Anmeldelse: Fortællinger fra Døden #2: Døden Lyver Aldrig

36468503

Titel: Døden Lyver Aldrig
Serie: Fortællinger fra Døden #2
Forfatter: K. L. Berger
Antal Sider: 352
Udgivelse: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Dansk
Genre: YA Paranormal Fantasy, Engle, Dæmoner
Forlag: Dreamlitt
ISBN: 9788771711783
Læst: 16. August til 24. August

“En gang før har jeg vidst, at jeg skulle dø. Og det skete virkelig. Jeg døde. Og så alligevel ikke. På en eller anden sær måde endte jeg i dette efterliv, hvor døden føltes mere levende, end livet selv nogensinde havde gjort det. Og på den måde levede jeg igen.”

Dommedag er på vej, og Raven og Zeph må kæmpe mod både levende og døde for at standse den. En ældgammel profeti sætter dog alting i svingninger, og Raven må drage videre mod Hades.
Men hvad gør en sjælehenter, når Underverdenens hersker er besat af jalousi, ingen taler sandt, og fjender bliver til venner? Raven må endnu engang lære at navigere i lyset og mørkets skyggesider, når Helvede og Himlen tørner sammen, og intet er, som det ser ud til.

Døden lyver aldrig er andet bind i trilogien Fortællinger fra Døden.

Anmeldereksemplar fra forfatter K. L. Berger og forlaget Dreamlitt.

Wauw hvor var den god! Den første bog var lige kort nok synes jeg, men den her er de der 100 sider længere som jeg godt kunne have brugt den første havde, og så kom historien virkelig til sin ret. Den var spændende, humoren var virkelig god, og den var aldrig kedelig.

Det gode:

Bogens titel er noget nær den mest cool titel nogensinde.
Worldbuildingen fra den første bog bliver der bygget videre på, og det var awesome. Og det holder totalt vand, det er meget troværdigt og virker gennemtænkt.
Der er den fedeste reference til Djævelens Lærling-serien.
Jeg connectede så meget med Raven i den her, især fordi vi ikke springer frem og tilbage mellem Døden der fortæller og nutiden, og så det at Raven er meget på egne ben her. Hun er mega nice jo!
Dahlia var virkelig en sjov og lidt quirky karakter som jeg virkelig godt kunne lide.
Den er spændende fra start til slut, og det bliver aldrig kedelig – og det går heller ikke for stærkt. Pacingen var virkelig god!
Jeg ELSKER Ash ❤
Jeg følte sproget flød virkelig, virkelig godt i den her. Jeg bemærkede slet ikke det der med kommaerne som jeg gjorde i første bog.
Humoren. Der er altså bare den bedste underspillede, sarkastiske humor, jeg elsker det!
Plotmæssigt synes jeg også det hele spillede. Det var hele tiden spændende, og selvom historien bevæger sig frem ad og du finder ud af mere og mere, så kommer der også flere og flere mysterier til, så man kan sige at plottet udvikler sig hele tiden.
Den slutter selvfølgelig med jordens ondeste cliffhanger. Give me book 3 nooooow!

Det knap så gode:

Jeg svingede altså ikke rigtig med Zeph. Jeg synes tit han var meget overdramatisk, og helt ærligt – er det nu også nødvendigt at kalde Raven hvor sukkertop i hver anden sætning?
Der var altså et eller andet med den der profeti – først kan den ikke gengives af andre end de der skæbnegudinder, men bagefter kan alle tilsyneladende recitere den stolpe op og stolpe ned. What did I miss?

Døden Lyver Aldrig var virkelig god, og endnu bedre end sin forgænger. Den var spændende, sjov og virkelig god læsning, og jeg var så glad for at jeg connectede med Raven ordentlig. Og den cliffhanger der – giv mig bog 3 ASAP!