Anmeldelse: Trilogien om Ildsangen #1: Ildens Flamme

ildensflamme

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Ildens Flamme
  • Serie: Trilogien om Ildsangen
  • Forfatter: Catharina Kjeldgaard Vedel-Smith
  • Antal Sider: 680
  • Udgivelse: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Books and Dragons
  • ISBN: 9788799265107
  • Læst: 13/5 til 21/5

“Hold fast Ainua! Husk! Du er en rensende ild, der brænder dårligdommene væk og efterlader en sund og ren krop,” gentog Silas for hende. Angstens sved var begyndt at dryppe fra hans pande.

Ainua kan heale, og allerede i en tidlig alder, udviser hun et stort talent. Landsbyen hun vokser op i, ligger i nærheden af en stor, mørk skov, og alle ved, at skove er farlige.

Så hvorfor føler Ainua sig draget af den?

Anmeldereksemplar fra forfatter Catharina Kjeldgaard Vedel-Smith

Jeg skal gerne indrømme, at jeg var noget skeptisk over at sige ja til den her bog. Det er en selvudgivelse, og med selvudgivelser ved man aldrig helt hvad man får. Nogle gange er det fantastisk, andre gange er det fuld af stavefejl, plothuller og alt muligt andet. Det er lidt et gamble, og derudover har jeg virkelig haft dårlige oplevelser med selvudgiver-forfattere på det seneste. Nå, men jeg tog chancen, og det har jeg eddermame ikke fortrudt, sikke en fantastisk eventyr der gemte sig i den bog!

Egentlig starter det ret sløvt ud, og der gik ligesom 100-ish sider inden jeg var rigtig fanget. De første par hundrede sider går med at vi møder Aunia som barn, og følger hende gennem sin opvækst, hvor hun lærer at heale med magi, brygge miksturer og sætte brækkede knogler på plads. Det er meget landsby-liv-hverdags-agtigt, men det gjorde mig egentlig ikke noget, der gik bare ligesom lidt tid inden jeg rigtig følte mig connected til Ainua og alle de andre. Desuden var det mega fedt med en introduktion til healing og lægekunst i det her univers, for man lærer jo sammen med Ainua, og det er virkelig tænkt grundigt over hvordan det skal fungere, og det var vildt fedt og totalt believeable.

Så sker der noget, og her starter et helt fantastisk eventyr. Der er en lang rejse, der er kamp, magi, venskab, eventyrer, snydepelse, vampyrer og alt muligt andet, og selvom der faktisk sker helt vildt meget i løbet af de 480 sider, så føles det aldrig forhastet. Man føler sig involveret hele vejen igennem, og det er virkelig fedt! Man bliver opslugt af historien, og det føles virkelig som et eventyr, lidt ligesom den følelse Hobbitten eller Ringenes Herre giver. Det var mega godt, det var spændende, og jeg var opslugt hele vejen til sidste side.

Universet er spændende, og det er godt udtænkt med kort over landområderne og så videre, med væsner og lande og alting på en gennemført måde, så man føler at det kunne have været virkeligt, og det er virkelig vigtigt! Derudover er der nogle fantastisk gode karakterer, som har mange forskellige sider og man kommer lynhurtigt til at føle at man kender dem, især i den sidste del af bogen. Der er sjove dialoger, og forfriskende lidt kærlighed.

Der er lidt stavefejl, kommafejl og mystiske sætninger, men ikke mere end at jeg bemærkede det og så var det ligesom det. Meget af det er rettet i e-bogen, mens paperback-udgaven stadig ikke har udsolgt 1. oplag, og derfor ikke har fået rettelserne med endnu. Derudover, så bliver der nogle gange brugt nogle lidt moderne ord, som jeg synes var lidt forstyrrende – det er lidt svært at forklare, men vi er i sådan et lidt gammeldags fantasy-univers, så nogle ting som folk gjorde og sagde som lød lidt for nutidigt, for eksempel at nogen giver Ainua et knus i stedet for en omfavnelse. Forstår i hvad jeg mener? Det er småting really, og det eneste egentlige issue som trak lidt ned i læseoplevelsen var faktisk at den var lidt langsom at komme ind i i starten.

