Anmeldelse: Shadow Falls #5: Valgt ved Solnedgang

30 jul

Shadow-Falls-5-Valgt-ved-solnedgang
pink 4 stjerner




  • Titel: Valgt ved Solnedgang
  • Serie: Shadow Falls #5
  • Forfatter: C. C. Hunter
  • Antal sider: 463
  • Udgivelse: 2014
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Chosen at Nightfall
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 978-87-588-1264-9
  • Læst: 18/7 til 20/7

Kylie har forladt Shadow Falls, og flyttet hen til sin farfar og grandtante for at finde ud af hvad det betyder at være kamæleon.

Ensomheden og savnet af de andre får hende til at tage tilbage.
Men hun har endnu ikke valgt hverken Derek eller Lucas.
Et nyt spøgelse dukker op, og en stemme begynder at tale til hende inde i hovedet.

Et møde mellem Mario og Kylie bliver afgørende.
Kun én af dem vil overleve …


 

VALGT VED SOLNEDGANG overraskede mig på flere punkter. Mario-plottet veg lidt til side for et andet plot, som jeg var virkelig positivt overrasket over. Historien gik slet ikke i den retning jeg havde forventet, men på den gode måde.

Kylie er jo hovedpersonen i den her serie, og jeg har altid syntes godt om hende, men i denne her bog bliver hun lige en tand mere voksen og det var jeg bare så meget fan af. Jeg elsker den nye side til Kylie der tænker på andres fremtid og ikke finder sig i noget. Ikke fordi hun nogensinde har gjort det, men hun fik ligesom lidt mere selvtillid og sagde fra, hvis der var noget hun ikke syntes var OK, i stedet for bare at følge med og stole på, at andre ved hvad der er bedst for hende. Jeg kan rigtig godt lide, at Kylie tænker så meget på andre, hvordan deres liv er og hvad hun kan gøre for at hjælpe. Hun er en person med et godt hjerte, som virkelig ønsker det bedste for andre.

Det eneste jeg egentlig ikke brød mig om, er at Kylie tilgiver X for det han gjorde i den tidligere bog? Say what? Jeg havde givet vedkommende et solidt spark i bagdelen og bedt om at skrubbe ad helvede til. Jo, han er da sød og charmerende og siger alle de rigtige ting, men det laver altså ikke om på at det han gjorde var så usandsynlig dumt at han aldrig burde have været tilgivet. Idiot. Så derfor var jeg heller ikke heeeelt tilfreds med slutningen lige på det punkt, selvom alt andet faktisk blev afsluttet virkelig godt.

Jeg elskede virkelig Della og Miranda i den her bog. Og underligt nok også Franceska (hedder hun det? Den sure varulvepige?). I de tidligere bøger synes jeg egentlig hun var ret træls, men på den god måde som visse personer i bøger skal være. Alle kan jo ikke være super gode og venlige og sådan. Jeg havde det lidt med hende som jeg havde det med Peter Pettigrew, hvis i forstår? Historien ville ikke være det samme uden hende, selvom man overhovedet ikke bryder sig om hende. Jeg synes det var så fedt, at hende og Kylie begynder at komme overens, det var rart at “den onde” faktisk kunne være helt normal. Della synes jeg nogen gange kan være lidt for stor en mundfuld, og denne bog er ingen undtagelse. Men helt ærligt, hendes specielle personlighed og temperament får mig bare til at synes endnu bedre om hende. Det er ikke kun Kylie der gennemgår en udvikling og bliver mere voksen, det gør samtlige bipersoner også, og det synes jeg var fedt.

Jeg elsker alt det her med den nye typer overnaturlige, og de problemer og spændinger der kommer ud af det. Den nye gruppe har en helt anden livsstil og en helt anden måde at se tingene på, som Kylie ikke bryder sig om. Hun vil gerne bryde både de nye overnaturlige gruppes syn på verden og varulvenes, hun vil gerne sætte dem fri og sørge for, at alle frit kan vælge hvordan de vil leve. Det fyldte meget i forhold til alt det med Mario, men jeg synes det var en super spændende udvikling, og for mig gjorde det ikke noget, at det overskyggede Mario-problemet lidt. Og da man så endelig kommer til Mario-problemet, så var det en virkelig god slutning på det hele.

