Anmeldelse: Sjældevanrer #2: Ourea

39684252

pink 2 sjerner

 

 

  • Titel: Ourea
  • Serie: Sjælevandrer #2
  • Forfatter: Charlotte Fischer
  • Antal Sider: 382
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Facet
  • Genre: Dystopisk fantasy
  • ISBN: 9788793456358
  • Læst: 11. April til 21. April

 

Dahlia og Cawis søn, Colin, fanges i elektriske storme på en bjergekspedition. Det får fatale konsekvenser.
Dahlia kan ikke tilgive Cawi for det, som sker med Colin i bjergene og hun træffer et svært valg.

Cawi hjemsøges af drømmesyn fra Sjælevandrernes verden og han får sværere ved at skelne drøm fra virkelighed.
Cawi er overbevist om at han kan redde sin familie ved at træde ind i Diali.
Men Cawi er ikke forberedt på det han møder i Diali …

Anmeldelereksemplar fra forlaget Facet.

Den første bog i sjælevandrer-serien blæste mig bagover, jeg absolut elskede den og læste den på en aften. Jeg kunne for min død ikke lægge den fra mig, men Ourea gav mig ikke samme oplevelse. Cawi og Dahlia er nu voksne og har børn, og rigtig meget af fokus er på deres yngste søn, Colin. Problemet med det er, at romancen der involveret ham overhovedet ikke på nogen som helst måde fungerer for mig. Der var også andre issues, men vi starter som altid med det gode:

  • Den del af bogen der handler om træningen til optagelsen til OUREA-ekspeditionen er helt vildt spændende! Jeg synes prøverne virkede realistiske, jeg kunne godt lide den dynamik der var mellem Colin og Linder i den her del, og i det hele taget var det bare et win for mig. Det var klart den bedste del af bogen!
  • Der er meget mere af fantasy-aspektet i den her bog, du finder ud af meget mere om sjælevandrerne, Diali og alt det der mytologi-agtige halløj som faktisk er virkelig spændende! Især fordi det er gjort på en måde jeg syntes fungerede rigtig godt. Især i den sidste del af bogen var det de bedste kapitler.
  • Tiden efter Colins ulykke er også spændende. Altså, det er selvfølgelig forfærdeligt, men det var her jeg følte at jeg kom tæt på karaktererne, Colin inklusiv, ligesom jeg gjorde med Cawi og Dahlia i den første bog. Colins følelser er rå og virkelige, og selvom han er et røvhul, så forstod jeg ham lige der.
  • Jeg kan godt lide hvordan alting er lidt dysfunktionelt i den familie. Der er så meget jalousi, der er vold, smerte og stærke følelser, og man skulle jo tro det vil få dig til at hade dem, ryste på hovedet af dem og tænke det er forkert, men det gjorde jeg mærkeligt nok ikke. Jeg kunne godt lide at det ikke var så perfekt.
  • Den sidste del af bogen lagde op til rigtig meget spændende i den næste bog, og selvom jeg måske ikke var sådan helt oppe og ringe over den her, så fik den sidste del alligevel vækket min nysgerrighed nok til at jeg faktisk glæder mig til den næste.

Det knap så gode:

