Anmeldelse: Spellslinger #1: Spellslinger

36507799

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Spellslinger
  • Serie: Spellslinger #1
  • Forfatter: Sebastian De Castell
  • Antal Sider: 384
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Spellslinger
  • Forlag: Gyldendal
  • ISBN: 9788702236699
  • Læst: 15/11 til 22/11

 

Første del i Sebastien de Castells Spellslinger-serie. En bog fuld af magi, bedrag, heltemod og en ondskabsfuld, talende egernkat.

Kellens sektensårs fødselsdag nærmer sig, og det samme gør de fire magiske prøver, der én gang for alle afgør, om han kan blive en magtfuld jan’Tep-mager eller om han vil blive udstødt af sin familie og venner som sha’Tep-tjener. Der er bare et problem. Kellens magi er ved at forsvinde. For at undgå total ydmygelse, forsøger Kellen at snyde sig gennem en magisk duel. Men da en mystisk fremmed kommer til byen, udfordrer hun Kellen til at gå helt nye veje.
Den fremmede, Ferius Parfax, er argosier – en rejsende, der lever af sin kløgt og de tre sæt spillekort, hun altid har på sig. Hun er besværlig og uforudsigelig. Men hun er måske Kellens eneste håb

[ Sponsoreret ]

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal, og skal dermed markeres som reklame ifølge markedsføringsloven. Jeg har ikke modtaget penge for at anmelde eller omtale bogen, hverken positivt eller negativt.

Den her bog var slet ikke som jeg forventede, og jeg elskede det! Altså, det var jo ikke fordi jeg forventede den var dårlig – tværtimod – men den var bare så fuld af overraskelser, og det er simpelthen fantastisk! Med alt det fantasy jeg har læst sker det ikke så tit at jeg møder noget jeg slet ikke føler jeg har læst før og som virkelig overrasker, og Spellslinger gjorde begge dele.

Worldbuildingen er helt fantastisk. Magi er jo ikke noget nyt, men her findes det på en måde som jeg virkelig godt kunne lide. Det gav mening, det var gennemtænkt, og  det var komplekst uden at blive for meget. Universet er befolket med lande og folkeslag, som alle har deres egen historie, og jeg elsker hvordan Jan’Teperne har deres helt egen historie, og hvordan den betyder så meget for historien. Jeg elskede hvor western-agtig den her verden føltes, og jeg elskede egernkattene! Små, hidsige bæster, I love it ❤

Kellen er en antihelt, så meget bliver rimelig hurtigt tydeligt. Hans forældre er stærke magere, hans lillesøster bliver måske den mest magtfulde mager nogensinde, men Kellen? Hans magi bliver svagere og svagere, og det er ret uheldigt i et samfund hvor din magis styrke definerer hvem du er og hvilken plads du får i samfundet. Kellen lader sig ikke slå ud af manglende magi, han bruger sin kløgt og viden til at snyde, bedrage og være kvikkere end sin modstander, og det er et helt fantastisk karaktertræk. Han er vittig, intelligent og er meget overvejende i sine tanker, og det kunne jeg virkelig godt lide! Jeg er absolut Kellen-fan, og i det hele taget er bogen fuld af spændende karakterer der alle sammen føles virkelig og levende.

Jeg elsker, hvordan jeg fra første side følte at jeg blev suget ind i den her verden, og sådan var det hver gang jeg satte mig ned for at læse den. Jeg elskede at den var uforudsigelig, og at der hele tiden skete noget. Ikke nødvendigvis noget actionagtigt, men der var hele tiden udvikling i historien, løgnene, mysterierne og intrigerne hober sig op, og det blev aldrig kedelig. Som læser blev jeg holdt til ilden og ville have mere, og det gør den til en af de bøger du længes efter at læse videre i.

Men jeg synes lige netop det gik lidt af den i løbet af de sidste 100 sider. Historien blev forudsigelig, og der skete alt for meget actionagtigt på meget lidt tid. Det var sådan lidt huhej, og jeg følte lidt den tabte det der uforudsete, som gjorde jeg syntes den var spændende. Men slutningen var god, og lægger op til en virkelig god toer, så jeg er absolut ikke færdig med den her serie – og jeg savner allerede Kellens vittige kommentarer, og egernkattene!

Skriv en kommentar