Anmeldelse: Skyggens Lærling #2: Den Brændende Bro

16166366

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Den Brændende Bro
  • Serie: Skyggens Lærling #2
  • Forfatter: John Flanagan
  • Antal Sider: 316
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Burning Bridge
  • Forlag: Gyldendal
  • Genre: YA Fantasy
  • ISBN: 9788721027629
  • Læst: 28. Januar til 3. Februar

 

“Den brændende bro” er andet bind i den helt fænomenale fantasyserie om 15-årige Wills tid som Skyggens lærling.

Skyggen og hans hjælpere forbereder sig på et opgør med den onde krigsherre Morgarath. Sammen med sin ven, Horace, bliver Will sendt af sted på en farlig mission til den nærliggende by Celtica, som på kort tid er blevet komplet forladt.

Morgaraths onde tropper har lykkedes i at passere de barske, østlige bjerge og udgør nu en frygtelig trussel mod kongens hær. Will og Horace er de eneste, der har mulighed for at forpurre Morgaraths planer.

På deres farefulde mission i “Den brændende bro” kommer Will og Horace i nærkontakt med både de grusomme Wargaller, lejesoldaterne Skandierne og den smukke, unge pige Evanlyn.

Oprindeligt frygtede jeg lidt at den første bog ville være sådan lidt barnlig, og derfor gik der mega længe inden jeg fik den læst. Og helt ærligt, hvis John Flanagan ikke havde været på Esbjerg fantasybogmesse sidste år, så var det nok aldrig sket. Men jeg forelskede mig fuldstændig i den første bog, den var simpelthen så god og ikke spor barnlig. Men det synes jeg lidt den her var, og plotmæssigt var den godt nok også meget åbenlys.

Det gode:

  • Den her serie er så hyggelig! Det er rar, sjov og spændende læsning, sådan rigtig feel-good-agtigt.
  • Ranger-hestene. De er mega seje!
  • Bogens sidste halvdel var faktisk virkelig spændende! Her var der virkelig ikke noget af det jeg syntes trak bogen ned, og der er en vildt fantastisk slagscene som jeg virkelig elskede!
  • Det med broen var faktisk også virkelig spændende! Selvom det er lidt obvious hvad det er der sker i Celtica og hvorfor, så var det ret spændende at følge Will og de andre finde ud af det.
  • Will er vildt sej! Han holder hovedet koldt, han er handlekraftig og modig, jeg er stadig Will-fan!
  • Jeg hyggede mig med bogen. Selvom der var nogle ting jeg ikke syntes var sådan super awesome, så hyggede jeg mig med den, jeg glædede mig til at læse videre, og siderne vendte sig selv.
  • Jeg kunne også virkelig godt lide Evanlyn!
  • Kamptræningen. Wauw hvor er det gennemtænkt og fedt, og jeg slugte det råt!
  • Jeg kan rigtig godt lide hvordan den her bog leder op til den videre historie. Det bliver spændende er jeg sikker på! Det begynder at føles mere som en serie.

Det knap så gode:

  • Især i den første halvdel af bogen føles rigtig mange af samtalerne virkelig akavede og opstillede, og det syntes jeg virkelig var træls.
  • Sådan plotmæssigt synes jeg den talte ret meget ned til læseren. Will og Halt falder over en gut som er en fjende, og han har tilfældigvis fjendens komplette angrebsplan på sig. Han er alene og i fjendeland, og ingen stiller spørgsmål ved om planerne er sande. Come on. Det er der egentlig flere tilfælde af, og jeg følte mig lidt angrebet på min intelligens.
  • Horace’s stunt til sidst. Hør lige her, det er så usandsynligt og tåbeligt og stupidt og det burde aldrig være gået som det gjorde.

Jeg har ikke opgivet serien, men jeg synes den her var ret skuffende sammenlignet med den første. Men den her slutter på en måde hvor jeg faktisk glæder mig til den næste – cliffhanger all over!

