Anmeldelse: Rosenholm-Trilogien #3: Natskygge

Hvem slog Trine ihjel? Få den spændende og dramatiske afslutning på Rosenholm- trilogien.

Du tog alting fra mig. Du tog min fremtid, min historie og mit navn. Mit liv. Men hævnen har jeg endnu til gode. Den er min…

Kamille, Kirstine, Victoria og Malou har efter to hektiske år på Rosenholm Kostskole for magi fundet ud af, hvem der tilbage i 1980’erne dræbte den unge kvinde Trine og forviste hende til en rodløs tilværelse som en hvid skygge.

Men intet er ovre endnu. Pigerne vil afsløre morderen og få ham til at erkende sin forbrydelse. Snart går det dog op for dem, at mørket stikker endnu dybere, end de først havde troet, og at ingen af dem kan vide sig sikre. Bid for bid må de løse den gåde, som hviler dybt under Rosenholms mure. Inden det er for sent.

Natskygge er den spændende opfølger til fantasyromanerne Roser og violer og Forglem mig ej – en trilogi fyldt med magi, nordisk mytologi, mysterier og kærlighed.

Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine.

Mine damer og herre, sådan her skriver man en fantastisk, episk og perfekt slutning på en serie. Det startede som et mordmysterie som fire piger forsøgte at løse, og det endte med en følelsesladet skæbnehistorie og de vildeste twists – og en tåre eller ti.

Det gode:

Malous karakterudvikling og måden hun er skrevet på er helt fænomenal. Man ved aldrig helt hvor man har hende eller hvor hun egentlig står, og hun giver et lidt mørkt twist til historien og jeg elskede det!
Jeg elskede hvordan historien og profetien flettede de fire pigers skæbne sammen. Man finder lige så stille ud af hvem hver linje af profetien handler om og hvad der skal ske, og alligevel bliver man også stadig overrasket. Det var nervepirrende og det var fedt.
Turen til underverdenen var SÅ sindssygt spændende. Det var noget helt andet end jeg havde regnet med, og jeg slugte det råt!
Jeg elskede hvordan historien fletter alting sammen til sidst, det hele går op i en højere enhed efterhånden som alting afsløres, jeg kunne slet ikke slippe den. Det er på alle måder den perfekte slutning, men det er også den perfekte optakt til slutningen. Brikkerne falder lige så stille på plads, og det var helt fantastisk. Jeg måtte endda fælde en tåre eller to, det var SÅ godt.
Kærligheden er ikke nem for nogen i den her bog, og det kunne jeg vældig godt lide. Kærligheden betyder meget, og den skal gå så gruelig meget igennem, men det fylder heller ikke overvældende meget. Historien handler om de fire piger og deres skæbne, og det er man ikke i tvivl om.
Den her bog er en pageturner uden lige. Da jeg først kom i gang var den næsten umulig at slippe, og de sidste 300 sider slugte jeg næsten i ét hug.
Dagny og Sixten, fantastiske karakterer<3
Der dør karakterer, og jeg lever for det! Man kan ikke have en episk kamp for lighed og retfærdig uden dødsfald.

Det knap så gode:

Der er noget med oprørernes gruppering VS de onde der ikke helt hænger sammen. Beklager hvis jeg er vag her, men jeg vil ikke spoile. Det er bare som om de onde er mange flere og meget stærkere, og alligevel lykkes oprørerne med så meget? Og med så lidt planlægning til sidst? Hmm.
På et tidspunkt leder oprørerne efter noget, som andre ikke har haft held med at finde i hundredvis af år, og det går altså lige en tand for let. Jeg ved godt at bogen er lang, men det føles simpelthen som om de regnede det ud for hurtigt, og jeg ville med glæde have læst 50 sider mere. Det gik lidt for stærkt.
Jeg synes at Louis’ karakterudvikling var meget brat og ikke sådan super overbevisende. Hvad troede han der skulle ske? Det er så tydeligt for alle, og han fatter det først til sidst.

Det her har været en fantastisk trilogi, og en endnu mere fantastisk slutning. Den er på alle måder det en slutning skal være, det hele gik op i en højere enhed, og serien har løftet sig fra en historie om fire piger på kostskole og en gammel mordgåde til en helt fantastisk kamp for frihed og retfærdighed, og det var SÅ perfekt en slutning.