Så overall, en virkelig god, spændende fantasy, som jeg virkelig blev opslugt af da historien for alvor kom i gang. Det føles virkelig som et eventyr, og jeg glæder mig til toeren – for den første slutter selvfølgelig sådan at jeg nu sidder og længes efter mere. Og det er virkelig en god ting!

Anmeldelse: Dronningen af Tearling #2: Invasionen af Tearling

34962724 (1)

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Invasionen af Tearling
  • Serie: Dronningen af Tearling #2
  • Forfatter: Erika Johansen
  • Antal Sider: 536
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Invasion of the Tearling
  • Forlag: People’s Press
  • ISBN: 9788771804829
  • Læst: 8/5 til 13/5

 

Erika Johansen leverer en medrivende bog nummer to i romantrilogien om dronning Kelsea og hendes kongerige Tearling. Et fantasyunivers spækket med tapre riddere, stærke heltinder og fortabte kongeriger til læsere af “Hunger Games” og “Game of Thrones”.

I denne medrivende opfølger til den internationale bestseller “Dronningen af ​​Tearling” bliver Kelseas kongerige invaderet af det onde kongerige Mortmesne, hvilket får alvorlige konsekvenser for den unge dronning.

Anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press.

Den her serie fortsætter med at være helt anderledes end noget jeg før har læst. Det er både settingen, og så den her feeling eller stemning bogen har, som slet ikke minder om noget jeg før har læst. Måden karaktererne bliver portrætteret på er så ulig noget jeg har læst før, og det er fandeme fedt!

Jeg elsker bare at Kelsea er så stolt, strid og faktisk også ret grusom. Hvor er det fedt med en karakter, der ikke altid gør det rigtige og er åh-så-engleagtig perfekt. Kelsea er overhovedet ikke perfekt, og jeg elskede hende for det! I det hele taget er det det samme med alle karakterer, der er ingen der er specifikt onde eller gode. De befinder sig alle sammen i en form for gråzone, og det er mega fedt!

Jeg er en sucker for krig i bøger, og her er det ekstra fedt, fordi man får alle detaljerne og der er plads til at sådan noget som krigsstrategi får lov til at fylde. Man hører om manøvrer, hvor det er bedst at trække sig tilbage til og alt sådan noget, og jeg slugte det råt. Og der er også plads til at andre plots, for eksempel var alt det her med Arvath vildt spændende!

Egentlig har bogen alle 5-stjerne-kvaliteterne, men den har også et problem som er lidt svært at forklare uden at spoile, men jeg prøver. I den her bog får Kelsea nogle flashbacks af en art, hvilket egentlig betyder at vi forlader Tearling-historien og går 300 år tilbage til en kvinde ved navn Lily – i tiden før Udvandringen that is. Det var egentlig spændende, men jeg blev faktisk ret forstyrret af den der springen i tid, og især til sidst blev det liiidt for abstrakt.  Jeg følte lidt at jeg hele tiden fik hovedhistorien afbrudt, selvom jeg jo godt kan se hvordan flashbacks’ene giver noget viden om Udvandringen som betyder noget for nutids-historien.

Men bortset fra det, så var det en virkelig spændende bog, og ligesom etteren tager den aldrig helt de drejninger du forventer den vil tage. Det er spændende, og karaktererne er fantastiske!

Anmeldelse: Krøniken om Morika #2: Solbiens Brod

34092951 (1)

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Solbiens Brod
  • Serie: Krøniken om Morika #2
  • Forfatter: Sidsel Sander Mittet
  • Antal Sider: 422
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Facet
  • ISBN: 9788793456167
  • Læst: 1/5 til 8/5

 

Komplottet mod hilaernes dronning er slået fejl, og en krig med morikanerne synes uundgåelig.

Midt i den tiltagende konflikt står morikaneren Itua og hilaen Aaton. De har begge forrådt deres slægt og er blevet udelukket fra magtens inderkreds. Samtidig er deres affære blevet afsløret, og de befinder sig nu, hver for sig, i en fremmed by, hvor ingen af dem er velkomne.

