Anmeldelse: The Witcher #3: Elverblod

Titel: Elverblod | Serie: The Witcher #3: Elverblod | Forfatter: Andrzej Sapkowski | Antal Sider: 828 | Udgivelse: 2020 | Sprog: Engelsk | Originalsprog: Polsk | Originaltitel: Krew elfów | Genre: Fantasy | Forlag: Gyldendal | ISBN: 9788702189018 | Læst: 28. Januar til 7. Februar

Tredje bind i serien om witcheren Geralt, monsterjæger og koldblodig kriger. Serien udspiller sig i et rigt og uforglemmeligt univers,  som både er magisk og velkendt.

I mere end hundrede år har mennesker, Nilfgårdflokene, dværge, gnomer og elvere levet i fred og fordragelighed. Men nu er det blevet urolige tider. De forskellige racer er begyndt at bekrige hinanden igen – overalt bliver der syndet og begået forbrydelser. Grådigheden og det moralske forfald breder sig – samtidig med at kejseren af Nilfgård står på spring for at underlægge sig de nordlige riger. Det er midt i denne omtumlede tid at Ciri, dronning Calanthes barnebarn, vokser op. Ciri har elverblod i årerne og er i besiddelse af usædvanlige evner og en endnu mere usædvanlig skæbne, for en gammel spådom omtaler hende som en person med magt til at ændre verden, til det gode eller det onde.

Den legendariske sværdmand, Witcheren Geralt fra Rivia, også kaldet Hvide Ulv har bragt Ciri i sikkerhed i witcherborgen hvor hun lærer at håndtere et sværd, men det står hurtigt klart at Ciri ikke er nogen helt almindelig witcher. Mens hun kæmper for at lære at håndtere sine særlige evner, bliver hun forfulgt af flere personer med hver deres bud på hvad man skal lægge i spådommen, og hvad de kan bruge Ciri til i det storpolitiske spil. Det er stærke kræfter der er sluppet løs, og denne gang har Geralt muligvis mødt sin overmand.

Jeg husker de første to bøger som virkelig gode. Det var helt tilbage i 2018 jeg læste bog 2, og begge de to første bøger er en form for samlinger af små historier. Det her er den første sådan rigtige lange historie i Witcher-universet, og på plot-fronten må jeg sige den haltede lidt. Men den helt særlige witcher-stemning er der, og humoren er som altid fabelagtig.

Det gode:

  • Den del af bogen hvor man fulgte Ciri og Yennefer, og Yennefer underviste Ciri. Det synes jeg var spændende, og man kom meget tættere på Yennefers karakter. Jeg synes også hendes og Ciris forhold var spændende, og det var ærlig talt tiltrængt med lidt dybde til Yennefers karakter.
  • Jeg eeelsker Geralt! Han er bare badass og awesome.
  • Humoren i den her serie er så fantastisk. Hele historien, måden den fortælles på og karaktererne er lidt opstyltede og overdrevne, det er lidt ligesom et lystspil hvor det hele er lidt over the top hele tiden, og det er alle tiders!
  • Af samme grund har den her bog også en helt speciel stemning, den samme som hele serien generelt har.
  • Scenen med flodmonstret var fuldstændig fabelagtig!

Det knap så gode:

  • Bogen føles meget rodet, og det er lidt som at historien aldrig rigtig kommer nogen vegne. Jeg fik meget følelsen af, at de første to bøger opsatte universet og karaktererne, mens den her opsætter scenen for det der skal ske i de sidste fire bøger, det store, episke plot. Det hele kører lidt i cirkler synes jeg, og der sker egentlig ikke rigtig så meget der betyder noget for plottet.
  • Der er for lidt Witcher og for meget af alle mulige andre karakterer der ikke er særlig interessante.
  • Den var lidt langtrukken, og jeg må indrømme jeg måtte kæmpe mig igennem visse dele af den, fordi jeg ikke kunne forstå hvorfor vi havde brug for at se det hele fra den her persons synspunkt, eller hvor historien var på vej hen.
  • Dialogen er frygteligt opstillet, altså fysisk på papiret, det er for eksempel ikke altid gjort tydeligt om der er nogen der taler eller om det er noget de tænker, der mangler citationstegn og sådan.
  • Jeg husker ikke de første to som dårligt skrevet, men i den her lagde jeg mærke til mange mærkelige sætninger og samtaler, hvor jeg synes det blev rodet og usammenhængende.
  • Ciri er simpelthen så irriterende nogle gange! jeg føler hun er meget mere barnlig end hun egentlig burde være, specielt i begyndelsen.

Witcher-serien har en helt bestemt stemning og humor som jeg elsker, men den første lange, sammenhængende historie var lidt rodet og jeg synes ikke rigtig plottet kom nogen vegne. Den føles meget som introen til resten af serien, den bog der skal lægge grunden for alt det der videre kommer til at ske.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s