Lydbogsanmeldelse: Hereafter #2: Dæmonernes Angreb

19062830

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Dæmonernes Angreb
  • Serie: Hereafter #2
  • Forfatter: Tara Hudson
  • Tid: 9T 20min
  • Udgivelse: 2013
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Arise
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 9788758816722

 

Amelia elsker Joshua, men er det fair at han skal leve sit liv med en død pige? Desuden er dæmonerne konstant efter Amelia, og det udsætter også Joshua og hans søster for fare.

I New Orleans møder Amelia en gruppe genfærd som har lært at undgå dæmonerne, men det har sin pris! Her møder hun også en ung voodoo-præstinde, der er lidt mindre død end hende selv. Måske hun kan hjælpe Amelia mod dæmonernes angreb, så hun kan beholde sin Joshua?

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet.

Igen bliver jeg nødt til at sige, at jeg ville have syntes bedre om den hvis ikke oplæserens hæse, deprimerede stemme gav bogen en helt anden stemning end den egentlig har. Men derudover var den faktisk bedre end etteren, alt der her voodoo-magi, mysterie og hemmeligheder var virkelig spændende og fascinerende. Jeg elsker voodoo, jeg synes det er vildt spændende at læse om!

Men altså, jeg kan simpelthen ikke med den her oplæser. Hun udtaler stadig helt almindelig ord helt forkert, for eksempel i ordene “ondskab” og “familie” udtaler hun a’et ligesom i “krage”, og det lyder bare helt forkert. Og så giver hendes stemme bogen den helt forkerte stemning.

Jeg kunne så bedre abstrahere fra det, fordi jeg syntes historien var virkelig spændende! Alt det her med voodoo, et mysterie og alle hemmelighederne og forræderiet, det var simpelthen så godt! Og så elskede jeg settingen i New Orleans, der var total sydstatsstemning ❤ Der er god dynamik imellem alle karaktererne, og bogen er spændende hele vejen.

Jeg er stadig ikke solgt på romancen mellem Amelia og Joshua, og jeg har et ret stort issue med oplæseren. Men derudover var det en spændende, god toer, hvor settingen var fantastisk og voodoo fyldte en del – stort plus for mig.

Reklamer

Anmeldelse: Panteon-sagaen #2: Akkanas Gåde

35484154

pink 5 stjerner

 

 

  • Titel: Aakkanas Gåde
  • Serie:  Panteon-Sagaen #2
  • Forfatter: Boris Hansen
  • Antal Sider: 608
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 9788758826332
  • Læst: 2. September til 18. September

 

Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.

Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.

Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.

[ Sponsoreret ]

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup og skal dermed markeres som reklame ifølge markedsføringsloven. Jeg har ikke modtaget penge for at anmelde eller omtale bogen, hverken positivt eller negativt.


Jeg har været mega længe om at læse den her bog, og det er absolut ikke med min gode vilje, for den var mega fantastisk! Spændende, fængende, fuld af spændende plotlinjer, awesome karakterer og masser af WTF-øjeblikke. Og så har den det jeg plejer at kalde Sherlock Holmes-faktoren, det her med at du får små bidder af løsningen til et “mysterie” hele tiden, så man hele tiden sidder på kanten af stolen og liiiige skal læse lidt mere. Meget frustrerende, når man har travlt og absolut ikke har tid.

Nå, men i den første bog var jeg egentlig mest optaget af Lucas og co’s eventyr, men i den her var det især Saidas kapitler jeg absolut elskede! Dels fordi jeg virkelig godt kan lide Saida, og dels fordi jeg blev så overrasket over, hvor plottet bevægede sig hen i forhold til hende. Jeg var overrasket på den gode måde, og det er en fed følelse! Det var simpelthen bare spændende at følge Saida og finde ud af hvad det er for nogle hemmeligheder Empyria gemmer på.

I det hele taget er bogen bare spændende. Den skal lige i gang, men det blev meget hurtigt svært at stoppe med at læse, og jeg elskede at jeg ikke på nogen måde kunne forudse hvor historien bevægede sig hen.  Jeg blev overrasket igen og igen, og især synes jeg det med Akkanas Gåde og måden Zonen-plottet flettes sammen med Fantasy-plottet var helt vildt fedt, og slet ikke som jeg havde forudset.

