Anmeldelse: Det Ender Med Os

 

 

• Titel: Det Ender Med Os
• Serie: –
• Forfatter: Colleen Hoover
• Antal Sider: 409
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: It Ends With Us
• Forlag: Lovebooks
• Genre: NA Romanca
• ISBN: 9788711568477
• Læst: 4/1 til 19/1

 

Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt.

Da Lily falder for den flotte neurokirurg Ryle, er det næsten for godt til at være sandt. Hun har ikke altid haft det let, men nu ser alting lyst ud. Selvom Ryle er imod faste forhold, giver han snart efter for sine principper, og Lily er lykkelig. Men der er alligevel noget ved Ryle, der giver skår i glæden – og da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og Ryle har opbygget sammen.

Anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks.

Det er altså ikke fordi det var en dårlig bog at der gik så længe fra jeg startede med at læse den til jeg blev færdig, jeg blev bare fuldstændig opslugt i Healer-serien og kunne slet ikke tænke på andet. Jeg efterlod den her på side 50, og allerede der syntes jeg faktisk den var virkelig god, og jeg glædede mig til at komme tilbage til den.

Da jeg så var færdig med min Healer-craze, og kom tilbage til den her, så kunne jeg forsvinde direkte ind i bogen, selvom der faktisk var gået nogle uger siden jeg sidst havde læst i den. Colleen Hoover har skabt en fantastisk hovedperson, nogle fantastiske bipersoner, og en virkelig skøn setting. Jeg elskede storbystemningen-blomsterhandlen, Hvordan Alyssa er så fuld af liv og karakter, Hvordan Ryle er både allerhelvedes tiltrækkende og samtidig lidt skræmmende og intetens, og jeg elskede det med dagbøgerne!

Det Ender Med Os har et klart budskab, og jeg er jo faktisk ikke den største fan af bøger med alt for klare budskaber – fordi det som regel bliver skåret ud i pap og tværet ud i mit ansigt, og det hele føles konstrueret fordi budskabet var vigtigere end historien. Sådan en bog er Det Ender Med Os ikke. Jeg kunne da godt fra starten se at der var et budskab undervejs, en vigtig ting som forfatteren gerne vil fortælle mig, men jeg følte ikke at historien var konstrueret for at fortælle mig den besked. Det er den jo selvfølgelig, men det vigtige er at det ikke føltes sådan. Det føltes som en virkelig historie med virkelige mennesker, og det var helt fantastisk!

Jeg vil ikke sige at historien er overraskende – det er den ikke, eller i hvert fald var den det ikke for mig. Men Colleen Hoover er så fandens god til at skabe karakterer med så meget liv og personlighed at det hele kommer til live inden i dig, du føler alt det Lily føler, du oplever det her sammen med Lily, og de hjerte knuses sammen med Lilys. Så egentlig endte det med at være ligegyldigt at jeg egentlig godt vidste hvordan det her ville ende, for jeg var fuldstændig opslugt af den bog. Jeg havde så svært ved at slippe den, og siderne vendte bare sig selv så snart jeg satte mig ned med den. Den var en pageturner, og den fik mig igennem hele følelsesregisteret. For helvede den var god!

Og så bliver jeg også nødt til at nævne, at jeg virkelig satte pris på, at selvom historien egentlig er frygtelig deprimerende, og man får sit hjerte knust og det hele egentlig er ret forfærdeligt, så følte jeg ikke at bogen trak mig med sig ned. Ja, jeg følte med Lily, men bogen fik mig ikke til at føle at jeg selv var deprimeret eller gav mig lyst til at lægge mig til at dø i et hjørne, hvis i forstår hvad jeg mener? Livet er ret fucked up i forvejen, og jeg gider simpelthen ikke bøger som gør mig deprimeret. Jeg kan godt lide at være glad, if ya’ know what I mean.

Så altså, endnu et kæmpehit for mig, og Colleen Hoover er vist også efterhånden blevet et must-red for mig. Bortset fra Forbandede Kærlighed har jeg elsket alt hvad jeg har læst af hende, og jeg er totalt klar på mere Hoover. Hun kan altså noget helt fantastisk ❤