Anmeldelse: Det Splintrede Hav #1: Den Halve Konge

33648908

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Den Halve Konge
  • Serie: Det Splintrede Hav #1
  • Forfatter: Joe Abercrombie
  • Antal Sider: 357
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Half a King
  • Forlag: Gyldendal
  • ISBN: 9788702182941
  • Læst: 9/4 til 17/4

 

Verden regeres af stærke hænder og kolde hjerter.

Prins Yarvi har aldrig selv ønsket at bestige Den Sorte Trone, men da hans fader og broder bliver forrådt, sværger han at erobre den tilbage.

Undervejs må Yarvi kæmpe mod farer, forræderi og fangenskab. Men han har kun har én god hånd og kan hverken holde et skjold eller svinge et sværd. I stedet må han hvæsse sin hjerne, så den er knivskarp. Han finder sammen med en flok udstødte, som viser sig at være til langt større hjælp og støtte, end hans fornemme familie nogensinde har været.

Men selv med trofaste venner ved sin side må Yarvi sande, at det eneste sikre i livet er døden.

DEN HALVE KONGE er første bind i serien Det splintrede hav af Joe Abercrombie.

Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.

Lige bortset fra bogens 1. del, så er Den Halve Konge fandeme en formidabel fantasy! Jeg havde det ret stramt med Yarvi til at betynde med, jeg synes virkelig han var en vatnisse. Han går helt vildt meget op i at han mangler det meste af en hånd, som om det betyder han ikke kunne blive en god kriger hvis han ville. Som han senere skal lære, så kan man sgu godt blive en pissesej og awesome kriger, hvis man rent faktisk gider prøve. Men Yarvi gider ikke, han piver bare og ynker over sin hånd.

Men i bogens del 2 kommer der virkelig gang i det hele. Yarvi ender som rorslave på et handelsskib, og det er ikke for vatnisse og tudeprinse hvis man vil overleve. Det er brutalt, det er hårdt, og man får alle detaljerne med. Jeg kan rigtig godt lide at vi ikke bliver sparet for detaljerne, for eksempel hvordan slaverne må skide i en spand foran alle andre, eftersom de er lænket til rorbænken altid. Hvordan man sulter, hvordan det er de svageste der dør, og hvordan man får sår, vabler og ar efter pisken. Det er hårdt, men det er med til at gøre det hele virkeligt og troværdigt.

Jeg elsker den her fantasyverden, som er meget middelalder-agtig, og der er gjort noget ud af hvordan de forskellige riger har forskellig kultur, og hvordan de bekæmper hinanden, inklusiv alt det politiske spil der jo er i sådan noget. Og som bonus er der meget lidt romance, for det er faktisk slet ikke nødvendigt. Bogen er mega awesome uden!

Det er en bog om hvordan Yarvi kommer fra klynkende tudeprins til værdig til at sidde på tronen, det er en bog om venskab, loyalitet og livets brutale realiteter. Og også om overlevelse i vildmarken, noget som jeg satte pris på. Så faktisk var det en helt fantastisk bog, bortset lige fra at Yarvi nok var en tand for ynkelig for mig i starten. Men fra bogens del 2 og frem sker der virkelig noget, det er spændende og vildt medrivende at følge Yarvi, og hold nu kæft nogle plottwists der gemmer sig undervejs. Jeg elsker, når bøger slet ikke går i den retning jeg troede de ville. Mega fedt!

Anmeldelse: Skrøbelige Skønhed

33797653.jpg

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Skrøbelige Skønhed
  • Serie: –
  • Forfatter: Amy Harmon
  • Antal Sider: 370
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Making Faces
  • Forlag: Lovebooks
  • ISBN: 9788711557105
  • Læst: 27/3 til 4/4

Ambrose var byens populære fyr, og Fern havde været forelsket i ham, så længe hun kunne huske. Han var smuk og uopnåelig, hun var klassens stille pige. Men da Ambrose efter high school drager i krig og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen.

Den følsomme Fern og den sårede Ambrose mødes igen, og sammen med Ferns barndomsven Bailey begynder de at tilbringe dagene sammen i deres lille amerikanske hjemby. Langsomt opbygger de et stærkt venskab i den lille gruppe, og langsomt får Ambrose øjnene op for den pige, der har elsket ham, så længe hun kan huske.

