Anmeldelse: Arvens Hævn

cbd33ec698-AHpink 1 stjerne



  • Titel: Arvens Hævn
  • Serie: –
  • Forfatter: Mathilde Gram
  • Antal Sider: 588
  • Udgivelse: 2/5 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: One Horizon Publishing
  • ISBN: 978-87-998347-0-9
  • Læst: 19/4 til 24/4

Arvens hævn er fortællingen om Arias kamp for rigets overlevelse. Det er en fortælling om styrke, mod, sorg og kærlighed, som løfter læseren ind i et uforglemmeligt univers med engle, excalioner og havets folk.

Da Arias mor dør, tvinges Aria til at finde det gemte rige, Zilicius. Her møder hun de smukke excalioner og de mørke og lyse engle, som skal hjælpe hende i kampen mod mørkets fyrste. Aria er tvunget til at kæmpe sit livs kamp, mens hun samtidig kæmper for kærligheden til den mørke engel, Milas, og for at leve videre efter sin mors død. Hun kæmper for at blive accepteret i en verden, hvor hun som en blanding af lys og mørke slet ikke er tilladt at leve. Mørkets fyrste har evner, som kan fange engles sjæle og høste deres magt. Fyrsten har en enorm hær og vil gøre alt for at herske over det rige, som han længe har tørstet efter. Så spørgsmålet er – har Aria en chance mod denne ondskab, der har rustet så længe?


Anmeldereksemplar fra forfatter Mathilde Gram og forlaget One Horizon Publishing.

Det her bliver en rigtig svær anmeldelse at skrive, for helt ærligt? Bogen er over 500 sider lang, og jeg har egentlig kun to ting jeg faktisk brød mig om. Det her var helt klart ikke en bog for mig.

Vi starter lige med det gode. Det kan godt være at Aria er hovedperson, men der er også ind imellem nogle kapitler fra Zyrions synsvinkel. Dem var jeg ret glad for, for Zyrion er soldat i Mørkets Fyrstes hær, og det var væsentligt mere spændende end Aria. Derudover, så er det en lang bog, men kapitlerne er forholdvis korte, og det var jeg virkelig glad for mens jeg læste!

Og så må vi hellere gå i gang med det jeg så ikke kunne lide. Først og fremmest er der Aria. Jeg kunne ikke udstå hende. Aria er en special snowflake, hun er den udvalgte, og hun får det at vide hele tiden og så igen af alt og alle omkring hende. Der sker hele tiden forunderlige og mægtige ting, som kun den udvalgte kan gøre eller er i stand til. Alligevel går det over 400 sider, før pigebarnet så småt begynder at fatte at hun er den udvalgte. Indtil da har hun ingen selvtillid og ingen tro på sig selv. Alle bøjer sig i støvet for hende og forguder hende, og hun bliver sat op på en piedestal så høj, at hun skal bruge stige og faldskærm for at komme ned igen. Men det fatter hun simpelthen bare ikke, hun bliver ved med at være usikker. Hun tager lange indre monologer om sine følelser, og det ender som regel med at hun bliver enig med sig selv om at tage sig sammen – det sker bare aldrig. Derudover er det virkelig træls, at hun ingenting forstår. Arias mest brugte sætninger er “Jeg forstår ikke ..” eller “Jeg ved det ikke…” eller en eller anden variation deraf. Hun kan ikke regne selv de mest indlysende ting ud, og jeg var simpelthen bare røvtræt af hende.

Et helt andet problem er så de mange følelser der bliver beskrevet i bogen. Hvis du skærer de lange indre monologer indeholdende følelsesbeskrivelser fra, så bliver bogen  75% kortere. Der blev gjort så meget ud af at fortælle mig om følelserne folk havde, at jeg fik fuldstændig følelses-overload. Jeg ved egentlig stadig ikke rigtig hvem nogen af personerne er som personligheder. Jeg føler ikke jeg kender dem, selvom jeg har fået forklaret stolpe op og stolpe ned, hvordan de har det med alting. Det fungerede bare ikke for mig. Romantikken mellem Milas og Aria følte jeg heller ikke noget som helst for. Der var ingen romantisk spænding eller opbygning af deres forhold eller romantikken.

