Anmeldelse: Hun Bad Selv Om Det

 

 

• Titel: Hun Bad Selv Om Det
• Serie: –
• Forfatter: Louise O’ Neill
• Antal Sider: 390
• Udgivelse: 2017
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: Asking For It
• Forlag: Gyldendal
• ISBN: 9788702225587
• Læst: 12/11 til 14/11

 

Emma O’Donovan bor i en lille by, hun er 18 år gammel, smuk, populær og selvsikker. Men en aften tager hun til en fest, som ændrer alt.

Dagen efter vågner hun foran sin hoveddør. Hun kan ikke huske, hvad der er sket. Hun ved ikke, hvordan hun er endt der. Hun ved ikke, hvorfor hun har ondt. Men det gør alle andre. Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved Emmas krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egens skyld.

[ Sponsoreret ]

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal, og skal dermed markeres som reklame ifølge markedsføringsloven. Jeg har ikke modtaget penge for at anmelde eller omtale bogen, hverken positivt eller negativt.

Der er gået flere dage mellem jeg læste bogen færdig, og nu sidder og skriver det her. Jeg kan faktisk stadig ikke helt finde ud af om jeg hadede den eller elskede den, måske en blanding af begge dele.

Jeg elskede den, fordi den den går lige i hjertet. Den får dig til at føle alting så stærkt, så det gør helt ondt indeni. Du bliver mærket af den her bog, det er umuligt at lade være – uanset om man bliver vred, ked af det, frustreret, føler medfølelse eller hvad man nu gør. Man kan ikke lade være med at føle noget.

Jeg elskede den også, fordi den sender et meget vigtigt budskab og handler om et emne, som verden fandeme bør se at få styr på ASAP. Nu er jeg normalt ikke til bøger der kaster budskaber i hovedet på mig – jeg kan lide gode historier, og hvis der skal være et budskab skal jeg nok selv tænke mig til det, jeg behøver ikke få det klasket i ansigtet. Den her har et tydeligt budskab, men det handler egentlig mere om personen Emma end det gør om budskabet følte jeg. Jeg synes det var mere et portræt af, hvad det gør ved et menneske at blive udsat for de her ting, end det var at få et budskab ud.

Humlen i den her historie er, at Emma er en kælling. Emma er absolut en led kost, hun er på ingen måde likeable, og hun er led ved sine veninder, sine forældre og er ondskabsfuld og manipulerende. Men fortjente hun virkelig det der skete med hende? Var hun virkelig selv ude om det? Skulle hun bare have været mindre løs på tråden og have taget noget mere tøj på? Bad hun selv om det, fordi hun ville have opmærksomhed og være populær, og var villig til at gøre næsten alt for at få det – og beholde det?

Jeg hader den bog, fordi den viser menneskers grimmeste side. Emma er måske en led kælling, men hun er ingenting sammenlignet med det halve af byens befolkning – inklusiv hendes såkaldte venner. De er optagede af selvretfærdighed – hun fortjente det, fordi hun var led og havde kysset med sin venindes kæreste. Hun bad selv om det, fordi hun var for fuld til at styre sig, og havde for lidt tøj på. Det er forfærdeligt og hjerteskærende at se Emma falde fuldstændig fra hinanden, man føler hendes følelser, og uanset hvor frygtelig Emma er, så kan du relatere til hende.

Hun Bad Selv Om Det gjorde mig flintrende rasende, allerhelvedes gal i skralden, ked af det og frustreret. Hvad er der galt med folk? Uanset hvad jeg følte for bogen, så kan jeg ikke benægte at jeg simpelthen ikke kunne holde op med at læse. Jeg ville så gerne vide hvad der skete, se retfærdigheden ske fyldest, og se at Emma var okay. Om det sker og om hun bliver det må i selv finde ud af, men det her er virkelig en fantastisk stærk bog med et meget vigtigt budskab – og en hovedperson som man både hader og elsker.