Anmeldelse: Seeker #1: Den Mørke Sandhed

33616779

pink 1 stjerne

 

 

  • Titel: Den Mørke Sandhed
  • Serie: Seeker #1
  • Forfatter: Arwen Elys Dayton
  • Antal Sider: 441
  • Udgivelse: 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Seeker
  • Forlag: Alvilda
  • ISBN: 9788771653052
  • Læst: 4/1 til 11/1

HENDES ARV ER … ET KALD. EN ÆRE. EN LØGN.

Hele livet har Quin Kincaid trænet til den aften, hvor hun skal aflægge ed og træde ind i Søgernes rækker. Det er hendes arv, og det er en stor ære.

Som Søger skal Quin kæmpe side om side med sine to nærmeste kammerater, Shinobu og John, for at beskytte de svage og de udsatte. Sammen skal de symbolisere lyset i en dunkel verden. Og hun skal være sammen med sin bedste ven – den dreng, hun også elsker.

Men den aften, hvor Quin aflægger eden, forandrer alt sig. At være Søger er slet ikke, som hun troede. Hendes familie er ikke, som hun troede. Selv drengen, hun elsker, er ikke længere sig selv.

Og nu er det for sent at vende om.

Første bog i SEEKER-trilogien.


Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Jeg troede, at Seeker ville være lige en bog for mig. Jeg kunne så overhovedet ikke lide den, som i at der faktisk ikke rigtig var noget der fungerede for mig. Det var et totalt miss for mig, og hovedårsagen er nok egentlig, at karaktererne er totalt unlikeable.

Der er tre personer der fortæller historien, Quin, Shinobu og John. Bogen bruger ret meget tid på at opbygge de her personligheder og deres karakter, men der er bare intet som helst likeable ved nogen af dem. Quin og Shinobu undskylder deres handlinger med “Vi har altid lært at adlyde Briac”, men på mystisk vis kan de godt gå imod ham på andre tidspunkter. Det er så vattet og så dumt, og jeg var simpelthen så gal over det. Især John er fuldstændig forskruet oven i hovedet. Altså, bogen leger lidt med det her med hvornår man er ond og hvornår man er god, og den gråzone der ligger midt imellem. Det var meningen, at jeg skulle føle for John, forstå ham og sætte mig ind i hans tanker – måske endda have medlidenhed med ham, og det havde jeg bare overhovedet ikke. Quin er en goody-two-shoes der tror hun har rygrad med ikke har det, og Shinobu er bare en medløber. Nej, karaktererne duede slet slet ikke for mig, jeg kunne virkelig ikke dem, heller ikke bare en lillebitte pixi smule.

Og så er der noget andet, som er et kæmpe problem. Worldbuildingen er simpelthen så dårlig! Jeg har læst en hel bog på 441 sider, og jeg forstår stadigvæk ikke hvad en Søger er eller hvad fanden Gruerne er eller hvordan noget som helst af det her hænger sammen. Der bliver intet forklaret, ingenting fortalt ud over små mærkelige bidder af information som ikke giver noget som helst. Hvad er lynstaven? Svipsværdene? Er det magi eller teknik? Og hvad er det egentlig for en verden vi er i? Jeg troede egentlig det var fantasy, men så er der pludselig snak om et luftskib og en flyvende bil, og om byer og steder man kender, og jeg var sådan lidt: øeh – hvad? Jeg tror der er noget magi involveret, men jeg ved det ikke, for jeg får aldrig noget som helst forklaret. Og jeg tror det er meningen det skal være en slags historisk fantasy-steampnk-agtig setting, men jeg har ingen idé om om vi er i fortiden, en alternativ nutid eller fremtiden. I got no freaking clue og det er pisseirriterende.

Derudover, så er bogen simpelthen så langtrukken. Der bliver bare brugt så meget tid på at personerne tænker over de samme ting og når til de samme konklusioner, beskrivelser af alt og intet som alligevel ikke rigtig siger noget om noget, og jeg synes bare slet ikke det fungerede. Jeg forstår for eksempel ikke hvorfor det halve af bogen skal gå med at Quin mister hukommelsen og skal finde ud af det samme som vi allerede ved. Det gør den temmelig kedelig i den periode, fordi vi andre allerede ved alt det som hun ikke ved – og John og Shinobu tilføjer ikke rigtig noget.

Okay, der var faktisk nogle kapitler og dele af bogen som var spændende. For eksempel den nat i den første del af bogen hvor det hele sprænger i luften, sådan noget som Shinobus stofproblemer og det med Johns farfar (morfar?). Den var faktisk OK underholdende ind imellem, men overall, så var det her bare slet ikke en bog for mig.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s