Og så kommer vi til det, som jeg virkelig havde det svært med: sproget. Nu er sådan noget jo en smagssag, så lige det her er en meget individuel ting. Men hovedårsagen til at jeg ikke kunne med bogen var, at sproget er ualmindelig repetitivt. De samme ord bliver brugt til at beskrive de samme ting igen og igen og igen til jeg var ved at blive sindssyg. De samme følelsesmonologer over de samme følelser over de samme emner bliver beskrevet med de samme ord. Den samme sætningsstruktur bliver brugt igen og igen, og det fungerede simpelthen ikke for mig. Mange sætninger er også meget afstumpede, punktummer hvor der burde have været komma, med det resultat at det føltes meget hakkende at læse. Det har helt sikkert en stoisk og nærmest lyrisk effekt, men den var jeg bare ikke fan af.

“Men stille begyndte det at give mening for ham. Stille begyndte den skjulte længsel at blive mere klar, og selvom han havde gemt den godt. Stille begyndte hans sjæl at skinne igen, selvom han endnu ikke kunne mærke det.” – Arvens Hævn, side 98

Ovenstående eksempel illustrerer to af de problemer jeg havde: gentagende sætningsstruktur og de samme ord til at beskrive alting. Ingen personer kan foretage sig noget uden at de gør det stille. Ting går stille op for dem, de bevæger sig stille fremad, de sætter sig stille ned, de søger stille deres indre sjæl. Stille stille stille stille stille, igen og igen og igen, også hvor det slet ikke giver nogen mening. Og så er der det med sætningsstrukturen. Lige netop ovenstående, hvor det samme ord bliver brugt til at starte flere sætninger i streg bliver brugt meget ofte. Når de samme ord så samtidig bliver brugt til at beskrive alting, så føles det som gentagelse på gentagelse på gentagelse.

” Raklan blev passet og plejet natten igennem. Denne nat og den næste. Han var udmattet, og han havde brug for at hvile sig. Han skulle være klar. Klar til fremtidens komme. Klar til at hjælpe hende og kæmpe med hende. Men nu måtte han hvile.” – Arvens Hævn, side 138

Dette citat minder jo temmelig meget om præcis samme sætningsopbygning som i det foregående. Derudover illustrerer det også ret godt hvad jeg mener med punktummerne. Når jeg læser uddraget ovenfor, så føles det helt utroligt hakkende, det flyder ikke, og det føles som at gå i stå mens man læser.

Derudover, så er der også brugt tænke-punktummer alt for meget i dialogen. Men det så mener jeg de tre … der kommer, når man gerne vil vise at der lige er en pause. Der er bare alt for mange af dem hele tiden, også hvor det ikke giver spor mening. Jeg havde egentlig lidt lyst til at ruske i personerne og bede dem tale ordentligt, så irriterende var det. Et eksempel:

“Jeg har også forsøgt, men jeg har ikke vidst hvordan. Det har bare været, som om jeg har manglet et eller andet. Jeg ved det ikke … Jeg har ikke sat mig ned og mediteret eller noget. Jeg ved det ikke… Men der er sket så mange ting! Jeg kan slet ikke følge med…” Citat Aria, Arvens Hævn side 145

Og et andet eksempel:

“Det samme skete for mig… Jeg havde det samme udtryk som du. Mine vinger rystede som dine. Jeg ved det ikke… jeg tror bare, at din smerte lignede min…” – Arvens Hævn, side 157

Jeg ved godt, at det jo egentlig er sådan man taler sammen i den virkelige verden. Det er jo ikke flydende, og man indskyder sætninger til højre og til venstre. Men når man skal læse det, så duer det bare ikke. Jeg var virkelig træt af det.

Dertil kommer, at jeg ikke rigtig syntes universet var ordentligt bygget op. Der er excalioner, havets folk, mørke og lyse engle, men man får intet at vide om, hvordan de lever. Hvad laver lyse engle? Hvordan bor de? lever? Hvad med de mørke? Excalionerne? Der manglede i den grad detaljer om  deres levevis og baggrund, alt det der ikke direkte har forbindelse til den udvalgte og profetien.

Selve historien er overall god. Idéen er god, det er spændende med de nye evner Aria får, og der er excalioner i centrale roller. Alt sammen godt, men det drukner i inde følelsesmonologer, så man aldrig rigtig føler man kommer nogen vegne med noget som helst, fordi alle hele tiden skal bruge tid på at forklare hvad de føler om alting.

Det her var helt klart ikke en bog for mig. Jeg var voldsomt generet af det gentagende sprog og de mange indre følelsesmonologer, og Aria kunne jeg heller ikke med. Jeg manglede baggrundsviden om universet, og dialogen fungerede slet ikke for mig. Jeg kunne til gengæld rigtig godt lide Zyrions vinkel på historien, det var interessant at følge en på den onde side af historien om man så må sige.

Bogen udkommer i dag d. 2/5 2016.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s