Anmeldelse: Er Du Okay, Marie?

29511580pink 5 stjerner



  • Titel: Er Du Okay, Marie?
  • Serie: –
  • Forfatter: Anika Eibe
  • Antal Sider: 181
  • Udgivelse: 21/6 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 9788758820354
  • Læst: 26/5

Jeg ville ønske at jeg var død.
Virkelig død. Forsvundet. Væk fra jordens overflade.
Død og begravet så de eneste jeg behøvede at se i øjnene var ormene.
Fuck! Fuck! FUCK!

Marie er blevet mobbet i årevis, men da hun starter i 9. klasse efter sommerferien er det som om noget er forandret.
Drengene begynder at lægge mærke til hende, og hun går fra at være et mobbeoffer til at være én drengene gerne vil være sammen med …

Men hvad hvis hun siger nej? Bliver alt så som før?


Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Lige om lidt begynder jeg at ævle løs om hvorfor jeg synes alle burde læse den her bog, hvorfor den er vigtig og alt det der. Men inden da skal du vide, at bogen i sig selv faktisk bare er god, også hvis man lader være med at analysere den og bare gerne vil have en god historie. Det er en fantastisk god historie, hjerteskærende og virkelighedstro.

Jeg ville virkelig ønske, at den her bog havde fandtes da jeg gik i niende. Jeg oplevede nemlig noget fuldstændig som Marie. Jeg fik dog ikke større babser, jeg skiftede skole. Her var jeg den nye og den interessante, og gik pludselig fra at være udskuddet de kaldte hesteluderen til at være populær med de populære. Og ved i hvad? Jeg sagde aldrig nej til noget som helst. Der gik årevis før det gik op for mig, at jeg blev nødt til det hvis jeg ikke ville ende helt nede i kulkælderen. For hvis jeg sagde nej, så ville de vel ikke længere være sammen med mig? Og det værste af det hele – jeg havde ikke nogen at snakke med om det. Jeg var helt alene med det, og en forvirret 15-årig teenager er bare ikke i stand til at tage den rigtige beslutning. Det jeg manglede dengang var ikke at føle mig alene, at høre andres historier eller bare nogle andre erfaringer, og absolut ikke nogen der kom fra voksne. Voksne er så kloge og tror, det er så nemt, men når man er 15 år så er det ikke bare så lige til.

Så altså, uanset om du har været mobbet eller ej, så læs bogen. Den handler om det at være populær – hvad er det egentlig for noget? Er det skide fedt at være populær eller hvad? Og hvis man siger nej, er man så ikke længere en del af de fantastiske, populære guder og gudinder? Den handler om hvor ualmindeligt ondskabsfulde andre mennesker kan være, og hvad det gør ved dem det går ud over. Den handler om en pige, hendes følelser og tanker og hendes liv. Læs den for at få oplevelsen af, hvor uretfærdig teenagelivet egentlig er.

For hvad har Marie egentlig gjort for at blive udskuddet? Ingenting. Marie er ikke umiddelbart overvægtig eller har stritører, noget som de mobbende horder ville kaste sig over med det samme. Hun er bare Marie. Marie er virkelig en sød pige, hun er venlig, retfærdig og egentlig også modig. Hun er sjov, hun er nem at relatere til og egentlig bare et godt menneske. Så at se Marie blive behandlet på den her måde er modbydeligt. Man føler med hende, og man kan nemt sætte sig i hendes sted. Også selvom man ikke selv har været offeret, så kender man med garanti nogen der har.

Den her bog burde alle læse når de er omkring 14-15 år. Og alle folkeskolelærere og forældre burde læse den. Den fortæller så fantastisk godt hvordan  det hele bare kan være ufatteligt kompliceret og noget værre rod, og hvor modbydeligt det er at være målet for andres hån og ydmygelse. Den her bog ramte mig, fordi jeg selv har været offeret – jeg ved præcis hvordan det er, og det er virkelig en fantastisk realistisk historie. Læs den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s