“Den døde lå med ansigtet ned i det våde græs. En arm stak frem fra et laset, blodvædet skjorteærme. Serpina mærkede efter på hans kind.
- Han er varm endnu. Hendes fortrolige, edderkoppen Anaja, advarede hende med en hvæsen.
– Lad ham være. Din far bliver vred.
– Han er her jo ikke!
- Lad ham nu være. Du behøver ikke at blande dig i alting, klagede Anaja.
- Jeg ser jo bare efter, hvem det er, indvendte Serpina.
Hun rejste sig og trak sit sværd. Det kunne være en fælde, og hun måtte følge sin fars formaninger, ellers risikerede hun at blive angrebet af Slangen.
I landet Soria er magten delt mellem kong Karan og Klintekongen, Mithram. Klintekongen hersker med magi og med hjælp fra en hær af døde krigere. Når han og hans døtre rider ud i landet, er det for at hjælpe dem, der er i nød, men ve den, der sætter sig op imod ham. En dag sniger en fremmed sig ind på Klintekongens område. Er han ven eller fjende?
Det bliver den ottende datter Serpina, der lader sig drage af den fremmede, men snart er alle Klintekongens ni døtre en del af et farligt spil, der bliver helt anderledes skæbnesvangert, end det først så ud til.
———————————-
SERPINA er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, men meninger og holdninger er mine egne.
Jeg elsker elsker elsker universet i SERPINA. Det er fantastisk fundet på og virkelig gennemført. Jeg synes idéen med edderkopperne og klintespindende var virkelig fede, og jeg elskede måden det hele var opbygget på med et snert af nordisk mytologi. Samtidig med at det er en fantasyverden var der også mennesker og en god del menneskelig “verden” med, og det synes jeg afbalancerede det hele rigtig godt. Der var rigtig meget der skulle fortælles og forklares, men det blev aldrig tungt fordi meget af verdenen samtidig var meget menneskelig. Det passede super sammen.
Jeg kunne virkelig godt lide Serpina som hovedperson. Okay, ind imellem var hun øretæveindbydende og temmelig dum, men man får et rigtig godt indblik i hendes tanker og man forstår baggrunden for det hun gør, så man lever sig virkelig ind i hendes personlighed og forstår hende rigtig meget af vejen. Hun er meget modig, rebelsk, og samtidig har hun en rigtig god fornemmelse for at gøre det rigtige – og hvornår det er det rigtige tidspunkt at være rebelsk. Mit eneste egentlige problem med hende er måske er hun er lige en tand for naiv ind imellem.
SERPINA har et meget stort persongalleri. Der er jo for eksempel syv søstre som mere eller mindre alle sammen spiller en rimelig stor rolle, og der er lige så mange andre personer der også er vigtige for historien. Det kunne godt have været forvirrende, og især med alle søstrene kunne man godt have blandet dem sammen. Men det var det ikke spor. Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvem der var hvem og hvor de hørte til. Alle personerne var anderledes i forhold til hinanden, og havde hver deres personlighed som gjorde dem nemme at skelne fra hinanden. Jeg kunne især godt lide, at de også havde fejl. Mithram lader for eksempel tit sit temperament overskygge sin dømmekraft, mens Selene er vred over, at hendes indvielsesceremoni ikke gik som den skulle. Ind imellem synes jeg nogle af personerne var lige lovlig dumme, men det fungerede okay.
Plottet og historien var noget af det bedste ved den her bog. Tempoet i historien er ret langsomt, forstået på den måde at der sker rigtig meget på kort tid, og det bliver fortalt med mange detaljer. Det kunne have fået bogen til at blive tung, men mængden af detaljer er virkelig godt tilpasset med mængden af action. Samtidig er plottet virkelig godt vævet sammen af flere forskellige røde tråde, der så til sidst mødes, og hele sammenhængen går op for en. Noget af det havde jeg godt nok gættet, men det gjorde ikke spor, for der skete så meget andet som kom bag på mig.
Sproget var ind imellem lidt fordansket, og der blev brugt ord og vendinger som blev lidt klumrede. Man kan lidt fornemme det i bagsideteksten øverst. Der står foreksempel “En arm stak frem fra et laset, blodvædet skjorteærme”. Blodvædet synes jeg er et virkelig mærkeligt ord. Hvorfor i alverden kan man ikke bare skrive blodigt? Jeg er med på, at sprog skal være malende og beskrivende, men sådan et tilfælde som det her får mig mere til at tænke “huh?”. Et andet minus ved bogen er måden den er trykt på. Der står virkelig meget på siderne, med ret lille skrift og langt ud til kanten, og samtidig er kapitlerne også meget lange. Det gør ikke så meget hvis der er samtale, men når man når til nogle passager med mange sider hvor der ikke er, så kan det godt være ret tungt at komme igennem. Bogen er på 400 sider, og det er jo meget, men personligt ville jeg ikke have spor imod at sidde med en tykkere bog, hvis der havde været lidt større skriftstørrelse eller større linjeafstand.
Alt ialt var jeg begejstret for Serpina. Jeg elskede universet, og jeg var fanget af historien fra start til slut. Der var nogle små irritationsmomenter, men det ødelagde ikke historien for mig. Jeg glæder mig sindssygt meget til at læse ULVEPIGE, for SERPINA sluttede med den vildeste cliffhanger, og jeg kan ikke vente med at finde ud af hvad der sker.