SKRØBELIGE SKØNHED er en fortælling om en lille by, hvor fem high school-venner drager i krig, men kun én vender hjem igen. Det er en fortælling om en piges kærlighed til en traumatiseret dreng og en såret krigers kærlighed til en stille pige. En fortælling om heltemod og stærke venskabsbånd. En moderne Skønheden og udyret-fortælling, som viser, at der er en lille smule skønhed og en lille smule udyr i os alle.

Anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks.

Det her er sådan en mærkelig bog, for jeg kan tale stolpe op og stolpe ned om hvad jeg synes der er i vejen med den, men alligevel var jeg faktisk ret investeret i historien og personerne – romantikken not so much, men det kommer vi til.

Altså, for det første blev jeg lidt overrasket over, at bogen begynder længe før at Ambrose drager i krig. Der går 150+ sider inden det sker, og jeg havde ligesom fået det indtryk fra bagsideteksten at det var der historien startede. Nå, men det kom jeg faktisk hurtigt over, for det var fedt at få lov til at lære de her personer at kende inden det der vender deres verden og deres liv på hovedet rent faktisk sker. Og jeg elskede at få Baileys del af historien, de der flashbacks fungerede rigtig godt, fordi man oplever Bailey og Ferns venskab fra begyndelsen, Ferns forelskelse i Ambrose og Baileys vej fra dreng der kan gå til dreng i kørestol der snart skal dø.

Men seriøst, jeg kan simpelthen ikke med navnet Ambrose. Undskyld, hvis jeg træder nogen over tæerne nu, men jeg kunne virkelig ikke abstrahere fra at Ambrose er et navn der får mig til at tænke på lille, nørdet person med briller, og ikke en uopnåelig bryder-gud.

Og så er der det der med bogens budskab. Helt ærligt, behøver det blive klasket op i hovedet på én på så åbenlys en måde? Jeg synes godt man kunne have fået pointen frem, uden at behøve skære det så meget ud i pap eller sætte Ambrose op på en piedestal så høj at han har brug for faldskærm for at komme ned igen. Jeg kan virkelig ikke lide at få budskaber smækket i fjæset på den måde, jeg er altså i stand til at tænke selv.

Jeg er så heller ikke vild med romantikken. Jeg synes Ferns besættelse af Ambrose er ret ynkelig, og jeg følte overhovedet ingen tiltrækning mellem dem. Jeg forstår at hun er forelsket i ham, men hun løber rundt efter ham som en hundehvalp, og det fungerede bare ikke for mig. Jeg kunne egentlig godt lide dem som karakterer, og jeg synes de var spændende sådan overall, men romantikken følte jeg overhovedet ikke.

Men Bailey, Åh Gud, Bailey <3. Bailey er simpelthen den mest fantastiske karakter ever, og i bliver nødt til at læse den her bog bare for ham. Jeg har aldrig oplevet en karakter med så meget gnist og livsmod, humor og generel awesomehed. Det kan da godt være han sidder i kørestol og højst sandsynligt dør inden han bliver 21, men Bailey er alligevel så fuld af liv, personlighed og fantastiskhed. Og jeg fik tårer i øjnene på et tidspunkt, og det er altså store sager for mig. Åh, Bailey ❤

Så for at opsummere var bogen faktisk god, men nok ikke af de årsager som den burde have været. Jeg følte ikke for romancen, jeg følte virkelig ikke for at få et budskab klasket i fjæset på så åbenlys en måde, og jeg havde det eddermame stramt med navnet Ambrose. Men den måde man lærer de her karakterer at kende på i begyndelsen og Baileys helt fantastiske personlighed gjorde alligevel, at den her bog vandt mig over. Baileys historie var det hele værd.

Anmeldelse: Off Campus #4: Kamp til Stregen

34511654pink 5 stjerner

 

  • Titel: Kamp Til Stregen
  • Serie: Off Campus #4
  • Forfatter: Elle Kennedy
  • Antal Sider: 351
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Goal
  • Forlag: Flamingo
  • ISBN: 9788702235050
  • Læst: 25/3 til 27/3

 

Hun er god til at nå sine mål …

Det er sidste år på college, og Sabrina James har planlagt sin fremtid ned i mindste detalje: Først skal hun have sin eksamen, så sparke røv på jurastudiet og derefter lande et velbetalt job i et brutalt effektivt advokatfirma. Med i planen for at undslippe sin pinlige fortid er helt sikkert ikke en toplækker ishockeyspiller, der tror på kærlighed ved første blik. Men nogle gange er en enkelt nats sydende hot sex og overraskende stor ømhed alt, der skal til for at vende op og ned på dit liv.

