Anmeldelse: Forbandet Dejlig

22 dec

1632070 (1)pink 2 sjerner



  • Titel: Forbandet Dejlig
  • Serie: -
  • Forfatter: Arne Svingen, Helene Uri
  • Antal sider: 241
  • Udgivelse: 2013
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Norsk
  • Originaltitel: Din Vakre Jævel
  • Forlag: Turbine
  • ISBN: 9788771414738
  • Læst: 15/12 til 16/12

Robin: Det går pludselig op for mig, at jeg har lavet en kæmpebrøler. Aldrig, aldrig bruge vores navne. Det er faktisk helt enkelt. Ingenting kan trækkes tilbage, pjattes væk, tiden kan ikke spoles tilbage. Aldrig bruge navnene, for helvede. Hun er fjern og blank i blikket. Måske opfattede hun det ikke?

Hedvig: Pludselig var de der bare. Det føltes, som om de var en stor flok, men jeg vidste, at de kun var tre. Tre unge fyre. De var ikke ret gamle. Men de var tre. jeg var én og de var tre. Og de vidste, hvad de gjorde. De vidste, hvordan de skulle gøre mig bange. Dødsens bange.

Robin er 15 og ved ikke, hvad han skal med sit liv. Hedvig er 25 og skal snart giftes. Forbandet dejlig! handler om et møde, som begynder katastrofalt og vokser til noget, som chokerer dem begge.


Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men meninger og holdninger er mine egne.

FORBANDET DEJLIG! er en bog, som jeg følte mig vildt splittet omkring da jeg havde læst den sidste side. På den ene side var bogen medrivende, spændende og svær at lægge fra sig. Jeg sad egentlig og var vred på bogen næsten hele vejen igennem, men alligevel kunne jeg ikke stoppe med at læse, så noget har den trods alt gjort rigtigt. Men på den anden side, så gjorde bogen mig faktisk ikke bare vred, men til tider flintrende rasende. Hold. Nu. Kæft. hvor jeg synes der er meget der moralsk forkert i den her bog.

Lad os starte med starten, hvor Hedvig bliver udsat for røveri af tre fyre, og Robin kommer til at nævne den ene kammerats navn. Hedvig anmelder det, og bruger temmelig meget tid på at være åh-så-bange for de tre fyre, og uh-nu-kan-jeg-ikke-tage-hjem-de-ved-hvor-jeg-bor. Og det kan jeg sgu godt forstå, hun er for pokker da blevet overfaldet, og i og med de tog hendes pung, ja så ved de hvor hun bor, og det må være frygteligt! Men. Men men men. Jeg kan ikke tage det seriøst, fordi Hedvig åbenbart forelsker sig hovedkulds i Robin under konfliktrådet efter politiet har fanget dem. Ej men hvad helvede sker der? Først er hun hunderæd for dem, og så med et trylleslag vil hun bare knalde med den ene af dem og det skal fandeme være nu, selvom knægten kun er 15. Altså, whaaaaat in the Hell sker der for det? Det er simpelthen SÅ mærkeligt. Hvem forelsker sig i en der truede hende, overfaldt hende og brød ind i hendes lejlighed? Ej men nej.

Nå, men Hedvig er jo i øvrigt forlovet med alle tiders fyr – eller det vil sige, han er alle tiders fyr, men måske bare ikke for Hedvig. Det er egentlig ret tydeligt fra start, at Hedvig er lidt i et tryghedsforhold med ham på en måde, hun elsker ham, jovist, men det handler også om at han betyder tryghed, hverdag, det rigtige valg, hvorimod Robin er det vilde, det farlige og det forbudte. Det synes jeg egentlig er en OK problemstilling, og Hedvigs tanker og bekymringer om forholdet til sin kæreste og forholdet til Robin synes jeg var spændende.

