Anmeldelse: Fjer og Flammer #2: Skyggetimen

33287269

pink 3 stjerner

 

 

  • Titel: Skyggetimen
  • Serie: Fjer og Flammer #2
  • Forfatter: Melissa Grey
  • Antal Sider: 460
  • Udgivelse: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: The Shadow Hour
  • Forlag: Alvilda
  • ISBN: 9788771653137
  • Læst: 23/2 til 6/3

Alt i Echos liv ændrer sig med ét, da den overvældende sandhed går op for hende: Hun er ildfuglen – der ifølge profetien skal bringe lys og fred.

Men sammen med ildfuglen kom også en anden kosmisk kræft ind i verden, og Echo fornemmer et forfærdeligt mørke rejse sig, et mørke, hvis skygger rækker og strækker sig efter hende …

Echo har allerede mistet sit hjem, sin familie og sin kæreste – men et liv som ildfugl viser sig hurtigt at kræve endnu større ofre og bringe alle omkring hende i fare.

Mens Echo kæmper for at tøjle sin sande natur, arbejder Caius’ søster, Drageprinsen, på den fuldstændige udryddelse af avicenerne. Drageprinsens planer bringer hende faretruende tæt på mørket og dets almægtige kræfter …

Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Jeg synes Skyggetimen var væsentligt bedre end etteren, primært fordi jeg faktisk begyndte at føle en connection til Echo. Min største bøf med første bog var jo at jeg bare overhovedet ikke følte noget som helst for Echo – det gjorde jeg til gengæld i den her.

Men jeg har stadig et issue med Echo – hendes trang til at stjæle. Jeg kan forstå at man stjæler af nød, men Echo stjæler både af nød og fordi hun kan lide det. Altså undskyld mig, men hvem giver hende ret til at tage andre menneskers ting? Hun har fandeme ikke engang dårlig samvittighed, og det synes jeg virkelig er usympatisk. Derudover kan jeg faktisk godt lide Echo, men jeg kan ikke rigtig med at hun er så ligeglad med at tage noget der tilhører andre.

Jeg synes egentlig rigtig godt om historien, altså selve plottet og handlingen. Drageprinsen er fuld af overraskelser, og der sker en hel masse som jeg faktisk ikke lige havde forventet. Men der bliver brugt rigtig meget tid på karakterudvikling – hvilket faktisk er fint, bortset fra at det hele virker lidt melodramatisk. Ligesom når man ser en film hvor skuespillerne overspiller rollen. De bliver mere bange/glade/vrede end man sådan lige sidder og synes er nødvendigt. Det er ikke fordi de overreagerer, det er mere de ord der er valgt til at beskrive det der giver sådan et dramatisk flair at jeg synes det nogle gange var ret tåkrummende.

Jeg føler stadig ikke noget for romancen. Ikke på grund af Echo, men fordi jeg stadig ikke rigtig connecter med Caius. Don’t really care TBH. Til gengæld er der den der semi-love-triangle/romantisk drama mellem Jasper og to andre – fyre, altså, og det var helt vildt fedt! Her følte jeg at de tre karakterer fik meget mere liv og blev meget mere interessante, og jeg elskede det spil der var imellem dem. Universet er også blevet bedre beskrevet, og jeg føler ikke jeg bliver holdt hen i mørket længere.

Men overall, så synes jeg bogen var temmelig langtrukken. Der bliver brugt rigtig meget tid på ingenting, og selvom den er spændende når der sker noget, så er det lange stræk “ingenting” – som faktisk er karakterudvikling – bare ikke super interessante, og meget af tiden ret overdrevne. Godt romantisk drama, god historie, og også overall en god bog, men ind imellem lidt langtrukken.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s