Anmeldelse: Forbandede Kærlighed

 

 

• Titel: Forbandede Kærlighed
• Serie: –
• Forfatter: Colleen Hoover
• Antal Sider: 371
• Udgivelse: 6. Maj 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: Ugly Love
• Forlag: Lovebooks
• ISBN: 9788711513095
• Læst: 4/5 til 11/5

“Forbandede kærlighed” er en hjerteskærende og hed fortælling om kærligheden, når den gør allermest ondt.

Tate Collins opdager på den hårde måde at kærlighed er en forbandet størrelse, da hun møder den hemmelighedsfulde pilot Miles Archer. Selvom de intet har til fælles og ikke engang er venner, har de en stærk seksuel kemi og en ubestridelige gensidig tiltrækning. Derfor er den logiske løsning, at indlede et uforpligtende forhold udelukkende baseret på sex. Tate har ikke tid til en kæreste og Miles er ikke ude efter kærlighed. Forholdets eneste betingelser er, at hun aldrig må spørge om hans fortid og at hun ikke skal forvente en fremtid. Men, som Tate opdager i “Forbandede kærlighed”, er det lettere sagt end gjort.

---

Anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks.

 Det her var nok bare ikke rigtig en bog for mig. Jeg har læst Maybe Someday af samme forfatter, og den var jeg helt og aldeles vild med. Men denne her? Not so much. Det skyldes faktisk Miles. Jeg kunne bare ikke med ham, jeg synes han var en nar – uanset hvad der skete i hans fortid. Og så var den her bog nok bare lidt for sukkersød på nogle punkter.

Vi kan lige så godt gå lige til sagen: Miles. Jeg brød mig virkelig ikke om Miles. Tate og Miles skiftes til at fortælle historien, Tates kapitler fra nutiden, og Miles’ kapitler er fra hans fortid. Miles’ fortidskapitler leder op til det der gør, at han her i nutiden ikke vil have noget som helst med kærlighed og forhold at gøre. Umiddelbart lyder det jo meget godt, men jeg kunne ikke lide hverken nutids-Miles eller fortids-Miles. Fortids-Miles synes jeg var afsindigt belastende. Det er sikkert meningen at jeg skal synes at hans besættelse og kærlighed til Rachel er sød – men det gjorde jeg ikke. Det er sikkert også meningen at jeg skal synes Miles er en fantastisk ung fyr, der er forelsket og som gør det rigtige når det kræves. Det synes jeg ikke. Faktisk synes jeg, efter at have vendt den sidste side, at fortids-Miles er noget så egoistisk at det næsten gør ondt. Han er røvligeglad med alt og alle, han vil bare have Rachel – koste hvad det vil. I do not approve. Det er ikke fordi deres “forbudte” forhold generer mig, det er mere fordi han knap nok overvejer konsekvenserne. Han er så fjollet-forelsket-teenager at jeg slet ikke kan magte det. Og Fremtids-Miles? Don’t even get me started. Det kan godt være han opsætter “regler”, men der er ingen af hans regler der siger han har ret til at behandle Tate som lort. Og det gør han. Urgh. Sex uden forpligtelser og følelser  er okay, men man kan sgu da godt behandle andre mennesker ordentligt.

Og så havde jeg også et problem med opsætningen i fortids-miles-kapitlerne. Måden sætningerne er sat op på og ordvalget er meget poetisk og lyrisk, og det er altså bare ikke mig. Jeg gider det ikke, og her blev det bare alt for sødsuppe. Miles er så forelsket i Rachel og fortæller det på en sådan måde at jeg fik sukker-overload i løbet af de første tre fortids-miles-kapitler. Det er bare ikke min kop te.

Tate kunne jeg så til gengæld godt lide! Jeg synes hun var en god personlighed, spændende og med holdninger og meninger om mange ting. Man kommer lynhurtigt til at kende hende, og hun er meget likeable. Hun er i stand til at sige fra og tage hånd om sit eget liv, men hun er også sårbar og bliver ked af det. Jeg ville bare sådan ønske at hun ikke lod Miles trampe sådan på sig. Men bortset fra det, så kunne jeg vældig godt lide Tate. Jeg synes hun var nem at relatere til, og en virkelig god hovedperson. Og så bliver jeg også nødt til at nævne Cap. Cap er den mest fantastiske karakter, han er så sjov og har så meget personlighed, og hans betragtninger er lige dele skide sjove og fulde af visdom.

Der er heller ingen tvivl om, at der er tiltrækning mellem Miles og Tate. Det er der, og der er masser af det. Men i og med at jeg virkelig ikke kunne lide Miles, så havde jeg det også lidt stramt med romantikken. Jeg følte ikke rigtig for den, men jeg følte til gengæld for Tates følelses, hvis det giver mening?

Egentlig fungerer det rigtig godt med spillet mellem nutidskapitler fra Tate og fortidskapitler fra Miles. Det afsløres ikke med det samme hvad der skete i hans fortid som ødelagde hans lyst til kærlighed og forhold. Efterhånden som Tate og Miles’ forhold udvikler sig i nutiden, ledes der op til afsløringen af hvad der skete med Miles gennem hans fortidskapitler. Selvom jeg syntes Miles var en idiot, så blev jeg alligevel drevet frem af nysgerrigheden og lysten til at vide, hvad der kan ske som kan drive en person så langt ud. Lige netop det der skete var utroligt hjerteskærende og følelsesladet. Historien i sig selv er også rigtig spændende og ret nervepirrende. Uanset hvor sur jeg var på Miles, så kunne jeg ikke rigtig stoppe med at læse. Jeg overvejede aldrig at droppe bogen helt, jeg blev så fanget af lysten til at vide hvordan det hele løste sig til sidst – og om det overhovedet løste sig.

Overall, så tror jeg at jeg ville have været ret vild med bogen, hvis jeg havde brudt mig om Miles – både fortids-miles og nutids-miles. Men jeg kunne virkelig ikke lide ham, og derfor var jeg heller ikke rigtig solgt på romantikken. Bogen var egentlig OK underholdende det meste af tiden, og det er ikke en bog jeg fortryder jeg har læst, men det er nok heller ikke en bog jeg kommer til at læse igen.