Anmeldelse: Dragernes Konge #2: Gøglerkongens Sværd

32054838pink 3 stjerner



  • Titel: Gøglerkongens Sværd
  • Serie: Dragernes Konge #2
  • Forfatter: Carina Evytt
  • Antal Sider: 461
  • Udgivelse: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 978-87-588-2135-1
  • Læst: 13/10 til 16/10

I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan.

Nu ulmer oprøret …

Kiri lever et frit, men farligt liv.

Sammen med barndomsvennen, Josvai, leder hun en røverbande, og er kendt og eftersøgt som landets bedste klatretyv. Kiris rygte når vidt omkring, og en dag bliver hun kontaktet af den mystiske gøgler, Waris, som ønsker at hverve hende til en usædvanlig opgave.

Hun skal stjæle et sværd fra en fæstning på en klippeø der bevogtes af de berygtede, mørke troldmænd, Drakkar.

Og som om det ikke er nok, ligger øen midt i et område der regeres af den forførende og utilregnelige elletrold, Svart. En konge som Waris både hader og frygter.

Dragernes konge er en fantasyserie om kærlighed, venskab og magi.


Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

I løbet af de første 20 sider blev jeg fuldstændig besat af den her bog. Hold nu kæft hvor var den god, to skide sjove og badass hovedpersoner, og elletrolde! Så fedt! Og virkelig awesome romance, god humor, spænding. This book got it all – indtil den så ikke havde det længere.

Men det starter helt fantatisk ud. Vi møder Kiri, som er en røverprinsesse. Hun er cool, hun er snedig og hun er totalt asskicking-awesome, men hun er stadig en pige, og det var fedt! På en eller anden måde får Kiri røvsparkeri til at være både feminint og vildt cool på samme tid, og så er hun altid klar med en smart bemærkning. I looved her! Jeg elsker elsker elsker en kickass hovedperson, og det var Kiri i hvert fald!

Hovedperson nummer to er Waris, som er, well, en gøgler. De to skiftes til at fortælle historien, og det fungerer skide godt! Waris er en helt anden personlighed end Kiri, og de komplementerer hinanden helt fantastisk. Altså, Waris er faktisk skrupskør, i hvert fald indtil du lærer ham at kende. Han er totalt sær, virkelig sjov og vildt sej! Der er ikke noget der kan slå Waris ud, og slet ikke Kiri der ellers ihærdigt prøver at slippe af med ham. Jeg elskede Waris, han var simpelthen fantastisk!

Der er helt klart kemi mellem Waris og Kiri, og romance er i luften. Men da de møder elletroldene, så er det romantikken virkelig bliver spændende! Elletroldendes leder hedder Svart, og han er vild med Kiri fra første øjekast. Og han lægger ikke spor skjul på det! Han er faktisk lidt som Finnick fra Hunger Games, han lægger ikke skjul på at han elsker piger og sex, han flirter skamløst og alligevel kan man ikke lade være med at swoone fuldstændig over ham. Det kan godt være det er et trekantsdrama, men det er fandeme et nervepirrende og skide godt en af slagsen.

Så langt så godt, Historien er spændende, karaktererne er awesome, inklusiv bipersonerne, romantikken er nervepirrende og to die for, der er swoonworthy overnaturlige væsner. What’s not to like?

Helt ærligt, bogen er fantastisk indtil vi når til Iso Järvi. Herfra går det totalt ned ad bakke. Kiri bliver ligepludselig en fnisende overdramatisk teenager i stedet for den snedige, hårdslående og awesome karakter hun var før. Hun tager så ufattelig dårlige beslutninger, og sådan som hun behandler Waris efter The Big Revelation? Ej men stop. Den Kiri jeg elskede ville fandeme aldrig have stormet væk fuldstændig ukontrolleret. Hun ville have sneget sig væk, haft en plan, og hun ville sgu ikke være løbet lige i armene på noget jeg ikke kan fortælle af spoilery årsager. Det var så dumt! Waris bliver til en værre rystebuks, han mister totalt rygrad, og Svart? Han er stadig awesome, men taget i betragtning hvad der sker med Elletroldene, så virkede det fuldstændig malplaceret som trekansdramaet fortsatte efter det. Det gav ingen mening, de havde så meget vigtigere ting at tænke på, og der blev simpelthen tærsket for meget langhalm på det romance-drama. Jeg blev træt af at se Waris og Svart pisse terriorier af, når hele verden var gået ad helvede til.

Jeg vil så til gengæld sige, at selve plottet i den sidste del af bogen var vildt fedt! Altså, det plot der har noget at gøre med den fortabte kongesøn og karaktererne fra forrige bog. Det er nu man kan mærke plottrådene væve sig sammen, og den her bog slutter faktisk hvor etteren sluttede. Read it and you shall know, men det var fantastisk! Og hvem fanden ER det egentlig der er den fortabte kongesøn?  What is going oooon? Jeg ved det ikke, men jeg elsker det!

Så helt ærligt? Havde Kiri og Waris ikke vendt på en tallerken på den måde, så havde jeg nok elsket den her bog til døden. Men jeg blev bare så vred og skuffet på Kiri, og det fortsatte trekantsdrama virkede totalt malplaceret. Men alt derudover var simpelthen en fornøjelse, humoren, hele bogen op til de sidste 150 sider, Elletroldende, Svart (swoooon!), plottet, Kiri, Waris, det hele spillede bare.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s