Anmeldelse: Skyggens Lærling #1: Gorlans Ruiner

 

 

• Titel: Gorlans Ruiner
• Serie: Skyggens Lærling #1
• Forfatter: John Flanagan
• Antal Sider: 325
• Udgivelse: 2008
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: The Ruins of Gorlan
• Forlag: Tellerup
• ISBN: 9788721027612
• Læst: 20/9 til 1/10

Will har altid været lidt bange for dem. Rangerne. For de virker mystiske og gådefulde i deres mørke kapper. Og så har han hørt, at de kan gøre sig usynlige, når de vil.

15-årige Will kan ikke komme ind på Ridderskolen, fordi han ikke er høj nok. I stedet bliver han tilbudt en lærerplads hos Skyggen for at blive uddannet som ranger.

Will har de egenskaber, der skal til, siger man. Han er hurtig, han kan bevæge sig lydløst, han kan klatre, og han er skarpsindig.

Men han får også brug for at være modig. For Morgarath, herre over Regn- og Nattebjergene, er ved at smale sine frygtindgydende tropper til et angreb mod kongeriget.

En kamp, som Will slet ikke har fantasi til at forestille sig, skal til at begynde..

Jeg har fået anbefalet Skyggens Lærling hundrede og sytten gange, og jeg har bare aldrig fået den læst. Jeg lånte den engang med hjem fra biblioteket, men fik den heller ikke læst der – jeg er hende der altid slæber flere bøger med hjem end hun kan nå at læse, haha! Jeg tror det var fordi jeg måske troede den ville være lidt barnlig på den trælse måde, hvis i forstår hvad jeg mener? Selvom folk sagde den var fantastisk, kunne jeg nok bare ikke rigtig ryste følelsen af at den var kedelig og barnlig ud af tankerne.

Men så skete der jo det, at John Flanagan kom til Esbjerg fantasyfestival i år. Så jeg købte bogen for at få den signeret, fordi jeg tænkte at nu var det simpelthen på tide jeg fik den bog læst – og så kunne man jo passende få den signeret også. Det er jeg fandeme glad for jeg gjorde, for den her bog var fantastisk! Ja, den er lidt ung på en måde, men for snart 30-årige mig var det overhovedet ikke noget problem. Jeg elskede den fra start til slut, jeg elskede karaktererne, jeg elskede var rar og hyggelig læsning det var, og hvordan h´den havde den bedste slags humor.

Jeg synes det gik lidt hurtigt med kampscenerne, og jeg skal gerne indrømme at det ikke var dem der trak bogen i vejret for mig. Det var mere sådan noget som hvordan Horace’s plageånder får en afklapsning, at høre om hvordan Will lærer alle de her ranger-ting, hvordan han tænker over ting og lærer nyt, alle de her forskellige personer med forskellige karaktertræk., og humoren. Jeg slugte hvert eneste sekund af Wills undervisning, jeg elskede virkelig at følge med i hvad han lærte og hvordan han lærte det, og jeg elskede at der også var plads til at Will kunne føle sig usikker. Vi følger mest Will, men også Horace, og det var virkelig super! Især fordi Horace og Will ikke ligefrem er perlevenner til at begynde med.

Alle karaktererne er levende, de har deres egen personlighed og måde at være på, og jeg kunne virkelig godt lide både Will og Horace, også selvom Horace er lidt en skovl nogle gange. Jeg synes det var sjovt, hvordan Halt kan føles som såfantastisk en person, når han egentlig er lidt sur, grumpy og behandler Will ret uretfærdigt nogle gange. Alligevel ender man med at elske ham, og alle karaktererne ender med at betyde noget for en.

Jeg kunne godt have brugt et kort over verdenen, og jeg kunne godt have brugt noget mere viden om universet. Men honestly, så betød det ikke noget, fordi jeg simpelthen bare forsvandt ind i bogen. Jeg forsvandt ind i universet, det var spændende, levende og simpelthen bare alle tiders læseoplevelse. Hvis du endnu ikke har læst den og er i tvivl om det er noget for dig, så lad være med at begå samme fejl om mig og lad den vente så længe. Det er virkelig alle tiders rare, hyggelige, spændende og sjove historie.