Jeg kunne også virkelig godt lide alle de her forskellige personligheder bogen har. Ja, Lucas er lidt en vatnisse, Theodor er meganørd og så videre, men de har også bare meget mere dybde, det er ikke sådan nogle kedsommelige, flade papfigurer, og især kunne jeg virkelig godt lide Mehmet på den front!

Det er nok i virkeligheden lidt svært for mig at formulere på skrift hvad det egentlig er der gør den her bog så god. Den har lidt den der x-factor der gør at den er mega svær at lægge fra sig, og at man glæder sig til at kunne læse videre. Jeg elskede den virkelig, jeg elskede historien, universet og personerne, og jeg elskede at den var så uforudsigelig! Så stopper den i øvrigt også med jorden ledeste (og bedste) cliffhanger, og mit hjerte stod seriøst stille et par sekunder da det gik op for mig at der ikke var mere af bogen tilbage, haha! Jeg glæder mig herremeget til 3’eren!

Anmeldelse: Sjælevandrer #1: Diali

36144635

pink 5 stjerner

 

 

  • Titel: Diali
  • Serie: Sjælevandrer #1
  • Forfatter: Charlotte Fischer
  • Antal Sider: 314
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Facet
  • Læst: 1/9

 

Roneoak er navnet på det samfund, Cawi og Dahlia kender, og lever i. Roneoak ligger ved kysten. Det sidste sted for mennesket.

I Roneoak forsøger Cawi og Dahlia at opretholde en tilværelse. Der er mangel på alt. Og fremtiden er usikker.

Cawi fornemmer, at en altødelæggende trussel mod Roneoak er nært forestående. Cawi er overbevist om, at der findes mennesker på den anden side af bjergene. Derfor begiver Cawi og Dahlia sig ud på en rejse, som ændrer deres liv for altid.

Sjælevandrer 1 – Diali er en dystopisk fortælling om overlevelse, kærlighed, liv og død.

Diali er første bog i serien Sjælevandrer.

[ Sponsoreret ]

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Facet og skal dermed markeres som reklame ifølge markedsføringsloven. Jeg har ikke modtaget penge for at anmelde eller omtale bogen, hverken positivt eller negativt.


Jeg ved faktisk ikke rigtig hvordan jeg skal bære mig ad med at skrive en anmeldelse af den her bog uden at komme til at tage den fantastiske oplevelse fra jer som jeg selv havde. Så hvis det er lidt vagt, my apologies, men jeg vil virkelig helst ikke spoile noget eller ødelægge læseoplevelsen for andre der måske ender med at læse den. Den er fandeme fantastisk, jeg blev fuldstændig opslugt og læste den ud i ét køre på en aften, selvom jeg egentlig bare havde tænkt mig at læse et kapitel eller to inden jeg skulle sove.

Diali endte med at være noget helt andet end det jeg egentlig havde forestillet mig. Jeg troede at det her ville være en lidt klassisk dystopisk historie, i ved, man kæmper for overlevelse, staten/styret lyver for at undertrykke befolkningen blablabla. Det kan være vældig godt, og jeg bliver aldrig træt af det, men sådan en bog var det her bare slet ikke!

Det her handler om Dahlia og Cawi. Det er en kærlighedshistorie om to mennesker der vokser op sammen, kommer ud for noget forfærdeligt, og på en eller anden måde skal finde ud af at leve med deres dæmoner bagefter. Især Cawi er plaget, og bogen indeholder både sex, vold, druk og stofmisbrug, men ikke på en sådan måde at jeg blev deprimeret af det. Det er min store bøf med rigtig meget YA/NA der handler om den slags, det er altid så sørgeligt og deprimerende at man selv bliver helt deprimeret, og det gider jeg sgu ikke. Jeg vil gerne læse om det, men jeg gider ikke trækkes med ned, hvis i forstår hvad jeg mener?

Nå, men det her handler altså om Cawi og Dahlia, to meget komplekse personer med så meget personlighed at jeg virkelig følte jeg blev en del af dem, jeg kendte dem så godt og forstod deres tanker og følelser, og jeg blev bare så opslugt af dem. Det er svært at forklare, men jeg var helt væk i de to personer, og følte lidt jeg fulgte deres livshistorie på en måde, og det var virkelig spændede og altopslugende.