Reklamer

Lydbogsanmeldelse: Dæmoner af Carina Evytt

18110534

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Dæmoner
  • Serie: –
  • Forfatter: Carina Evytt
  • Antal Sider: 393
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Tellerup
  • Genre: Horror
  • ISBN: 9788758812298
  • Lyttet til: 15/1 til 28/1

 

DÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.
Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker?

Carina Evytt stammer fra Hillerød, og hendes tidligere romaner udspiller sig også her, men i 2004 rykkede hun teltpælene op og flyttede med mand og børn til Sydvestsjælland. Nu er hendes romanpersoner også klar til at tage springet. Dæmoner tager således sin begyndelse med en af hovedpersonernes flytning fra Hillerød til et tilsyneladende fredfyldt landsbymiljø.

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet. Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Det var helt tilbage i 2012 at jeg fik den her til anmeldelse – jeg troede, at det var noget fantasy/paranormal-romance-agtigt, og da jeg så opdagede at det var Horror, så mistede jeg fuldstændig lysten til at læse den. Jeg endte med at høre den på lydbog, fordi jeg simpelthen fik lyst da jeg var færdig med min sidste lydbog (den sidste i Madman’s Daughter-trilogien) som også var lidt horror-agtig.

Nå, men Horror er normalt ikke en genre jeg bryder mig om. Det er egentlig mest fordi meget af det horror jeg har læst var mere mærkeligt en skræmmende, og altid frygteligt forvirrende. Mærkeligt og forvirrende er bare ikke skræmmende for mig, og det er to ting som bare ikke gør noget for mig. Dæmoner lider også lidt af det-er-sgu-for-mærkeligt-faktoren, men overall synes jeg faktisk det var en rigtig god bog. Det var meget op og ned, nogle gange var den vildt spændende, andre gange havde jeg slet ikke lyst til at høre videre, men efter at have hørt hele bogen synes jeg den var god.

Det gode:

  • Den fucker totalt med din hjerne! Er der en dæmon? Er der ikke en dæmon? Er det hele bare i Jannicks hoved, eller passer det hvad han siger? Jeg er stadig ikke helt sikker, og jeg elsker det! Det giver hjernen noget at arbejde med, og det kunne jeg vældig godt lide.
  • Jannick. Jeg har aldrig læst en bog med en mere overbevisende og anderledes personlighed. Er Jannick skingrende skør? I have no idea, men jeg kunne virkelig godt lide hans karakter. Jannick er interessant, og man kan ikke rigtig hade ham selvom han godt nok ikke gør livet nemt for sig selv. Jeg burde være irriteret over ham, men det var jeg for det mest ikke.
  • I det hele taget synes jeg karaktererne er overbevisende og føles virkelige.
  • Den er faktisk ret creepy! I min optik er det det en horror-bog skal gøre for mig, jeg skal føle mig skræmt.
  • Nogle gange var den virkelig spændende, på den der måde hvor jeg glædede mig til at lytte videre, og overvejede at køre en omvej hjem for lige at få lidt mere af historien med.
  • Oplæseren var vildt god!
  • Slutningen/epilogen var overraskende, og virkelig god!

Det knap så gode

  • Dæmoner minder mig om hvorfor jeg ikke er fan af voksenbøger generelt. Jeg synes tit de er noget så deprimerende, og som regel på en måde der trækker dig med ned i en sump af depression og melankoli. Alt det med Izzy i starten hvor vi skal genopleve alt det hun har gennemgået – suk. Det blev bedre hen ad vejen, men altså. Den var godt nok deprimerende i starten.
  • Tommy. Han har kendt Izzy et døgn, og så er han overbeskyttende, kontrollerende og tror de er kærester. What the fuck? Og der er tilsyneladende ingen der synes det er mærkeligt, hvilket bare gør det endnu mere fucked up. Hvorfor er der overhovedet nogen der finder sig i ham?
  • Den bliver altså lidt rigeligt mærkeligt nogle gang. Er det nu også nødvendigt med derformitet og alle de er mystiske regler den her Dæmon tilsyneladende eksisterer under? Jeg synes det var sådan lige på grænsen til absurd.
  • Jeg kunne virkelig godt have tænkt mig at se noget mere til Nikolaj til sidst.
  • Selvom bogen nogengange var spændende, så var der også flere gange hvor jeg overvejede at give op og ikke havde den mindste lyst til at fortsætte. That’s kinda bad.
  • Det hele sker på meget kort tid i starten, nogle få dage, og det var måske sådan lige på grænsen til at være realistisk.