Men så er der jo lige det, at Robin kun er 15 år. Nu kan jeg godt lide en historie om umulig kærlighed, men det her var ikke kun umuligt, det var forkert. Det er SÅ tydeligt at Robin ikke rigtig fatter konsekvensen af de ting han gør, han stjæler både fra fremmede og fra sin mor, han lyver og han gør ting ud fra en pludselig indskydelse, som kunne gå frygtelig galt. Og det værste er, at Hedvig ved det. Hun er udemærket godt klar over, at han ikke er voksen, at han ikke helt ved hvad han gør, men hun vil den onde lyneme bare have ham alligevel. Hun er med andre ord så komplet egoistisk som man kan være, og det der skulle være en kærlighedshistorie om to der ikke kan få hinanden bliver til en stor omgang udnyttelse af en mindreårig.

Altså, på sin vis er der noget fascinerende i, at kærligheden kan ramme hver som helst og når som helst, og at alder ikke er en hindring. Man kan jo argumentere for, at mange mænd har koner der er 20 år yngre – men disse koner er jo ikke 15, vel? Jeg synes ikke det er okay, og jeg synes ikke det Hedvig gør er okay. Hvis nu Hedvig i det mindste havde tænkt lidt på Robin og det hun gør mod ham, så kunne jeg måske have accepteret det. Men det gør hun ikke, det hele handler om hvor fræk hun synes han er og hvor meget hun vil have ham. Hun har ingen problemer med det hun gør, bortset fra at hun ikke vil have skæve blikke fra omgivelserne. Og så prøver hun samtidig at gøre Robin “voksen”. Hun tager ham med på museum, ud og spise på fine, fancy restauranter og byder ham på vin. Det er som om hun ikke fatter, at det ikke er en voksen mand hun er sammen med. Det er en knægt, som stadig går i skole, som hænger ud med vennerne på gadehjørnet og drikker bajere. Han er ikke en fisefornem kunstkender, som hun lader til at tro hun kan gøre ham til.

Jeg tror det jeg prøver at sige er, at det ikke som sådan er aldersforskellen imellem dem som er forkert – det er det faktum, at Hedvig er så egoistisk at jeg brækker mig, og at hun prøver at gøre Robin til noget han ikke er. Jo, jeg synes det er forkert at hun kaster sig over ham når han kun er 15 – havde hun været 30 og han 20 kunne jeg godt have accepteret det, eller hvis Robin virkede mere moden. men det gør han bare ikke, han virker præcis som den umodne tenager han er, og Hedvig ved det og fortsætter alligevel det hun gør. Hun udnytter ham, og det gør mig fandeme gal i hovedet.

Nå, men på trods af alt det her, så er det her en historie, som jeg ikke kunne stoppe med at læse. Jojo, jeg bandede, svovlede og rullede øjne, men jeg kunne ikke få mig selv til at lægge bogen fra mig. Bogen ER velskrevet og meget fængende, og det er en historie om et emne, som mange jo synes er tabu. Jeg var helt sikkert fanget af historien, og selve idéen kunne jeg godt lide. Den umulige kærlighed er jo et spændende drama, og det var det da også her.

For at summere op, så er FORBANDET DEJLIG! en spændende bog, som er fængende, medrivende og svær at lægge fra sig. Jeg havde det bare svært med den alligevel, fordi jeg synes det Hedvig gør er så komplet egoistisk og umoralsk at jeg slet ikke kan arbejde med det. Og jeg synes også det var SÅ underligt at hun overhovedet faldt for Robin til at starte med. Jeg er sikker på det sker i virkelighedens verden, men det forhindrer mig ikke at synes det er komplet fucked up.

