Lydbogsanmeldelse: Ulfhedin-sagaen #1: Heksens Kald

37932682

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Heksens Kald
  • Serie: Ulfhedin-Sagaen #1
  • Forfatter: Mette Sejrbo
  • Tid: 16 timer 57 minutter
  • Udgivelse: 2015
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Genre: NA Paranormal Romance, vampyrer, vølver, varulve
  • Forlag: Dreamlitt
  •  ISBN: 9788771712162

 

Emilie vil helst bare være helt normal. Men uforklarlige hændelser sker omkring hendes attenårsfødselsdag, og snart bliver hun hvirvlet ind i en overnaturlig verden, som er skjult for alle andre. En verden befolket af vølver, varulve og vampyrer. Emilie bliver tvunget til at vælge, om hun vil fortsætte sit liv som helt almindelig teenager med halvdårlige karakterer og kærestesorger, eller om hun vil følge kaldet som vølve og blive en del af en tusindårig kamp mod ondskab og forbandelse. Et valg, som har uoverskuelige konsekvenser, ikke blot for Emilie selv, men også for hendes familie og venner.

Heksens kald er første bind i Ulfhedin-sagaen, en mytologisk fantasyserie for voksne.

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet.

Jeg hørte første gang om den her bog dengang den udkom – og da havde den det mest rædselsfulde cover nogensinde. Den lignede en billig kioskroman, og jeg fik fakkertalt ikke spor lyst til at læse den når jeg kiggede på den. Den lyder god, men jeg frygtede kluntet sprog og stavefejl, kliché og kedeligt plot. Altså blev den ikke læst, før jeg så den til 3 for 100 kroner på en stand til Herlufsholm Fantasybogmesse. Nu har den jo så fået nyt cover og er meget mere indbydende, men honestly guys? Der gemmer sig en virkelig god fantasy bag der gamle grimme cover, så lad jer for guds skyld ikke afskrække. Det er virkelig godt!

Det Gode:

  • Bogen skifter synspunkt, og det fungerer helt vildt godt! Vi skifter mellem Emilie, Marie, Jonas og Sebastian, og det spiller bare. Der bliver skiftet på de rigtige tidspunkter, sådan at det hele tiden bliver ved med at være spændende, og jeg sad heller ikke og havde en favorit, sådan som jeg ellers normalt har det.
  • Sebastian er rå, brutal og pænt ondskabsfuld, og jeg elskede det! Det virker realistisk, taget i betragtning hvad han er, og jeg synes det gav rigtig meget spænding til historien at man aldrig vidste hvad han kunne finde på – og så synes jeg egentlig bare hans karakter var fascinerende.
  • Jeg kunne vældig godt lide både Emilie, Marie og Jonas. Især kunne jeg godt lide begyndelsen, hvor man fulgte Emilie og Maries venskab, og hvordan Emilie udvikler følelser for hinanden. Emilie og Marie var en fornøjelse at følge, deres venskab er alle tiders!
  • Grotten. Jeg elsker stemningen!
  • Fra start til slut var den spændende. Jeg blev aldrig træt af den, kedede mig eller havde lyst til at skippe videre til næste persons kapitel, og det var en fornøjelse at høre den på lydbog.
  • Det nye cover er virkelig bare SÅ meget bedre end det gamle.
  • Jeg kan vældig godt lide worldbuildingen. Varulve og vampyrer har vi alle sammen set hundrede gange før, men det med vølverne og jætterne er nyt for mig, i hvert fald på den her måde, og jeg kunne vældig godt lide det! Det var spændende og gennemført.
  • Forbandelsen er et cool twist!

Det knap så gode:

  • Jeg synes de ældre vølver taler på en underlig måde. Jeg forestiller mig dem som voksne, vise kvinder, men de taler lidt som om de er teenagere, og de føles ikke specielt vise. Faktisk føles det lidt som om de ikke kan regne de simpleste ting ud, og det synes jeg var lidt mærkeligt – hvordan har de overhovedet overlevet så længe når de ikke kan lægge to og to sammen? Det samme når de skal forklare Emilie ting, det bliver tit skåret lige rigeligt ud i pap. Hun er ikke dum, okay? Og det er læseren i øvrigt heller ikke.

Derudover har jeg faktisk ikke så meget andet at sige end at det her var en virkelig positiv overraskelse, og at jeg glæder mig til fortsættelsen.

Skriv en kommentar