Anmeldelse: Ventura-Sagaen #1: Under Ensomme Stjerner

35168035

pink 4 stjerner

 

 

  • Titel: Under Ensomme Stjerner
  • Serie: Ventura-Sagaen #1
  • Forfatter: Kate Ling
  • Antal Sider: 311
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The LOneliness of Distant Beings
  • Forlag: Gads Forlag
  • ISBN: 9788712052784
  • Læst: 28/9 til 30/9

SELV I MØRKET KAN KÆRLIGHEDEN LYSE…

16-årige Seren Hemple er født på rumskibet Ventura. Som en del af besætningen på en mere end 360 år lang udforskningsekspedition er hun underlagt kontrol af alt – sit tøj, sit arbejde og ikke mindst sit valg af livspartner.

Da Seren møder den karismatiske og gådefulde Dom, forelsker hun sig imidlertid hovedkulds på trods af, at hun dermed sætter sig op mod systemet og risikerer alt. For at dyrke deres kærlighed, må Seren og Dom flygte – men hvor kan de tage hen, når det eneste, der omgiver dem, er det tomme rum? Ling tager sine unge læsere med på en hæsblæsende og romantisk rejse i rummet, hvor kærlighedens lys aldrig kan slukkes.

[Sponsoreret Indlæg]

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra Gads Forlag og skal dermed markeres som reklame ifølge markedsføringsloven. Jeg har ikke modtaget penge for at anmelde eller omtale bogen, hverken positivt eller negativt.

Jeg gik faktisk i gang med den her fordi jeg har den vildeste lyst til science fiction for tiden. Sæson 2 af The Expanse er lige kommet på Netflix, og jeg svælger i all things sci-fi. Så jeg tog den ned fra reolen og gik i gang med at læse, og jeg skal gerne indrømme, at jeg med det samme tænkte åh-åh, det her er noget af det der poetiske crap som jeg ikke rigtig gider.

Se, bogen er nemlig skrevet på en lidt speciel måde, som jeg ikke lige kan huske jeg er faldet over før. Lidt poetisk, med lange sætninger med masser af kommaer så det er lige før man taber pusten. Absolut ikke min kop te normalt, men i løbet af to kapitler var jeg faktisk så opslugt af bogen at jeg fuldstændig glemte at lægge mærke til hvordan den var skrevet.

Jeg kan virkelig godt lide det her star crossed lovers-tema. Seren forelsker sig i Dom og omvendt, men på Ventura bliver ens livspartner udvalgt for dig efter hvem du genetisk passer bedst sammen med. For Seren betyder det, at hun får en livspartner hun absolut ikke ønsker, og som hun på ingen måde kan lide. Livet på Ventura er designet til at holde besætningen i live og skabe de mest optimale mennesker, sådan at rumskibet forhåbentlig om 262 år når frem til det sted i rummet, hvorfra Jorden har opfanget signaler. I det hele taget er synes jeg det var mega spændende at læse om livet på Ventura, hele worldbuildingen virkede troværdig og gennemtænkt, og jeg labbede det hele i mig. Jeg elsker virkelig et godt science fiction-univers!

Men altså, Romancen er meget instalovey, og det havde jeg absolut ikke noget imod. Jeg har selv prøvet det i mine unge dage (høhø), den der følelse af tiltrækning i det øjeblik man ser den her fyr, hvordan man længes efter at se ham igen, alt det der. Det skal bare beskrives og fortælles så jeg tror på det, og det gjorde jeg her. Der er heller ingen love triangle til at fucke rundt med det, og her var det virkelig dejligt, for der sker så meget andet også.

Jeg havde det faktisk lidt svært med Seren nogle gange, hele bogen er fortalt i jeg-fortæller fra hendes synspunkt, og hun er en fantastisk kompleks og spændende karakter, og overall kunne jeg faktisk godt lide hende. Hun er sarkastisk, gloomy og sjov, hun har nosser (pardon my french), og det er jo alt sammen gode ting. Men jeg blev sgu også lidt sur på hende, især da hun pludselig bliver overrasket over at det hun gør har konsekvenser for Dom. Jamen er du dum tøsebarn? Kan du ikke lægge to og to sammen? Der var så mange bedre og smartere måder at håndtere det der sker, og jeg kan bare ikke rigtig sætte mig ind i at man kan se bort fra den fare man sætter dem man påstår man elsker i.

Uanset hvad jeg så måtte mene om Seren og nogle af hendes mere tåbelige beslutninger, så kan man jo ikke rigtig komme udenom at jeg slugte bogen på ingen tid. Når man først går i gang med den forsvinder man ind i den og dukker op igen når man har vendt den sidste side. Det er en pageturner, og den slutter på det mest nervepirrende tidspunkt, så man sidder og føler man må have fat i den næste bog nu, med det samme, for ellers!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s