Anmeldelse: The Dark Elements #2: Stone Cold Touch

20 dec

17455815pink 4 stjerner



  • Titel: Stone Cold Touch
  • Serie: The Dark Elements #2
  • Forfatter: Jennifer L. Armentrout
  • Antal sider: 448
  • Udgivelse: 2014
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: Harlequin Teen
  • ISBN: 978-0-373-21134-0
  • Læst: 10/12 til 15/12

Every touch has its price

Layla Shaw is trying to pick up the pieces of her shattered life—no easy task for a seventeen-year-old who’s pretty sure things can’t get worse. Her impossibly gorgeous best friend, Zayne, is forever off-limits thanks to the mysterious powers of her soul-stealing kiss. The Warden clan that has always protected her is suddenly keeping dangerous secrets. And she can barely think about Roth, the wickedly hot demon prince who understood her in ways no one else could.

But sometimes rock bottom is only the beginning. Because suddenly Layla’s powers begin to evolve, and she’s offered a tantalizing taste of what has always been forbidden. Then, when she least expects it, Roth returns, bringing news that could change her world forever. She’s finally getting what she always wanted, but with hell literally breaking loose and the body count adding up, the price may be higher than Layla is willing to pay…


Til at starte med var jeg faktisk ikke specielt begejstret for den her bog. Jeg synes den havde nogle plothuller som ikke umiddelbart kunne forklares væk, og jeg synes også Layla opførte sig som en klaphat. Men så begyndte der for alvor at ske noget, mysteriet byggede sig op, og jeg blev virkelig investeret i historien og personerne. Det her er sådan en bog man ikke skal lade sig slå ud af, selvom den måske ikke fanger super meget de første 100 sider. It gets better!

Lad os starte med Layla, som jeg i den her bog har lidt et had/kærlighedsforhold til. På mange måder kan jeg virkelig godt lide hende, hun er ikke typen der bare ligger sig ned og venter på at helten redder hende. Hun vil gerne kæmpe, hun vil gerne gøre noget godt, og jeg synes også hendes indre kamp for at komme overens med det hun er er spændende. Hun har det bestemt ikke nemt. Men hun har til gengæld en tendens til at gøre nogle helt ufattelig dumme ting, og hun VED endda det er forkert og dumt i det øjeblik hun gør det – hun siger det selv direkte i sine tanker om man så må sige. Og alligevel gør hun det, og jeg fatter det ikke. Hun beder selv om 50% af de problemer hun roder sig ud i, og det gør mig faktisk lidt gal. Især fatter jeg ikke at hun finder sig i Abbott. Han er da en kæmpe narrøv.

Der er et rimelig tydeligt trekantsdrama, og det er et af den slags, hvor man ikke helt ved, hvilken fyr man hælder mest til. En ting er at Layla ikke helt kan finde ud af det, men når man som læser også sidder og ikke kan beslutte sig for hvem man synes hun burde vælge, så er det altså et godt skrevet trekantsdrama. især fordi det hele ikke handler om lige netop det, men at der også sker en hel masse andet. Det skaber sådan en slags spændings og følelsesmæssig forvirring, som jeg synes bidrager godt til det hele. Jeg tror helt ærligt at jeg skiftede mellem Zayne og Roth i hvert fald 7-8 gange i løbet af bogen. Det hjælper heller ikk, at bogen sådan er lige på grænsen til New Adult. Der er nogle heftige kyssescener, puuuuha altså det var hot!

Der sker faktisk rigtig meget gennem hele den her bog. I starten synes jeg ikke der var noget der fungerede, men det blev efterhånden forklaret, og jeg må indrømme, at jeg var fanget. Jeg var helt vild efter at finde ud af hvad pokker der skete med Layla og hendes evner og hvad det egentlig var der foregik. Det hele var så mystisk, og da den store afsløring kom til sidst sad jeg med åben mund og polypper og tænkte “wauw, det havde jeg ikke set komme!” Jeg synes der var rigtig meget plotudvikling og rigtig meget spænding,

Alt ialt lider dne her bog i hvert fald ikke af second book syndrome. Den er hot, spændende og der sker hele tiden noget – både med plottet og med Roth/Layla/Zayne. De første 100 sider var jeg ikke imponeret, men derefter tog bogen fart og jeg blev virkelig fanget af historien. Og så slutter den med den ledeste cliffhanger, så mand jeg glæder mig til den sidste bog!

