Anmeldelse: Grænsen til Trafallas #1: Den Halves Arv

35904720

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Den Halves Arv
  • Serie: Grænsen til Trafallas #1
  • Forfatter: Julie M. Day
  • Antal Sider: 466
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Skriveforlaget
  • ISBN: 9788793525382
  • Læst: 26/10 til 1/11

 

”Hvad er jeg?” gentog jeg. Denne gang lød jeg vredere end planlagt. Men jeg var vred! Jeg var vred og frustreret.

”Du er halv,” sagde han så.

De tre ord virkede voldsomme og på samme tid befriende. Og pludselig havde jeg svært ved at synke.

Da Grace stifter bekendtskab med en mærkværdig skriftrulle, og der samtidig kommer en fremmed mand til byen, er hun ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt.

Inden længe bliver Grace hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt. Hun er stærkt ønsket af nogen i det fremmede og magiske land, Trafallas, mens andre helst ser hende forsvinde. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og hvem af dem kan Grace stole på?

Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker. Den halves arv er 1. del af 3.

[ Sponsoreret ]

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra Skriveforlaget og forfatter Julie M. Day, og skal dermed markeres som reklame ifølge markedsføringsloven. Jeg har ikke modtaget penge for at anmelde eller omtale bogen, hverken positivt eller negativt.

Jeg var virkelig positivt overrasket over den her bog! Der er langt imellem bøger om Elvere, og den her var virkelig en af de bedre. Hånden på hjertet, så var den første halvdel af bogen klart den bedste for mig, men det var overall en virkelig god læseoplevelse.

Det Gode:

  • Grace. Historien fortælles i første person fra Grace’s synspunkt, og jeg kunne vældig godt lide hende! Hendes måde at tænke på og måden hun er skrevet på minder mig lidt om Sookie fra True Blood, ligefrem og nede på jorden, hvor det faktisk er interessant at høre hvad hun tænker om mere eller mindre alting. Jeg fik senere lidt issues med Grace, men overall kunne jeg vældig godt lide hende som hovedperson.
  • Worldbuildingen. Jeg elsker når der er brugt tid på at tænke over sådan noget som hvor mange skrifttegn elvernes sprog har, hvordan deres historie har været med krige og så videre, hvordan deres verden ser anderldes ud end vores, anderledes planter og dyr og alt sådan noget. Det var detaljeret, og det var believeable.
  • Plottet er godt. Det er faktisk ret spændende at følge med i at Grace finder ud af hvordan det her hænger sammen, de lukkede grænser og alt det der.
  • Elverne. Jeg kan rigtig godt lide at elverne er tydeligt anderledes end mennesker, men ikke alt for fremmede og ikke alt for klassisk elvere. Elvere bliver tit fremstillet som arrogante, og det var rart at det ikke var tilfældet her.
  • Tidlinjen. Det her er ikke sådan en bog hvor det hele foregår over få dage. I stedet foregår det over længere tid, og det er faktisk med til at gøre det hele meget mere realistisk og troværdigt. Let’s be real, man kan ikke lære et nyt sprog på et par dage, eller lære brugen af magi på en time, så at der er plads til at det tager lidt tid i den her bog er et kæmpe plus.
  • Indlevelsesfaktoren. Hver gang man åbner bogen for at læse videre er man med det samme tilbage i universet, og man forsvinder fra omverdenen.
  • Beskrivelsen af elvernes byer. Det fremstod så levende og tydeligt for mig, og jeg forestillede mig det som fantastisk smukt.

Det knap så gode:

  • Der er lidt overdrevet brug af udråbstegn. Det er ikke fordi det er frygteligt eller noget, men der bliver tit brugt udråbstegn når Grace tænker et eller andet og gerne vil lægge tryk på, men det føles lidt som om hun råber i stedet.
  • Otera, lederen af oprørsgruppen. Otera er ond på den dårlige måde, på muhahaha-dø-måden hvor hun bare er snotdum og træls, i stedet for ond på den snu, listige måde, hvor man bliver lidt bange for hende. Hun er meget ensidet, og det er ret belastende.
  • Romancen. Det fungerede vældig godt i starten, men det går bare for stærkt. Der er ikke ret langt fra “vi hader hinanden” til “vi er soulmates”, og jeg følte overhovedet ingen connection imellem dem. Og så er Zachos utrolig kontrollerende, og behandler Grace som et lille barn.
  • Jeg synes Grace bliver lidt tåbelig og tankeløs nogle gange. Pyt med om hele menneskeheden mister deres fri vilje, hvis bare hun kan få Zachos. Come on.

Jeg var godt underholdt hele vejen gennem bogen, men jeg kunne klart bedst lide den første halvdel. Jeg kunne godt lide Grace, og jeg elskede worldbuildingen. Det var sådan en bog som man blev suget ind i med det samme, og hver gang man samlede den op for at læse videre skulle der kun et par sætninger til før man igen var tilbage i universet og forsvandt ind i bogen. Jeg synes ikke romancen fungerede for mig, men derudover synes jeg historien var god. Og så slutter den på et rigtigt spændende tidspunkt, så man bagefter glæder sig vildt til næste bog i serien.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s