Anmeldelse: Ovanien-Profetierne #1: Skyriel

• Titel: Skyriel
• Serie: Ovanien-Profetierne #1
• Forfatter: Lene Dybdal
• Antal Sider: 561
• Udgivelse: 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Dansk
• Forlag: Tellerup
• ISBN: 9788758819785
• Læst: 25/10 til 29/10

En stormfuld vinternat kommer en pige til verden.
Moderen får et foruroligende varsel om sin datters
magiske kræfter og sender hende i hemmelighed
bort til øen Josil.
Her vokser Skyriel op hos magikeren Alainon,
men hun er ikke som nogen anden pige på øen.
Hun går på jagt, bander og bider fra sig,
og gamle Alainon går hende på nerverne.
Hvorfor vil han ikke fortælle hvor hun kommer fra?

I hendes 16. år viser Dragevarslet sig på himlen.
Det er første tegn på Ovanienprofetiens opfyldelse,
og Alainon bliver nødt til at tale.

Profetien spår at en stærk magiker vil dræbe kongen og tage magten.
Det skaber panik i kongestaden, og kongen beordrer Ovanerrigets magikerslægter fængslet eller dræbt.

Alainon bliver arresteret og sendt til det berygtede fængsel Darc Nox.
Skyriel følger efter, fast besluttet på at redde ham.
Det bliver begyndelsen på en rejse gennem et rige med grusomme pirater, skruppelløse sultaner og frygtelige søuhyrer.

---

Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Da jeg startede den her bog troede jeg, at det var Skyriel der skulle fortælle hele historien, men det viste sig at være en multiple POV. Men guess what? Det betød ingenting, for den her bog var virkelig, virkelig god!

Den her bog har simpelthen den mest fantastiske blanding af fantasyelementer ever! Der er magi, pirater, drager, kongeriger i kamp, politiske intriger, dværge, søuhyrer,  riddere og væbnere, prinsesser, ørkenriger og umulig kærlighed. For helvede hvor var det godt altså! Det hele spiller bare sammen, det føles som en verden der kunne være virkelig, og det var meget overbevisende. Det er sådan nogle små ting som at de højere samfundslag tiltales Ledon og Ledonetta, og andre små ting som gør den her verden så gennemført og virkelig, selvom den er proppet fuld af en hel masse ting.

Vi starter med begyndelsen. Lige fra starten var jeg vild med Skyriel, det pigebarn har simpelthen bare ben i næsen, og hvor var det fedt! Hun svarer mobberne igen ved at finde på grimmere fornærmelser end dem de kommer med, og er i det hele taget en hård børste. Jeg synes virkelig det var fedt! Hun minder mig rigtig meget om mig selv, kan ikke holde kæft når hun bliver gal og svarer igen for et godt ord – jeg var præcis sådan selv en overgang, og åh hvor kan jeg relatere til det!

Det gik jo så op for mig, at der var mere end en fortæller, og i starten fungerede det bare ikke så godt. Ikke fordi det var multplie POV, men fordi der var nogle spring frem og tilbage i tiden, og man derfor bliver kastet frem og tilbage mellem to historier. Det ødelagde læserytmen ret meget, og det var faktisk først 200 sider inde, at bogen virkelig blev spændende. Indtil da var den spændende et stykke tid, men skiftede så vinkel og tid og blev ret kedelig, så den første del af bogen føltes ret langtrukken.

Men derefter? Hoooold nu op hvor blev det godt! Hver eneste person hvis historie var fulgte var spændende, der begyndte at være politiske og personlige intriger, løgne og bedrag, og det var sindssygt spændende! Og så gjorde det virkelig meget for læseflowet at man skiftede forholdsvis tit mellem personerne, så alles dele føltes som en del af en stor historie, og man ikke hang for længe ved den samme. Man er ikke i tvivl om at det er Skyriel der er hovedperson, hun fylder langt mere end alle andre, men der er stadig plads til at alle andre får personlighed og plads nok til, at man kan relatere til dem.

Så overall, så var begyndelsen lidt træg, mest af al den springen frem og tilbage i tid. Men omring 200 sider inde begyndte bogen sådan virkelig at fange, og derfra og til den sidste side var læst var den virkelig un-put-downable. Wauw hvor jeg glæder mig til toeren!

Advertisement