Anmeldelse: Glitch #1: Glitch

10535458

pink 2 sjerner

 

 

  • Titel: Glitch
  • Serie: Glitch #1
  • Forfatter: Heather Anastasiu
  • Antal Sider: 308
  • Udgivelse: 2012
  • Sprog: Engelsk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Forlag: St. Martins Press
  • Genre: YA Dystopisk Science Fiction
  • ISBN: 9781250002990
  • Læst: 14/12 til 29/12

 

In the Community, there is no more pain or war. Implanted computer chips have wiped humanity clean of destructive emotions, and thoughts are replaced by a feed from the Link network.

When Zoe starts to malfunction (or “glitch”), she suddenly begins having her own thoughts, feelings, and identity. Any anomalies must be immediately reported and repaired, but Zoe has a secret so dark it will mean certain deactivation if she is caught: her glitches have given her uncontrollable telekinetic powers.

As Zoe struggles to control her abilities and stay hidden, she meets other glitchers including Max, who can disguise his appearance, and Adrien, who has visions of the future. Both boys introduce Zoe to feelings that are entirely new. Together, this growing band of glitchers must find a way to free themselves from the controlling hands of the Community before they’re caught and deactivated, or worse.

In this action-packed debut, Glitch begins an exciting new young adult trilogy.

Glitch har stået ulæst på min hylde siden 2012. Det er virkelig længe, og der er egentlig ikke nogen grund til det. Jeg var mega spændt på den, og så fik jeg den bare aldrig læst. Uheldigvis var den så heller ikke super fantastisk. Den havde nogle gode elementer, men for det meste led den af ét stort problem: worldbuildingen hang overhovedet ikke sammen. Men vi starter lige ud med det gode:

  • Konceptet er egentlig meget godt. Mennesker som tanke- og følelsesløse droner, glitchere med vilde, overnaturlige kræfter (tænk X-men her), en måske korrupt regering, all that. Især synes jeg glitchernes evner var velgennemtænkte og gennemførte.
  • Max er et røvhul, men hans reaktioner og måden han interagerer med Zoe på giver perfekt mening. Hvis du aldrig har haft følelser og tanker før, og pludselig vågner som teenager, så kan man jo nok ikke helt finde ud af at opføre sig ordentlig eller normalt.
  • Jeg kunne godt lide midten af bogen. Fra side 100 til 200 blev det faktisk helt spændende, og den ikke-sammenhængende worldbuilding gled lidt i baggrunden. Det er den del hvor Zoe og Max finder hinanden, og jeg elskede hvor dysfunktionelt det hele egentlig var. Max er fucked up, men det giver så meget mening! Den her del af bogen har lidt dagligdagsliv på en måde, og det satte jeg pris på.

Det knap så gode:

  • Worldbuildingen hænger ikke sammen. Zoe glitcher og oplever kun sine egne tanker og følelser når hun ikke er hooket op på linket. Det kan man bare overhovedet ikke mærke når man læser den, for hun kan tilsyneladende godt både tænke og føle når hun er på Linket. Dertil kommer så, at hun det ene øjeblik ikke ved hvad hun føler, for eksempel ved kender hun ikke følelsen af at være ked af det, og ved derfor heller ikke hvordan det føles. Det næste øjeblik taler hun om at føle medlidenhed med nogen, det hoppe frem og tilbage hele tiden, så er hun uvidende, så er hun ikke, så er hun igen. Derudover, så burde hun være meget mere forvirret når hun glitcher, hvis hun aldrig rigtig har prøvet egne tanker og følelser før. Hun opfører sig overraskende normalt, og det synes jeg ikke var særlig overbevisende.
  • Nu kommer der en lille spoiler, men efter alt det der sker de første 100 sider, bliver Zoes hukommelse wipet, og vi bruger derfor en masse tid og kræfter på at Zoe skal finde ud af detvi allerede ved igen, og det er egentlig ret fjollet – og det var også unødvendigt synes jeg. Det føltes som fyld.
  • Jeg følte ikke rigtig noget for romancen, og det hænger nok lidt sammen med worldbuildingen. Jeg forstår ikke Zoes tiltrækning til ham, og jeg forstår slet ikke at hun opfører sig så normalt omkring det.
  • Adrien bander på den mest irriterende måde, og han gør det HELE TIDEN! Hvis jeg skal høre Adrien sige “Crackin’ Hell” en gang til, så kyler jeg bogen ud af vinduet. Det lyder komplet idiotisk, og det er seriøst hver anden sætning. STOP DET!
  • I det hele taget er dialogen virkelig træls meget af tiden. Det virker meget instuderet og instrueret, i stedet for at føles som naturlig samtale. Det er især slemt med Adrien, alt hvad han siger lyder overhovedet ikke naturligt, men mere som om han læser op fra et manuskript.

Den midterste del af bogen var egentlig ret god, det var spændende, ogselvom jeg krummede tæer over Max og Zoe, så er den dynamik imellem dem virkelig god, og det eneste der føltes bare en smule realistisk. Det var egentlig en OK bog, men jeg kommer ikke til at fortsætte serien. Jeg kan simpelthen ikke magte at skulle høre Adrien sige Crackin’ Hell i mit hoved én gang mere, og dertil kommer så at det virkelig er træls at worldbuidlingen ikke hænger sammen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s