Anmeldelse: Rubinrød #3: Smaragdgrøn

• Titel: Smaragdgrøn
• Serie: Rubinrød #3
• Forfatter: Kerstin Gier
• Antal Sider: 460
• Udgivelse: 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Tysk
• Forlag: Turbine
• ISBN: 9788740610475
• Læst: 28/9 til 30/0

Jeg ville ikke være den første, der døde af et knust hjerte …Gwen må og skal opfylde sin skæbne – der er bare ingen, der vil fortælle hende,hvad den går ud på. Siden hun fandt ud af, at hun er den såkaldte rubin – detsidste medlem af en cirkel af 12 tidsrejsende – er alting gået galt. Gwendolyn har en mistanke om, at grundlæggeren af den mystiske orden af tidsrejsendehar ondt i sinde, men ingen vil lytte til hende. Og hun har netop fundet ud af, at hendes charmerende (og irriterende lækre) følgesvend Gideon vist har udnyttethende hele tiden.

Vil Gwendolyn afsløre ordenens hemmeligheder i tide?

Smaragdgrøn er den spændende afslutning på Rubinrød-trilogien af Kerstin Gier. Trilogien er blevet en gigantisk international succes. Den er oversat til mere end 30 sprog og solgt i over 2,5 millioner eksemplarer.

---

Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine.

Jeg blæste igennem den her bog på ingen tid, da jeg først kom i gang med at læse var jeg nærmest afhængig. Hold nu op hvor var den god! Ligesom med de to første er den virkelig spændende, fuld af virkelig god humor og skøn romantik.

Først og fremmest, så kan jeg ikke understrege nok hvor hysterisk morsom den her bog er. Gwendolyn har den skæggeste måde at tænke på, og hun er altid klar med en tør kommentar. I det hele taget er hele persongalleriet lidt karikeret på en vildt sjov måde, især Charlotte og hendes mor, men faktisk hele persongalleriet. Det er virkelig sjovt, og det gør serien helt unik fra rigtig meget andet jeg har læst. Måden folk taler på, måden de opfører sig på og de ting de gør er virkelig sjove, og det meste af bogen sad jeg enten og bed negle fordi bogen var vildt spændende eller klukkede af grin, fordi der hele tiden var nogen der sagde eller gjorde noget sjovt. Og så sukkede jeg selvfølgelig også over romantikken!

Gwendolyn og Gideon får virkelig et nyk opad på romantikfronten i den her bog, og jeg slugte det råt! De to har så meget kemi, de passer skide godt sammen, og der er så meget tiltrækning imellem dem. Jeg elskede det, jeg synes det var en perfekt udført romance, og jeg endte med selv at sidde og sukke efter mere Gideon og Gwendolyn.

Nu er det her jo tredje bog og sidste bog, så det er i den her vi skal have afsluttet plottet og hele virakken omkring Lucy, Paul, Kronografen og Greven. Det er først i løbet af de sidste 100 sider at plottet virkelig begynder at rykke, men indtil da er det stadig afsindigt spændende. Jeg må nok erkende, at selve slutningen på det hele skuffede mig lidt, ikke fordi den var dårlig, men fordi der var blevet bygget SÅ meget spænding op gennem alle tre bøger, og jeg synes bare ikke jeg fik det brag af en slutning med de vilde plottwists jeg havde forestillet mig. Jeg er til gengæld virkelig tilfreds med det med James! Og slutningen er faktisk også virkelig tilfredsstillende, men det var bare ikke det store brag jeg havde regnet med.

Jeg er faktisk lidt ked af, at det er slut med Gwendolyn, Gideon, Lesie, Xemerius og alle de andre. Det her er sådan en serie som er lige dele spændende og lige dele sjov, og sammen med virkelig god romantik, så er det virkelig en spændende feel-good-serie, som man bare bliver i skide godt humør af at læse. Jeg kommer til at savne Gwendolyn, men især også Xemerius.

Advertisement