- Titel: Ved Daggry Dør Mørket
- Serie: Morgendagens Børn #1
- Forfatter: E. B. Heimdal
- Antal Sider: 349
- Udgivelse: 2016
- Sprog: Dansk
- Originalsprog: Dansk
- Forlag: Lindbak + Lindbak
- ISBN: 9788799940509
- Læst: 17/12 til 22/12
Første bog i serien om Morgendagens Børn.
Skye og hendes tvillingbror, Ecco, kæmper for at overleve i en verden uden voksne. I fem år har de vandret i skovene alene. Men de er ikke de eneste. Andre grupper af børn lurer ude i vildmarken. Nogle er fjender. Andre er venner. Hvem kan de stole på? Skye og Ecco finder snart ud af, hvor langt de selv er villige til at gå for at overleve. Og hvad med den mystiske sygdom, som slog alle de voksne ihjel – er den vendt tilbage?
En fortælling om overlevelse, venskab, håb og kærlighed.
Anmeldereksemplar fra forlaget Lindbak + Lindbak.
I starten var jeg bare slet ikke fanget af den her bog. Jeg synes den var skrevet underligt, jeg connectede ikke med karaktererne, og Ecco kunne jeg bare overhovedet ikke lide. Jeg synes også den var forvirrende, jeg fattede ikke rigtig hvad der var sket eller hvor i verden man egentlig var.
Den er skrevet på en lidt underlig måde, som der gik ret længe inden jeg sådan rigtig kom ind i. Vi får fortalt historien i 3. person, men alligevel er det nærmest som om nogen fortæller dig historien. Jeg følte lidt at jeg sad i et teater og fik vist og fortalt historien, men ikke at jeg selv var en del af den. Vi tager lige et par citater:
De kan ikke se de andre dyr komme frem i lysningen, og Salomon kryber frem fra deres skjul. Jo mindre larm han laver nu, desto større er chancen for, at han ikke skræmmer andre mulige byttedyr væk. Og hvis de er heldige, kan de måske nå at skyde et par fugle mere, inden det bliver mørkt. – Ved Daggry Dør Mørket, side 57.
Ecco tjekker den sidste af de fire snarere, han satte op i går, og han kan se, at der sidder et mindre dyr fanget i den. Det er en langøre, og den er ikke død, men er fanget i snaren med sit venstre forben. Den får øje på Ecco, som nærmer sig, og prøver desperat at komme fri, men jo mere den kæmper, desto mere strammes snaren. – ved Daggry Dør Mørket, side 67
Altså, forstår i hvad jeg mener? Der gik vel omkring 100-150 sider, før jeg ligesom havde vænnet mit til den her lidt distancerede fornemmelse og måden, sætningerne var bygget op på. Men da jeg så havde vænnet mig til det, så begyndte jeg også at connecte meget bedre med karaktererne, og det var ligesom der, at bogen virkelig blev fængende.
Der er også lige det med Skye og Ecco. Selvom der er mange flere personer, hvis synspunkt vi får historien fra, så er det ligesom de to der føles som hovedpersoner. Så længe de to er sammen, så synes jeg slet ikke det fungerer. Ecco er snotdum, han er arrogant og han er en ondskabsfuld idiot, og Skye er ligesom et forkælet barn – hun kan absolut ingenting selv, hun tænker sig ikke om, og det var simpelthen så irriterende!
Men på et tidspunkt skilles Skye og Ecco, og der bliver også mere plads til nogle af de andre karakterer, og det var der jeg virkelig synes bogen blev god! Pludselig er Skye ikke længere en mimrende efterløber, men kan tænke og føle selv, og hun bliver bare så meget mere likeable. De andre personer får også mere plads, og jeg begyndte at føle jeg kendte dem og vidste, hvem de var.
Sådan univers-agtigt, så ville jeg stadig gerne have vidst lidt mere om, hvad der egentlig skete. Jaja, de voksne er døde, og der er noget med en sygdom, men verdenen før sygdommen virker ikke rigtig som nutidens verden, men mere som en slags fortids-1800-tals verden eller en slags dystopisk fremtid, og jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvordan det hang sammen. Til gengæld har bogen det fedeste survival-univers. Rigtig meget af tiden går jo med at overleve, samle mad og sørge for at man ikke dør af sult eller sygdomme. Det var SÅ fedt! Jeg er en total sucker for survical-historier, og det fik jeg i hvert fald rigeligt af her.
Når man når hen omkring halvvejs, så begynder historien også virkelig at blive spændende. Det er der du har lært personerne at kende, og plottet ligesom begynder at tage fart. Karaktererne udvikler sig som svar på de ting, der sker, og de sidste 200 sider var virkelig, virkelig gode! Det blev spændende, den var svær at lægge fra sig, og der var en rigtig god blanding af karakterer, romantik, venskab, plot og survival.
Så sådan roughly kan man dele bogen op i to dele: de første 150 sider, hvor jeg måtte slæbe mig igennem, og som føltes som 2 stjerner, og så resten som føltes mere som 4 stjerner. Så hvis man ikke lige synes om den med det samme, så giv den lige en chance – der gemmer sig faktisk en rigtig god bog, når man først lige kommer ind i den.
Sus' bogblog 