Anmeldelse: Medaljonen

  • Titel: Medaljonen
  • Serie: Medaljonen #1-3
  • Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
  • Antal Sider: 284
  • Udgivelse: 2019
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Genre: Middlegrade horror, paranormal
  • Forlag: Alvilda
  • ISBN:
  • 9788741504698
  • Læst: 28-29 Januar

Medaljonen kræver blod. Og hvis man ønsker 13 gange, så dør man …

Christian har det ikke let. Hans far er rejst væk for at arbejde, og han skændes konstant med sin lillesøster Mille. Og nu flytter hans forældreløse slægtning Sofie ind. Sofie skal gå i Christians klasse, så hvordan skjulerman lige, at man er mobbeoffer nummer et? Måske findes svaret i den mystiske medaljon, som Christians far har sendt?

Sofie har aldrig bedt om at flytte ind hos Christian. Hun har heller aldrig bedt om sin uhyggelige, synske evne – at hun kan tegne folks død, mens de stadig er i live. Og hun har bestemt ikke bedt om at blive rodet ind i et mysterium med en magisk medaljon, som kan opfylde ønsker.

Alle tre bind samlet.

Anmeldereksemplar fra Alvilda

Jeg fik tilsendt Medaljonen uopfordret af Alvilda sidste år, og jeg må indrømme jeg måske ikke var sådan super interesseret. Det var middlegrade, noget jeg ikke synes jeg har haft super gode erfaringer med, og det var en genudgivelse af tre bøger samlet i én. Det var selvfølgelig totalt åndssvagt, for det er Nicole Boyle Rødtnes der har skrevet den, og hun kan bare noget. Jeg var SÅ positivt overrasket, og slugte hele bogen på under et døgn. Det her er middlegrade done right!

Det gode:

  • Det her er en af de få middlegrade jeg har læst der ikke taler ned til læseren. Jeg føler tit at middlegrade er dummet alt for meget ned, og det var slet ikke tilfældet her.
  • Den er åndssvagt spændende på den bedste måde. Man kan simpelthen ikke stoppe med at læse når man først kommer i gang.
  • Der er ikke verdens længste bog, og der sker helt vildt meget, men alligevel er der plads til gode, gennemførte karakterer der føles virkelige, og der er også plads til alle de der dagligdags problemer og følelser der er med til at skabe gode karakterer.
  • Jeg synes også de dagligdags problemer var virkelig relateable, og man kan virkelig godt sætte sig ind i deres følelser og tanker. For eksempel kan jeg godt se, hvordan Mille kan føle at Sofies ankomst ødelægger det hele, og jeg kan også sagtens forstå hun føler sig udenfor.
  • Det er helt klart en historie med horror-elementer, og jeg er virkelig glad for at der ikke blev lagt fingre imellem. Det er uhyggeligt, men ikke for meget, og 11-årige mig ville have ELSKET det!
  • Det her er en samlet udgave af tre bøger, og der fungerer faktisk rigtig godt. Det føles som en, sammenhængende bog, og overgangen imellem dem var super.

Det knap så gode:

  • Jeg synes coveret er fuldstændig forfærdeligt. Farverne er frygtelige, designet er frygteligt, og havde jeg ikke fået den tilsendt som anmeldereksemplar, så havde jeg aldrig købt den. Det er selvfølgelig skidt, eftersom den jo faktisk er helt fantastisk.

Det her var virkelig en positiv overraskelse, og jeg må sige jeg absolut ikke fortryder at have læst den – men jeg fortryder lidt jeg dømte den så hårdt på coveret. Der er virkelig en god historie indeni!

Lydbogsanmeldelse: Grænsen til Trafallas #3 Den Sidste Alliance

  • Titel: Den Sidste Alliance
  • Serie: Grænsen til Trafallas #3
  • Forfatter: Julie M. Day
  • Tid: 16 timer 39 minutter
  • Udgivelse: 2019
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Genre: Fantasy
  • Forlag: Leatherbound
  • ISBN: 9788771716375


Han sukkede dybt. Dybere, end jeg havde ønsket. Noget ved hans suk lød, som om dette var håbløst.
“Vi vil kæmpe,” sagde han med en skuldertrækning.
“Og hvem vil vinde?”
Han så på mig, som havde jeg stillet det værst tænkelige spørgsmål. “Det må tiden vise.”