Men spillet er lige blevet en hel del mere kompliceret …

Tucker er af den overbevisning, at det at være en holdspiller er mindst lige så vigtigt som at være stjernen. Han har det fint med at opholde sig uden for rampelyset på isen, men i det at blive far som 22-årig nægter han at være bænkevarmer. Det skader ikke, at den vordende mor til hans barn er smuk, knivskarp og holder ham på tæerne. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, og den iltre brunette er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. Hvis han vil dele livet med sin drømmekvinde, bliver han nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

 

Anmeldelsen Indeholder spoilers fra de tidligere bøger

Den her serie er og bliver fucking fantastisk, og selvom den her bog indeholder visse elementer som jeg absolut ikke er fan af – graviditet og fødsel – så betød det bare overhovedet ingenting, fordi jeg simpelthen elskede Tucker, Sabrina og alt det andet. Den var så god at det faktisk ikke engang var et issue, det trak overhovedet ikke ned, og jeg kunne faktisk virkelig godt lide det, tro det eller ej.

Nå, men den her bog er awesome fordi Tucker og Sabrina simpelthen er nogle helt fantastiske karakterer. Jeg bøjer mig i støvet for Sabrina, den kvinde er så pissesej at hun må tangere den sejeste og mest determinerede hovedperson jeg nogensinde har mødt. Og ud over at være sej og determineret, så er hun også sjov, har humor og er lidt en skrappedulle, noget som jeg absolut elskede! Indsæt så Tucker, som på mange måder er Sabrinas fuldstændige modsætning. Han er rolig, nede på jorden og lader sig ikke sådan lige feje væk af frøken skrap (Sabrina), og så er han bare fuldstændig forgabt i hende uden at være klam og stalker-agtig, hvilket var totalt win for mig. Okay, så jeg synes ikke helt han overgår Dean, men for helvede Tucker er en awesome fyr og totalt swoon-worthy. Og han har skæg!

Som med resten af bøgerne er det her simpelthen alle tiders feel-good-historie, med sex, humor, dramatik og problemer som man sagtens kan relatere til selvom man ikke selv står i situationen. Der er masser af kemi mellem Tucker og Sabrina, og den der sexscene i bilen havde nær taget livet af mig, det var vildt hot jo! Og humoren er fantastisk, man griner røven i laser af de små puns og ting Tucker og Sabrina siger og gør, og det er helt og aldeles fantastisk!

Og så må jeg nok erkende, at gravididets- og fødselsaspektet ikke generede mig spor, faktisk synes jeg det blev gjort på en måde så selv jeg kunne relatere til det – og jeg synes det var afsindigt fedt at det ikke blev alt for romantiseret – de har for eksempel stadig vildt hed sex, og det er sgu da fedt! At Tucker stadig kan synes hun er sexet, og måden det blev skrevet på var virkelig awesome!

Det her er den sidste bog i serien, men jeg har hørt lidt om at der kommer en slags efterfølger-serie der involverer Summer, og det er jeg selvfølgelig helt oppe at ringe over. Jeg elsker hvordan den her bog wrappede det hele med de fire drenge fantastisk godt op, men jeg er totalt klar på mere i samme stil. Det er simpelthen bare de bedste feel-good-bøger ever.

Anmeldelse: Demon Cycle #1: Den Tatoverede Mand

34459984

pink 5 stjerner

 

 

  • Titel: Den Tatoverede Mand
  • Serie: Demon Cycle #1
  • Forfatter: Peter V. Brett
  • Antal Sider: 693
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Painted Man
  • Forlag: Dreamlitt
  • ISBN: 9788771710670
  • Læst: 13/3 til 21/3

 

Nogle gange er der god grund til at frygte mørket…

Arlen bor med sine forældre på deres lille gård. Hver nat, når tusmørket sætter ind, rejser der sig en rædsom tåge fra jorden, der varsler død for enhver, der er tåbelig nok til at vove sig ud i det kommende mørke. Hadefulde dæmoner dannes ud af tågen for at få tilfredsstillet deres sult efter mennesker. I takt med at skyggerne bliver længere, tvinges menneskene til at søge ly bag magiske runer og bede til, at deres beskyttelse vil holde indtil daggry.