Spørgsmålet er, om de skal vende deres folk ryggen og søge en fælles fremtid langt fra den strid, der er under opsejling, eller om der er kampe, som er vigtigere end dem selv?

Anmeldereksemplar fra forlaget Facet.

Wauw hvor var det en intens og spændende bog! Der er i hvert fald ikke noget second book syndrome her, det kan jeg godt love jer. Jo længere ind i bogen du kommer, jo mere spændende og neglebidende bliver den.

Men helt ærligt, så havde jeg faktisk lidt svært ved at komme ind i historien til at begynde med. Jeg kunne ikke rigtig huske detaljerne fra den første bog, så selvom jeg jo har læst den sad jeg lidt og følte at jeg manglede at vide et eller andet i begyndelsen. Men efterhånden kom det ligesom tilbage til mig, og jo længere jeg kom i historien, jo mere investeret blev jeg i den. Især den sidste halvdel er sindssygt god, med virkelig god karakterudvikling, spændende plot og historie, og nogle gode oh-shit-plottwists.

I det hele taget har den her bog især to ting der bare fungerer: plot og karakterer. Historien er spændende, med kamp, romantik og politiske forviklinger og forræderi i en god blanding der fungerer hammergodt. Dertil kommer så, at der bliver brugt tid på karakterudvikling for noget nær alle karakterer, ikke kun Aaton og Itua. Især kunne jeg godt lide Iton og Byroon. Og Itua selvfølgelig, der er endnu mere awesome og kick-ass end i den første bog, også selvom jeg synes hun bliver lidt blødhjertet. Hvis dine fjneder prøver at slå dig ihjel, så skal du sgu lade være med at få ondt i måsen over at skulle slå dem ihjel. Nogle gange synes jeg faktisk at Aaton er lidt en skovl, lidt som jeg havde det med ham i første bog, men han bliver mindre og mindre en skovl gennem bogen, og det fungerede virkelig godt for mig!

Så altså en virkelig fantastisk toer i serien, som faktisk er endnu bedre end etteren. Den er spændende, karaktererne er fantastiske, og jeg tror jeg ville have fået en awesome læseoplevelse hvis jeg havde læst bog et og direkte derefter bog to, så jeg ikke havde siddet og følt jeg havde misset noget vigtig fordi jeg havde glemt ting og sager fra første bog. Men den var fandeme god, især den sidste halvdel!

Anmeldelse: Fortropperne #3: Kalamit

34673390

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Kalamit
  • Serie: Fortropperne #3
  • Forfatter: Brandon Sanderson
  • Antal Sider: 424
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Calamity
  • Forlag: Dreamlitt
  • ISBN: 9788771712575
  • Læst: 20/4 til 1/5

 

BAGSIDETEKST INDEHOLDER SPOILERS TIL DE TIDLIGERE BØGER.

Fortropperne er splittede.

Siden sejren over Regalia i Babilar, og den konsekvens sejren havde, har David og de andre Fortropper levet i skjul. Den eneste måde at bekæmpe de episke på er ved hjælp af andre episke. David har opdaget sandheden bag de episkes svaghed, og Fortropperne gør sig nu klar til at stå over for deres største udfordring nogensinde. De vil bekæmpe mørket i de episke og dræbe den mægtigste af dem alle. Men for at gøre det kræver det hjælpen fra én særlig episk – og han befinder sig i saltbyen Ildithia, det gamle Atlanta.

Anmeldereksemplar fra forlaget Dreamlitt.

Jeg må godt nok erkende at jeg blev helt vildt skuffet over slutningen – især epilogen. Jeg havde ligesom forventet det her kæmpestore brag af en afslutning, og det var bare så fesent og gav ingen mening – totalt anitklimaks.

Det starter egentlig godt med Ildithia, som er en saltby i bevægelse og noget af det mest fascinerende jeg har læst om længe. Ildithia bevæger sig ved, at byen smuldrer i den ene ende og bygger sig selv op igen i den anden ende i løbet af syv dage, og den er ens hver eneste gang. Alt er lavet af salt, og jeg var godt nok opslugt af det! Okay, jeg gad nok ikke selv bo i en saltby, men det er mega spændende alligevel!