I håbet om at få Zachos tilbage er Grace fast besluttet på at tage på en skæbnesvanger rejse til Nord. Men hendes prøvelser er kun lige begyndt. Krigen sniger sig nærmere, alliancer må indgås, fjenden bliver stærkere, og hemmeligheder afsløres med sønderrivende konsekvenser. Intet er, som det umiddelbart ser ud, og en lykkelig slutning synes langt borte.
Vil Grace nå til Nord, inden krigen for alvor bryder løs? Og kan hun redde både menneskeheden, elverne i Trafallas og Zachos?

Den sidste alliance er tredje del i trilogien.
Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker.

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet.

Puha, det her er en lidt svær anmeldelse at skrive, for jeg må indrømme at jeg virkelig kæmpede med den her bog. Jeg havde rigtig mange problemer med den, og havde så svært at komme igennem den, men der var også dele af historien der faktisk var rigtig gode – jeg skal prøve at forklare det ordentligt.

Det gode:

  • Coveret er absolut fantastisk! Det er alt det et episk fantasycover skal være. Looove!
  • Delen af historien hvor de befinder sig i Nord var en af de gode dele af bogen. Morfildor er en skide spændende karakter, og alle afsløringerne og dramaet der udvikler sig deroppe var virkelig spændende. Morfildor og hans folks måde at leve på synes jeg også var super interessant.
  • De sidste 15 % eller deromkring, den del af bogen efter krigen hvor Grace ligesom skal deale med noget sorg og noget var helt fantastisk. Jeg elskede virkelig den her del, og jeg er så glad for at den her bog ikke faldt i en af mine største bookish pet peeves. Det gav en virkelig fantastisk slutning, og det satte jeg virkelig pris på.
  • Der er noget romance i den her bog, og jeg må sige at jeg virkelig elskede de problematikker der kom ud af det. Dels fungerer den her romance helt fantastisk, og dels var problemerne og de indeklemte følelser virkelig interessante og veludførte.

Det knap så gode:

  • Oplæseren er den samme som til Izola-serien, og ligesom med den serie synes jeg ikke hun var særlig god, hun gav Grace den her barnlige, forkælede møgunge-stemme, som jeg slet ikke syntes hun havde da jeg læste de første to bøger – som jeg jo så ikke hørte på lydbog, men læste i fysisk form. Derudover udtaler hun også ord forkert, og lægger trykket i sætninger på mærkelige måder.
  • Jeg har det svært med hvordan Grace håndterer Zachos’ død. Jeg synes hun er SÅ respektløs overfor Khantos og alle andre, og super selvoptaget. Fuck alle andre, hun skal bare have det hun vil have – som er at få Zachos tilbage, og så er det ellers lige meget hvor mange der skal dø for at hun kan få det hun vil have. Hun tager ud på den her rejse til Nord, og bliver vildt ked af det når nogen i hendes følge dør – og det kan jeg bare ikke tage seriøst, det er hendes egen egoisme der får de her mennesker slået ihjel, så stop dig selv Grace. I det hele taget følte jeg hun brugte de første 75% af bogen på at være et forkælet barn der ikke fik sin vilje.
  • Det her med Crux – har jeg misset noget? Har vi hørt om ham i de tidligere bøger? Jeg synes det var så random at der pludselig var den her store ondskab der kom ud af ingenting, og jeg synes også han var alt for klassisk ond.
  • Krigen burde have varet meget længere, jeg synes ikke det gav mening at det hele var så hurtigt overstået, for der blev virkelig lagt op til noget stort og episk, og så var det bar slut i løbet af ingen tid. Jeg tror jeg føler, at den her bog enten skulle have handlet om Grace og hendes sorg, eller om krigen – og at der måske burde have været en bog mere.
  • På grund af de ting jeg allerede har nævnt, så kæmpede jeg virkelig med at holde koncentrationen mens jeg lyttede til bogen. Jeg havde lyst til at høre alt muligt andet, fordi jeg bare ikke magtede Grace og den her random master of evil, der kom ud af det blå.

