Anmeldelse: Awen #2: Arven fra Fortiden

Et nyt skoleår begynder på det magiske skib Galathea, hvor Aia sammen med sin tvillingebror, Peter, har påbegyndt sin uddannelse som vogter af den forunderlige verden Igdrafell. Men Aia og Peters fortid og familiebaggrund truer med at indhente dem. Deres afdøde far, der skulle have været leder af de onde Morkinskinna, hvis han ikke var omkommet i en ulykke, har efterladt dem noget, som de for alt i verden må finde, inden det er for sent. Problemet er bare, at de ikke aner, hvad det er.

Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine.

Arven fra Fortiden er vel egentlig den svære toer der skal efterfølge Kaldet fra Galathea, hvor begyndelsen til det helt store plot blev lagt. Jeg må sige det er en af de bedste toere i en serie jeg har læst, den er bedre end sin forgænger, og slutningen tager den til et helt nyt niveau.

Det gode:

Sikke en fantastisk slutning! Der skete så meget uventet, nogen dør, og det var helt vildt awesome! Jeg måtte endda fælde en lille tåre, det med agernet gik lige i hjertekulen, og det sker ellers aldrig.
Jeg synes Aias karakterudvikling i den her bog er helt fantastisk. Aia har bare så meget personlighed, og hun er sassy og fierce, og jeg elsker det!
Der sker helt vildt meget, men jeg synes faktisk aldrig det gik for stærkt. Der er fart på, men man taber aldrig pusten.
Jeg synes venskaberne og dynamikken i vennegruppen udvikler sig virkelig godt, det er spændende at følge dem sammen, og Samuel og Henry får også lidt mere plads.
Der skete rigtig mange ting jeg ikke havde set komme, og det elskede jeg.
Det er den type bog jeg ikke bare lige kunne læse et kapitel i, det er 100+ sider ad gangen eller ingenting, for man bliver virkelig fanget.
Jeg synes det var fedt at vi begynder at få lidt mere baggrundshistorie om Aia og Peters forældre, hvad der skete og alt det der ledte op til at de er hvor de er i dag.
Der bygges videre på worldbuildingen, og ligesom i førstebog er det fantastisk detaljerigt og spændende, og meget overbevisende.

Det knap så gode:

Selvom Peter får mere plads i den her bog, så er der noget med dynamikken imellem ham og Aia som jeg bare ikke rigtig føler for. Det er lidt som om de er venner og ikke tvillinger, jeg manglede virkelig den der følelse af søskende-skab imellem dem.
Det hele gik en snert for let med at finde det de leder efter, de falder bare sådan lidt tilfældigt over tingene ved et tilfælde, og første gang de tager afsted fra Galathea finder de søreme også det de ledte efter, selvom ingen Morkinskinna har kunnet.
Jeg var ikke sådan helt solgt på romancen, Det var ret akavet det hele, og det føltes ikke sådan helt overbevisende.

Jeg glæder mig SÅ meget til at læse videre i den her serie, og jeg glæder mig faktisk endnu mere over at jeg har tre bøger til gode endnu, før det hele er slut – der bliver nemlig 5 bøger i serien ialt. Det er en fantastisk verden og nogle fantastiske karakterer.