Anmeldelse: The Witcher #4: Foragtens Tid

Titel: Foragtens Tid | Serie: The Witcher #4 | Forfatter: Andrzej Sapkowski | Antal Sider: 414 | Udgivelse: 2020 | Sprog: Dansk | Originalsprog: Polsk | Originaltitel: Czas pogardy | Genre: Fantasy | Forlag: Gyldendal | ISBN: 9788702189049 | Læst: 7. til 20. Februar

THE WITCHER 4, FORAGTENS TID: Den gamle verdensorden slår revner. Elvere og andre ikke-mennesker der er blevet undertrykt igennem mange år, danner oprørsgrupper i skovene, og samtidig er de bare små brikker i det storpolitiske spil mellem de gamle kongeriger og det nye ekspansive imperium Nilfgård. Midt i dette kaos står witcheren Geralt og hans plejedatter Ciri som ganske uforvarende spiller en vigtig rolle i en gammel spådom. Mange vil gerne have fat i hende fordi de mener at hun er i stand til at redde verden, eller ødelægge den. Det er ikke altid let at vide hvem man skal stole på, og der er ikke megen plads til ædle følelser. Foragtens tid er kommet.

THE WITCHER-SERIEN: Historierne, der udspiller sig i et middelalderligt og fantasyinspireret univers, handler om Geralts heltegerninger og om hans begær efter den uimodståeligt tiltrækkende troldkvinde Yennefer.

Geralt er witcher, en mand, der gennem hård træning og magiske drikke er blevet monsterjæger og koldblodig kriger. Han rider fra landsby til landsby for at tilintetgøre frygtindgydende monstre og dæmoner, som hærger landet og overfalder uskyldige mennesker. Men ikke alt, der ser uhyggeligt ud, er ondt – ikke alt, der ser harmløst ud, er godt. Geralt er heldigvis i besiddelse af overnaturlige kræfter fx forstærket syn, evne til hurtig heling og delvis immunitet over for menneskelige følelser, hvilket gør ham til en imponerende og ubarmhjertig dræber.

Med sin blanding af western, middelalderens ridderromaner og slavisk mytologi er witcher-serien forfriskende inden for sin genre. Her er et velfungerende plot og veldrejede intriger, som minder om dem man kan møde i The Game of Thrones. Her er galgenhumoristiske skildringer af et eventyrligt univers med næsten lige så mange fascinerende finurligheder som i Harry Potter. Det nærværende drama udspiller sig i de mest fantastiske omgivelser og er så overbevisende fortalt, at man er fanget med det samme.

Foragtens Tid er så meget bedre end Elerblod. Elverblod føltes rodet og uden ret meget egentlig handling, men her er der meget mere styr på det. Der var nogle vildt spændende dele, men jeg må indrømme at jeg stadig synes det er for lidt Witcher og for meget alt muligt andet.

Det gode:

  • I midten af bogen sker der SÅ meget spændende! Jeg skal forsøge ikke at spoile, så det bliver måske lidt vagt. Historien har op til nu bevæget sig stille og roligt fremad, og det gør den også i Foragtens Tid – indtil det hele eksploderer i kaos, og selvom det lyder som en dårlig ting, så var det så episk! Alting vendes på hovedet, og det du troede der skulle ske ændres på et splitsekund, og jeg labbede det i mig.
  • Apropos ovenstående, så er Andrzej Sapkowski god til at skrive action-scener så de er både spændende og fængende.
  • På et tidspunkt ender Ciri ved et uheld i ørkenen. Hun har ingen vand, ingen mad, og man følger hende forsøge at overleve og klare sig ud på den anden side, og det var simpelthen så spændende!
  • Apropos Ciri, så synes jeg der var rigtig god karakterudvikling for hende i den her bog. Hun har tidligere været lidt en snotunge (som Yennefer plejer at sige), men i løbet af den her bog bliver hun både badass og meget modig og foretagsom, og hun mister lidt af det barnlige aspekt hendes karakter har haft indtil nu.
  • Der er en enhjørninger, og det var så fedt!
  • Jeg må sige jeg synes Ciris storyline i den her bog var virkelig interessant, især i slutningen.
  • Stemningen fra de tidligere bøger er der stadig, og det er den her helt særlige Witcher-steming som kun den her serie har. Jeg kan godt lide den, og jeg kan godt lide hvordan alle karakterer stadig er lidt overdrevne og oppustede.

Det knap så gode:

  • Jeg har sagt at jeg synes der er for lidt Witcher, men jeg siger det lige igen: der er for lidt Witcher og for meget alt muligt andet fuldstændig ligegyldigt. For eksempel fortæller Dandelion på et tidspunkt Geralt hvad der er sket mens Geralt har været væk, og det sker med flashbacks til fuldtsændig random personer der ikke har noget som helst med historien at gøre, og som de fleste gange dør til sidst i det flashback. Det kan være soldater, bonder, kommandører, alle mulige random mennesker, og det fungerer overhovedet ikke. Det var SÅ intetsigende og virkelig kedeligt.
  • For lige at fortsætte ned ad for-lidt-Witcher-sporet, så havde jeg det indtryk at den her serie handlede om Geralt – bagsideteksten siger endda det samme, men jeg synes slet ikke det her handler om Geralt, han er er nærmest bare en biperson.
  • Der er en hel del steder hvor jeg fangede mig selv i at tænke at bogen enten er dårligt skrevet eller dårligt oversat. Mærkelige ordvalg (og ikke på den gode måde), forvirrende og rodet dialog, den slags ting.
  • I den her bog lagde jeg virkelig mærke til at der er noget helt galt med hvordan kvinder portrætteres. Det gik pludselig op for mig at kvinder er så stereotype på en virkelig forfærdelig måde. De er voldsomt forfængelige, hadefulde og jaloux på alle andre hunkønsvæsner, bruger sex som et våben og er vulgære og meget stereotype. Det ville måske have fungeret, for hele den her historie ER fuld af overdrevne og over-the-top karakterer, men det er seriøst hver eneste kvinde der portrætteres sådan. Der er ingen variation overhovedet.
  • Yennefer er både modbydelig og hadefuld overfor Ciri, og det er så tydeligt at hun er jaloux. Ciri er 13, Yennefer er en voksen kvinde, er jeg den eneste der kan se hvor problematisk det er?

Overall var Foragtens Tid en god læseoplevelse, men jeg må sige at jeg er ved at gå lidt død i den her serie. Den handler slet ikke så meget om Geralt som jeg håbede og troede, og fra anmeldelser på Goodreads kan jeg se, at det ikke rigtig lader til at ændre sig. På den anden side er Ciri ved at blive en ret interssant karakter, og hendes story line virker lovende, men det er Geralt der trak mig til den her serie, og han fylder simpelthen for lidt. Og der er for lidt monsterjagt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s