Jeg tror, at det var en fejl at høre den her på lydbog, og måske burde jeg have stoppet og skiftet over til den fysiske bog, for den har jeg faktisk stående. Men ak, det gjorde jeg ikke, og det laver jo heller ikke om på, at Grace og hendes opførsel virkelig gik mig på, og at jeg syntes det her med Crux og krigen var lidt hurtigt overstået. Til gengæld er jeg virkelig glad for slutningen, jeg synes det var den mest perfekte måde det hele kunne have sluttet på.

Anmeldelse: Ashlords #1: Ashlords

  • Titel: Ashlords
  • Serie: Ashlords #1
  • Forfatter: Scott Reintgen
  • Antal Sider: 356
  • Udgivelse: 2020
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Genre: YA Fantasy
  • Forlag: Crown Books
  • ISBN: 9780593119174
  • Læst: 23. Januar til 28. Januar

Red Rising meets The Scorpio Races in this epic fantasy following three phoenix horse riders–skilled at alchemy–who must compete at The Races–the modern spectacle that has replaced warfare within their empire.

Every year since the Ashlords were gifted phoenix horses by their gods, they’ve raced them. First into battle, then on great hunts, and finally for the pure sport of seeing who rode the fastest. Centuries of blood and fire carved their competition into a more modern spectacle: The Races.

Over the course of a multi-day event, elite riders from clashing cultures vie to be crowned champion. But the modern version of the sport requires more than good riding. Competitors must be skilled at creating and controlling phoenix horses made of ash and alchemy, which are summoned back to life each sunrise with uniquely crafted powers to cover impossible distances and challenges before bursting into flames at sunset. But good alchemy only matters if a rider knows how to defend their phoenix horse at night. Murder is outlawed, but breaking bones and poisoning ashes? That’s all legal and encouraged.

In this year’s Races, eleven riders will compete, but three of them have more to lose than the rest–a champion’s daughter, a scholarship entrant, and a revolutionary’s son. Who will attain their own dream of glory? Or will they all flame out in defeat?

Jeg skal gerne indrømme at Ashlords først og fremmest var et cover buy. Selvfølgelig lyder det helt absurd spændende med de her Fønix-heste, men det var coveret der gjorde at jeg besluttede at den var værd at købe i hardcover. Heldigvis var bogen helt fantastisk også, så det viste sig at være en virkelig god beslutning.

Det gode:

  • Bogen har tre POV, som hver især skiftes til at fortælle historien. Det var tre perfekt udvalgte personer der repræsenterer forskellige lag i samfundet, og det var tre personer som er lige spændende at følge. Jeg er jo ikke fan af for mange POV, og generelt synes jeg alt over to er for mange – men her fungerer det skide godt, og jeg elskede hver eneste at de tre karakterer.
  • Worldbuildingen er super spændende og ulig noget jeg før har læst om. Det er ikke sådan at alting bliver forklaret, man får det i stedet for vist som en del af historien, og det var super! I starten er der tvivl om, hvorvidt guderne stadig findes, men det bliver der lavet om på senere, og alt det her med forhistorien, hvordan de her Ashlords blev den herskende klasse og alt det der er super spændende og gennemført.
  • Fønix-heste. Fuck hvor er det awesome! Hestene dør hver aften når solen går ned, og næste morgen bliver de vækket til live igen. Man kan tilføje forskellige alkymistiske ingredienser til hestenes aske, for at give dem forskellige kræfter. For eksempel at de kan løbe hurtigere, har rustning på, lyser i mørke og alle mulige andre seje ting. Det var så awesome!
  • Det var en total pageturner. Jeg fucking elskede den, og den var super svær at slippe.
  • Hele konkurrencen og det her løb var så fantastisk! Det var spændende og nervepirrende og virkelig godt udtænkt. Der er tænkt over forskellige taktikker og måder at vinde på, og det var så fedt!
  • Scott Reintgen skriver fantastisk. Jeg kan bedst beskrive det som at han er super snu og klog i den måde han skriver på, og han giver samtidig så meget liv til både universet og karaktererne.