Anmeldelse: Slide

19 dec

ItemImage (8)pink 4 stjerner



  • Titel: Slide
  • Serie: -
  • Forfatter: Jill Hathaway
  • Antal sider: 274
  • Udgivelse: 2012
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Slide
  • Forlag: Politikens Forlag
  • ISBN: 978-87-400-0332-1
  • Læst: 3/12 til 4/12

Alle tror, Vee lider af narkolepsi. Hvad de ikke ved er, at Vee ikke falder i søvn under sine anfald. Hun glider ind i andre menneskers bevidsthed og ser verden gennem deres øjne.

Vee har vænnet sig til, at det er sådan, det er. Hun har været inde i sin søster, da hun snød til en matematikprøve. Hun har været inde i sin lærer, mens han drak i smug.

Men pludselig en aften befinder hun sig i bevidstheden på et menneske, hun ikke kender og står bøjet over liget af sin søsters veninde, Sophie, med en blodig kniv i hånden.

Men hvem er personen med kniven? I hvis bevidsthed har hun været?


Dette er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men meninger og holdninger er mine egne.

SLIDE har stået ulæst på min hylde i over to år. Jeg følte bare ikke for den, jeg synes ikke den lød særlig interessant, og coveret sagde mig absolut ingenting. Nu hvor jeg har læst den fatter jeg ikke, hvorfor jeg ikke læste den noget før, for det var virkelig en god bog!

Bogen er nærmest en blanding af krimi og contemporary romance. Man følger Vee, som går i High School, hænger ud med sin bedste ven og har de klassiske teenageproblemer i high school. De populære piger synes hun er en freak, hun er ikke populær, alt det der. Jeg er en sucker for den der high school stemning, sladderen, de populære vs de knap så populære, festerne og alt det der “han sagde, hun sagde”. Ud over det helt almindelige high school liv, så har Vee et lille problem. Folk tror hun har narkolepsi, men det er ikke helt så simpelt. Hun falder ikke i søvn under sine anfald, hun glider ind i andre personer og ser det, der sker fra deres øjne. Det er der selvfølgelig ingen der tror på, så Vee holder det for sig selv. Lige indtil hun glider ind i en morder og ser vedkommende stå med en blodig kniv og en død pige foran sig.

Jeg var virkelig fanget af bogen, jeg læste den færdig på under 24 timer, og kunne slet ikke stoppe med at læse. Den var virkelig spændende, både med mordet og alt det der, men også med Vees sygdom og hendes helt almindelig liv og problemer i skolen. Det var den helt rigtige kombination til at holde mig fanget og underholdt. Jeg kunne godt have tænkt mig, at mordmysteriet fyldte lidt mere på en måde, men helt ærligt, det var en mindre ting. Jeg manglede en lille smule af den der neglebidende spænding, som mysterier skal have. Og morderens identitet og “årsagen” til mordene synes jeg også var liiidt langt ude.

Vee synes jeg var en god hovedperson. Hun er meget nem at relatere til, og man forstår baggrunden for hendes handlinger. Vee har det helt sikkert ikke let, men jeg synes aldrig hun går hen og bliver en tudeprinsesse. Ja, hun har det hårdt, men hun tuder ikke og hun prøver at få det bedste ud af situationen, i stedet for at blive typen der siger “åh nej det er så synd for mig og jeg kan ikke lide dem som har det nemmere end mig for det er ikke fair”. Vee er med andre ord en person, som jeg syntes om, som jeg synes var en fighter og som har pæren i orden.

Indrømmet, der er også en smule kærligheds-trekantsdrama involveret i bogen, men det er virkelig et absolut minimum. Den smule der var synes jeg fungerede rigtig godt, og det passede helt fint ind sammen med mordmysteriet og den dagligdags skolegang.

