- Titel: An Ice Cold Grave
- Serie: Harper Connelly #3
- Forfatter: Charlaine Harris
- Antal sider: 280
- Udgivet: 2008
- Sprog: Engelsk
- Forlag: Gollancz
- ISBN: 978-0-575-08399-8
- Læst: 13/2 til 14/2
When she was 15, Harper Connelly was struck by a bolt of lightning. She rocovered, mostly .. she has a strange spiderweb of red on parts of her body, and her right leg has episodes of weakness. Sometimes her right hand shakes. She has headaches. And she can find dead people.
Now Harper and Tolliver, her stepbrother, are hired to find a missing grandson. But the truth is far worse than a single dead child, for numerous teenage boys, all unlikely runaways, have disappeared for Doraville, North Carolina.
Harper soon finds the eight bodies, buried in the half frozen ground… but then, still reeling from coming into contact with her first serial killer, she is attacked and injured. Now she and Tolliver have no choice but to stay in Doraville while she recovers, and as she reluctantly becomes part of the investigation, she learns more than she cares to about the dark mysteries and long-hidden secrets of the town: knowledge hat makes her the most likely person to be next to end up in an ice cold grave …
Ud fra bagsideteksten synes jeg det virkede som om at der var lagt en rigtig god bund til en super spændende bog. En seriemorder i kombination med at nogen angriber Harper som har opdaget ligene? Det er da en meget godt begyndelse ti et mordmysterie vil jeg mene. Og plottet er faktisk også virkelig godt langt hen ad vejen, det er bare alt for nemt at regne ud. Første gang vi møder gerningsmanden vidste jeg det var ham, og lige så snart mysteriet begyndte at udfolde sig havde jeg også regnet den ud. Der var bare ikke nogen overraskelser for mig mysterie-mæssigt.
Til gengæld var jeg vild med det lidt mørkere plot. Historien blev også mørkere og personerne blev mørkere. Tolliver og Harper udviklede sig også lidt mørkere på en måde, forstået på den måde at der ligesom sker lidt alvorligere ting imellem dem som skal løses og det hele ligesom bliver lidt mere seriøst. Det hele får ligesom en lidt mere dunkel og seriøs skygge over sig, og det kunne jeg godt lide. Det passede sammen, og det passede i forhold til de tidligere bøger.
Forholdet mellem Harper og Tolliver tog en drejning i forrige bog, som jeg ikke rigtig forstod og kunne følge – og Harper fortsætter med at mølle rundt i det i hovedet i en den første halvdel af bogen uden at sige helt hvad det var hun mente. Det var ret frustrerende, fordi jeg faktisk ikke anede hvad det var hun helt præcist mente. Hun taler om at noget har ændret sig imellem dem og at de går som på nåple og så videre, men jeg fattede ikke hvorfor – fordi jeg ikke forstod det. Så kom der så den udvikling omkring halvvej i bogen hvor de endelig begynder at tale – og SÅ forstod jeg det. Måske har jeg været lidt ignorant, men jeg havde slet ikke set det komme og havde det lidt ambivalent med det til at begynde med . men endte med at synes det var ret fedt.
Historien var generelt rigtig god. Når jeg så bort fra at jeg ikke som sådan blev overrasket af plottet, så var historien faktisk rigtig god. Jeg var underholdt, og jeg nød den. Charlaine skriver godt, og Harper forbliver den samme selvom hun ændrer sig – så man kan stadig kende hende. Ud over Harper og Tolliver er der også rigtig mange andre spændende bipersoner og personer som du kun møder en gang eller to som alligevel er sjove, spændende eller på anden måde interessante, og det giver bogen liv.
Jeg havde dog et lille problem med, at Harper hele tiden møder meget voldsom modstand fra alt og alle. Der er ingen der tror på det hun kan, selvom hun jo faktisk har en succesrate på mere eller mindre 100%, og de selv ringer efter hende. Jeg kan godt relatere til, at ingen tror på det overnaturlige i en videnskabelig verden, men det er lidt som om der er gjort et lige lidt for stort nummer ud af det – og når du har læst diskussion nummer fem om det i løbet af en bog, så bliver det trættende. Jeg tænker at man godt kunne have sprunget lidt lettere hen over dem, i stedet for at pensle dem helt ud hver gang eller noget i den stil.
Alt ialt var An Ice Cold Grave meget mere forudsigelig end sine forgængere, og det var det der endte med at trække den lidt ned for mig. Til gengæld var jeg vild med seriemorderaspektet, og den lidt mørkere historie.
Sus' bogblog 