Det knap så gode:

  • Jeg ville egentlig gerne have at Imelda havde gjort et eller andet større og vildere på en måde. Altså, det var vildt, jeg tror bare jeg håbede på lidt mere.
  • Jeg forstår ikke at Pippa stolede så blindt på X. Come ooon girl, you’re smarter than that!

Ashlords var en helt fantastisk læseoplevelse som jeg absolut kan anbefale. Jeg elskede virkelig de her Fønix-heste, jeg elskede karaktererne og løbet de skulle deltage i, og jeg elskede hvor klogt bogen var skrevet.

Anmeldelse: Spøgelsernes Hemmelighed

  • Titel: Spøgelsernes Hemmelighed
  • Serie: –
  • Forfatter: Mary Downing Hahn
  • Antal Sider: 175
  • Udgivelse: 2008
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Old Willis Place
  • Genre: Middlegrade mystery, horror, paranormal
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 9788758808178
  • Læst: 22. Januar

Gamle Frøken Dyrholm stod øverst på trappen og støttede sig til gelænderet. Hun strakte armen frem og pegede på mig. “Dig! Dig! Bare Vent!”

Der hviler en skrækkelig hemmelighed over den gamle, forfaldne herregård, og Sissel og hendes lillebror, Jeppe, har fået strenge ordrer om aldrig at nærme sig huset.

Men da Ida, Sissels nye veninde, hører en mystisk og uhyggelig kalden, insisterer hun på at gå ind i huset for at undersøge det …

Og Sissel ved at hun bliver nødt til at tage med …

Spøgelsernes Hemmelighed er en fantastisk lille perle af en bog, som jeg aldrig ville have opdaget eller fået læst, hvis ikke jeg havde fået den af en veninde, der ikke selv mente hun ville få den læst. Det var jeg også i tvivl om om jeg ville, men den var så kort at jeg tænkte at okay, den lyder jo OK spændende, så jeg tog den med. Det har jeg virkelig ikke fortrudt, sikke en god historie!

Det gode:

  • Den her bog er et fantastisk godt eksempel på en middlegrade der er skrevet så også voksne kan få noget ud af den. Den taler ikke ned til læseren overhovedet, og selvom der er elementer der gør, at man ikke er i tvivl om at det er en middlegrade, så er den virkelig godt skrevet. Jeg ville have elsket den her som 11-årig, ligesom jeg også elskede den nu.
  • Bogen er overraskende dyb, og du får en helt fantastisk fortælling på meget få sider, som har veldefinerede karakterer, en god historie, og som føles længere end den er på den allerbedste måde.
  • Karaktererne føles så virkelig, og der går kun meget få sider før man føler man kender dem.
  • For en voksen er den nok ikke super uhyggelig, men den er helt sikkert creepy, og super spændende. Jeg læste den i et hug.
  • Bogen har helt sikkert et tema og en dagsorden den gerne vil have frem, noget som jeg normalt afskyr, men det var så godt udført her, og var faktisk både sørgeligt, smukt og helt fantastisk.
  • Det var en fornøjelse at følge venskabet mellem Sissel og Ida.

Det knap så gode:

  • Jeg skal gerne indrømme at det er meget tydeligt hvem Sissel og Jeppe egentlig er. Jeg var ikke super generet af det, for bogen har en hel masse andet at sige – det handler ikke kun om hvem de er. Det laver dog ikke om på, at jeg regnede det ud i løbet af de første par sider.