Det hele er faktisk i det hele taget spændende til at starte med, der planlægges og rekognosceres, humoren i gruppen er skide god som altid, der sker noget, der er nye episke, og så videre. Tyveknægt er mega fed!. Men det begynder at gå ned ad bakke med det der med Profs svaghed. Hold nu op hvor var det lamt, mega mærkeligt og gav ingen mening overhovedet.  Jeg blev også mere og mere træt af David, som tilsyneladende ikke har nosser nok til at gøre det der skal gøres, og heller ikke er fan af planlægning. Jovist, han prøver da, men han er simpelthen for hovedløs, og det er rent held han ikke får sig selv og alle andre slået ihjel.

Og så er der jo så slutningen, som ganske vist indeholder en helt vildt fed, episk (høhø) kamp der leder op til den faktisk slutning, men alt derefter er bare noget skrammel. Det giver slet ingen mening overhovedet, af spoilery årsager jeg ikke vil ud med, men der er eddermame mange plothuller i den måde det åbenbart hænger sammen på. Og så var det bare så udramatisk og slet ikke det her episke brag af en slutning.

Så altså, virkelig godt i starten, med spændende nye episke, spændende ny by og god action og generel spænding, men den sidste tredjedel går det altså ned ad bakke, og jeg var bare totalt skuffet over selve slutningen. Og især epilogen!

Anmeldelse: Ti Små Åndedrag

33797683

pink 5 stjerner

 

 

  • Titel: Ti Små Åndedrag
  • Serie: –
  • Forfatter: K. A. Tucker
  • Antal Sider: 366
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Ten Tiny Breaths
  • Forlag: Lovebooks
  • ISBN: 9788711566985
  • Læst: 17/4 til 20/4

 

“En bevægende, smuk læseoplevelse.” – Cora Carmack, forfatter til Losing It-trilogien

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.

Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.

Anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks.

Wauw altså, hvor var det bare en fantastisk bog! Fantastiske karakterer, fantastisk historie, fantastisk humor, og en hel masse badass-ery. Det tog ikke engang et kapitel, så var jeg solgt til stanglakrids, og jeg elskede den hele vejen igennem. SÅ GOD!

Egentlig var jeg nok lidt betænktelig, fordi coveret giver mig et indtryk af en lidt trist sødsuppe-historie. Pigen i den hvide kjole ser så engleagtig og uskyldig ud, og jeg forventede egentlig at det ville være en lidt intetsigende bog. Men jeg synes virkelig ikke coveret på nogen måde viser hvor fantastisk den her bog egentlig er.

Kacey er simpelthen så badasss og mega fantastisk! Kacey fortæller historien, og vi møder hende på et tidspunkt hvor hun er flygtet med sin søster til Miami. Der er gået flere år siden den ulykke der dræbte hendes forældre, hendes kæreste og hendes bedste veninde, og Kacey har det sgu ikke sådan super godt. Hun kan ikke klare at nogen rører ved hendes hænder, hun skubber alle fra sig ved at påtage sig en kællinge-rolle, så ingen ripper op i det følelsesmæssige rod hun har indeni. Og hun er virkelig en kælling, hun er led, hun slut-shamer, hun er skarp i munden og har en meget kort lunte. Og hun flygter, hvis nogen eller noget kommer for tæt på.

Men selvom Kacey er en værre kost til at begynde med , så synes jeg virkelig hun var fantastisk. Hun har stadig humor, og jeg elsker jo en karakter der er skarp i munden, og så bruger hun også nærkampstræning til at komme af med sine frustrationer. Mega badass! Jeg kan totalt relatere til hvorfor hun gør som hun gør, også selvom man ikke kender alle detaljer fra ulykken og de år der fulgte efter.

Kacey og hendes lillesøster flytter ind i en lejlighed, og ved siden af bor Storm. Storm er blondine, 23 og har en datter på 5 år. Storm er barmfager, og arbejder som bartender på en stripklub. Storm og hendes datter Mia er de mest fantastiske karakterer, og det var virkelig spændende og hjertevarmende at se især Kacey og Storm udvikle et venskab, selvom Kacey selvfølgelig stritter imod til at begynde med.  Og så er der selvfølgelig Trent, som er den fyr Kacey forelsker sig i. Trent er, ligesom alle andre karakterer i den her bog, helt fantastisk og totalt relateable. Han og Kacey var så gode sammen!

