Lydbogsanmeldelse: Ravneringene #1: Odinsbarn

 

 

• Titel: Odinsbarn
• Serie: Ravneringene #1
• Forfatter: Siri Pettersen
• Tid: 17T 56 minutter
• Udgivelse: 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Norsk
• Originaltitel: Odinsbarn
• Forlag: Høst & Søn
• ISBN: 9788763854429

 

Forestil dig at mangle noget alle andre har. Noget som beviser, at du hører til i denne verden, noget så vigtigt, at uden det er du ingenting: En pest, en myte – et menneske.

Som 15-årig opdager Hirka, at hun er et odinsbarn – en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere, hvem hun er, og er tilmed på flugt for sit liv. Men dette er kun begyndelsen, og Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe.

Odinsbarn er en storslået fantasyfortælling med rødder i nordisk mytologi. En historie om at skille sig ud fra mængden, om fremmedhad, fordomme, magtbalancer og kærlighed. Det er den første af tre bøger om pigen Hirka i trilogien Ravneringene.

[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet.

Jeg tror det var en fejl at høre den her på lydbog. Det er lidt skørt, men jeg synes faktisk det var en helt fantastisk historie, fantastiske karakterer og fantastisk univers. Men faktum er, at jeg rimelig tit spacede ud og tænkte på noget andet mens jeg lyttede. Og så kunne jeg faktisk heller ikke lide Hirka.

Det gode:

• Worldbuildingen. Wauw hvor er det fedt! Det er gennemført, det er spændende, det er stort og komplekst og føles meget overbevisende. Jeg er ikke så stærk i nordisk mytologi til at jeg kan sige om det stemmer overens med nogle af de myter og historier der findes, men jeg var komplet solgt på den verden jeg blev præsenteret for.
• Komplekse, spændende karakterer. Der er ingen flade, kedelige papfigurer her. Alle har så mange forskellige facetter der gør dem til den de, også de bipersoner der fylder knap så meget.
• Der sker virkelig meget, uden at det føles forhastet. Når man har læst/lyttet bogen færdig, føles det lidt som om man har været på et årelangt eventyr. Historien føles lang på den der fantastiske måde.
• Snedighed. Jeg elsker, at der er så mange hemmeligheder, at alle lyver og gemmer på noget, og det hele var meget snedigt udtænkt følte jeg. Du får nok at vide til at det er neglebidende spændende, men ikke så meget at det bliver kedelig – og ikke for lidt, så du bliver forvirret eller ikke er overbevist.
• Plottwists. Dem er der mange af, og de er mega awesome! Også selvom jeg havde gætte noget lang tid i forvejen – for eksempel det med ritualet, så var det alligevel mega spændende.

Det knap så gode:

• De korte sætninger var ikke rigtig et hit på lydbog tror jeg, oplæseren var faktisk rigtig god meget af tiden, men nogle gange japper hun, fordi sætningerne er ret korte sådan generelt.
• Jeg spacede ud nogle gange mens jeg lyttede, begyndte at tænke på alt muligt andet. Jeg kan faktisk ikke helt sætte fingeren på hvad det var, men jeg tror det havde lidt at gøre med de korte sætninger. I don’t know, men det er primært derfor den her ikke lander på fem stjerner. En femstjernet bog spacer man bare ikke ud mens man lytter til.
• Hirka. På mange måder kan jeg rigtig godt lide hende, men nogle gange er hun frygtelig naiv og selvoptaget, og det gjorde at jeg meget af tiden ikke rigtig brød mig om hende. Hun tror, at alting handler om hende, og jeg kan godt lidt sætte mig ind i det – 13-årige mig var ligesådan, men det bliver bare ikke rigtig bedre. Efter bog et er hun stadig meget barnlig og meget selvoptaget, og jeg ville sådan ønske det blev bedre.
• Jeg er bekymret for den næste bog. Jeg havde jo regnet ud havd Hirka var, og hvad det betød, men hvis bogens handler flyttes til vores verden i vores nutid, så bliver jeg gal. Jeg kan ikke rigtig forene det fantastiske univers i Ymslanda med vores tid, og det gør lidt at jeg er tøvende med at begynde at lytte til den næste.

Så altså en lidt op og ned-bog, men det var det der med at jeg spacede ud der gjorde udslaget. Den her bog har rigtig meget fantastisk der fungerer, og worldbuildingen er fænomenal. Men når jeg spacer ud, så er den bare af en eller anden årsag ikke fængende nok, og jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor den ikke var det. Men jeg er ikke færdig med serien, jeg er faktisk ret spændt på hvad der kommer til at ske med Ymslanda – men please, ikke noget nutids-menneskeverden, okay?