- Titel: Cyberkriger
- Serie: DX #1
- Forfatter: Jon Zaar
- Antal Sider: 235
- Udgivelse: 2015
- Sprog: Dansk
- Originalsprog: Dansk
- Forlag: Turbine
- ISBN: 9788740604719
- Læst: 10/12 til 13/12
Actionfyldt science fiktion om livet som gamer, når cyberspace ikke længere er en virtuel verden bag skærmen, men den virkeligste virkelighed.
Den femtenårige Hannibal er gamer, som så mange andre teenagere. I skolen bliver han ikke rigtig regnet for noget. Men når hanspiller og navigerer sin figur, “COME AND GET SOME”, rundt i spilgiganten DX’ voldsomme univers, så kan han alt! Hannibal ligger øverst på rankinglisterne, og han er usædvanlig god til at gennemskue spillets detaljer og klare udfordringerne. En dag finder han en medalje inde i den virtuelle verden, som han ikke har set før. “COME AND GET SOME” løber hen og griber fat i den. Og med et bliver spillet en kamp om overlevelse – også for HANNIBAL.
Pludselig er Hannibal tvunget til at kæmpe sig vej gennem det brutale skydespil. Heldigvis møder han en gruppe unge, der har lidt samme skæbne, og sammen med Hannibal prøver de at finde en vej ud af spillet. Kan de nogensinde finde hjem? Og hvem står bag den medaljon, der holder dem alle fanget?
DX Cyberkriger er skrevet af danske Jon Zaar, der begyndte at skrive på opfordring fra sin kone. Han er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i pædagogisk psykologi. DXCyberkriger er Jon Zaars første bog, og det har givet ham blod på tanden, så han er allerede i gang med flere bind til serien.
Dette er et anmeldereksemplar fra forfatter Jon Zaar og forlaget Turbine. Meninger og holdninger er mine egne.
DX CYBERKRIGER lød meget som en bog fro mig, og det var det også meget langt hen ad vejen. Faktisk synes jeg at gameruniverset var virkelig fedt og meget gennemtænkt. Til gengæld klikkede jeg ikke rigtig med hovedpersonen Hannibal.
Hannibal er en teenagedreng. En teenagedreng af den type, som pjækker fra skole for at spille computer, ikke gider rydde op eller gøre rent på sit værelse, og som ikke sætter pris på, at hans mor gider lave mad til ham. Hannibal er for meget en teenagedreng, lidt for meget kliché. Han føles nærmest som en karikeret og overdrevet udgave af teenagedrengen som er gamer. Måske er det fordi jeg selv er gamer, men jeg er virkelig træt af, at gamere altid præsenteres som tabere, der pjækker fra skole og ikke har et liv, sviner og er ligeglade med alt og alle. Han var bare for meget for mig. Og så talte han virkelig grimt, også i sine tanker. Som person var Hannibal nok bare ikke min kop te. Hadede jeg ham? Nej, men jeg er heller ikke klar til at melde mig ind i hans fanklub. Det taler dog i hans forsvar, at han bliver væsentlig mere voksen gennem bogen. Efterhånden som virkelighedens realiteter går op for ham, mander han sig en del op, hvilket jeg satte pris på.
Bogen er meget actionpacked, og der sker rigtig meget hele tiden. Nogle gange kan det godt blive for meget, men i den her bog synes jeg det fungerede rigtig godt. Actionscenerne er virkelig gode, meget hæsblæsende og meget realistiske. Det virker som om forfatteren har brugt tid på at undersøge militærstrategier, våben og brugen af dem, og det gjorde, at actionscenerne var relaistiske, nervepirrende og spændende. Jeg følte, at jeg var der selv, hvilket sjældent sker for mig i actionfyldte bøger, så det var et stort plus.
I forhold til indlevelsen, så virker det også som om der er brugt meget tid på at udtænke det her gamerunivers – spillet, som Hannibal spiller. Det var noget jeg virkelig satte pris på, for jeg kunne se spillet for mig, fornemme hvad det var for et spil og hvordan man spillede det. Indrømmet, jeg er mere til RPG end MMO first person shooters, men her var jeg ligeglad – for det var så fantastisk godt beskrevet.
Jeg synes så til gengæld, at sproget blev liiidt for malerisk nogle gange. Lidt for mange maleriske beskrivelser. For eksempel:
“Som et stort og utrætteligt trykluftsbor hamrede Firefly metal mod de stakkels foranliggende bygninger. Hun sønderrev dem. Forvandlede dem til kaos med sit dommedagstempel.” – citat side 105
Som et stort og utrætteligt trykluftsbor? Ej, det fungerer simpelthen ikke. De der sammenligninger er der en del af, de her nogen-gør-noget-som-minder-om-noget-andet, og for det meste synes jeg bare de var platte. Det er sikkert meningen, at de skal give liv til historien, men jeg følte at det havde den modsatte virkning.
Noget som til gengæld fungerede fantastisk godt var plottet. Historien er faktisk fantastisk god, det hele virker gennemtænkt og giver mening, og det var fedt at kunne stykke puslespillet om DX sammen lidt ad gangen. Noget af det er forholdsvis nemt at gætte sig til, men andre plottwists var overraskende, og jeg var virkelig fascineret af det her konspirations-komplot, som bogen havde gang i. Det var fedt!
Jeg havde det godt nok lidt svært med hovedpersonen, men hen mod slutningen blev det væsentligt bedre. Plottet var fantastisk, og actionscenerne virkelig gode. Sproget var lidt for malerisk nogle gange, og jeg satte ikke rigtig pris på den stereotype gamer, som Hannibal blev portrætteret som. Slutningen var til gengæld fantastisk, sikke en cliffhanger!
Sus' bogblog 