Anmeldelse: Fjer og Flammer #1: Midnatspigen

• Titel: Midnatspigen
• Serie: Fjer og Flammer #1
• Forfatter: Melissa Grey
• Antal sider: 400
• Udgivelse: 2016
• Sprog: Dansk
• Originalsprog: Engelsk
• Originaltitel: The Girl at Midnight
• Forlag: Alvilda
• ISBN: 9788771057713
• Læst: 4/4 til 11/4

Skjult under New Yorks gader lever “avicenerne”, et folk med fjer i stedet for hår og stærk magi i blodet.

De er den eneste familie, som Echo – en 17-årig menneskepige og glimtvis virtuos tyv – nogensinde har kendt.

Avicerne har været i krig med ildfolket drakharianerne siden tidernes morgen. Da Echo hører nyt om en legendarisk ildfugl, der ifølge myten kan skabe fred, ender hun i spidsen af en broget flok lovløse, soldater og andre forvirrede sjæle, som vil finde fuglen, inden krigen ender med at brænde deres verden ned …

Første bog i serien “Fjer og flammer”.

“Slår gnister! Til alle fans af Cassandra Clare og Game of Thrones med et fantastisk univers, veludviklede karakterer og temaer om familie, magt, loyalitet og kærlighed.” – BOOKLIST

“Superstærk heltinde – og virkelig hot romantik.”– SL

---

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

MIDNATSPIGEN har alle de elementer som jeg elsker i en bog, kærlighed, magi, overnaturlige væsner. Jeg burde have været vild med den, men det var jeg bare ikke.

Der er rigtig mange ting i den her bog som bare ikke fungerer for mig. Echo er en af dem. Echo er hovedpersonen, men jeg følte aldrig jeg kom til at kende hende. Hun er så snarky og sarkastisk, at jeg ikke har nogen som helst idé om hvem hun egentlig er. Det eneste jeg ved om hende er, at hun er god til at komme med ironiske og sarkastiske kommentarer til mere eller mindre alting. Jeg connectede overhovedet ikke med hende. Og det gjorde jeg i øvrigt heller ikke med nogen af de andre personer i bogen. Det samme gjorde sig gældende for dem, de føltes distancerede og intetsigende, og jeg følte nul og niks for nogen af dem. Den eneste der ind imellem kunne vække  lidt liv i det hele var Jasper, men selv han bliver bare for meget.

Så er der romantikken. Det er svært at føle noget for en romance mellem to personer man ikke føler nogen som helst forbindelse til, så det duede slet ikke for mig. Jeg følte det kom meget pludseligt og var meget intetsigende. Jeg følte slet ikke, at de var forelskede. Og det blev kun værre med afsløringen af Ildfuglen og Drageprinsens gamle flamme. Ej men hvor klistret kan det blive? urgh.

Selve historien er det egentlig ikke noget galt med. Den her jagt på indfuglen med spor og gåder er lidt Da Vinchi Mysteriet-agtigt på den gode måde. Det fungerer rigtig godt, og det er egentlig mest her bogen henter sine to stjerner. Det er fedt at sidde og gætte med på hvor næste spor er og hvad det mon kan være. Det er ganske underholdende, og der sker hele tiden noget.

Og så er der lige det med universet. Universet mangler i den grad baggrund. Der er Avicenere og Drakhanere, men man får næsten intet at vide om dem, deres historie eller hvordan de lever. Den ene har fjer, den anden har skæl og de er i krig, bum færdig. Det er sådan cirka hvad man får, og det mangler bare så meget. Hvad er deres historie? Hvordan lever de? Træner? Kæmper? Hvad er deres traditioner? Hvorfor er de overhovedet i krig?

Så helt ærligt, så manglede bogen baggrund. Det kunne jeg nok godt have levet med, hvis jeg havde klikket med karaktererne, men det gjorde jeg bare ikke. Jeg var OK underholdt gennem bogen, men jeg følte ikke noget for nogen af dem.

Advertisement