Det er ikke fordi bogen ikke har fejl – det har den. Der er for eksempel en hel del ting omkring worldbuildingen der ikke hænger sammen eller ikke bliver forklaret. Jeg bemærkede det mens jeg læste, men honestly? Jeg var pisseligeglad, jeg ville bare have mere Cawi og mere Dahlia, og alle de her småting endte med ikke at betyde noget som helst. Jeg forsvandt ind i bogen, og dukkede op da jeg havde vendt den sidste side, og det var en helt fantastisk historie som jeg glæder mig til at læse mere af. Der kommer i hvert fald en toer, og jeg er spændt på hvad den kommer til at indeholde.

Anmeldelse: Black Dagger Legacy #2: Blood Vow

33551012pink 5 stjerner

 

  • Titel: Blood Vow
  • Serie: Black Dagger Legacy #2
  • Forfatter: J. R. Ward
  • Antal Sider: 435
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Piatkus
  • ISBN: 9780349409290

 

Bagsideteksten indeholder spilers fra Black Dagger Brotherhood #14: The Beast.

A tough vampire warrior in training and a quick-witted aristocrat develop an irresistible attraction and work together to uncover a mystery. The second in a new spin-off paranormal romance series set in the world of the #1 New York Times bestselling Black Dagger Brotherhood.

Trainees at the Black Dagger Brotherhood’ training centre continue to prepare for the fight against the Lessening Society, but fighting is the last thing on Axe’s mind. Still plagued with the guilt of his father’s death, the brooding loner finds himself battling an unlikely attraction to Peyton’s bright, aristocratic cousin, Elise.
Elise feels it too – and when the two are thrown together in unusual circumstances Elise must decide whether she can trust Axe to help her uncover the mystery surrounding her sister’s death.
Meanwhile, Mary and Rhage are in the process of adopting Bitty, a young pretrans orphan, until the appearance of a young male claiming to be Bitty’s blooded uncle threatens to tear the new family apart.

Jeg syntes jo egentlig ikke den første i serien var super fantastisk. Altså, den var god, men ikke super fantastisk. Det var den her til gengæld, jeg var fuldstændig vild med Elise, Axe og deres forhold, og lige så meget det med Rhage og Mary. Det var simpelthen bare en mega awesome bog, som var spændende fra start til slut og gav mig all the Black Dagger feels.

Ligesom med første bog i den her spinoff-serie er handlingen på en måde delt i to som så overlapper hinanden lidt. Der er Rhage og Mary og deres problemer, og så er der Axe, Elise og deres første møde, tiltrækning og så videre. I sidste bog synes jeg ikke det fungerede, fordi jeg egentlig var lidt ligeglad med Paradise og Creagh – jeg connectede ikke med dem. Men her var jeg lige så investeret i Axe og Elise som jeg var i Rhage og Mary, og jeg åd hver eneste side i bogen råt. At Rhage og Mary er fantastiske er ingen hemmelighed, men jeg blev lynhurtigt lige så knyttet til Axe og Elise som jeg er til nogle af de gode gamle brødre som Rhage os Zsadist.

Og Gud hvor er Axe bare en lækkermås! Altså, jeg forestiller mig ham som en lækkermås, og hans personlighed, selvtillid (og nogle gange mangel på samme), arrogance og evne til også at være et ordentligt menneske (eller, vampyr er det jo), gjorde at jeg selv var helt forelsket i ham. Bookish Boyfriend material lige der siger jeg bare! Uh ❤

Faktisk var jeg måske også lidt forelsket i Elise, haha! Hun var simpelthen fantastisk, modig og tør stå ved hvem hun er og hvad hun står for, men samtidig heller ikke uden fejl. Jeg elskede hendes personlighed, jeg forstod hende og kunne bare virkelig godt lide hende, hun var super awesome!