Men da Arlens verden splintres af dæmonernes hærgen, indser han, at det snarere er frygten for dæmonerne end væsnerne selv, der bliver menneskehedens undergang. Kun hvis menneskene kan overvinde deres egen frygt, kan de gøre sig håb om en dag at overvinde dæmonerne. Arlen må nu tage chancen og forlade runernes ly og sammen med to andre overlevende finde en ny måde at bringe menneskeheden en sidste, flygtig chance for overlevelse.

Anmeldereksemplar fra forlaget Dreamlitt.

Hold nu kæft hvor var det en fucking fantastisk bog! Hvordan kan jeg aldrig have hørt om den før, og hvorfor snakker alle ikke om den? I don’t get it! Den Tatoverede Mand er sindssygt god fantasy, den er er latterligt addictive og suger dig direkte ind i en verden hvor dæmonerne kommer op af jorden om natten for at slagte mennesker, og hvor menneskeheden bliver færre og færre – vi er ved at tabe kampen mod dæmonerne.

Bogen starter ud med at følge Arlen, som er 11 år gammel. Det rynkede jeg lidt på næsen af til at starte med. Et 11-årigt barn? Ej vel? Men det fungerede helt fantastisk, og man følger Arlen og de hændelser der gør ham til den han er senere i bogen. Leesha og Rojer kommer også til, og historien der starter med fokus på Arlen deles lige mellem de tre. Rojer møder vi da han er tre, noget jeg også synes var underligt til at begynde med, men det er vigtig for Rojer som karakter at vi oplever det her øjeblik i hans liv, for det betyder alt for den han bliver i fremtiden.

 Det er faktisk mest karakterudviklingen der bærer den her bog. Det er ikke fordi den er spækket med action alle bogens 700 sider, men i stedet fokuserer den på karaktrerne, hvem de er og hvad der gør dem til dem de bliver i fremtiden. Især Arlens karakter var fuldstændig overvældende fantastisk at følge, og da jeg startede bogen havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at Arlen ville gennemgå så meget, at vejen til der hvor jeg havde gættet han ville ende var brolagt på den måde, hvis i forstår? Og det er altså ikke fordi der ikke er action – det er der, og det er vildt fedt! Men det er karakterudviklingen der bærer historien, og jeg fucking elskede det. Jeg føler jeg kender Leesha, Rojer og Arlen, at de er en del af mig. Jeg blev lynhurtigt så investeret i dem, at bare det at høre om deres dagligdag var vildt spændende. Jeg elskede at der var plads til det, at vi får lov til at lære de her mennesker at kende, både i deres dagligdag og i den handling der omhandler plottet.

Det hele foregår i en fantasyverden, som faktisk viser sig et være en form for dystopisk fremtid. Vores nutid er deres fortid, og vores tid faldt fordi vi havde glemt alt om dæmonerne, som havde ligget i dvale i kernen i tusindvis af år. Da de så endelig kom op til overfladen igen lagde de den verden vi kender øde, og menneskeheden blev sat tilbage til det her lidt middelalderlige univers. Menneskeheden bliver færre og færre, fordi vi har glemt de gamle kampsymboler og dæmonerne er i overtal. Man gemmer sig bag gamle afskærmningssymboler som kun meget få kender og kan tegne, og håber hver nat at symbolerne holder og man får lov til at se solen stå op igen.

Det er lidt svært at forklare præcis hvorfor den her bog er så god. Den har det der specielle noget, som trækker dig ind i historien, man bliver fuldstændig opslugt af bogen og kan næsten ikke slippe den. Man tænker på den hele tiden når man ikke læser i den, og alt det tager er to linjer, så er du tilbage i verdenen hvor dæmonerne rejser sig fra jorden om natten. Den var simpelthen fantastisk, og jeg elskede den! Hvornår kommer toeren?

