Anmeldelse: Magisterium #2: Kobberhandsken

• Titel: Kobberhandsken
• Serie: Magisterium #2
• Forfatter: Holly Black & Cassandra Clare
• Antal Sider: 268
• Udgivelse: 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: The Copper Gauntlet
• Forlag: Alvilda
• ISBN: 9788771054316
• Læst: 9/6 til 10/6

Callum Hunts tid på det magiske akademi Magisterium har allerede været fuld af farer, men det er intet mod, hvad der venter ham derhjemme. For da skoleåret er slut, og han tager hjem på sommerferie, finder han ud af, at hans egen far ikke blot mistænker ham for at være ondskaben selv – han planlægger at slå både ham og hans bedste ven, ulven Havoc, ihjel!

Tilbage på Magisterium er en magisk handske forsvundet på mystisk vis, og Callum og hans venner, Aaron og Tamara, står snart over for en farlig fjende…

---

Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Det her er lidt en sjov bog, og ikke på haha-måden. Egentlig syntes jeg den var virkelig god – jeg fløj jo igennem den på ingen tid, og jeg syntes den var meget mere fængende end etteren. Men på den anden side var der også nogle ting som trak rimelig voldsomt ned, og jeg havde det noget ambivalent med den efter endt læsning. Jeg endte på tre stjerner af forskellige årsager, og den første er den evne til at opsluge mig.

Indrømmet, det var ikke en bog jeg droppede nattesøvn for, men den var faktisk virkelig fængende! Man sætter sig og skal liiige læse et kapitel eller to, og pludselig har man læst 100 sider. Det er virkelig et godt træk ved en bog, at den ligesom bare får siderne til at flyve forbi uden man egentlig opdager hvor meget man har læst. Det er også en bog, som jeg havde lyst til at tage frem og læse i efter jeg havde lagt den fra mig, og det skyldes jo selvfølgelig også at jeg faktisk syntes den var virkelig god.

Noget af det som fungerede rigtig godt var plottet. Jeg troede, at jeg skulle læse en bog om endnu et skoleår på Magisterium, men faktisk ender bogen med at handle om noget helt andet, og det fungerede faktisk rigtig godt! I stedet for indbyrdes kævleri og drama på skolen, kilker og what have you not, så fik jeg spænding, action, humor, forræderi, mysterier og forviklinger. Jeg kunne rigtig godt lide at jeg blev overrasket, at den slet ikke var som jeg havde forventet den ville være. Jeg kunne godt lide mysterierne og forviklingerne, hvordan alle plottets tråde blev flettet sammen uden man fik hele sandheden på én gang – der er trods alt tre bøger endnu i serien.

Det der så til gengæld ikke fungerer er magiskolen. Eftersom det meste af bogen slet ikke foregår på Magisterium, så giver det jo god mening at man ikke hører så frygtelig meget om skolen og lektionerne. Men det er sgu lidt mærkeligt den måde de lærer magi på. Det føles egentlig mest som om de laver en hel masse komplet idiotisk ingenting, og jeg var bare slet ikke solgt på den måde de blev undervist. Det var totalt sært.

Noget af det som jeg også var glad for var, at jeg de første 75% af bogen slet ikke fik nogen Harry Potter-vibes fra den. Der var visse ting i den første bog, som ind imellem lå lidt rigeligt op ad Harry Potter, men det synes jeg egentlig ikke der var i den her – indtil vi nåede en scene, hvor vores hovedpersoner skal forcere en så for at nå en ø. Det gør de i en båd, som bliver trukket af levende døde. Lyder det bekendt? Jep, det synes jeg også. Lige der blev jeg faktisk decideret sur over det, det føltes så meget som en kopi af en vis scene i Harry Potter og Halvblodsprinsen. Og efter at have læst bogen færdig gik det op for mig, at Jasper minder ufatteligt meget om Draco Malfoy, og Tamara minder helt vildt om Hermione. Jeg opdagede det egentlig ikke mens jeg læste, men bagefter da jeg tænkte nærmere over bogen kunne jeg godt se, at de karakterer måske lå lige rigeligt op ad hinanden. Men ret skal være ret, jeg tænkte virkelig ikke over det mens jeg læste.

Til gengæld synes jeg Callum fungerede skide godt i den her bog. Callum er jo sat i en temmelig ubehagelig situation. Han kan ikke finde ud af om han er god eller ond, om han burde være det ene eller det andet, og hvordan man egentlig er det ene eller det andet. Callum bruger en del tid på at tænke over det, og jeg kan rigtig godt lide den dybde det giver ham som karakter.

Så egentlig gik det meget godt, indtil bogen pludselig ud af det blå blev lige lovlig meget Harry Potter-agtig. Men indtil den sidste del af bogen lagde jeg ikke mærke til det, og den var faktisk vældig spændende og actionfyldt. Overall synes jeg den var bedre end etteren, men der var også visse ting som bare ikke rigtig duede – for eksempel måden de “lærer” magi på.