Anmeldelse: Elverskud #1: Skæbnedans

17838731 (1)pink 4 stjerner



  • Titel: Skæbnedans
  • Serie: Elverskud #1
  • Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
  • Antal Sider: 250
  • Udgivelse: 2013
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Alvilda
  • ISBN: 9788771053166
  • Læst: 18/4 til 19/4

Birke og hendes to søstre danser en gang om måneden for byens borgere. Ikke af lyst, men for at overleve. De er af elverblod. De har det fra deres mor, der forelskede sig i et menneske og døde under fødslen. Siden da har deres far gjort alt for at give dem et så almindeligt liv som muligt. Men helt almindelig bliver man aldrig, når man er gennemsigtig i ryggen og med et forkert blik kan drive en fyr til vanvid … Skæbnedans er første bog i trilogien Elverskud.


 

Den her bog har stået på min hylde i over et år, og jeg fatter ikke jeg ikke har læst den noget før. Den er SÅ god! Jeg tror jeg var lidt skræmt af dens korte længde, jeg troede måske den ville jappe igennem det hele, men det gjorde den slet ikke. Jeg følte lige så meget indlevelse som jeg gjorde med Glass-trilogien, hvor hver bog har 500 sider.

Elverskud handler om elvere. Ikke Ringenes Herre-elverne, men elverne fra de gamle nordiske sagn. Dem, som danser på højene i fuldmånens skær, og som lokker rejsende med deres dans for at suge livet ud af dem. Dem, som er hule i ryggen og som er nødt til at danse for at kunne leve. Birke og hendes søstre danser dog ikke på højene om natten, men derimod i en dansesal for et publikum. De slår heller ikke folk ihjel med deres dans, men suger lidt af deres livsenergi uden at gøre skade på dem. Jeg elskede måden sagnene om elverne var blevet tilpasset den moderne verden – sørge for at gemme hullet i ryggen, ikke tage i svømmehal, passe på med hvad man gør og hvad man siger. Jeg er totalt forelsket i de her elvere, og jeg er så klar til at lære mere om dem. Både fordi det er virkelig fint udført, men også fordi det ikke er noget man læser om så tit. Vampyrer, varulve, engle, dæmoner, dem vrimler det med. Men elvere? Jeg tror det er min første elverbog, og det er fedt med noget helt nyt og anderledes. Og Åmanden, jeg er vildt fascineret af Åmanden!

Jeg kan rigtig godt lide den måde bogen er skrevet på. Sproget er ligefremt og ligetil, fuldstændig som med Ilttyv-serien af samme forfatter. Det flyder bare derudaf, og det er nemt at relatere til. Historien er forholdsvis simpel, men der er alligevel en hel masse mysterier og ubesvarede spørgsmål, som driver en til at læse videre, videre, videre. Nogle af mysterierne er rimelig nemme at regne ud, andre er ikke, men jeg var i hvert fald ikke i stand til at slippe bogen da jeg først kom i gang.

Jeg kunne vældig godt lide Birke som hovedperson. Jeg synes hun var meget nem at relatere til, og jeg kunne rigtig godt lide hendes personlighed. Hun har selvtillid, men hun er en lidt afdæmpet, rolig personlighed, i modsætning til sin ene søster som er vild, sniger sig ud og bryder deres fars regler igen og igen. Birke minder mig lidt om Hermione, fornuftig og med hjertet på rette sted. I det hele taget var bogen fuld af levende, spændende personer, som jeg følte jeg lærte at kende. Jeg følte jeg kom til at kende dem, vide hvem de er og hvordan de er.

Det eneste jeg havde lidt problemer med var Malte. Først og fremmest synes jeg bare navnet er plain træls, men det er jo en smagssag. Men derudover synes jeg virkelig ikke han var nogen tiltrækkende fyr. Han havde den mest rådne personlighed, skal hele tiden bryde reglerne og overskride grænserne, og det er noget så provokerende. Han synes tilsyneladende selv han er sej, men det gjorde jeg overhovedet ikke. Jeg synes han var creepy!

SKÆBNEDANS var virkelig en god bog! Jeg slugte den på ingen tid, jeg elskede elverne, elskede Birke og elskede historien. Jeg kunne godt have brugt en anden love interest, men hey – resten er freaking fantastisk! Jeg er så klar på at læse næste bog i serien snart. I need me some more elves, y’all!

2 meninger om “Anmeldelse: Elverskud #1: Skæbnedans

Skriv en kommentar