 

Anmeldelse: Immortals After Dark #2: A Hunger Like No Other

14384

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: A Hunger Like No Other
  • Serie: Immortals After Dark #2
  • Forfatter: Kresley Cole
  • Antal Sider: 356
  • Udgivelse: 2006
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Pocket Star
  • ISBN: 9781416509875
  • Læst: 6/3 til 13/3

 

Acclaimed author Kresley Cole introduces a sizzling new series with this tale of a fierce werewolf and a bewitching vampire—unlikely soul mates whose passion will test the boundaries of life and death.

A mythic warrior who’ll stop at nothing to possess her…

After enduring years of torture from the vampire horde, Lachlain MacRieve, leader of the Lykae Clan, is enraged to find the predestined mate he’s waited millennia for is a vampire. Or partly one. This Emmaline is a small, ethereal half Valkyrie/half vampire, who somehow begins to soothe the fury burning within him.

A vampire captured by her wildest fantasy…

Sheltered Emmaline Troy finally sets out to uncover the truth about her deceased parents—until a powerful Lykae claims her as his mate and forces her back to his ancestral Scottish castle. There, her fear of the Lykae—and their notorious dark desires—ebbs as he begins a slow, wicked seduction to sate her own dark cravings.

An all-consuming desire…

Yet when an ancient evil from her past resurfaces, will their desire deepen into a love that can bring a proud warrior to his knees and turn a gentle beauty into the fighter she was born to be?

 

Serien starter egentlig med en novelle, men det her er første rigtige bog i serien, og jeg blev enig med mig selv om at starte med den her. Jeg gider virkelig ikke de der noveller. Så jeg startede med den her, og det kan man også sagtens. Jeg føler i hvert fald ikke jeg gik glip af et eller andet fra den novelle der egentlig starter serien.

Nå, men egentlig var jeg rimelig ambivalent omkring den her bog mens jeg læste. Nogle vil sige at den er en værre omgang rape-glorifying bullshit, og det kan der faktisk være noget om. Jeg var fucking vred på Lachlain mere eller mindre hele vejen gennem bogen, og hvis ikke det var fordi at jeg samtidig forstod hvorfor han gjorde og sagde som han gjorde, så ville jeg havde overvejet at brænde den her bog på bålet.

Lachlain er en varulv, og lige sluppet ud fra 150 års fangeskab i en torturkælder. Han får færten af Emma, som han ved er hans mage, og sætter jagten ind på hende – det er ligesom den eneste tanke der er i hans hoved, for han har ventet tusind år på at finde den mage der er skæbnebestemt til at være hans eneste ene. Hun er så vampyr, og eftersom vampyrer og varulve er notoriske dødsfjender har han det mildt sagt ambivalent med det.

Det slår virkelig gnister mellem Emma og Lachlain, hun vil absolut ikke have ham, han kan ikke finde ud af sine komplicerede følelser, og det hele er faktisk noget værre rod. Hele issuet er, at Lachlain er en alfahan, både af race og personlighed. Emma vil ikke have ham, så han prøver at tvinge hende til det, nægter at lade hende gå, nægter hende privatliv, trænger sig ind på hende og overskrider hendes grænser igen og igen. Og ja, det er temmelig rape-glorifying til at begynde med. Han vil jo bare have hende, kan hun da ikke forstå det, det er jo for hendes eget bedste, hun vil jo også inderst inde gerne have ham jo – det er sådan, Lachlain tænker, og jeg kunne fandeme have myrdet ham for det.

Men der begynder at ske noget med Lachlain, efterhånden som han og Emma (modvilligt) kommer tættere på hinanden. Faktum er jo, at Lachlain har været indespærret i 150 år og tortureret temmelig grusomt – han ved ikke, at man ikke bare vælter kvinden omkuld og tager hvad man vil have om man så må sige, og selvom han virkelig er svær at kapere i starten, så begynder man efterhånden at kunne lide ham, fordi han holder op med at være så stor en narrøv. Det er ikke okay at han overskrider Emmas grænser, men han indser det efterhånden og arbejder med det, og det er den eneste årsag til at jeg læste bogen færdig. For den er faktisk vildt god, dels fordi der er så meget spænding og tiltrækning mellem Emma og Lachlain, og dels fordi den jo behandler emnet om en fyr der er et røvhul, men som faktisk lærer ikke at være det, hvis i forstår hvad jeg mener?

