- Titel: En Fortælling om Sangfugle og Slanger
- Serie: Hunger Games #0
- Forfatter: Suzanne Collins
- Antal Sider: 540
- Udgivelse: 2020
- Sprog: Dansk
- Originalsprog: Engelsk
- Originaltitel: The Ballad of Songbirds and Snakes
- Genre: YA Dystopi
- Forlag: Gyldendal
- ISBN: 9788702292923
- Læst: 22. Maj til 30. Maj
Katniss Everdeen var langt fra den første, der deltog i Dødsspillet. Panems skræmmende tradition, hvor de årligt sender 24 tilfældigt udvalgte børn mellem 12 og 18 år ud på en drabelig kamp til døden, går mange år tilbage.
“En fortælling om sangfugle og slanger” er historien om det 10. årlige Dødsspil, der udspillede sig 64 år før Katniss meldte sig frivilligt for at skåne sin lillesøster.
Vend tilbage til “Hunger Games”-seriens spændende univers og det dystopiske Panem med dets undertrykte distrikter i Suzanne Collins medrivende nye fortælling, der vil overraske og glæde fans af bøgerne om Katniss.
Både magten og Kærligheden har sin pris, men hvad er værd at dø for?
Det tiende dødsspil går snart i gang. I Capitol gør 18-årige Coriolanus Snow sig klar til en opgave, som vil afgøre hele hans fremtid. Indtil nu er det lykkedes ham at skjule, at hans engang så mægtige familie har mistet alt, selvom facaden begynder at krakelere. Men nu er de ydgtigste elever blevet bedt om at være mentor for hver sin soner i spillet, og Coriolanus øjner en chance for at vinde den tabte respekt tilbage og sikre familiens overlevelse.
Det kræver bare at hans soner vinder. Men til sin rædsel får Corionalus tildelt pigen fra Distrikt 12, den usleste af dem alle.
Fra nu af er deres skæbner forbundne. Og det kommer til at få konsekvenser, som Coriolanus aldrig havde drømt om…
Jeg havde aldrig troet at der ville komme en ny Hunger Games-bog – men hvor er jeg glad for at der gjorde! Den her bog var SÅ god og mere eller mindre alt det jeg kunne ønske mig af en prequel med Snow som hovedperson.
Det gode:
- Coriolanus som karakter fandt jeg sindssygt interessant. Jeg synes han var portrætteret godt, og selvom han er lidt moralsk grå, så forstod jeg alligevel godt nogle af de følelser han havde, især i forhold til det med pengene og hans families fald fra magtens tinde og manglen på penge og mad. Jeg følte at han var en virkelig kompleks karakter, og jeg elskede at få et indblik i hvad han tænkte og følte, især i forhold til hans vej til den han er i den oprindelige trilogi.
- Jeg elskede at få et indblik i Capitol og Panem efter krigen, og jeg elskede at få mere at vide om hvordan Dødsspillet var dengang, og hvordan det udviklede sig til det Dødsspil vi ser i Katniss’ trilogi. Det var sygt spændende, og jeg slugte det råt.
- I det hele taget var bogen spændende. De to sidste kapitler gik for stærkt, men indtil da var det her klokkeklart en femstjernet læseoplevelse. Den var helt fantastisk og for mig en rigtig pageturner.
- Lucy Gray er en fantastisk karakter, og hun giver så meget liv til både Coriolanus og historien.Og jeg elsker hendes regnbuefarvede flæsekjole!
- Bogens titel giver så meget mening efter at have læst den, og det er mega fedt!
- I det hel taget synes jeg persongalleriet var fedt, jeg elskede Coriolanus’ forhold til Tigris og sin bedstemor, og de venner han har i Capitol. Det er spændende at se, hvordan de taler og agerer med hinanden, især efterhånden som Sejanus fylder mere og mere i historien.
Det knap så gode:
- Wow det gik hurtigt til sidst. Jeg måtte læse de to sidste kapitler flere gange, og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg forstår hvad der egentlig skete i Snows hoved. Den udvikling der sker i løbet af de to kapitler føler jeg burde være sket over hundrede sider eller mere. Det var ikke sådan rigtig troværdigt, det føltes lidt som at historien bare skulle afsluttes.
- Jeg er pænt skuffet over coveret. Eller, baggrunden for nu at være helt specifik. Den er bare ikke pæn!
- Jeg brød mig ikke helt om alle de filosofiske spørgsmål man lidt fik mast ned i halsen. Det er lidt det her med de der opgaver Dr. Gaul giver dem for eksempel. Det er jo helt klart meningen at jeg som læser skal tænke over nogle ting, og det er jo fint – jeg ville bare ønske jeg ikke have fået det påduttet helt så meget.
Overall, så var det her en fantastisk læseoplevelse. De to sidste kapitler gik klart for stærkt, men indtil da var den sinpelthen en fornøjelse, og jeg elskede hvert øjeblik af den. Kan man håbe på en prequel mere fra Haymitch’ dødsspil? Den historie gad jeg SÅ godt læse!
Sus' bogblog 