Anmeldelse: Dronningen af Tearling #1: Dronningen af Tearling

 

 

• Titel: Dronningen af Tearling
• Serie: Dronningen af Tearling #1
• Forfatter: Erika Johansen
• Antal Sider: 456
• Udgivelse: 30/4 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: The Queen of the Tearling
• Forlag: People’s Press
• ISBN: 9788771375725
• Læst: 2/5 til 4/5

Dronningen af Tearling er en medrivende fantasyroman til læsere af Hunger Games og Game of Thrones.

Prinsesse Kelsea er opvokset i eksil, langt fra familiens kongerige. På hendes nittenårs fødselsdag ankommer den tidligere dronnings vagtværn for at eskortere hende tilbage til slottet, så hun kan genvinde sin retmæssige trone. Med sig har hun Tearling-safiren, der besidder store magiske kræfter, og hun får brug for den og al den hjælp, hun kan få, hvis det skal lykkes hende at nå sit mål.

Den første bog i trilogien om dronning Kelsea og kongeriget Tearling.

---

Anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press.

Wauw, den her bog var helt anderledes end noget jeg før har læst. Altså, det er fantasy, og det har jeg godt nok læst meget af, men DRONNINGEN AF TEARLING havde bare en helt anden stemning, et helt anderledes sæt karakterer og en helt anderledes historie end noget jeg før har læst. Den var uventet, anderledes og virkelig, virkelig god!

Nu sagde jeg jo, at det var fantasy – og det er det også. Men det er nærmest en slags fantasy i fremtiden, lidt alá The Shannara Chronicles. Så der er sket et eller andet med verden som den er i vores nutid, og verden er så nu tilbage i en slags middelalderlignende tilstand. Jeg synes egentlig det var ret fascinerende, man får ikke en masse information om det kastet i hovedet, mere små bidder af information som man så kan bruge til at danne en idé om hvad der skete. Men altså, det er middelalderlignende, man rider på heste, bor i borge, kæmper med sværd, kniv og bue, og der er også magi og overnaturlighed involveret. Jeg var vild med det, og jeg synes det var fedt at verdenen var bygget på vores egen.

Noget af det bedste ved den her bog var karaktererne. Det er primært Kelsea der fortæller historien, men ind imellem skifter POV til andre, for eksempel den Røde Dronning, Rigsforstanderen eller andre der har rolle i det store spil om Tearlings trone. Det der er så fantastisk her er, at der ikke er nogen der er gode eller onde – alle har gode og dårlige sider, og alle har en flig af ondskab eller godhed i sig, selv Kelsea. Bogen minder lidt om Game of Thrones i måden folk begår grusomheder på. Vi får fortalt disse grusomheder, men det er slet ikke så voldsomt som Game of Thrones. Men karaktererne i den her bog begår mord, forræderi, voldtægt, de sælger slaver, mishandler børn, tryner og terroriserer andre. Der er ingen hellige Mary Sue’s her, ikke engang Kelsea. Personerne er så komplekse og så levende, at man bliver draget ind i deres hoveder, og man føler man kender dem og ved, hvem de er.

Kelsea er en helt fantastisk hovedperson. Hun ved ikke en pind om at være dronning – ikke rigtig i hvert fald. Hun har levet hele sit liv i beskyttet isolation, for der er mange der gerne vil se hende død. Kelsea er ualmindelig handlekraftig, hun er sarkastisk, sjov og snarky, men hun er også en hård negl, der kan dømme folk til døden på et øjeblik. Hun er hård, nogle gange ligefrem grusom, hun er ligefrem og helt og aldeles fantastisk. Hvor var det skønt med en hovedperson som tog tronen som en dronning, som turde tage beslutninger og gøre det der skal gøres. Hun var simpelthen så sej!

Når man starter bogen, så tror man at man har en idé om, hvad der skal ske og hvor historien bevæger sig hen ad. Men historien overraskede mig igen og igen, og selv nu hvor der er gået nogle dage siden jeg læste bogen kan jeg ikke rigtig komme i tanke om en bog med en historie helt som denne her. Stemingen i bogen er fantastisk, nærmest lidt dyster og dommedagsagtig, og man føler hele tiden at skæbnen venter lige om hjørnet. Jeg var vild med det, jeg blev virkelig draget ind i den her historie, i universet og personerne, og jeg fløj igennem bogen på ingen tid.

Det eneste jeg har det lidt svært med er det med, at Kelsea ikke må vide noget som sin mor. Der er en hel masse historie, hvordan hendes mor døde, hvordan hun regerede og så videre, som Kelsea ikke får en pind at vide om. Når hun spørger siger alle bare at de har svoret ikke at sige noget eller at “hun ikke er klar”. Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor hun ikke må få det her at vide – jeg går ud fra det kommer i de næste bøger, men alligevel. Jeg synes ikke rigtig det gav mening.

Bogen har en slags lidt dyster stemning. I kombination med en historie som slet ikke var som jeg havde forestillet mig og karakterer der var komplekse og anderledes, så blev bogen en bog som jeg aldrig har læst noget magen til før. Den er virkelig god, spændende og med helt fantastiske karakterer.