Desværre kan den her bog ikke købes mere fordi den er udgået fra forlaget, men den er absolut anbefalelsesværdig. Det er en standalone, så der kommer ikke mere, og den er hurtigt læst – og virkelig god og virkelig spændende!

Anmeldelse: Dragernes Konge #3: Banneret Samles

  • Titel: Banneret Samles
  • Serie: Dragernes Konge #3
  • Forfatter: Pernille Eybye & Carina Evytt
  • Antal Sider: 558
  • Udgivelse: 2018
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Genre: YA Fantasy
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 9788758831404
  • Læst: 14. Januar til 22. Januar

Taysin møder Waris, Josvai og Svart, og det viser sig at de er præcis så opsatte på at komme til slavelejren som han er. Taysin er dog ikke specielt tryg ved nogen af dem ligesom de heller ikke føler sig sikre på ham da han kommer til at røbe Lills hemmelighed.

Kiri møder Lill i slavelejren hvor de begge afventer deres skæbne. Den største trussel viser sig dog ikke at komme fra slavehandlerne.

Dragernes konge er en fantasyserie om kærlighed, venskab og magi.

Det er nogen år siden jeg læste bog 1 og 2 i den her serie, og jeg husker mest at Lill og Taysins bog var frygtelig lang og at jeg ikke brød mig om Lill, og så husker jeg at Svart var meget swoon-worthy. Nu følte jeg alligevel at tiden var kommet til at catche up med serien, for der kommer flere. Jeg ved ikke helt hvor mange, men i hvert fald mindst en bog 4.

Det gode:

  • Coveret er to die for! Det er så fantastisk flot, jeg elsker det! Ikke nok med det, så er ryggen på bogen lige så flot! Cover design done right.
  • Kapitlerne er korte, og det fungerer rigtig godt med så mange synspunkter.
  • Historien er egentlig generelt god, der er bare for meget intetsigende drama. Alt det her med Artain og de underjordiske er faktisk vældig spændende, og det lægger op til interssant handling i den/de næste bøger.
  • Egentlig kan jeg egentlig kun lide Kira og til dels Waris. De tos synspunkter synes jeg var interessante, og jeg kunne egentlig godt lide dem og de problemstillinger de kæmpede med.
  • Jeg synes at det at se Lill komme overens med sin magi og Taysin var ret awesome. Uanset hvor træls jeg synes hun var, så var det helt fantastisk at se og mærke forskellen i hende.
  • Bogen slutter med en super awesome cliffhanger.

Det knap så gode:

  • Jeg var SÅ træt af Lill og Taysins dans omkring hinanden. I den første bog gik de skævt af hinanden hele tiden, og det fortsætter så her. Der må simpelthen være grænser for hvor meget man kan gå galt af hinanden.
  • Engang syntes jeg Svart var Swoon-worthy, men i den her bog synes jeg bare han opførte sig helt bizart. Halvdleen af tiden forstod jeg ikke hvorfor han blev vred, og han overreagerede hele tiden.
  • Lille er det meste af bogen stadig en forskræmt hare, og det er simpelthen så irriterende.
  • Taysin skal helt sikkert frem stå som den her fantastiske mand der elsker Lill og gerne vil passe på hende, men jeg synes han er meget tæt på at være abusive og kontrollerende. Han tror hele tiden han ved hvad der er bedst for Lill, han vil bestemme hvad hun skal og ikke skal, og han undskylder det ligesom med at han vil hende det bedste og elsker hende. Seriøst, Taysin, stop.
  • Der sker ikke rigtig noget igennem den her bog. Rigtig meget af tiden går med karakterudvikling, og det synes jeg jo normalt er fedt, men her blev det bare for dramatisk, og der blev lavet drama og snak hele tiden over små ting. Det føltes lidt som et realityshow, og der var simpelthen for meget ævl og kævl og for lidt historie.
  • Jeg synes det med Joshvai og Svart var en total cop-out. Joshvai har været imod det her så længe og så voldsomt som man nærmest kan være, og PUF, så er han lige pludselig OK med det.