Så overall en god bog, men den var meget op og ned for mig. Nogle gange synes jeg den var vildt spændende, og nogle gange gad jeg nærmest ikke lytte videre. Jeg kan godt lide at den fucker sådan rundt med dig som læser, og at jeg egentlig stadig ikke er helt sikker på om der ER en dæmon eller ej, og jeg synes slutningen var en positiv overraskelse.

Anmeldese: Soul Screamers #6: Before I Wake

13560111

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Before I Wake
  • Serie: Soul Screamers #6
  • Forfatter: Rachel Vincent
  • Antal Sider: 339
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Mira Ink
  • Genre: YA Paranormal Romance
  • ISBN: 9781848451193
  • Læst: 17/1 til 28/1

 

Bagsideteksten indeholder spoilers fra de tidligere bøger.

I died on a Thursday— killed by a monster intent on stealing my soul.

The good news? He didn’t get it.

The bad news? Turns out not even death will get you out of high school…

Covering up her own murder was one thing, but faking life is much harder than Kaylee Cavanaugh expected. After weeks spent “recovering,” she’s back in school, fighting to stay visible to the human world, struggling to fit in with her friends and planning time alone with her new reaper boyfriend.

But to earn her keep in the human world, Kaylee must reclaim stolen souls, and when her first assignment brings her face-to-face with an old foe, she knows the game has changed. Her immortal status won’t keep her safe. And this time Kaylee isn’t just gambling with her own life…

Jeg må ærligt indrømme, at jeg de første 100 sider var skuffet og faktisk syntes den var ret nederen. Med alt det der skete i forrige bog, så forventede jeg at Kaylee ville være mærket af det på en måde, og hun virkede bare fuldstændig som sit sædvanlige selv. Derudover dukker Avari op igen, og jeg var sådan lidt – come on, this is getting old. Avari vil have Kaylees sjæl, blablabla, det føltes som samme plot som i alle de tidligere bøger. Og igen, med alt det der skete i sidste bog, så forventede jeg nok bare noget mere, noget anderledes og noget nyt.

Men efter side 100 begyndte jeg at være lige så glad for den som jeg var for de første fem. Det begynder at blive spændende, og selvom plottet i starten føltes som en gentagelse af de første bøger, så var det slet ikke tilfældet. Det var spændende, og jeg elskede krimi-faktoren. Der er en masse spekuleren i hvordan Avari bærer sig ad, hvad hans plan er og alt det der, og det hjalp virkelig på spændingen.

Det begynder også at blive tydeligt at Kaylee kæmper med sin nye tilværelse, og jeg elskre hvor mørk den her bog var for Kaylee. Nash er gal i skralden over det med Tod, og han er led og modbydelig, Sabine er led og modbydelig, og Kaylee kommer ud for nogle virkelig frygtelige ting. Man kan mærke hvordan det påvirker hende, og det syntes jeg var fedt. Man kan ikke gå igennem så meget lort uden at blive bare lidt mærket af det to be honest.

Jeg elsker Kaylee og Tod sammen, de er simpelthen intet mindre end perfekte <3. Jeg kan også rigtig godt lide at Kaylee faldt for en fyr, men slog op fordi hun forelskede sig i en anden, i stedet for at hun kun forelsker sig i én fyr, og så er det bare de to for evigt.

Og woooow en overraskende slutning! Holy shit you guys! Den ender med en vild cliffhanger, og jeg elskede at det bare slet ikke sluttede som jeg havde forventet! Den næste bog er den sidste i serien, og den her sluttede på en måde der gør mig spændt på slutningen og får mig til at glæde mig til den, og det er virkelig en god ting!

