Anmeldelse: Skrøbelige Skønhed

33797653.jpg

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Skrøbelige Skønhed
  • Serie: –
  • Forfatter: Amy Harmon
  • Antal Sider: 370
  • Udgivelse: 2017
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Making Faces
  • Forlag: Lovebooks
  • ISBN: 9788711557105
  • Læst: 27/3 til 4/4

Ambrose var byens populære fyr, og Fern havde været forelsket i ham, så længe hun kunne huske. Han var smuk og uopnåelig, hun var klassens stille pige. Men da Ambrose efter high school drager i krig og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen.

Den følsomme Fern og den sårede Ambrose mødes igen, og sammen med Ferns barndomsven Bailey begynder de at tilbringe dagene sammen i deres lille amerikanske hjemby. Langsomt opbygger de et stærkt venskab i den lille gruppe, og langsomt får Ambrose øjnene op for den pige, der har elsket ham, så længe hun kan huske.

SKRØBELIGE SKØNHED er en fortælling om en lille by, hvor fem high school-venner drager i krig, men kun én vender hjem igen. Det er en fortælling om en piges kærlighed til en traumatiseret dreng og en såret krigers kærlighed til en stille pige. En fortælling om heltemod og stærke venskabsbånd. En moderne Skønheden og udyret-fortælling, som viser, at der er en lille smule skønhed og en lille smule udyr i os alle.

Anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks.

Det her er sådan en mærkelig bog, for jeg kan tale stolpe op og stolpe ned om hvad jeg synes der er i vejen med den, men alligevel var jeg faktisk ret investeret i historien og personerne – romantikken not so much, men det kommer vi til.

Altså, for det første blev jeg lidt overrasket over, at bogen begynder længe før at Ambrose drager i krig. Der går 150+ sider inden det sker, og jeg havde ligesom fået det indtryk fra bagsideteksten at det var der historien startede. Nå, men det kom jeg faktisk hurtigt over, for det var fedt at få lov til at lære de her personer at kende inden det der vender deres verden og deres liv på hovedet rent faktisk sker. Og jeg elskede at få Baileys del af historien, de der flashbacks fungerede rigtig godt, fordi man oplever Bailey og Ferns venskab fra begyndelsen, Ferns forelskelse i Ambrose og Baileys vej fra dreng der kan gå til dreng i kørestol der snart skal dø.

Men seriøst, jeg kan simpelthen ikke med navnet Ambrose. Undskyld, hvis jeg træder nogen over tæerne nu, men jeg kunne virkelig ikke abstrahere fra at Ambrose er et navn der får mig til at tænke på lille, nørdet person med briller, og ikke en uopnåelig bryder-gud.

Og så er der det der med bogens budskab. Helt ærligt, behøver det blive klasket op i hovedet på én på så åbenlys en måde? Jeg synes godt man kunne have fået pointen frem, uden at behøve skære det så meget ud i pap eller sætte Ambrose op på en piedestal så høj at han har brug for faldskærm for at komme ned igen. Jeg kan virkelig ikke lide at få budskaber smækket i fjæset på den måde, jeg er altså i stand til at tænke selv.

Jeg er så heller ikke vild med romantikken. Jeg synes Ferns besættelse af Ambrose er ret ynkelig, og jeg følte overhovedet ingen tiltrækning mellem dem. Jeg forstår at hun er forelsket i ham, men hun løber rundt efter ham som en hundehvalp, og det fungerede bare ikke for mig. Jeg kunne egentlig godt lide dem som karakterer, og jeg synes de var spændende sådan overall, men romantikken følte jeg overhovedet ikke.

Men Bailey, Åh Gud, Bailey <3. Bailey er simpelthen den mest fantastiske karakter ever, og i bliver nødt til at læse den her bog bare for ham. Jeg har aldrig oplevet en karakter med så meget gnist og livsmod, humor og generel awesomehed. Det kan da godt være han sidder i kørestol og højst sandsynligt dør inden han bliver 21, men Bailey er alligevel så fuld af liv, personlighed og fantastiskhed. Og jeg fik tårer i øjnene på et tidspunkt, og det er altså store sager for mig. Åh, Bailey ❤

Så for at opsummere var bogen faktisk god, men nok ikke af de årsager som den burde have været. Jeg følte ikke for romancen, jeg følte virkelig ikke for at få et budskab klasket i fjæset på så åbenlys en måde, og jeg havde det eddermame stramt med navnet Ambrose. Men den måde man lærer de her karakterer at kende på i begyndelsen og Baileys helt fantastiske personlighed gjorde alligevel, at den her bog vandt mig over. Baileys historie var det hele værd.

Advertisements

En mening om “Anmeldelse: Skrøbelige Skønhed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s