Jeg synes at Banneret Samles var lidt for langtrukken på de fleste punkter, mens den skar hjørner med andre. Der var simpelthen for meget angsty drama som jeg egentlig syntes var ret kedeligt, og så havde jeg virkelig et problem med Lill og Taysin. Nu er jeg kommety så langt i serien, så jeg tænker jeg skal læse resten af serien også når den udkommer, også fordi den her slutter med en vild cliffhanger, som alligevel efterlod mig med følelsen af at have lyst til at læse den næste.

Anmeldelse: The Seven Realms #3: The Gray Wolf Throne

  • Titel: The Gray Wolf Throne
  • Serie: The Seven Realms #3
  • Forfatter: Cinda Williams Chima
  • Antal Sider: 517
  • Udgivelse: 2011
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Genre: YA Fantasy
  • ISBN: 9780007322008
  • Læst: 21. December til 2. Januar

Han Alister thought he had already lost everyone he loved. But when he finds his friend Rebecca Morley near death in the Spirit Mountains, Han knows that nothing matters more than saving her. The costs of his efforts are steep, but nothing can prepare him for what he soon discovers: the beautiful, mysterious girl he knew as Rebecca is none other than Raisa ana’Marianna, heir to the Queendom of the Fells. Han is hurt and betrayed. He knows he has no future with a blueblood. And, as far as he’s concerned, the princess’s family as good as killed his own mother and sister. But if Han is to fulfill his end of an old bargain, he must do everything in his power to see Raisa crowned queen.

Meanwhile, some people will stop at nothing to prevent Raisa from ascending. With each attempt on her life, she wonders how long it will be before her enemies succeed. Her heart tells her that the thief-turned-wizard Han Alister can be trusted. She wants to believe it—he’s saved her life more than once. But with danger coming at her from every direction, Raisa can only rely on her wits and her iron-hard will to survive—and even that might not be enough.

The Gray Wolf Throne is an epic tale of fierce loyalty, unbearable sacrifice, and the heartless hand of fate.

Det er i den her bog kampen om tronen for alvor udspiller sig, og jeg må sige at de første 150 sider er nervepirrende spændende, og helt klart den bedste del af serien indtil nu. Derefter dør spændingen lidt hen og de politiske intriger tager over, og jeg følte helt klart at den her var den bedste bog i serien indtil nu.

Det gode:

  • De første 150 sider var fantastisk spændende! Spændende på den neglebidende måde, hvilket er awesome.
  • Det er i den her bog jeg for alvor synes den politiske intrige og hemmelighederne bliver virkelig godt, kompliceret og interessant. Uheldigvis endte det så også lidt i den anden grøft, men en god del af vejen var det virkelig godt.
  • Raisa er på alle måder den mest badass og perfekte hovedperson ever. Jeg elsker hende! Raisa for queen!
  • Jeg synes der blev afsløret rigtig mange hemmeligheder der havde kæmpe chok-effekt, men der blev også lagt op til lige så mange mysterier, og det var fedt!
  • Jeg elskede det med de grå ulve og fordums dronninger. Det var så fantastisk!

Det knap så gode:

  • Jeg kommer til at gentage mig selv fra de tidligere anmeldelser af den her serie, for jeg kan bare ikke med Han. Han er simpelthen så træls, arrogant og selvfed, samtidig med at han selv synes han er ydmyg og nede på jorden. Urgh.
  • Handlingen synes jeg gik lidt i stå efter den nervepirrende start, og det føltes lidt som om vi ikke kom nogen vegne. Der er rigtig meget politisk spil og intrige, men det føles nogle gange lidt som om det bliver overkompliceret med vilje for at trække spændingen ud, med det resultat at jeg blev frustreret.

Det her er en virkelig god serie der holder niveauet, og uden Han-den-Arrogante er jeg sikker på jeg ville have elsket den. Men det er en rigtig god 3. bog i serien, som lægger op til det helt store opgør i bog 4.