Anmeldelse: Arc of a Scythe #1: Scythe

28954189

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Scythe
  • Serie: Arc of a Scythe #1
  • Forfatter: Neal Shusterman
  • Antal Sider: 425
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Simon & Schuster
  • Genre: YA Dystopisk
  • ISBN: 9781442472426
  • Læst: 19/1 til 24/1

 

Thou shalt kill.

A world with no hunger, no disease, no war, no misery. Humanity has conquered all those things, and has even conquered death. Now scythes are the only ones who can end life—and they are commanded to do so, in order to keep the size of the population under control.

Citra and Rowan are chosen to apprentice to a scythe—a role that neither wants. These teens must master the “art” of taking life, knowing that the consequence of failure could mean losing their own.

Det kan godt være mine forventninger var lidt for høje, for ret skal være ret – de var tårnhøje. Men jeg har alligevel læst masser af bøger jeg havde tårnhøje forventninger til, som indfriede dem alle sammen og mere til, og det gjorde Scythe altså bare ikke. Den var god, men jeg var absolut ikke så vild med den som jeg havde forventet jeg ville være.

Det gode:

  • Worldbuildingen! Neal Shusterman er vildt god til at lave en troværdig, gennemført og super creepy world building. Vi er i fremtiden, hvor menneskeheden nu har overvundet døden. Man er altså udødelig, men der er selvfølgelig lige det der problem med overbefolkning. Det tager Scytherne sig af, og de er som de eneste ikke overvåget af Thunderhead. Thunderhead er det vi i dag kalder skyen, og den er nu blevet til sin egen bevidsthed, som styrer verden og holder alting på ret køl. Sult og fattigdom findes der for ikke mere, og altså heller ikke døden. Hence, Scythes er nødvendige. Men når Scytherne ikke overvåges af en alvidende identitet, har de så rent mel i posen? Det hele er meget troværdigt, og der var ikke et eneste sekund hvor jeg ikke troede på at det her kunne være virkeligt.
  • Det er super creepy på en fed måde med de her scythes, der bare kan slå ihjel (mere eller mindre) som det passer dem, og mixet med Thunderhead er det vildt creepy!
  • Thunderhead i det hele taget.
  • De sidste 125 er vildt gode! Her bliver det spændende og uforudsigeligt, og det var awesome!
  • Alle undtagen de to hovedpersoner var faktisk ganske fine karakterer. Især kunne jeg godt lide Tyger og Faraday.
  • De små bidder fra Scythe-logbøger før hvert kapitel.
  • Det moralske aspekt. Er det Goddard gør rigtigt? Er Gleaning overhovedet rigtigt? Hvad er egentlig det rigtige at gøre? Moralske grænser rykkes og udfordres, og det var spændende, især til sidst hvor man endelig før føling med Rowan og Citra.’
  • Scythe-træningen!

 

Det knap så gode:

  • Nogle gange var den ret forudsigelig.
  • Plottet med Goddard var for hurtigt overstået. Hvad skal de næste to bøger så gå med?
  • Der er ingen føling med de to hovedpersoner før til sidst. Jeg følte mig slet ikke forbundet til dem, og før 300 sider inde var det ligesom at følge med på afstand i stedet for at være en del af historien.
  • Romancen, til dels på grund af ovenstående. Jeg kan ikke føle noget for en romance mellem to personer jeg kun føler jeg kender på afstand. Og så er der bare slet ikke plads til romancen fordi der sker så meget andet, og det var faktisk slet ikke nødvendigt at den var der.
  • Hvorfor skal vi have de der små bidder fra personer involveret i masse-gleaningerne? I just don’t care.
  • Jeg forstår ikke hvorfor den sidste Scythe-prøve var så forfærdelig. Ingen spoilers, men altså. Så er det da heller ikke værre? Og det kan da umuligt være det værste nogen har gjort ever?