  • Jeg er absolut ikke fra grammatikpolitiet, men rigtig mange sammensatte ord i den her bog var blevet delt i to, og det var simpelthen en torn i mit øje! Det var vildt irriterende, for det var seriøst næsten på hver eneste side. Victoriasøren bliver til Victoria Søen, dahliablomsten bliver dahlia blomsten og så videre, og jeg fandt det helt vildt forstyrrende.
  • Delene som er skrevet i kursiv mangler tit afsnitsopdeling, og det syntes jeg var træls at læse. Kursiv er slemt nok, men sådan en hel side hvor det bare er en lang tekstblok uden afsnitsopdeling, det syntes jeg altså var træls.
  • Jeg kunne vældig godt lide dynamikken mellem Colin og Linder, og Linder i det hele taget – lige indtil Linders hemmelighed blev afsløret. Jeg har virkelig ikke været så rasende over et plottwist længe, det var simpelthen noget af det dummeste og mest unødvendige, og efter det var der ikke noget som helst med Linder der duede for mig. Linder er mega sej og virkelig likeable til at starte på, men efter afsløringen bliver Linder til en whiny, underdanig, skræmt hare, og jeg hadede det!
  • Romancen der involverer Colin. Med alt det hans love interest har været igennem, så forstår jeg simåpelthen ikke at han kan behandle vedkommende sådan. Han er total respektløs og bliver ved med at presse på for sex, og lige det fik mig til at miste al respekt for Colin. Hvem presser deres kæreste til sex når vedkommende er jomfru? Og med alt det vedkommende har været igennem? Det er fandeme kun førsteklasses røvhuller der gør sådan noget. Nøj hvor var jeg rasende! What the fuck Colin?
  • Colins love interest har været igennem rigtig meget i sin opvækst, men det blev nærmest bare skøjtet hen over. Hør lige her, enhver der har været udsat for det i al den tid må simpelthen have dybere ar, og det fik bare aldrig plads – så det blev bare sådan lidt slået hen, og det synes jeg var urealistisk.
  • Den første del af bogen springer hid og did i tid, sted og virkelighed, og jeg fattede ingenting. Jeg var lige ved at lægge bogen fra mig og ikke læse videre, fordi jeg slet ikke kunne følge med, og meget af det fatter jeg stadig ikke hvorfor jeg havde behov for at vide. Det er nærmest små glimt af forskellige tider og steder, og jeg synes ikke det gav mening.
  • I det hele taget synes jeg meget af historien ikke får plads nok. Der skulle have været mere plads til Colins love interests fortid, mere tid til deres forhold, mere tid til Cawi og Dahlias problemer, og mere til OUREA-missionen, som føltes helt vildt forhastet. Det ene øjeblik er de lige taget afsted, det næste rammes de af en lavine efter at være færdige og på vej ned. Jeg ville gerne have haft 100 sider mere, hvis det betød at Cawi og Dahlia fik mere plads.
  • Og så er der det der sker med Colin efter ulykken. Jeg kan ikke sige noget uden at spoile, men nej hver belejligt. Alt, alt, alt for belejligt.

OUREA var ikke et hit hos mig, men jeg ville nok have syntes meget bedre om den hvis ikke jeg havde det så stramt med Colin og hans love interest. Jeg savnede nok også Cawi og Dahlia sammen, men havde jeg nu brudt mig om Colin, så havde det nok ikke været et problem.  Slutningen ligger op til en masse spændende i næste bog, så jeg har ikke helt opgivet serien, men hvis jeg aldrig behøver have mere med Colin at gøre ville det være helt fint.

Reklamer

Cover Release: Dividing Eden #2: Eden Conquered

Jeg troede egentlig at jeg havde lavet et cover release-indlæg på den første bog, men det må jeg have glemt, for jeg kan i hvert fald ikke finde det – oh well. Nogle gange går der lidt Dory i mig, og så glemmer jeg bare alting. I hvert fald er coveret til etteren fantastisk flot, og selvom coveret til toeren også er fantastisk, så er det ikke helt lige så eye-catching synes jeg.

35270739

Egentlig tror jeg det er fordi det hele er lidt mørkt, og samtidig ser sådan lidt støvet ud på en måde. Det er lidt som om det hele har fået en let udviskning på en måde, og det får den til at fade lidt ud synes jeg. Men jeg kan godt lide den grå baggrundsfarve, og enkeltheden med ikke alt for mange detaljer, men som alligevel er spændende at se på.

 

peotkgpeorg

Jeg er mest til etterens cover, det er klart det af de to de rtrækker mit blik til sig, men jeg kan egentlig vældig godt lide dem begge to, og jeg synes de komplimenterer hinanden rigtig godt. Især fordi det er en duologi, og det jo er sådan her den færdige fortælling ser ud sammen. I approve!

Det er en YA fantasy-duologi, og Eden Conquered udkommer 12. Juni 2018. Find den på Goodreads her.

Anmeldelse: Milennium’s Rule #1: Thief’s Magic

23197276

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Thief’s Magic
  • Serie: Milennium’s Rule #1
  • Forfatter: Trudi Canavan
  • Antal Sider: 553
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Orbit
  • Genre: Fantasy
  • ISBN: 9780316209274)
  • Læst: 30. Marts til 11. April

 

In a world where an industrial revolution is powered by magic, Tyen, a student of archaeology, unearths a sentient book called Vella. Once a young sorcerer-bookbinder, Vella was transformed into a useful tool by one of the greatest sorcerers of history. Since then she has been collecting information, including a vital clue to the disaster Tyen’s world faces.

Elsewhere, in an land ruled by the priests, Rielle the dyer’s daughter has been taught that to use magic is to steal from the Angels. Yet she knows she has a talent for it, and that there is a corrupter in the city willing to teach her how to use it — should she dare to risk the Angels’ wrath.

But not everything is as Tyen and Rielle have been raised to believe. Not the nature of magic, nor the laws of their lands… and not even the people they trust.

