Anmeldelse: Ravnenes Hvisken bog 2

 

 

• Titel: Ravnenes Hvisken bog 2
• Serie: Ravnenes Hvisken #2
• Forfatter: Malene Sølvsten
• Antal Sider: 632
• Udgivelse: 2017
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Dansk
• Forlag: Carlsen
• ISBN: 9788711543375
• Læst: 21/6 til 2/7

 

Tre vil dø. To vil hun svigte. En må hun slå ihjel.

Hvor langt vil hun gå for at standse Ragnarok?

En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange.

For at befri sin søster må Anne selv risikere livet og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord. Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de?

Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker. Men kan hun gøre det?

Andet bind i den anmelderroste bestsellertrilogi.

Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen.

Ret skal være ret, jeg var fuldstændig oppe og ringe over etteren, og forventningerne til toeren var derfor skyhøje – og nej, jeg synes ikke toeren var lige så god som etteren. Det skyldes visse spoilery ting, men det skyldes nok egentlig mest tempoet og at rigtig mange ting er meget “belejlige” på den der måde, hvor jeg sad og tænkte “aaarh – det var vist liiige heldigt nok…” Vi tager lige de spoilery ting til sidst – og starter med tempoet.

Bogen starter huhej med et dødsfald, og det kom så hurtigt og så pludseligt at det fik en chok-effekt på den forkerte måde. Jeg rullede seriøst med øjnene, fordi det virkede fuldstændig ligegyldigt. Derefter er der egentlig bare en masse flygten fra den ene situation til den anden, og det blev egentlig rimelig kedeligt. Det går noget alá sådan her: action, flugt, kort pause, rinse and repeat. Gennem de første 200 sider kedede jeg mig virkelig, og det blev ikke bedre af at det med Rorik bare overhovedet ikke var overbevisende. Hvorfor skifter han pludselig side?

Hvilket så leder mig til det her med det belejlige. Rigtig mange ting føltes som plot devices, for eksempel det med Rorik eller elverhøjen. Hvis det med elverhøjen ikke var en plotdevice for at få tiden til at gå, så ved jeg simpelthen ikke hvad er. Jeg er ikke overbevist, jeg føler ikke at rigtig mange af de ting der sker er realistiske. Det føles konstrueret, eller rettere, det får historien til at føles konstrueret, og så er det jeg virkelig taber interessen.

On the positive side, så er de sidste 200 sider faktisk virkelig gode! Det er her jeg synes bogen bliver ligeså fantastisk, snedig og udspekuleret som i 1’eren, og det var her jeg virkelig blev opslugt. Jeg synes plottet tager nogle uventede drejninger som jeg virkelig godt kunne lide (Rorik for eksempel), og jeg elskede Anne hele vejen igennem bogen. Anne er mega awesome! Romantikken er også noget som jeg synes fungerede rigtig godt, det er ligesom ikke rigtig den samme cookie-cutter-romance som man har set 100 gange før. Karaktererne er gode, og det er rart at man kan mærke at selv små bipersoner har personlighed.

Men altså, overall så var jeg ikke solgt på de første 2/3-dele af bogen, primært fordi en masse forskellige ting fik historien til at føles konstrueret, og så taber jeg bare fuldstændig interessen. Men til sidst blev det virkelig spændende, og jeg glæder mig vildt meget til 3’eren – især efter den epilog. Må. Vide. Hvad. Der. Sker! Og så Anne ❤

SPOILERS HERUNDER FRA BÅDE RAVNENES HVISKEN 1 og 2 + GAME OF THRONES

Og helt ærligt? Monsters genopstandelse? Hvad fanden? Det er eddermame belejligt på en måde så det næsten er absurd. Jeg blev lige så sur over det som det med John Snow i GoT. Uha nej, vi kan da ikke have at hovedpersonerne eller dem de holder mest af dør, så nu finder vi en måde hvorpå de kan komme tilbage. Bleh. Hvis du slår karakterer ihjel, så lad være med at genoplive dem på mærkelige, mystiske og pludseligt opfundne måder.