Anmeldelse: Den Første Lov #2: Før De Bliver Hængt

1667127_1461645415pink 4 stjerner



  • Titel: Før De Bliver Hængt
  • Serie: Den Første Lov #2
  • Forfatter: Joe Abercrombie
  • Antal Sider: 683
  • Udgivelse: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Before They Are Hanged
  • Forlag: Gyldendal
  • ISBN: 9788702170634
  • Læst: 30/5 til 8/6

Hvordan forsvarer man en by, der er omringet af fjender og undermineret af forrædere, når man på ingen måde kan stole på sine forbundsfæller, og når ens forgænger er sporløst forsvundet? Det er nok til, at selv en invalid torturmester kan få lyst til at løbe skrigende bort – hvis han ellers kan uden sin stok. Nordboere er gået over grænsen til Angland og har spredt død og ødelæggelse overalt i det iskolde land. Prins Ladisla er opsat på at drive dem tilbage og vinde udødelig hæder som sejrherre. Der er kun ét problem: Han har kommandoen over den dårligst ledede og udrustede hærstyrke.

Troldmanden Bayaz står i spidsen for en gruppe af dristige eventyrere på en mission, der fører dem gennem fortidens ruiner. Den mest hadede kvinde i Syden, den mest frygtede mand i Norden og den mest egoistiske dreng i Unionen er besynderlige rejsefæller, men også – hvis de ikke hadede hinanden så meget – potentielt dødbringende.

Gamle hemmeligheder bliver afsløret. Blodige slag bliver udkæmpet. Bitre fjender bliver tilgivet – før de bliver hængt.


Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal

Nøj hvor var den god! Det kan godt være bog et er lidt som en meget lang intro, men i og to sker der virkelig noget. Humoren får et hak opad, der sker meget mere, også på actionfronten, og forræderi og rænkespil spreder sig som ringe i vandet. Mysterierne begynder at stikke snuden frem i lyset, og det hele begynder at spidse til.

Det her er en virkelig god fortsættelse til etteren. Bogen er stadig meget drevet af karaktererne, af hvem de er og hvem de er på vej til at blive. Man kommer virkelig til at kende dem, især også fordi bogen jo altså er temmelig lang. Men ud over at være karakterdrevet, så begynder toeren også at tage spændingen en del trin opad. Nu hvor vi ligesom har fået baggrunden på plads i første bog, så er det her eventyret, krigene, rænkespillet og forræderiet for alvor begynder. Jeg kedede mig aldrig, og selvom bogen har taget godt og vel 10 dage at læse, så føles den ikke langtrukken, kedelig eller bleh. Hver eneste side var spændende, og hver eneste karakter gav noget til historien.

Jeg kan lige så godt være ærlig, det er Ferro som tager den sidste stjerne fra bogen. Jeg forstår hende bare ikke, jeg kan ikke sætte mig ind i hendes tankegang, og mest af alt synes jeg hun er blevet utrolig dum. Hun tænker og opfører sig det meste af tiden som om hun ikke har to brikker at flytte rundt med, og det giver bare ingen mening. Jeg forstod hende ikke, jeg kunne ikke relatere til hende, og egentlig syntes jeg bare hun var irriterende. I første bog kunne jeg faktisk godt lide hende, men i modsætning til alle andre karakterer, så bliver Ferro bare mere og mere træls.

Til gengæld synes jeg virkelig Logen var fantastisk i den her bog! Pludselig er han ikke længere intetsigende, men sjov, modig og hård i filten. I approve! Min all time favorit er og bliver Sand Dan Glokta, det er simpelthen den mest fantastiske, komplekse karakter jeg nogensinde har mødt i en bog. Den mand er awesome!

Jeg kan rigtig godt lide, at det nu står klart hvad det egentlig er plottet handler om. I den første bog blev det ikke rigtig introduceret før til sidst, og jeg var nok stadig lidt i tvivl da jeg gik i gang med den her. Men det stoppede hurtigt, og da rænkespillet, løgnene og forræderiet begyndte at dukke op til overfladen, så blev det bare helt afsindigt spændende.

Så hvis du har læst den første bog og synes den var lidt træg, så gør den selv den tjeneste at give bog to en chance. Det er virkelig godt fantasy, det er spændende og med fantastiske karakterer og kulsort humor. Det er helt sikkert det værd at nå frem til bog to, for den er virkelig, virkelig god!

Skriv en kommentar