- Titel: Gråzonen
- Serie: Dødefolket #1
- Forfatter: Aura Isolde
- Antal Sider: 300
- Udgivelse: 2019
- Sprog: Dansk
- Originalsprog: Dansk
- Genre: Paranormal Romance
- Forlag: Ulven & Uglen
- ISBN: 9788793349490
- Læst: 14. til 18. Februar
Gud skabte Dødefolket fordi, han var rasende på menneskene. Dødefolkets skulle sørge for, at det enkelte menneske døde, som det var Guds plan.
Da det blev klart for Gud, at Dødefolket misbrugte deres evner til koldblodigt at høste så mange sjæle som muligt, skabte han Oprørerne. De skulle sørge for, at Dødefolket kun høstede de sjæle, som var tiltænkt dem.
Rebecka ønsker intet andet end et normalt liv på Mors, hvor hun bor sammen med sin faster, men da dødemanden Diego udser hendes sjæl som dødefolkets eje, må hun kæmpe for sit liv.
Hun får hjælp af oprøreren Nick, der har viet sit liv til at beskytte Rebecka, men hvorfor? Og hvem af dem skal hun tro på, når de begge mener at følge Guds plan?
Gråzonen er første bog i Dødefolket, en serie, der handler om kærlighed, sygdom og tab.
Anmeldereksemplar fra Ulven & Uglen
Jeg må indrømme at jeg ikke var helt så blæst bagover af Gråzonen som jeg havde håbet jeg ville være. Når jeg falder over en bog som er sindssygt pæn, så tror jeg også altid de automatisk er helt fantastiske – og det var Gråzonen ikke. Den var okay, og nogle gange faktisk god.
Det gode:
- De første 100 sider var faktisk rigtig gode, det var nemt at komme ind i bogen, og generelt var den del ret spændende og jeg følte mig underholdt.
- Jeg kunne rigtig godt lide den del af historien der handlede om Beckys liv på gymnasiet, veninderne og dramaet med veninden der var efter hendes kæreste. Jeg synes der var en god dynamik i vennegruppen.
- Becky og Nick skiftes til at fortælle historien, og det synes jeg fungerede rigtig godt. Jeg synes de som karakterer var veldefinerede, efter at have læst halvdelen af bogen havde jeg en følelse af at vide hvem de var og kende deres personlighed.
- Jeg elskede det med døden. Jeg siger ikke mere af spoilery årsager.
- Man flyder virkelig nemt gennem bogen, den er letlæst og siderne vender sig selv.
- Der sker noget hen mod den sidste del af bogen som gør, at jeg føler det kunne være noget meget interessant plotwise i de næste bøger. Det peakede min nysgerrighed.
Det knap så gode:
- Jeg må indrømme at jeg meget hurtigt blev træt af at Becky var en vatnisse der hele tiden skulle reddes. Hver gang der sker noget er hun bare sådan helt “Åh nej Nick, red mig!”. Hun kan ingenting selv, og da Nick så vil lære hende at forsvare sig selv, så mukker hun halvdelen af tiden og gider ikke.
- Efter de første hundrede sider synes jeg historien begyndte at gentage sig selv. Hvor mange gange blev hun angrebet af ham der Nicks fjende? fem? syv? Og det er altid det samme, Nick kommer og redder hende og så er alt godt. Det holdt op med at være spændende efter 3. gang.
- Jeg følte ikke rigtig romancen mellem Becky og Nick, det var meget insta-lovey, og ikke på den gode måde. Jeg synes også hun meget hurtigt går fra at undre sig over hvem han er til pludselig at være forelsket, og jeg var sådan lidt – what?
- Jeg manglede virkelig noget mere worldbuilding. Eller, ikke så meget information om dødefolket og oprørerne, men mere en fornemmelse af den her anden verden Nick befinder sig i. Jeg kunne bare ikke rigtig se den for mig, og jeg følte ikke rigtig jeg egentlig vidste hvordan reglerne var eller hvem de andre var.
- Nick har seriøst et issue med sine venner. Han gider dem ikke, men spørger dem alligevel om hjælp så snart han har brug for det, og han forventer bare at de så gør alt for ham. Nick, du gider nærmest ikke tale med dem, come on.
Gråzonen havde nogle issues, især var jeg træt af at Becky var så meget heltinde-i-nød-agtig, men den første del af bogen var god, og der sker en del med plottet til sidst som jeg synes umiddelbart lover godt for toeren.
Sus' bogblog 