Anmeldelse: Vandflammens Saga #4: Havets Magi

 

 

• Titel: Havets Magi
• Serie: Vandflammens Saga #4
• Forfatter: Jennifer Donnelly
• Antal Sider: 426
• Udgivelse: 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: Sea Spell
• Forlag: Alvilda
• ISBN: 9788771653090
• Læst: 15/2 til 21/2

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?

Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?

Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

---

Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Det her var helt klart den bedste bog i serien! Wauw hvor var den god! Den var spændende, og det var sådan en bog jeg glædede mig til at sætte mig ned og læse videre i. Den var fuld af magi, venskab og overraskelser, og slutningen var helt perfekt!

Slutningen er faktisk lidt åben, men om den åbning bliver til mere ved jeg ikke lige nu, men det gav helt vildt god mening for resten af historien synes jeg. Der var ligesom ikke plads i historien til, at lige præcis den løse tråd kunne samles uden at det ville have taget fokus fra alt det andet, og det satte jeg pris på. Det gav bedre plads til Orfeo og Abbaddon og krigen.

Jeg var positivt overrasket over, at der var blevet plads til sådan nogle problemer såsom at skaffe våben nok, at folk dør af sult på den lange rejse til det arktiske hav, at hæren ikke bare på magisk vis når frem på nul komma fem, men at det faktisk tager flere måneder. Den slags ting er med til at gøre, at man føler man har været på et meget langt eventyr, som samtidig føles realistisk – faktum er jo altså, at der dør folk på begge sider når man er i krig, og at sult for eksempel altid er et issue, så det var rart at det ikke blev sugercoated.

Og så elskede jeg virkelig alt det med Astrid! Det var mega fedt at Orfeo ikke bare er den onde skurk, men at han måske eller måske ikke er helt ond – måske bare en lille smule? Og Astrids leg med ilden var fedt! I det hele taget synes jeg karakterudviklingen var helt fantastisk, især med Astrid og Serafina, men faktisk med de fleste karakterer. Jeg synes historien var spændende, især fordi man ikke bare kastes huhej ud i en hovedløs krig, men der bliver bygget op til det store slag, at der sker en hel masse inden og sådan noget.

Okay, jeg synes stadig dialogerne nogle gange er lidt tåkurmmende perfekte. Folk siger somme tider det helt rigtige på den helt rigtige måde, så det virker lidt falskt og uoprigtigt. Og så er der visse ting, som går lige lovlig let for oprørerne. Det der med edderkoppen for eksempel. To minutters samtale med Serafina, og så er den klar til at gøre hvad som helst for hende.

Men bortset fra de der lidt for perfekte dialoger, så var det virkelig alle tiders bog. Det var en skide god slutning, jeg synes den var perfekt uden at være for perfekt, hvis i forstår hvad jeg mener? I hvert fald virkelig god slutning på en virkelig god serie.