- Titel: Solbiens Brod
- Serie: Krøniken om Morika #2
- Forfatter: Sidsel Sander Mittet
- Antal Sider: 422
- Udgivelse: 2017
- Sprog: Dansk
- Originalsprog: Dansk
- Forlag: Facet
- ISBN: 9788793456167
- Læst: 1/5 til 8/5
Komplottet mod hilaernes dronning er slået fejl, og en krig med morikanerne synes uundgåelig.
Midt i den tiltagende konflikt står morikaneren Itua og hilaen Aaton. De har begge forrådt deres slægt og er blevet udelukket fra magtens inderkreds. Samtidig er deres affære blevet afsløret, og de befinder sig nu, hver for sig, i en fremmed by, hvor ingen af dem er velkomne.
Spørgsmålet er, om de skal vende deres folk ryggen og søge en fælles fremtid langt fra den strid, der er under opsejling, eller om der er kampe, som er vigtigere end dem selv?
Anmeldereksemplar fra forlaget Facet.
Wauw hvor var det en intens og spændende bog! Der er i hvert fald ikke noget second book syndrome her, det kan jeg godt love jer. Jo længere ind i bogen du kommer, jo mere spændende og neglebidende bliver den.
Men helt ærligt, så havde jeg faktisk lidt svært ved at komme ind i historien til at begynde med. Jeg kunne ikke rigtig huske detaljerne fra den første bog, så selvom jeg jo har læst den sad jeg lidt og følte at jeg manglede at vide et eller andet i begyndelsen. Men efterhånden kom det ligesom tilbage til mig, og jo længere jeg kom i historien, jo mere investeret blev jeg i den. Især den sidste halvdel er sindssygt god, med virkelig god karakterudvikling, spændende plot og historie, og nogle gode oh-shit-plottwists.
I det hele taget har den her bog især to ting der bare fungerer: plot og karakterer. Historien er spændende, med kamp, romantik og politiske forviklinger og forræderi i en god blanding der fungerer hammergodt. Dertil kommer så, at der bliver brugt tid på karakterudvikling for noget nær alle karakterer, ikke kun Aaton og Itua. Især kunne jeg godt lide Iton og Byroon. Og Itua selvfølgelig, der er endnu mere awesome og kick-ass end i den første bog, også selvom jeg synes hun bliver lidt blødhjertet. Hvis dine fjneder prøver at slå dig ihjel, så skal du sgu lade være med at få ondt i måsen over at skulle slå dem ihjel. Nogle gange synes jeg faktisk at Aaton er lidt en skovl, lidt som jeg havde det med ham i første bog, men han bliver mindre og mindre en skovl gennem bogen, og det fungerede virkelig godt for mig!
Så altså en virkelig fantastisk toer i serien, som faktisk er endnu bedre end etteren. Den er spændende, karaktererne er fantastiske, og jeg tror jeg ville have fået en awesome læseoplevelse hvis jeg havde læst bog et og direkte derefter bog to, så jeg ikke havde siddet og følt jeg havde misset noget vigtig fordi jeg havde glemt ting og sager fra første bog. Men den var fandeme god, især den sidste halvdel!
Sus' bogblog 