Derudover er der også et ret spændende splot, som involverer hvem Emmas far er, en krig mellem alle de overnaturlige væsener (og der er mange, alt fra vampyrer, valkyrier og hekse til genfærd og alt muligt andet) og et plot om at overtage en trone. Hovedhistorien er romantikken og forholdet mellem Emma og Lachlain, men det er også del af det større plot, en god blanding i den rigtige ratio i det her tilfælde.

Så altså, virkelig god romance som indeholder elementer nogen virkelig ikke vil kunne lide. Men jeg elskede, at der var håb for Lachlain, og at der var så vild tiltrækning mellem ham og Emma (og nogle virkelig juicy sexscener), og at der var en overall historie som det her forhold var en vigtig del af.

Anmeldelse: Fjer og Flammer #2: Skyggetimen

33287269

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Skyggetimen
  • Serie: Fjer og Flammer #2
  • Forfatter: Melissa Grey
  • Antal Sider: 460
  • Udgivelse: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Shadow Hour
  • Forlag: Alvilda
  • ISBN: 9788771653137
  • Læst: 23/2 til 6/3

Alt i Echos liv ændrer sig med ét, da den overvældende sandhed går op for hende: Hun er ildfuglen – der ifølge profetien skal bringe lys og fred.

Men sammen med ildfuglen kom også en anden kosmisk kræft ind i verden, og Echo fornemmer et forfærdeligt mørke rejse sig, et mørke, hvis skygger rækker og strækker sig efter hende …

Echo har allerede mistet sit hjem, sin familie og sin kæreste – men et liv som ildfugl viser sig hurtigt at kræve endnu større ofre og bringe alle omkring hende i fare.

Mens Echo kæmper for at tøjle sin sande natur, arbejder Caius’ søster, Drageprinsen, på den fuldstændige udryddelse af avicenerne. Drageprinsens planer bringer hende faretruende tæt på mørket og dets almægtige kræfter …

Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Jeg synes Skyggetimen var væsentligt bedre end etteren, primært fordi jeg faktisk begyndte at føle en connection til Echo. Min største bøf med første bog var jo at jeg bare overhovedet ikke følte noget som helst for Echo – det gjorde jeg til gengæld i den her.

Men jeg har stadig et issue med Echo – hendes trang til at stjæle. Jeg kan forstå at man stjæler af nød, men Echo stjæler både af nød og fordi hun kan lide det. Altså undskyld mig, men hvem giver hende ret til at tage andre menneskers ting? Hun har fandeme ikke engang dårlig samvittighed, og det synes jeg virkelig er usympatisk. Derudover kan jeg faktisk godt lide Echo, men jeg kan ikke rigtig med at hun er så ligeglad med at tage noget der tilhører andre.

Jeg synes egentlig rigtig godt om historien, altså selve plottet og handlingen. Drageprinsen er fuld af overraskelser, og der sker en hel masse som jeg faktisk ikke lige havde forventet. Men der bliver brugt rigtig meget tid på karakterudvikling – hvilket faktisk er fint, bortset fra at det hele virker lidt melodramatisk. Ligesom når man ser en film hvor skuespillerne overspiller rollen. De bliver mere bange/glade/vrede end man sådan lige sidder og synes er nødvendigt. Det er ikke fordi de overreagerer, det er mere de ord der er valgt til at beskrive det der giver sådan et dramatisk flair at jeg synes det nogle gange var ret tåkrummende.

Jeg føler stadig ikke noget for romancen. Ikke på grund af Echo, men fordi jeg stadig ikke rigtig connecter med Caius. Don’t really care TBH. Til gengæld er der den der semi-love-triangle/romantisk drama mellem Jasper og to andre – fyre, altså, og det var helt vildt fedt! Her følte jeg at de tre karakterer fik meget mere liv og blev meget mere interessante, og jeg elskede det spil der var imellem dem. Universet er også blevet bedre beskrevet, og jeg føler ikke jeg bliver holdt hen i mørket længere.

Men overall, så synes jeg bogen var temmelig langtrukken. Der bliver brugt rigtig meget tid på ingenting, og selvom den er spændende når der sker noget, så er det lange stræk “ingenting” – som faktisk er karakterudvikling – bare ikke super interessante, og meget af tiden ret overdrevne. Godt romantisk drama, god historie, og også overall en god bog, men ind imellem lidt langtrukken.