Anmeldelse: Dronningen af Tearling #2: Invasionen af Tearling

 

 

• Titel: Invasionen af Tearling
• Serie: Dronningen af Tearling #2
• Forfatter: Erika Johansen
• Antal Sider: 536
• Udgivelse: 2017
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: The Invasion of the Tearling
• Forlag: People’s Press
• ISBN: 9788771804829
• Læst: 8/5 til 13/5

 

Erika Johansen leverer en medrivende bog nummer to i romantrilogien om dronning Kelsea og hendes kongerige Tearling. Et fantasyunivers spækket med tapre riddere, stærke heltinder og fortabte kongeriger til læsere af “Hunger Games” og “Game of Thrones”.

I denne medrivende opfølger til den internationale bestseller “Dronningen af ​​Tearling” bliver Kelseas kongerige invaderet af det onde kongerige Mortmesne, hvilket får alvorlige konsekvenser for den unge dronning.

Anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press.

Den her serie fortsætter med at være helt anderledes end noget jeg før har læst. Det er både settingen, og så den her feeling eller stemning bogen har, som slet ikke minder om noget jeg før har læst. Måden karaktererne bliver portrætteret på er så ulig noget jeg har læst før, og det er fandeme fedt!

Jeg elsker bare at Kelsea er så stolt, strid og faktisk også ret grusom. Hvor er det fedt med en karakter, der ikke altid gør det rigtige og er åh-så-engleagtig perfekt. Kelsea er overhovedet ikke perfekt, og jeg elskede hende for det! I det hele taget er det det samme med alle karakterer, der er ingen der er specifikt onde eller gode. De befinder sig alle sammen i en form for gråzone, og det er mega fedt!

Jeg er en sucker for krig i bøger, og her er det ekstra fedt, fordi man får alle detaljerne og der er plads til at sådan noget som krigsstrategi får lov til at fylde. Man hører om manøvrer, hvor det er bedst at trække sig tilbage til og alt sådan noget, og jeg slugte det råt. Og der er også plads til at andre plots, for eksempel var alt det her med Arvath vildt spændende!

Egentlig har bogen alle 5-stjerne-kvaliteterne, men den har også et problem som er lidt svært at forklare uden at spoile, men jeg prøver. I den her bog får Kelsea nogle flashbacks af en art, hvilket egentlig betyder at vi forlader Tearling-historien og går 300 år tilbage til en kvinde ved navn Lily – i tiden før Udvandringen that is. Det var egentlig spændende, men jeg blev faktisk ret forstyrret af den der springen i tid, og især til sidst blev det liiidt for abstrakt.  Jeg følte lidt at jeg hele tiden fik hovedhistorien afbrudt, selvom jeg jo godt kan se hvordan flashbacks’ene giver noget viden om Udvandringen som betyder noget for nutids-historien.

Men bortset fra det, så var det en virkelig spændende bog, og ligesom etteren tager den aldrig helt de drejninger du forventer den vil tage. Det er spændende, og karaktererne er fantastiske!