Jeg gik i gang med Milennium’s Rule og forventede at blive fuldstændig opslugt ligesom jeg var med Magikerens Lærling, men det skete bare ikke. Det er egentlig en god bog og spændende univers, men der er nogle issues med hovedpersonernes naivitet.

Det gode:

  • Vi følger to hovedpersoner i hver deres dimension på skift. Bogen er ligesom delt op i 8 dele (eller sådan noget, jeg husker det ikke helt præcist), så de første 100 sider er for eksempel fra Tyens synspunkt, dernest 100 fra Rielle, og sådan skiftes de. Det fungerede rigtig godt, og jeg kunne godt lide at det ikke skiftede hvert kapitel.
  • Det er virkelig et gennemført og gennemtænkt univers. Jeg synes det hænger godt sammen, det er spændende, og især kan jeg godt lide at det at bruge magi efterlader et tomrum , et sted hvor luften er sort af sod, fordi magien er væk. Og så er der de magidrevne maskiner. Fik total steampunkvibes, det var vildt nice!
  • Jeg kunne også vældig godt lide hvordan de to universer havde magien til fælles, men at de alligevel var så forskellige.
  • Det er en snedig bog på rigtig mange måder. Karaktererne er gode til at tænke sig om, de er generelt intelligent og snu, og på den måde minder den lidt om Magikerens Lærling. Der er plads til overvejelser, det er ikke bare huhej action det hele.
  • Generelt er indlevelsen god, det er nemt at forsvinde ind i de her verdener, og det hele føles virkelig og fuld af liv og farver i ens hoved.
  • Jeg kan virkelig godt lide, hvordan historien udvikler sig for begge karakterer, og især fordi man kan mærke de to historier nærme sig hinanden.
  • En talende bog!
  • Generelt var jeg godt underholdt, den var spændende og nem at forsvinde ind i.

Det knap så gode:

  • Nu sagde jeg jo godt nok at karaktererne generelt er intelligent, men de er godt nok også nogle af de mest naive jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan faktisk vældig godt lide dem, men de er simpelthen så godtroende og stoler på autoriteterne på en måde som fik mig til at rulle med øjnene. At to så smarte karakterer ikke kan se ud over deres egen næsetip på den måde fandt jeg vældig irriterende og ret urealistisk.
  • Jeg synes den i perioder var lidt sløv, det var som om den tabte pusten, og så tabte jeg interessen og havde lidt svært ved at tage mig sammen til at læse videre.

Egentlig var det overvejende en god bog, og rigtig meget af tiden havde jeg en alle tiders læseoplevelse. Men for hulan Tyen og Rielle er naive så det batter, og jeg blev bare så irriteret når det skete. Og så mistede jeg også lidt interessen ind imellem, men overall var det en god læseoplevelse, og jeg har heller ikke opgivet serien endnu – jeg er alligevel endt med at blive lidt knyttet til Tyen og Rielle, naivitet und alles.

Cover Release: The Thousandth Floor #3: The Towering Sky

Det her må uden sammenligning være det flotteste af de tre covers i serien. Holy smokes det er pænt! Jeg har ikke læst hverken den første eller den anden bog i trilogien, men jeg har hørt den beskrevet som slags dystopisk mysterie/thriller, hvor historien fortælles fra flere synspunkter, og jeg har hørt at den skulle være perfekt for fans af Pretty Little Liars og Gossip Girl – tit har jeg faktisk set den beskrevet som en slags futuristisk Gossip Girl.

36039298

Årh altså jeg elsker det ❤ Jeg får den fedeste stemning af det, sådan en slags impending doom/wauw-følelse når jeg kigger på det, og det skyldes jo nok egentlig mest måden solen glimter frem bag tårnet på. For helvede det ser godt ud altså! Jeg elsker hvordan det ligner en smuk, regnfuld morgen, og hvordan alle de andre højhuse lige stikker snuden op over skydækket. Og catch-phrasen er fed!

oeirhgoeirhg

Jeg synes der var for stor kontrast mellem de to første covers dengang coveret til toeren udkom, men nu hvor coveret til 3’eren er kommet synes jeg faktisk serien tager sig virkelig godt ud sammen! Der er en klar rød tråd, de komplimenterer hinanden godt, jeg synes det fungerer super!

The Towering Sky udkommer 28. August 2018, og du finder den på Goodreads her. Den første bog er oversat til dansk, og jeg forestiller mig at toeren udkommer på dansk i løbet af i år – sikkert til efteråret. Det er spekulation, så hæng mig ikke op på det.

