Anmeldelse: Ravenspire #1: Skyggernes Dronning

• Titel: Skyggernes Dronning
• Serie: Ravenspire #1
• Forfatter: C. J. Redwine
• Antal Sider: 357
• Udgivelse: 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: The Shadow Queen
• ISBN: 9788740610482
• Læst: 30/9 til 4/10

Lille spejl på væggen der. Hvem er den mest magtfulde i landet her?

The Shadow Queen – Skyggernes dronning er en mørk fantasy-fortælling inspireret af eventyret om Snehvide. Lorelai Diederich, kronprinsesse på flugt, har en mission: at dræbe den onde dronning, der tog Ravenspire-tronen og slog hendes far ihjel. For at gøre dette, må Lorelai bruge det ene våben, hun og dronning Irina har til fælles: magi. Lorelai bliver nødt til at være stærkere, hurtigere og mere kraftfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.

I det nærliggende rige Eldr får den næstældste prins Kol pludselig ansvaret for at redde sit kongerige, da Kols far og storebror bliver dræbt af en invaderende hær af trolde.

Kong Kol får brug for magiens kræfter, og hans eneste mulighed er at lave en aftale med dronningen af Ravenspire. Han skal være dronningens personlige jæger og bringe hende Lorelais hjerte.

Men Lorelai er slet ikke, som Kol forventede – hun er smuk, hård og ustoppelig – og på trods af hans brug af mørk magi tiltrækkes Lorelai af den lidenskabelige og plagede konge. Mens Lorelai kæmper for at være et skridt foran dragejægeren – som hun fatter langt mere sympati for, end hun burde – gør hun alt i sin magt for at ødelægge den onde dronning. Men Irina vil ikke give op uden kamp, og hendes sidste skridt kan koste prinsessen den ene ting, hun stadig har tilbage til at miste …

C.J. Redwine er forfatter til flere succesfulde Y/A-fantasy-serier. The ShadowQueen – Skyggernes dronning er første bind i Ravenspire-serien.

---

Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine.

Jeg havde skyhøje forventninger til SKYGGERNES DRONNING, og de blev også til en vis grad indfriet. Det var en virkelig opfindsom, livlig og spændende genfortælling af eventyret om Snehvide, men jeg havde ét stort problem: jeg kunne ikke connecte med Lorelai.

Bogen fortælles skiftevis af Kol og Lorelai, og Kol kunne jeg meget bedre forbinde mig med end Lorelai. Lorelai er faktisk alt det jeg synes er fedt i en kick-ass hovedperson, men jeg følte helt tiden jeg fik fortalt hvordan hun havde det. Hendes følelser og tanker mener jeg. I modsætning til at føle jeg var indeni Lorelai, så følte jeg jeg fik fortalt hvad hun tænke og følte, som om jeg var tilskuer i stedet for at være hende, og det gjorde at eg især i starten af bogen egentlig kedede mig ret meget i Lorelais kapitler. Det blev væsentligt bedre omkring halvvejs, men det blev aldrig helt godt.

Det er sjovt, for Kols kapitler fungerede meget bedre for mig. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide både ham og Lorelai, men for mig kom Kol igennem som den her levende karakter jeg kunne forbinde mig med, hvor Lorelai føltes som en lidt distanceret person jeg så på afstand. Kol er i øvrigt virkelig sjov, og han er dødcharmerende. Det var helt klart Kol jeg var mest investeret i i den her bog. Der er en del bipersoner også, men dem synes jeg alle sammen virkede som livlige og reelle personer. Især Kols brødre eller havd man nu skal kalde dem, Trygg er vildt sjov!

Problemet med show, dont tell som jeg havde med Lorelai kom op igen i alle actionscenerne. Jeg føler jeg får fortalt hvad der sker i stedet for at være der selv. Det var faktisk rigtig spændende, men jeg følte mig virkelig distanceret. Faktisk tænke jeg rigtig mange gange at den her bog ville være en helt fantastisk film. Jeg kunne forestille mig hvordan scenerne ville se ud på det store lærred tilsat Hollywood-effekter, og jeg tror det ville være fantastisk!

Jeg var virkelig imponeret over selve genfortællingen af Eventyret. Man kan godt genkende Senhvide-fortællingen, men der er også en hel masse twists og ting der er lavet om, og jeg synes det virkede meget originalt og virkelig spændende! Jeg så universet meget levende for mig, nærmest farverigt i Ultra-HD, fordi der er gjort så meget ud af at gøre den her livlige, magiske fantasyverden levende. Det fungerede virkelig godt! Jeg synes rigtig godt om historien, jeg kunne rigtig godt lide plottet, også selvom man jo godt ved hvordan det nok skal ende. Jeg synes Draconierne var en skide god tilføjelse til plottet, især det med Kol og halsbåndet.

Der var så en enkelt ting jeg virkelig undrede mig over. Irina har tvunget Ravenspire i knæ, folk sulter – så meget at de slår deres egne børn ihjel for at skåne dem for sultedøden. Men alligevel er der ingen der gør oprør, bortset fra Lorelai. Altså, det er sgu da sært? Små landsbyer overfalder tilrejsende for mad og penge, men der er ingen der hviske-tisker om oprør? Det synes jeg var temmelig underligt.

Nå, men egentlig var det en god bog. Jeg kunne rigtig godt lide historien og universet, og selvom jeg aldrig rigtige connectede med Lorelai, så gjorde jeg det i høj grad med Kol. Draconierne var en virkelig god tilføjelse til historien, men jeg ville ønske at kampscener og Lorelai havde føltes mere som om jeg selv var der i stedet for at føle jeg fik det vist på TV.

Advertisement