Jeg synes helt klart de sidste 125 sider var der hvor bogen brillerede, og jeg kunne stadig godt være interesseret i toeren. Problemet er lidt, at der ligesom ikke er et plot nu, og jeg kan ikke rigtig se, hvordan den her historie kan tage to bøger mere. There is no story left?

Anmeldelse: Det Ender Med Os

36520293

pink 5 stjerner

 

 

  • Titel: Det Ender Med Os
  • Serie: –
  • Forfatter: Colleen Hoover
  • Antal Sider: 409
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: It Ends With Us
  • Forlag: Lovebooks
  • Genre: NA Romanca
  • ISBN: 9788711568477
  • Læst: 4/1 til 19/1

 

Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt.

Da Lily falder for den flotte neurokirurg Ryle, er det næsten for godt til at være sandt. Hun har ikke altid haft det let, men nu ser alting lyst ud. Selvom Ryle er imod faste forhold, giver han snart efter for sine principper, og Lily er lykkelig. Men der er alligevel noget ved Ryle, der giver skår i glæden – og da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og Ryle har opbygget sammen.

Anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks.

Det er altså ikke fordi det var en dårlig bog at der gik så længe fra jeg startede med at læse den til jeg blev færdig, jeg blev bare fuldstændig opslugt i Healer-serien og kunne slet ikke tænke på andet. Jeg efterlod den her på side 50, og allerede der syntes jeg faktisk den var virkelig god, og jeg glædede mig til at komme tilbage til den.

Da jeg så var færdig med min Healer-craze, og kom tilbage til den her, så kunne jeg forsvinde direkte ind i bogen, selvom der faktisk var gået nogle uger siden jeg sidst havde læst i den. Colleen Hoover har skabt en fantastisk hovedperson, nogle fantastiske bipersoner, og en virkelig skøn setting. Jeg elskede storbystemningen-blomsterhandlen, Hvordan Alyssa er så fuld af liv og karakter, Hvordan Ryle er både allerhelvedes tiltrækkende og samtidig lidt skræmmende og intetens, og jeg elskede det med dagbøgerne!

Det Ender Med Os har et klart budskab, og jeg er jo faktisk ikke den største fan af bøger med alt for klare budskaber – fordi det som regel bliver skåret ud i pap og tværet ud i mit ansigt, og det hele føles konstrueret fordi budskabet var vigtigere end historien. Sådan en bog er Det Ender Med Os ikke. Jeg kunne da godt fra starten se at der var et budskab undervejs, en vigtig ting som forfatteren gerne vil fortælle mig, men jeg følte ikke at historien var konstrueret for at fortælle mig den besked. Det er den jo selvfølgelig, men det vigtige er at det ikke føltes sådan. Det føltes som en virkelig historie med virkelige mennesker, og det var helt fantastisk!

Jeg vil ikke sige at historien er overraskende – det er den ikke, eller i hvert fald var den det ikke for mig. Men Colleen Hoover er så fandens god til at skabe karakterer med så meget liv og personlighed at det hele kommer til live inden i dig, du føler alt det Lily føler, du oplever det her sammen med Lily, og de hjerte knuses sammen med Lilys. Så egentlig endte det med at være ligegyldigt at jeg egentlig godt vidste hvordan det her ville ende, for jeg var fuldstændig opslugt af den bog. Jeg havde så svært ved at slippe den, og siderne vendte bare sig selv så snart jeg satte mig ned med den. Den var en pageturner, og den fik mig igennem hele følelsesregisteret. For helvede den var god!

Og så bliver jeg også nødt til at nævne, at jeg virkelig satte pris på, at selvom historien egentlig er frygtelig deprimerende, og man får sit hjerte knust og det hele egentlig er ret forfærdeligt, så følte jeg ikke at bogen trak mig med sig ned. Ja, jeg følte med Lily, men bogen fik mig ikke til at føle at jeg selv var deprimeret eller gav mig lyst til at lægge mig til at dø i et hjørne, hvis i forstår hvad jeg mener? Livet er ret fucked up i forvejen, og jeg gider simpelthen ikke bøger som gør mig deprimeret. Jeg kan godt lide at være glad, if ya’ know what I mean.

