Lydbogsanmeldelse: Den grønne Ø #1: Smertensbarn

 

 

• Titel: Smertensbarn
• Serie: Den Grønne Ø #1
• Forfatter: Mette Finderup
• Tid: 8 timer 12 minutter
• Udgivelse: 2012
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Dansk
• Genre: YA, Nordisk Mytologi
• Forlag: Gyldendal
• ISBN: 9788702117523

 

Gyrith bor sammen med sine forældre i en lille by i vikingetidens Danmark. Hver sensommer sender man byens fornemmeste jomfru af sted på en form for åndelig rejse for at prise kærlighedsgudinden Freja og igennem hende sikre byens fremtid. I år er det Gyriths tur, men noget går helt galt, og gudinden kaster en frygtelig forbandelse over hende: Freja vil tage alle, som Gyrith nogensinde kommer til at elske, fra hende.

Truslen har ingen umiddelbar effekt på Gyrith, der drømmer om mere og andet end bare at blive gift. Men det går hurtigt op for hende, at kærligheden har mange ansigter, og at hun i høj grad har noget at miste. For hvad kommer der nu til at ske med hendes elskede bror? Med hendes bedste veninde? Og med hendes far og mor? Og hvad med den mystiske fyr, hun møder ude i skoven, der tænder helt nye og ukendte følelser i hende?

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet.

Jeg må nok hellere krybe til bekendelse og sige, at jeg nok aldrig ville have læst/hørt den.Egentlig har jeg altid syntes den lød god, men når jeg så den i boghandlen så den bare så kort ud, og jeg blev lidt bekymret for om den var for barnlig eller simpel – og så havde jeg lidt svært ved at retfærdiggøre at betale 200 kroner for en bog der var så tynd. Men den var overhovedet ikke barnlig, faktisk var den virkelig, virkelig god og et must-read for alle der vilde med Nordisk Mytologi.

Det gode:

• Hele historien fortælles af Gyrith, og hun er bestemt ikke den mest likeable karakter. Faktisk er hun lidt et forkælet røvhul, og hun har et virkelig grimt syn på trælle og slaver. “De er bare slaver, de skal gøre som jeg siger”, den slags. Men på den anden side kan jeg godt relatere til hende, for jeg var lige så utålelig da jeg var 12-13 år – minus det med slaverne altså. Og jeg kan godt lide at der er lagt op til en masse karakterudvikling, og at Gyrith er en kompleks karakter der ikke helt har styr på hvad der er rigtigt og forkert.
• I det hele taget befinder alle karakterer sig i en gråzone, hvor de hverken er vildt gode eller vildt onde, hvilket egentlig gør alle meget komplekse og spændende.
• Der er et helt andet spin på de nordiske guder i den her bog, og det synes jeg var vildt fedt! De er faktisk temmelig meget nogle lede idioter, og bliver portætteret på en helt anden måde end jeg har læst om før.
• Den er spændende. Fra start til slut var jeg virkelig fanget af den, og jeg spacede aldrig ud mens jeg lyttede til den. Ja, jeg var lidt oppe og køre over kattescenen, men derudover var jeg komplet hooked.
• Jeg kunne vældig godt lide det der foregik mellem Gyrith og Balder. Det var lidt forskruet og lidt skørt, men det føltes virkeligt og var virkelig spændende.
• Jeg synes worldbuildingen var god, den måde de levede på var som jeg forestiller mig man levede i vikingetiden, og det kunne jeg godt lide. det virkede realistisk.
• Rigtig meget af det der skete havde jeg faktisk slet ikke forudset.

Det knap så gode:

• Der er en scene hvor Gyrith bliver så overvældet af raseri og uretfærdighedsfølelse at hun vrider halsen om på den stakkels lille killing, der ligger spindende og sover i hendes skød. Jeg er pisseligeglad med hvor sur du er, man myrder ikke uskyldige dyr, punktum. Jeg blev så vred og så ked af det at jeg tudede hele vejen hjem i bilen, og jeg var i tvivl om jeg overhovedet havde lyst til at læse videre. Jeg ved godt at sådan nogle ting sker, men jeg vil ikke læse om det, for jeg ved jeg bliver så ked af det at jeg bliver helt deprimeret og trist i flere dage bagefter.
• Der er altså noget med måden folk taler på der ikke hænger sammen. Vi er i vikingetiden, og folk taler simpelthen på en alt for moderne måde. Nu er det jo ikke fordi de behøver tale oldnordisk, men ordet “lækker” om en pige hører altså bare ikke til.

Uanset hvor vred og ked af det jeg var over det med katten, så kan jeg ikke nægte at jeg virkelig synes den var god, den var spændende, jeg synes det var rart med karakterer der ikke var alt for gode, og jeg synes det var et godt tag på den Nordiske mytologi. Jeg er måske lidt bekymret for at læse videre i serien, for jeg kan simpelthen ikke holde til flere killingemord – men på den anden side forestiller jeg mig ikke lige at det er sådan noget der sker mere end en gang, og jeg er alligevel nysgerrig nok på Gyriths historie til at jeg har sat toeren på min ønskeliste.