SLIDE må være en af de bøger der har overrasket mig mest i år. Den var virkelig godt, fængende og spændende, og jeg fortryder jeg ikke fik den læst noget før. Det her er bogen du skal samle op hvis du vil have high school blandet med mordmysterie.

Julens TBR-stak

18 dec

I dag tager jeg officielt hjem på juleferie. Hjem til mine forældre i en lillebitte by nord for Randers. Der skal julehyggens (og eksamenslæses), men der skal også hyggelæses. Jeg tager altid en stak bøger med hjem, for jeg ved jeg ikke kan holde ud ikke at læse lidt, og som regel tager jeg også et par ekstra bøger med, selvom jeg godt ved jeg ikke kan nå at læse dem alle sammen. Man skal jo have lidt at vælge imellem ikke? I år er jeg afsted en uge, og jeg har samlet mig denne stak, som skal med hjem og være årets julelæsning.

Capture

Fra toppen er det:

Robin LaFevers: His Fair Assassin #1: Grave Mercy (genlæsning)

Robin LaFevers: His Fair Assassin #2: Dark Triumph (genlæsning)

Robin LaFevers: His Fair Assassin #3: Mortal Heart

Amy Ewing: The Lone City #1: The Jewel

Amber Lough: The Jinni Wars #1: The Fire Wish

Julie Kagawa: Talon #1: Talon

Jeg regner bestemt ikke med at kunne nå at læse dem alle sammen, men jeg kan godt lide at have lidt at vælge imellem.

Nyt på Reolen #71: En brugt og en samlet

17 dec

Wauw, jeg bliver mere og mere kreativ med de overskrifter der .. Lige i tiden har jeg faktisk ikke den vilde lyst til at shoppe bøger, og det er nok fordi jeg lige har fået så mange, som jeg gerne vil læse – jeg er tilfredsstillet et stykke tid :P Men jeg har alligevel købt to bøger, og den ene er bog et i Opel Cowan trilogien. Jeg fandt jo bog to og tre vildt billigt da jeg var i København, og det er en trilogi jeg virkelig, virkelig gerne vil læse, så jeg købte bog et brugt – jeg ville jo have det cover der passer, og det kunne jeg ikke støve op fra ny.

2014-12-15 20.25.59

Og da bogen så kom passede coveret – men det er en mass market paperback, så den er selvfølgelig mindre end de andre. Det er nu okay, for ryggene passer stadig sammen, og coveret er jo flot. Bogen er købt brugt, men den er i fin stand. Den er bøjet i ryggen et par steder, så man kan se den er blevet læst, men jeg betalte altså også kun 0.1 pund for den. Og den ville alligevel blive bøjet i ryggen når jeg læser den. Derudover er den i helt fin stand, den lugter ikke af mug eller er blevet tegnet i.

Det er jo julegaveindkøbstid, og derfor var jeg i Bog & Ide for t købe to bøger til min bedstefar, som jeg vidste han ønskede sig. Jeg fandt dem under det der 3 for 200 på hardbacks, som Bog & ide tit kører med. Nu skulle jeg jo kun bruge to til Bedstefar, men jeg tjekkede lige om der var nogle af de andre han ville syntes om, og det var der ikke rigtig. Han er ret kræsen, vil helst læse historisk fiktion alá Conn Iggulden og sådan noget. Men jeg fandt en bog jeg gerne ville have, et bind-up af de tre bøger om Jaguaren og Ørnen. Det er ungdomsbøger, som jeg lånte på biblioteket da jeg var de der 15-16 år, og jeg har læst den mange, mange gange. Det er den slags bøger, som jeg aldrig rigtig bliver træt af, og som jeg har gode minder med. Og eftersom den jo ikke kostede mig ekstra, så købte jeg den altså.