Lydbogsanmeldelse: Red Rising #1: Rød Opstand (Var den bedre anden gang?)

Vi starter lige med en intro, så der ikke er nogen tvivl – jeg har faktisk læst Rød Opstand før, på engelsk tilbage i Marts 2015, altså godt og vel 3 år siden. Dengang var jeg ikke rigtig solgt på den (anmeldelse her). Jeg syntes starten gik for stærkt og fik Eos handling til at virke vildt overdramatisk og urealistisk, jeg syntes Darrow glemte hende i den sidste halvdel af bogen, og egentlig sad jeg nok bare og var ikke helt overbevist, den første ikke sådan helt troværdig på en måde. Fast forward til nu, hvor jeg havde bestemt at det var tid til at læse bog 2 og 3, og jeg lidt følte jeg havde brug for at få bog 1 genopfrisket. Så hvad syntes jeg så anden gang? Var den bedre, værre eller var det det samme?

25969657

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Rød Opstand
  • Serie: Red Rising #1
  • Forfatter: Pierce Brown
  • Tid: 15 Timer 42 Minutter
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Red Rising
  • Forlag: Gyldendal
  • Genre: YA Science Fiction
  • ISBN: 9780345539786
  • Lyttet til: 22. Marts til 8. April

 

”Jeg lever for drømmen om, at mine børn fødes i frihed,” siger hun. ”At de kan være dem, de vil være. At de kan eje den jord, deres far gav dem.””Jeg lever for dig,” siger jeg sørgmodigt.Hun kysser mig på kinden. ”Du må leve for mere.”

Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød – den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars’ undergrund for at skaffe det grundstof, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. Mars har været beboelig – og beboet – i generationer af den kaste, der kalder sig de Gyldne. På Mars’ overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slutte sig til en gruppe af oprørere. Tiden er inde til RØD OPSTAND.

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet. 

Det her bliver en lidt anderledes anmeldelse, eftersom jeg jo faktisk egentlig har anmeldt bogen en gang. Oprindeligt gav jeg den to stjerner, men denne gang fik den 4 – den var helt vildt god jo! Vi kører punktform, for det er jeg blevet ret vild med.

  • Sidste gang syntes jeg Eo’s handling i begyndelsen af bogen var helt vildt overdrevet og utroværdig, fordi man jo nærmest lige har lært hende at kende. Det synes jeg stadig, men jeg tror at det at jeg hørte den som lydbog og dermed ikke kunne blæse igennem den sådan som jeg plejer med bøger gjorde, at jeg ikke følte det var helt så slemt. Jeg synes stadig der burde have været 100 sider mere inden Darrow og oprørerne sker, for det føles lidt som noget der bare skal overstås for at komme i gang med den egentlige historie.
  • Jeg syntes jeg havde meget bedre føling med karaktererne og især med Darrow denne gang, noget som jeg især bemærkede i starten af bogen.
  • Første gang jeg læste den beklagede jeg mig over at jeg ikke helt fattede hvorfor de Gyldne ville smide deres børn ind i det brutale capture-the-fla-agtige scenarie og var ikke rigtig solgt på idéen og konceptet. Altså, fortidige mig er tilsynelandende mindre begavet, for jeg havde ikke spor problem med at fatte hvorfor de gjorde det, det gav jo herre god mening! Jeg forstår ikke at jeg ikke så det dengang, men oh well. Det giver mening, og denne gang var jeg overbevist.
  • Jeg synes stadig Darrow lidt glemmer Eo og det at han er rød. Især bliver jeg ret sur over at han glemmer Eo – eller, han glemmer hende ikke, men nogle gange er det som om han glemmer at han er Rød og hvad Eo gjorde – og hvad der bragte ham til instituttet, og det er sgu nederen af ham. Det er alligevel  noget ret vildt han gennemgår for hendes skyld – eller, det er ikke kun for hende, men hun er jo ligesom katalysatoren.
  • I den første anmeldelse roste jeg den for at være snedig, og det lagde jeg endnu mere mærke til denne gang, hold op hvor er Pierce Brown en snu djævel! Jeg elsker hvor skarpe og intelligente alle karaktererne er, og at plottet er lige så snedigt. Fuck det er fedt altså!
  • Jeg elskede Capture-the-flag-spillet! Shit det var spændende! Sidste gang syntes jeg ikke det holdt vand, men denne gang elskede jeg det!
  • Worldbuildingen holder vand, den er spændende og interessant og giver mening – og den er overbevisende.
  • Jeg elsker brutaliteten! Der er blod og død, kravlen i latriner og folk der gemmer sig i maven på døde heste. Det er blodigt, brutalt og jeg elsker det! Alt andet ville ikke have været trovædigt, taget i betragtning hvordan samfundet er. Og så kan jeg bare godt lide når sådan noget ikke bliver skjult og gemt væk. Krig er grimt, sådan er det bare.
  • Og så bliver jeg nødt til at nævne at oplæseren på lydbogen var virkelig god!

