Anmeldelse: Fortællinger fra Døden #1: Sjælehenteren

32186476

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Sjælehenteren
  • Serie: Fortællinger fra Døden #1
  • Forfatter: K. L. Berger
  • Antal Sider: 250
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Genre: YA Paranormal Fantasy
  • Forlag: Dreamlitt
  • ISBN: 9788771711462
  • Læst: 9. Juli til 14. Juli

 

”Du er ikke bare sjælehenter, er du?”
Min nye makker ryster langsomt på hovedet. ”Men hvem er jeg så?”
”Du er høsteren,” svarer jeg. ”Du er Døden selv.”

Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men hvad der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende. For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gennem mørket?

Sjælehenteren er første bind i trilogien Fortællinger fra Døden.

Anmeldereksemplar fra forfatter K. L. Berger og forlaget Dreamlitt

Sjælehenteren har et af de mest fantastiske covers, og jeg havde tårnhøje forventninger til den – men jeg var også lidt bekymret, for 250 sider er immervæk ikke ret meget. Den viste sig at være virkelig god, med en god, underspillet humor og god worldbuilding, men den kunne virkelig godt have brugt 100 sider mere.

Det gode:

  • Coveret. Det er fantastisk!
  • Worldbuildingen er god, det er en spændend udlægning af Himlen/Helvede og alt derimellem som jeg ikke havde læst om før, den virkede gennemtænkt, og den var troværdig.
  • Jeg kunne vældig godt lide Dødens fortællinger, det er lidt ligesom at få fortalt en gammel myte eller historie om den her verdens fortid, og det synes jeg var spændende!
  • Lucifer er alle tiders karakter, og nok min favorit af dem alle sammen! Han havde bare så meget liv og karakter, han var sjov og havde humor og et glimt i øjet. Jeg er team Lucifer, jeg siger det bare.
  • Historien er spændende, det her med de forsvundne sjælehenteren er sådan næsten helt krimiagtigt, og det var faktisk virkelig spændende og meget mystisk på sådan en sherlock holmes-agtig måde.
  • Døden er en karakter i sig selv, og det kunne jeg vældig godt lide! I stedet for bare at være sådan en skikkelse der bare er der, så har han personlighed,og det var fedt!
  • Bogen har sådan en sjov, underspillet, let sarkastisk humor som jeg syntes var virkelig fantastisk!
  • Jeg går normalt ikke så voldsomt meget op i hvordan en bog er skrevet, jeg går op i hvordan læseoplevelsen var. Men i den her bemærkede jeg at der var et virkelig klogt ordvalg, og at det faktisk gjorde virkelig meget for historien – det var det der var med til at give den der underspillede humor jeg så godt kunne lide.
  • De sidste 100 sider var virkelig, virkelig gode!

Det knap så gode:

  • Igen, jeg er ikke fra grammatikpolitiet eller noget, men nogle gange var der lige rigeligt med kommaer. Sat helt grammatisk rigtigt, men jeg har alle dage bedre kunnet lide naturlige pausekommaer end for mange grammatiske kommaer. Det er måske fordi jeg læser hurtigt, men jeg føler de bremser mig. For eksempel, er der nok et komma for meget for mig i den her sætning (som btw ikke er fra bogen men et google-fund) “Bonden sår kornet om efteråret, så han kan høste næste sommer, hvis spurvene ikke æder det hele i mellemtiden”
  • Jeg følte lidt bogen var for kort, jeg kunne egentlig godt have brugt 100 sider mere på at lære Raven at kende inden hun døde, at give lidt mere plads til at lære Raven at kende i det hele taget – at der også var plads til at hun kunne hænge ud med de andre sjælehentere og sådan noget.
  • Jeg manglede virkelig at connecte med Raven, og det er nok egentlig det der gør at jeg føler bogen er lidt for kort tror jeg. Jeg havde masser af føling med Lucifer og Døden, men Ravne følte jeg slet ingen forbindelse med, og det er ret skidt når nu det er hende der er hovedpersonen. Jeg vil sige det blev bedre hen mod slutningen.

Der var lidt ups and downs, men overall var Sjælehenteren en god bog, som især var virkelig god de sidste 100 sider – og det var også her jeg endelig følte lidt connection med Raven. Sådan som den sluttede og så opslugt som jeg blev, så har jeg egentlig ret store forhåbninger til næste bog, men jeg tror det afhænger meget af om jeg føler den der forbindelse til Raven eller ej. Time will tell!

Reklamer

En mening om “Anmeldelse: Fortællinger fra Døden #1: Sjælehenteren

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s