2014-12-12 11.44.04

 

Anmeldelse: Midnight, Texas #1: Midnight Crossroad

15 dec

18107951pink 3 stjerner



  • Titel: Midnight Crossroad
  • Serie: Midnight, Texas #1
  • Forfatter: Charlaine Harris
  • Antal sider: 305
  • Udgivelse: 2014
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: 978-0-425-27586-3
  • Læst: 30/11 til 3/12

FIRST IN A NEW TRILOGY

From Charlaine Harris, the bestselling author who created Sookie Stackhouse and her world of Bon Temps, Louisiana, comes a darker locale—populated by more strangers than friends. But then, that’s how the locals prefer it…

Welcome to Midnight, Texas, a town with many boarded-up windows and few full-time inhabitants, located at the crossing of Witch Light Road and Davy Road. It’s a pretty standard dried-up western town.

There’s a pawnshop (someone lives in the basement and is seen only at night). There’s a diner (people who are just passing through tend not to linger). And there’s new resident Manfred Bernardo, who thinks he’s found the perfect place to work in private (and who has secrets of his own).

Stop at the one traffic light in town, and everything looks normal. Stay awhile, and learn the truth…


MIDNIGHT CROSSROAD er første bog i en ny trilogi af samme forfatter, som skrev True Blood-serien, som er en af mine yndlingsserier. Jeg har også læst hendes Harper Connelly-serie, som jeg også var ret begejstret for. Altså måtte jeg jo også læse den her, og selvom den ikke var så god som True Blood og Harper Connelly.

Noget af det jeg synes vældig godt om ved den her bog var, at man møder rigtig mange personer fra hendes andre serier. Manfred kendte jeg fra Harper Connelly, og Bobo kendes fra hendes Shakespeare mysteries-serie. Og her skal man i øvrigt lige være obs på, at man spoiles til Shakespeare-seriens slutning i den her bog. Det gjorde mig nu ikke så meget, for jeg har ikke planer om at læse den lige hu hej nu, så det går nok. Under alle omstændigheder synes jeg det var fedt med et gensyn med Manfred, og jeg kan rigtig godt lide når serie krydser hinanden på en måde.

Historien foregår i den lille by Midnight i Texas, USA. Midnight er en lille flække med sære beboere, som passer sig selv og ikke stikker næsen i andres sager, men alligevel har en eller anden form for fællesskab – de vil alle gerne være anonyme, og alle har skeletter i skabet. Manfred flytter til byen af netop den årsag: han vil være i fred. Men lidt efter lidt lærer han byens beboere at kende, og da der dukker et lig op, begynder byens hemmeligheder at komme frem i lyset.

Jeg synes ikke mysteriet var nervepirrende spændende, men bogen bygger også nærmest halvt på mysterie og halvt på personerne og deres liv. Jeg troede først, at bogen var fortalt fra Manfreds synspunkt, men det viste sig at den skiftede mellem Manfred, Bobo og Fiji. Ja, Fiji er en kvinde btw. Det synes jeg egentlig ikke fungerede så godt, og jeg blev ret hurtigt træt af Fiji. Bobo og Manfred er egentlig spændende nok at følge, men Fiji fandt jeg temmelig kedelig og intetsigende. En grå mus. Manfred var min klare favorit, men jeg syntes også om ham allerede i Harper Connelly-serien. Som sagt var mysteriet ikke nervepirrende eller sidde-på-kanten-af-stolen-spændende, men det var underholdende, især hen mod slutningen af bogen. Jeg begyndte først sent at lugte lunten og gætte hvem synderen var, og det elsker jeg jo.

Jeg synes ikke det paranormale aspekt fyldte så meget som jeg troede det ville. Manfred er synsk og det er også en vampyr, men det er virkelig lidt man hører til det. Egentlig gjorde det ikke så meget, for jeg var faktisk mere interesseret i manfred, Bobo og landsbyboernes hemmeligheder.

Alt ialt var det her en list sjov og skæv bog, som var underholdende og okay spændende, men det var ikke en nervepirrende jagt på en morder eller noget i den dur. Jeg var godt underholdt mens jeg læste, og jeg vil rigtig gerne læse videre i serien.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 44, der følger denne blog