Anmeldelse: Den Trofaste Bror #1: I Døden og Videre

32054793

pink 2 sjerner

 

 

  • Titel: I Døden og Videre
  • Serie: Den Trofaste Bror #1
  • Forfatter: Jacob Kokkedal
  • Antal Sider: 475
  • Udgivelse: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Ulven og Uglen
  • ISBN: 9788793349148
  • Læst: 6/6 til 13/6

 

Heltenes tid er forbi i Gudshave, og i menneskeriget Sastion langt mod nord er tronarvingen en spinkel dreng, der helst bruger sin tid på at læse. Men bag bjergene i Ushulash truer De Urenes horder med at løbe Gudshave over ende, og der er pludselig mere brug for helte, end der har været i flere hundrede år. Men hvor skal man finde en helt, når Magiens Strømme ikke længere skaber dem? Er vilje nok til at vinde over ondskaben? Og kan man vinde, hvis viljen mangler?

Det her er virkelig en svær anmeldelse at skrive, og jeg tror jeg bliver nødt til at dele den op i punktform, ellers bliver det her en kæmpelang stil før jeg føler jeg har forklaret hvordan jeg har det med den. Men humlen af det hele er egentlig, at jeg bar ikke rigtig kunne leve mig ind i historien. Jeg var ikke en del af den, jeg fik den fortalt, hvis i forstår hvad jeg mener? Jeg følte ikke jeg var der selv, og 75% af bogen var jeg egentlig temmelig ligeglad med hvad der skete, og kedede mig rimelig meget. Men vi kan lige starte med det gode:

  • Balt er alle tiders skæve karakter. Okay, jeg synes hans druk bliver fremhævet lidt for meget hele tiden – han drikker, I get it – men han er altså en sær snegl, på den gode, sjove og skæve måde.
  • Sangene. Der er sange, og de er mega sjove og hyggelige!
  • Balt og Eumons træning. Jeg elsker at der bliver brugt tid på det, for jeg synes det er spændende at følge en karakter som Eumon blive bedre og hurtigere i kamp.
  • Alle de mange væsner, guder og mennesker. Der er alt muligt i den her bog, mørkelvere, kattemennesker, ogrer, magikere, krigerpræster, kentaurer og alt muligt andet. Man skulle jo synes det bliver for meget, men det syntes jeg slet ikke det var!
  • Kortet forrest i bogen ❤
  • Eumon. Hvor er det fedt med en karakter der starter som et skvat, men bliver herresej!

Og så må vi jo også hellere snakke om det knap så gode:

  • Ondskaben er godt nok overdrevet, og det måske lidt derfor jeg ikke rigtig følte noget for historien – med undtagelse af når der skete noget med Balt og Eumon. De onde mæsker sig i menneskekød, de dræber hinanden hele tiden, de voldtager, torturerer og så videre og så videre, og helt ærligt? Det var nok lidt for meget for mig. Jeg synes det var lidt urealistisk, og jeg blev ret træt af det. Jeg kan lide mine skurke snu og ondskabsfulde på den manipulerende måde, ikke på den “jeg drikker dit blog og æder dine børn blah blah blah”-måde. Det er meget klassisk fantasy på den måde, og det er the one thing ved klassisk fantasy jeg ikke er så vild med. Hvordan i alverden ondskaben ikke har udslettet sig selv er mig en gåde, når de nu er både dumme og tilsyneladende myrder hinanden for et godt ord.
  • Ud over Eumon og Balt synes jeg ikke man får nogen som helst føling med de andre karakterer – jeg gjorde i hvert fald ikke. De var lidt som flade papfigurer, og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor det var sådan.
  • Navneforvirring. Det ene øjeblik kaldes ridder Gerrald (hed han ikke det? noget i den stil i hvert fald …) for Gerrald, andre gange for hans fornavn, og der gik en halv bogen inden jeg fattede at det ikke var to personer, men den samme. Det samme sker lidt når man finder ud hvem/hvad Balt er. Så kaldes han skiftevis Balt og et andet navn, og jeg blev ret forvirret nogle gange.
  • Overdreven brug af de samme beskrivelser. Jeg har virkelig ikke tal på, hvor mange gange den samme sætning er blevet brugt til at beskrive det samme, for eksempel hvordan Balts druk ender med at han vælter ud i gaderne der flyder med lort, eller hvordan han stinker af mødding. For det første synes jeg ikke der var behov for at nævne det hele tiden, men der blev også brugt de samme ord til at beskrive det. Han lugter af bæ når han har været på druk, I get it, det behøver jeg ikke at have at vide 800 gange.

Indrømmet, der var dele af bogen hvor jeg faktisk syntes den var god, og jeg var underholdt. Det er egentlig kun det der handler om Eumon og Balts daglige kamp og træning på borgen, og det daglige liv der. Derudover blev jeg aldrig rigtig fanget, hverken af historierne eller personerne, med det resultat at jeg lukkede bogen med lidt en meh-følelse. Jeg har toeren liggende, og jeg tænker da at jeg skal læse den – jeg kunne jo virkelig godt lide Balt, og eftersom toeren handler om helt nye karakterer (+ Balt) kan det jo være at den er mere mig.

Advertisements

En mening om “Anmeldelse: Den Trofaste Bror #1: I Døden og Videre

  1. Pingback: Nyt På Reolen: April, Maj og Juni – Sus' bogblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s