Så alt ialt må man sige at det var en skide god idé at give bogen en chance til. Jeg ved ikke helt om det var lydbogsformatet, at den var på dansk eller om jeg måske bare var mere i humør til den, men jeg syntes virkelig den var så meget bedre end første gang jeg læste den, og jeg er gået direkte videre til toeren.

Anmeldelse: Det Glitrende Hof #2: Midnatsjuvelen

o233hro23ro23r

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Midnatsjuvelen
  • Serie: Det Glitrende Hof #2
  • Forfatter: Richelle Mead
  • Antal Sider: 468
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Midnight Jewel
  • Forlag: Alvilda
  • Genre: YA Fantasy
  • ISBN: 9788771656862
  • Læst: 23. Marts til 30. Marts

Mira er ikke som de andre piger ved Det Glitrende Hof. Hun er flygtet fra sit hjemland, og hoffets luksus betyder ikke noget for hende. Men hoffet kan sende hende til den nye verden, hvor hun planlægger at tjene sine egne penge og købe sig fri af sin ægteskabskontrakt.

På rejsen opdager Mira, at en af hendes medpassagerer, den utilnærmelige Grant Elliot, er hemmelig agent, og hun udnytter sin viden til at få Grant til at hyre sig som spion.

Efter ankomsten deltager Mira i overdådige fester, men om natten sniger hun sig ud i byen for at bekæmpe uretfærdighed. Det er dog ikke det eneste, hun kæmper mod. Det slår nemlig gnister mellem hende og Grant. Men skal hun risikere alt for en lidenskabelig affære …?

MIDNATSJUVELEN er andet bind af tre i serien om Det Glitrende Hof.

Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Den her serie er simpelthen en fornøjelse at læse. Jeg elsker konceptet med at alle tre bøger fortæller den samme historie, men fra forskellige synspunkter. Jeg fik fornemmelsen af at Mira var en spændende karakter med hemmeligheder, og på den front blev jeg absolut ikke skufffet. Mira sparker røv!

Det gode:

  • Mira. Det er Mira der fortæller historien, og hun er bare herresej! Hun kan dirke låse op, hun er super opmærksom og lægger mærke til alle mulige detaljer jeg bare aldrig ville have bemærket, hun er intelligent, ærlig og retfærdig, og faktisk lidt en Robin Hood-type, og jeg elskede det! Go Mira!
  • Romancen. Jeg elsker hvor kompliceret det er for dem begge to, hvor mange følelser de har i klemme og hvordan det virkelig slår gnister imellem dem. Uh ❤
  • Det der med at den her bog er den samme historie som første bog, men fra Miras synspunkt. Det fungerer skide godt, fordi det allerede i første bog blev klart, at Mira fortager sig en hel masse uden Adelaides vidende. I den her bog finder du så ud af hvad Mira går og laver, men der er stadig scener du kan genkende fra den første bog. Jeg følte ikke jeg læste den samme historie to gange, men to dele af den samme historie, hvis det giver mening?
  • Jeg elsker hvordan piraterne blev blandet ind i det!
  • Al spionagen, hemmelighederne, løgnene, konspirationerne og politisk ævl og kævl. Jeg elsker bare den slags!

Det knap så gode:

  • I første bog følte jeg helt klart at Adelaide så Mira som en veninde, og hun føltes også som en veninde. Problemet her er, at Adelaide føles som en irriterende flue på væggen i stedet for en nær veninde med en plads i historien. Det er som om Mira glemmer alt om Adelaide, indtil hun pludselig kommer i tanke om at de jo er veninder og hun burde bekymre sig om hende.
  • Lonzo. Jeg kan ikke sige mere for så ville jeg spoile, men altså. Jeg var skuffet over at han ikke fyldte mere i slutningen.

Midnatsjuvelen var ikke helt så awesome som etteren, men det var virkelig en god bog som var en fornøjelse at læse, og jeg elsker simpelthen det der koncept med at hver bog er historien fra et nyt synspunkt. Det er gjort på en virkelig smart måde så det ikke føles som om du læser den samme historie to gange. Og shit jeg glæder mig til Tamsin historie i den sidste bog!