Alt ialt: VALGT VED SOLNEDGANG var en svær bog at anmelde. Jeg kunne godt lide måden plottet udviklede sig på og kom til at handle om mere end bare Mario, jeg kunne lide Kylie og jeg kunne lide samtlige af bogens personer. Med en enkelt undtagelse. Som slutning på serien var bogen fantastisk, det var en god afslutning som gav mening og som afsluttede det hele men samtidig lagde op til spinoff-serien, som omhandler Della.

Cover Release: Seraphina #2: Shadow Scale

29 jul

16085457

Jeg er altså bare ikke ret meget til tegnede covers, de siger mig bare ikke rigtig noget. Altså er jeg heller ikke helt over the moon for dette her. Selvom dragen er ret flot tegnet og farverne er fine, så er det bare ikke rigtig et cover for mig. Men historien derimod, uh! Jeg har ikke læst den første bog endnu, men åh jeg vil gerne! Bogen skulle udkomme engang i 2015, og der er vist ikke planer om en bog 3 endnu.

ig87ty0

12394100

Four decades of peace have done little to ease the mistrust between humans and dragons in the kingdom of Goredd. Folding themselves into human shape, dragons attend court as ambassadors, and lend their rational, mathematical minds to universities as scholars and teachers. As the treaty’s anniversary draws near, however, tensions are high.

Seraphina Dombegh has reason to fear both sides. An unusually gifted musician, she joins the court just as a member of the royal family is murdered—in suspiciously draconian fashion. Seraphina is drawn into the investigation, partnering with the captain of the Queen’s Guard, the dangerously perceptive Prince Lucian Kiggs. While they begin to uncover hints of a sinister plot to destroy the peace, Seraphina struggles to protect her own secret, the secret behind her musical gift, one so terrible that its discovery could mean her very life.

In her exquisitely written fantasy debut, Rachel Hartman creates a rich, complex, and utterly original world. Seraphina’s tortuous journey to self-acceptance is one readers will remember long after they’ve turned the final page.

Mockingjay part 1 teaser trailer!

28 jul

Jeg behøver vist ikke sige så meget. Mand jeg glæder mig til den film!

 

Anmeldelse: Haunting Emma #3: Overgivelse

28 jul

overgivelse-lee_nichols-22277743-596920785-frntlpink 2 sjerner



  • Titel: Overgivelse
  • Serie: Haunting Emma #3
  • Forfatter: Lee Nichols
  • Antal sider: 288
  • Udgivelse: 2013
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Surrender
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 978-87-588-1064-5
  • Læst: 16/7 til 17/7

Emma samler al sin kraft af vrede og frustrationer og sender en strøm af ord ind i Det Hinsides: Jeg skal nok finde dig, Neos. Og så kommer du til at betale. Men er Emma stærk nok, for hendes team er ved at gå i opløsning, og Bennett er så påvirket af asarum at han slet ikke er som han plejer at være …


 

Overall, OVERGIVELSE var en temmelig kedelig bog hvor der skete absolut intet, men samtidig havde et par spændende kapitler hvor man rent faktisk var interesseret i, hvad der skete. Det var lidt sådan en bog som jeg efter 50 sider indså, at jeg bare skulle have overstået så jeg kunne få afsluttet serien. Den var bare ikke rigtig interessant.

Først og fremmest er problemet, at der bare sker nul og niks i den her bog før de sidste 50 sider. Der sker ingenting i forhold til plottet, ingenting i forhold til noget som helst, det er bare en masse fyldstof som egentlig ikke er specielt interessant eller giver os bedre indsigt i Emmas følelser eller sådan noget. Det er bare fyld. Intetsigende fyld. Det er først de sidste 50 sider, at der endelig sker noget, og det er altså bare for lidt af en bog på næsten 300 sider. Jeg kedede mig mens jeg læste den, og det er altså bare ikke godt.

