådan.
  • Navneforvirring. Det ene øjeblik kaldes ridder Gerrald (hed han ikke det? noget i den stil i hvert fald …) for Gerrald, andre gange for hans fornavn, og der gik en halv bogen inden jeg fattede at det ikke var to personer, men den samme. Det samme sker lidt når man finder ud hvem/hvad Balt er. Så kaldes han skiftevis Balt og et andet navn, og jeg blev ret forvirret nogle gange.
  • Overdreven brug af de samme beskrivelser. Jeg har virkelig ikke tal på, hvor mange gange den samme sætning er blevet brugt til at beskrive det samme, for eksempel hvordan Balts druk ender med at han vælter ud i gaderne der flyder med lort, eller hvordan han stinker af mødding. For det første synes jeg ikke der var behov for at nævne det hele tiden, men der blev også brugt de samme ord til at beskrive det. Han lugter af bæ når han har været på druk, I get it, det behøver jeg ikke at have at vide 800 gange.

Indrømmet, der var dele af bogen hvor jeg faktisk syntes den var god, og jeg var underholdt. Det er egentlig kun det der handler om Eumon og Balts daglige kamp og træning på borgen, og det daglige liv der. Derudover blev jeg aldrig rigtig fanget, hverken af historierne eller personerne, med det resultat at jeg lukkede bogen med lidt en meh-følelse. Jeg har toeren liggende, og jeg tænker da at jeg skal læse den – jeg kunne jo virkelig godt lide Balt, og eftersom toeren handler om helt nye karakterer (+ Balt) kan det jo være at den er mere mig.