Historien handler egentlig om at Kacey skal have styr på sig selv, og håndtere den smerte og følelsesmæssige rod der kom som følge af ulykken. Den har et rimelig vildt plottwist, og jeg synes var helt fantastisk, og den er spændende fra start til slut. Ikke fordi den er fuld af action eller sådan noget, men fordi den er fuld af karakterer som man kommer til at elske, og en fantastisk romance.

Anmeldelse: Det Splintrede Hav #1: Den Halve Konge

33648908

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Den Halve Konge
  • Serie: Det Splintrede Hav #1
  • Forfatter: Joe Abercrombie
  • Antal Sider: 357
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Half a King
  • Forlag: Gyldendal
  • ISBN: 9788702182941
  • Læst: 9/4 til 17/4

 

Verden regeres af stærke hænder og kolde hjerter.

Prins Yarvi har aldrig selv ønsket at bestige Den Sorte Trone, men da hans fader og broder bliver forrådt, sværger han at erobre den tilbage.

Undervejs må Yarvi kæmpe mod farer, forræderi og fangenskab. Men han har kun har én god hånd og kan hverken holde et skjold eller svinge et sværd. I stedet må han hvæsse sin hjerne, så den er knivskarp. Han finder sammen med en flok udstødte, som viser sig at være til langt større hjælp og støtte, end hans fornemme familie nogensinde har været.

Men selv med trofaste venner ved sin side må Yarvi sande, at det eneste sikre i livet er døden.

DEN HALVE KONGE er første bind i serien Det splintrede hav af Joe Abercrombie.

Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.

Lige bortset fra bogens 1. del, så er Den Halve Konge fandeme en formidabel fantasy! Jeg havde det ret stramt med Yarvi til at betynde med, jeg synes virkelig han var en vatnisse. Han går helt vildt meget op i at han mangler det meste af en hånd, som om det betyder han ikke kunne blive en god kriger hvis han ville. Som han senere skal lære, så kan man sgu godt blive en pissesej og awesome kriger, hvis man rent faktisk gider prøve. Men Yarvi gider ikke, han piver bare og ynker over sin hånd.

Men i bogens del 2 kommer der virkelig gang i det hele. Yarvi ender som rorslave på et handelsskib, og det er ikke for vatnisse og tudeprinse hvis man vil overleve. Det er brutalt, det er hårdt, og man får alle detaljerne med. Jeg kan rigtig godt lide at vi ikke bliver sparet for detaljerne, for eksempel hvordan slaverne må skide i en spand foran alle andre, eftersom de er lænket til rorbænken altid. Hvordan man sulter, hvordan det er de svageste der dør, og hvordan man får sår, vabler og ar efter pisken. Det er hårdt, men det er med til at gøre det hele virkeligt og troværdigt.

Jeg elsker den her fantasyverden, som er meget middelalder-agtig, og der er gjort noget ud af hvordan de forskellige riger har forskellig kultur, og hvordan de bekæmper hinanden, inklusiv alt det politiske spil der jo er i sådan noget. Og som bonus er der meget lidt romance, for det er faktisk slet ikke nødvendigt. Bogen er mega awesome uden!

Det er en bog om hvordan Yarvi kommer fra klynkende tudeprins til værdig til at sidde på tronen, det er en bog om venskab, loyalitet og livets brutale realiteter. Og også om overlevelse i vildmarken, noget som jeg satte pris på. Så faktisk var det en helt fantastisk bog, bortset lige fra at Yarvi nok var en tand for ynkelig for mig i starten. Men fra bogens del 2 og frem sker der virkelig noget, det er spændende og vildt medrivende at følge Yarvi, og hold nu kæft nogle plottwists der gemmer sig undervejs. Jeg elsker, når bøger slet ikke går i den retning jeg troede de ville. Mega fedt!