Noget der til gengæld fylder en del er Emma og Bennets forhold. Og jeg må indrømme, at jeg i bog 1 syntes godt om Emma, bog to var jeg lidt indre begejstret, men i den her bog er hun godt nok bare røvirriterende. Hun er så vild med Bennet, at hun ikke kan tænke på andet end ham, og hun opfører sig simpelthen forfærdeligt naivt og møgbelastende. Hun hænger over ham, alt handler om Bennet og hvor fantastisk han er, hvordan hun bare ved at de er “for evigt” og blablabla. Hun opfører sig lidt som en stalker, og selvom Bennet er på stoffer og ikke vil stoppe, så elsker hun ham selvfølgelig alligevel, også selvom han taler til hende som om hun er 5 år gammel og egentlig ikke behandler hende særlig godt. Det var simpelthen så frustrerende at være vidne til, at Emma opførte sig så umodent og idiotisk, og til sidst håbede jeg egentlig bare at Bennet ville dø, så hun kunne holde op med at være så træls.

Egentlig er det bipersonerne som gør den her bog til en to stjerners bog. Harry og Natalie især er skønne personer, også selvom de egentlig er lidt småskøre – på den gode måde. De dele af bogen som var mest spændende var faktisk alt det, hvor Natalie eller Harry spillede en fremtrædende rolle. Deres dagligdags skænderier og Harrys løjer var meget mere interessant end Emmas konstante spekuleren over Bennet.

Altså var jeg generelt skuffet over bogen. Den var okay til tider, men jeg var simpelthen så træt af Emma og ligegyldig handling som ikke har noget med plottet at gøre. Det er den 3. og sidste bog, det skal ligesom være et brag af plottwists og spænding, og det var den her bog overhovedet ikke.

Anmeldelse: The Elysium Chronicles #1: Renegade

27 jul

11468074pink 4 stjerner



  • Titel: Renegade
  • Serie: The Elysium Chronicles #1
  • Forfatter: J. A. Souders
  • Antal sider: 368
  • Udgivelse: 2012
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Tor Teen
  • ISBN: 978-0-7653-3245-5
  • Læst: 15/7 til 16/7

Since the age of three, sixteen-year-old Evelyn Winters has been trained to be Daughter of the People in the underwater utopia known as Elysium. Selected from hundreds of children for her ideal genes, all her life she’s thought that everything was perfect; her world. Her people. The Law.

But when Gavin Hunter, a Surface Dweller, accidentally stumbles into their secluded little world, she’s forced to come to a startling realization: everything she knows is a lie.

Her memories have been altered.

Her mind and body aren’t under her own control.

And the person she knows as Mother is a monster.

Together with Gavin she plans her escape, only to learn that her own mind is a ticking time bomb… and Mother has one last secret that will destroy them all.


 

Jeg havde ikke særlig høje forventninger til den her bog. Jeg havde ikke hørt de bedste ting om den, men coveret og bagsideteksten ville ikke rigtig slippe mig, så jeg endte med at købe den, fordi jeg blev ved med at spekulere på, hvordan den egentlig var. Og jeg blev meget, meget positivt overrasket! RENEGADE var simpelthen så god, meget mere mørk og dyster end jeg havde forestillet mig, og den var næsten lidt uhyggelig til tider.

Selve præmisset var nok det, som jeg ikke helt kunne slippe. Evelyn bor i et undervandskompleks kaldet Elysium, hvor befolkningen lever afskåret fra resten af verden, fordi Mother mener, at mennesker generelt er farlige og fordi der har været krig på overfladen i mange år. Her er virkelig tænkt på alt, der er troværdige forklaringer på, hvor de får mad og vand fra, der er et kort over komplekset  forrest i bogen, og den er fyldt med små detaljer som gjorde det så levende. For eksempel er de vegetarer og spiser kun fisk, grøntsager og brød, fordi husdyr tager for meget plads og ressourcer til at det kan betale sig. Sådan nogle små ting gjorde universet meget troværdig og meget interessant, og jeg elskede at lære mere om, hvordan de levede i Elysium.