Jeg kan jo ikke rigtig snakke om plottet, for det kan man simpelthen ikke uden at spoile. Men det var hjerteskærende, fantastisk, spændende, romantisk, og der var både action, vold, blod og sex i lige de rette mængder. Du skal bare vide, at det her er en af de bedste bøger i BDB-universet ❤

Anmeldelse: Spektrum #3: Ursiderne

34351189

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Ursiderne
  • Serie: Spektrum #3
  • Forfatter: Nanna Foss
  • Antal Sider: 547
  • Udgivelse: 16. September 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 978-87-588-2331-7
  • Læst: 30/8 til 2/9

 

Jeg døde da jeg var ti år.
Var det ikke for drengen med de grå øjne,
havde det været min eneste død.
Men jeg fik en ny chance dengang.
En chance jeg ikke har tænkt mig at spilde.

16-årige Nasrin møder den dreng som reddede hendes liv da hun var lille. Han kan bare ikke huske hende, og han er ikke blevet ældre i de syv år der er gået. Desuden var han ikke blind. Men hun er helt sikker: Det er den samme person.

Drengens venner er mistroiske over for Nasrin. De snakker om uhyggelige skyggevæsner og om tidsrejser. Nasrin vil ikke blandes ind i deres mærkelige projekt. Men hun ønsker desperat at forhindre noget i fortiden. Én bestemt ting.
Og måske kan det rent faktisk lykkes. Hvis hun tænker sig om. Hvis hun tager de rette beslutninger.

Spørgsmålet er om man kan ændre noget som allerede er sket. Det vil hun snart finde ud af. Det er kun et spørgsmål om tid …

URSIDERNE er tredje bind i serien SPEKTRUM,  hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.

[ Sponsoreret ]

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup og skal dermed markeres som reklame ifølge markedsføringsloven. Jeg har ikke modtaget penge for at anmelde eller omtale bogen, hverken positivt eller negativt.


Det her er en af de bøger jeg har ventet på med mest længsel i min læsekarriere. Jeg vil ikke sige jeg blev skuffet, for fuuuck hvor var den god! Men den havde et element som var lidt en dealbreaker for mig, og det er faktisk kun derfor den ikke får fem stjerner.

Så jeg synes lige så godt vi kan kaste os ud i det: jeg kunne absolut ikke lide den grafiske opsætning. Det mindede mig alt for meget om et Illuminae-ripoff, og ikke på en god måde. Jeg kunne godt lide den del af illuminae der var sat op som gamle filer og sådan noget, men jeg kunne ikke lide det abstrakte i Illuminae, og jeg kan ikke heller ikke lide det her. Det er for abstrakt for mig, og værst af det hele er nok at jeg slet ikke følte det var nødvendigt at det var der. Jeg fik ikke noget ud af det, og jeg endte hurtigt med at skimme det eller springe det over.

Men ud over det, så er Ursiderne fandeme genial! Hvis jeg ser bort fra det grafiske, så er det her uden tvivl den bedste bog i serien indtil nu. Nasrin var jeg egentlig lidt bekymret for, for hende havde vi jo ikke rigtig mødt før, og jeg vidste ikke rigtig noget om hende. Men for fanden hvor jeg elskede Nasrin! Det kan godt være hun er kulsort indeni, men jeg elskede at hun var så skarp i munden, at hun var intelligent og turde sige fra, og jeg elskede at hun var så kompleks en karakter med så meget i bagagen og så meget at byde på. Hun er min favorit-karakter i den her serie indtil nu.

I det hele taget er Ursiderne en pageturner af dimensioner. Nu er det jo nogle år siden jeg læste Geminiderne sidste, men jeg faldt med det samme tilbage ind i historien, og blev fuldstændig opslugt. Hvis jeg var nødt til at lægge den fra mig, så glædede jeg mig til at komme tilbage til den, og siderne vendte sig selv. Den var sygt spændende, propfuld af plottwists og små hints og brikker til puslespillet, og det var simpelthen fantastisk! Nanna er genial til at få det hele til at gå op i en højere enhed, og give en de der WHAT-THE-FUCK-øjeblikke, hvor det hele samtidig giver mening. Og jeg elskede det der hemmelige forøsg-konspirations-agtige, det var eddermame spændende! Uh!