Så altså, endnu et kæmpehit for mig, og Colleen Hoover er vist også efterhånden blevet et must-red for mig. Bortset fra Forbandede Kærlighed har jeg elsket alt hvad jeg har læst af hende, og jeg er totalt klar på mere Hoover. Hun kan altså noget helt fantastisk ❤

Anmeldelse: Healer #3: Taste of Darkness

18006134

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Taste of Darkness
  • Serie: Healer #3
  • Forfatter: Maria V. Snyder
  • Antal Sider: 458
  • Udgivelse: 2013
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Mira
  • Genre: YA Fantasy
  • ISBN: 9780778315858
  • Læst: 13/1 til 17/1

 

She’s fought death and won. But how can she fight her fears?

Avry knows hardship and trouble. She fought the plague and survived. She took on King Tohon and defeated him. But now her heart-mate, Kerrick, is missing, and Avry fears he’s gone forever.

But there’s a more immediate threat: The Skeleton King plots to claim the Fifteen Realms for his own. With armies in disarray and the dead not staying down, Avry’s healing powers are needed now more than ever.

Torn between love and loyalty, Avry must choose her path carefully. For the future of her world depends on her decision.

Taste of Darkness var klart den svageste af de tre, men det var faktisk først de sidste pr hndrede sider det begyndte at gå galt. Indtil da var den lige så fantastisk som de to andre, og selvom jeg selvfølgelig er lidt nederen over at jeg ikke var så meget oppe og ringe som over de to første, så var det altså faktisk en virkelig god og, og op til side 300-ish var den fantastisk!

Det gode:

  • En unavngiven sidekarakters magiske evner og hans konfliktede følelser omkring det. Jeg kan ikke sige hvem, for det er en kæmpe spoiler, men hvis jeg fik dødsmagi og kunne se folks død ved at røre deres hud, så ville jeg sgu også have det stramt med det. Det var så realistisk med hans opførsel og følelser, og jeg er virkelig glad for han ikke bare straks accepterede det.
  • En anden unavngiven karakters evner. Eller, jeg ved ikke engang om man kan kalde det evner, men lige dét twist var vildt overraskende og udspekuleret udført!
  • Avry. Pigen har bare så meget rygrad, og jeg elsker hvordan hun er stædig, og gør det modsatte af det folk vil have hende til, hvis de forsøger at presse hende. Hun er totalt meget mig!
  • Udspekuleretheden. Jeg siger det igen, Maria V. Snyder er en mester i at skabe overraskelser og plottwists, og hun er en mester i at skabe politiske intriger – og faktisk også i krigsstrategi. Det er så brilliant og så godt udtænkt!
  • En bestemt fjende er virkelig en skiderik, og jeg elsker det!
  • Den var en pageturner. Uanset hvad jeg måtte mene om de sidste 100 sider, så kan man ikke benægte at det var n pageturner fra start til slut. Jeg kunne simpelthen ikke slippe den!
  • Jeg elsker hvor skrupelløs Ryne er!

Det knap så gode:

  • Det går simpelthen for stærkt til sidst. Det med The Skeleton King er ovre på t splitsekund, og det samme er hele krigen faktisk. Dt sidste træk for at myrde fjenden virker totalt uplanlagt og meget antiklimaks-agtigt. Faktisk burde der nok have været en bog mere alene til det der sker de sidste 100-ish sider, for at var kommet til sin ret.
  • Slutningen. Altså, det er godt, men jeg ville så gerne vide hvad der skete med alting bagefter.

Så overall ikke den bedste af de tre bøger i serien, men den er en pageturner, den er afsindigt spændende, slutningen er god, og Avry er awesome. Jeg kommer til at anbefale den her serie til alle jeg møder, for den er virkelig fantastisk!