Evelyn synes jeg virkelig godt om! Til at starte med er hun meget naiv, meget let at kommandere rundt med og følger Mothers mindste ordre. Men efterhånden som det går op for hende, at Mother ikke fortæller hele sandheden, så bliver hun mere og mere selvstændig og mere og mere rebelsk. Ikke fordi hun bliver vild eller noget, men hun ender med at minde lidt om Katniss, den stille oprører som kæmper sine egne kampe. Det hjælper heller ikke, at der bliver fiflet med hendes hukommelse, men hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og hun går fra at være naiv og uvidende til ikke at ville finde sig i diktatorstyret fra Mother. Mother er en forskruet, skrupskør slyngel, på den allerbedste måde, sådan som skurker skal være. Gavin synes jeg var en super sød fyr. Jeg var ikke ved at falde i svime over ham, men han er sjov og har humor, og så behandler han Evelyn rigtig godt. Stort plus i min bog.

RENEGADE har nok hvad mange ville kalde instalove. Bogens handling foregår over forholdsvis kort tid, så derfor er der heller ikke så meget tid til modstridende følelser og romantisk spænding. Men fordi bogen var lidt mørk og desperat, så opfattede jeg det mere som to mennesker der knytter sig til hinanden i desperation for overlevelse og tiltrækning af noget fremmed. De er hver især noget, den anden aldrig har mødt, og selvom det går stærkt med forelskelsen, så virkede det troværdigt – jeg følte, at deres følelser var virkelige, og jeg følte egentlig ikke det gik for hurtigt. Især fordi de tager det meget stille og roligt, de kaster sig ikke over hinanden som vilde kaniner eller noget.

Selve historien starter ud med at virke rimelig tilforladelig. Det går hurtigt op for en, at der foregår et eller andet mystisk, og at der helt sikkert er nogen der piller ved Evelyns hukommelse. Men hvorfor må hun ikke huske de her ting? Hvad sker der egentlig i sektor 3? Og hvorfor skal det gå så hurtigt med at finde en mand at blive sat sammen med? Hvorfor er folk egentlig så fredelige i Elysium? Og hvilke hemmeligheder gemmer Mother på? Mysteriet udvikler sig, og efterhånden er det tydeligt, at hvad der end foregår så er det noget uhyggeligt, umenneskeligt og skræmmende. Hen mod slutningen af bogen bliver det virkelig uhyggeligt en overgang, og jeg sad simpelthen på kanten af stolen og kunne overhovedet ikke stoppe med at læse. Plottet holdt mig i det hele taget fanget og jeg blev suget ind i Evelyns Elysium og hele mysteriet omkring hvad der egentlig foregår, og jeg slute bogen på under 24 timer.

Det eneste negative ved bogen er, at dialogen ind imellem blev liiidt cheasy. Sådan lidt for kliché i ved? Især til sidst når “skurken” fortæller alt om sin onde plan og hvorfor vedkommende gjorde det, selvom det slet ikke giver mening for vedkommende at spilde tid på at stå og snakke.

Så for at summere op, så var jeg meget positivt overrasket over bogen. Dialogen var lidt kliché ind imellem, men derudover elskede jeg simpelthen den her bog. Den var meget mere dyster og uhyggelig end jeg havde troet, og jeg elskede den detaljerede verden forfatteren fik bygget op omkring Elysium.

Covers fra Hele Verden #12: Song of the Lioness

26 jul

Vi kender den på dansk som Løvindens Sang #1: Alanna, og på engelsk går den under titlen Song of the Lioness: Alanna: The First Adventure. Det her er for mange en af de første fantasybøger de læste, mens jeg må indrømme at jeg ikke fik den læst før for nylig. Og det skyldes til dels at jeg virkelig ikke kan lide de der tegnede covers. De appellerer bare ikke rigtig til mig, så jeg sprang dem altid over på bibliotekets bogreoler. Noget jeg lidt fortryder, for serien om Alanna er virkelig god! Til info var jeg heller aldrig helt forelskede i de tegnede Harry Potter-udgaver :P

 

1

2

3

4

På dansk er den kommet i to udgaver, men den på engelsk findes i en hel del forskellige genudgivelser. Egentlig kan jeg faktisk kun lide den danske 2. udgave, som er nummer tre i fjerde række. Den oprindelige danske udgave er nummer et i fjerde række. Der er faktisk ikke rigtig nogen af de andre covers jeg synes om :P Selvom den blå med sværdet ikke er helt tosset ..

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 41, der følger denne blog