Og så den cliffhanger der, fuck mand! Jeg havde hjertet oppe i halsen, og så sluttede den bare! Jeg sværger, jeg kan ikke holde ud at vente et helt år på den næste – eller guderne forbyde det to år, haha!

Så altså, jeg var absolut ikke fan af det grafiske. Overhovedet. Og jeg syntes det var lidt Illuminae-ripoff, og jeg følte slet ikke jeg havde behov for at det var der. Men alt derudover elskede jeg, jeg elskede Nasrin, jeg elskede historien, plottet og den måde bogen opslugte mig på, så siderne bare vendte sig selv. Jeg er mega klar på mere Spektrum, og jeg glæder mig helt vildt til næste bog ❤

Lydbogsanmeldelse: Hereafter #1: Død og Forelsket

13581295

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Død og Forelsket
  • Serie: Hereafter #1
  • Forfatter: Tara Hudson
  • Tid: 9T 28M
  • Udgivelse: 2012
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Hereafter
  • Forlag: Tellerup
  • Udgivelse: ISBN: 9788758811932

 

Amelia er død og vandrer fortabt rundt ved floden hun druknede i.
Hun kender kun sit navn, og hun er usynlig for de levende, indtil hun en dag redder Joshua fra at drukne i floden.
Han kan se hende, og de forelsker sig straks i hinanden.

Men en af dødsrigets tjenere har holdt øje med Amelia, og nu gør han, og det uhyggelige dødsrige krav på hende.

Amelia må finde ud af hvem hun er og hvorfor hun døde.
Var hun ond da hun levede? Hører hun virkelig til i dødsriget?
Og kan man være død og forelsket i en levende?

 Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet. 

Jeg tror jeg ville have syntes bedre om den her bog, hvis oplæseren havde været bedre. Eller nej, jeg ved det, men det kommer vi til. Men nu er det jo altså lydbogen jeg har læst/lyttet til, og så er det den jeg forholder mig til.

Jeg bliver nødt til at starte med at brokke mig over oplæseren. For det første, så taler hun i sådan en deprimerende, hæs, nedtrykt stemme at hele historien og Amelia som person får en hel anden stemning end den ville have haft hvis jeg selv havde læst den. Hun får Amelia til at lyde som en forskræmt kanin, og sådan følte jeg slet ikke det var i den fysiske bog. Jeg blev nødt til at læse nogle kapitler for at se om det bare var mig der var skør, men jeg får slet ikke den her deprimerende følelse af historien eller Amelia. Dertil kommer, at hun taler temmelig langsomt, som om lytterne er dumme eller noget.

Derudover, hvem fanden kan ikke finde ud af at udtale “spøgelse” og “ondskab” ordentligt? Det er nogle ganske få ord, helt random og almindelige ord som alle kan udtale rigtigt, hvor det så bare går galt. Spøgelse udtales som “spøglse”, lidt som man går i gamle danske film, og Ondskab udtales med at tykt “a”, ligesom når man siger ordet “Krage”. Det er den bedste måde jeg kan forklare det på, og det var sgu mærkeligt og pisseirriterende.

Nå, men derudover synes jeg faktisk den var ret god. Jeg følte ikke rigtig romancen mellem Joshua og Amelia, måske fordi det er ret meget insta-love og ikke var så overbevisende. Men alt det her med spøgelser og genfæld, Eli og de sorte skygger var virkelig spændende, og generelt kunne jeg godt lide alle karaktererne. Især Ruth synes jeg gav rigtig meget spænding og drama til det hele, og egentlig også Eli, som er hamrende frustrerende men også totalt fucked op, og man labber det bare i sig.

Jeg synes Amelia var ret cool. Hun går fra at være sådan lidt underdanig, fordi hun ikke ved noget om noget til at stå imod Eli og sige fra, og det var fedt! Okay, hun er lidt goody-two-shoes, men det kan jeg leve med.

Men altså, den primære årsag til at jeg ikke syntes bedre om den var helt klart oplæseren. Bogen fik en hel anden stemning, fordi hendes toneleje var så hæst, trist og deprimerende. Jeg synes den var spændende nok til at jeg lytter videre med næste bog, også selvom oplæseren er den samme. Jeg synes spøgelse/genfærdshalløjet var spændende – og Eli!