- Titel: Den Sidste Alliance
- Serie: Grænsen til Trafallas #3
- Forfatter: Julie M. Day
- Tid: 16 timer 39 minutter
- Udgivelse: 2019
- Sprog: Dansk
- Originalsprog: Dansk
- Genre: Fantasy
- Forlag: Leatherbound
- ISBN: 9788771716375
Han sukkede dybt. Dybere, end jeg havde ønsket. Noget ved hans suk lød, som om dette var håbløst.
“Vi vil kæmpe,” sagde han med en skuldertrækning.
“Og hvem vil vinde?”
Han så på mig, som havde jeg stillet det værst tænkelige spørgsmål. “Det må tiden vise.”
I håbet om at få Zachos tilbage er Grace fast besluttet på at tage på en skæbnesvanger rejse til Nord. Men hendes prøvelser er kun lige begyndt. Krigen sniger sig nærmere, alliancer må indgås, fjenden bliver stærkere, og hemmeligheder afsløres med sønderrivende konsekvenser. Intet er, som det umiddelbart ser ud, og en lykkelig slutning synes langt borte.
Vil Grace nå til Nord, inden krigen for alvor bryder løs? Og kan hun redde både menneskeheden, elverne i Trafallas og Zachos?
Den sidste alliance er tredje del i trilogien.
Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker.
[Sponsoreret] – Hørt via Mofibo, som har sponsoreret abonnementet.
Puha, det her er en lidt svær anmeldelse at skrive, for jeg må indrømme at jeg virkelig kæmpede med den her bog. Jeg havde rigtig mange problemer med den, og havde så svært at komme igennem den, men der var også dele af historien der faktisk var rigtig gode – jeg skal prøve at forklare det ordentligt.
Det gode:
- Coveret er absolut fantastisk! Det er alt det et episk fantasycover skal være. Looove!
- Delen af historien hvor de befinder sig i Nord var en af de gode dele af bogen. Morfildor er en skide spændende karakter, og alle afsløringerne og dramaet der udvikler sig deroppe var virkelig spændende. Morfildor og hans folks måde at leve på synes jeg også var super interessant.
- De sidste 15 % eller deromkring, den del af bogen efter krigen hvor Grace ligesom skal deale med noget sorg og noget var helt fantastisk. Jeg elskede virkelig den her del, og jeg er så glad for at den her bog ikke faldt i en af mine største bookish pet peeves. Det gav en virkelig fantastisk slutning, og det satte jeg virkelig pris på.
- Der er noget romance i den her bog, og jeg må sige at jeg virkelig elskede de problematikker der kom ud af det. Dels fungerer den her romance helt fantastisk, og dels var problemerne og de indeklemte følelser virkelig interessante og veludførte.
Det knap så gode:
- Oplæseren er den samme som til Izola-serien, og ligesom med den serie synes jeg ikke hun var særlig god, hun gav Grace den her barnlige, forkælede møgunge-stemme, som jeg slet ikke syntes hun havde da jeg læste de første to bøger – som jeg jo så ikke hørte på lydbog, men læste i fysisk form. Derudover udtaler hun også ord forkert, og lægger trykket i sætninger på mærkelige måder.
- Jeg har det SÅ svært med hvordan Grace håndterer Zachos’ død. Jeg synes hun er SÅ respektløs overfor Khantos og alle andre, og super selvoptaget. Fuck alle andre, hun skal bare have det hun vil have – som er at få Zachos tilbage, og så er det ellers lige meget hvor mange der skal dø for at hun kan få det hun vil have. Hun tager ud på den her rejse til Nord, og bliver vildt ked af det når nogen i hendes følge dør – og det kan jeg bare ikke tage seriøst, det er hendes egen egoisme der får de her mennesker slået ihjel, så stop dig selv Grace. I det hele taget følte jeg hun brugte de første 75% af bogen på at være et forkælet barn der ikke fik sin vilje.
- Det her med Crux – har jeg misset noget? Har vi hørt om ham i de tidligere bøger? Jeg synes det var så random at der pludselig var den her store ondskab der kom ud af ingenting, og jeg synes også han var alt for klassisk ond.
- Krigen burde have varet meget længere, jeg synes ikke det gav mening at det hele var så hurtigt overstået, for der blev virkelig lagt op til noget stort og episk, og så var det bar slut i løbet af ingen tid. Jeg tror jeg føler, at den her bog enten skulle have handlet om Grace og hendes sorg, eller om krigen – og at der måske burde have været en bog mere.
- På grund af de ting jeg allerede har nævnt, så kæmpede jeg virkelig med at holde koncentrationen mens jeg lyttede til bogen. Jeg havde lyst til at høre alt muligt andet, fordi jeg bare ikke magtede Grace og den her random master of evil, der kom ud af det blå.
Jeg tror, at det var en fejl at høre den her på lydbog, og måske burde jeg have stoppet og skiftet over til den fysiske bog, for den har jeg faktisk stående. Men ak, det gjorde jeg ikke, og det laver jo heller ikke om på, at Grace og hendes opførsel virkelig gik mig på, og at jeg syntes det her med Crux og krigen var lidt hurtigt overstået. Til gengæld er jeg virkelig glad for slutningen, jeg synes det var den mest perfekte måde det hele kunne have sluttet på.
Sus' bogblog 