Anmeldelse: Projekt Engel

28485718pink 2 sjerner



  • Titel: Projekt Engel
  • Serie: –
  • Forfatter: Freja Duerlund Eggertsen
  • Antal sider: 326
  • Udgivelse: Januar 2016
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Dansk
  • Forlag: mellemgaard
  • ISBN: 978-87-93395-71-8
  • Læst: 7/3 til 17/3

Den 17-årige Ella går på en skole for Gyldenengle. Hun oplæres som kriger, hvis eneste mål er at udslette Sortenglene. En dag, da skolen er under angreb, sendes hun hovedkulds gennem en portal.

Sammen med Gyldenenglen Samuel og læreren George tvinges hun til at leve i eksil fra englenes verden. Ella må lære at tilpasse sig en verden, hvor magi ikke altid er løsningen. I takt med at hun lærer at begå sig, bliver sløret langsomt trukket fra englenes fortid, og hun må indse, at virkeligheden ikke længere er sort og gylden.


Dette er et anmeldereksemplar fra forfatter Freja Duerlund Eggertsen og forlaget mellemgaard.

Det her var virkelig en op og ned-bog. Nogle gange var den virkelig god, sproget fungerede, historien fungerede, og andre gange var der ikke noget af det der fungerede.

Først og fremmest kunne jeg faktisk rigtig godt lide sproget. Jeg kunne godt lide de korte, præcise sætninger og den nede-på-jorden-måde bogen er skrevet på. Der er bare lige det, at bogen er smækfuld af stave- og kommafejl. Nu er det ikke noget jeg plejer at gå helt i spåner over, for hvis bogen er virkelig god opdager jeg det sikkert slet ikke. Men her var det bare så meget at det faktisk var decideret træls. For at nævne nogle eksempler, så blev ru stavet rug og sparre stavet spare. Derudover var der også en del kommafejl som forvirrede mig når jeg læste, fordi sætningerne blev opdelt mærkeligt. Til gengæld synes jeg så at det blev væsentlig bedre gennem bogen. Jo længere du kommer, jo færre bliver stavefejlene. Men helt ærligt, det er som om den aldrig har været i nærheden af en korrekturlæser, og det er altså synd.

Historien fejler faktisk ikke noget. Det er et helt nyt og spændende tag på engle, og jeg var ret fascineret af det. Jeg kan godt lide at der er tænkt over rigtig mange ting, for eksempel magien, vingerne, himmelengle vs jordengle og så videre. Jeg synes historien overall var spændende og fængende, og meget ulig noget jeg før har læst.

Der er så bare lige det, at bogen mangler dybde, og det er det der er hovedårsagen til de to stjerner. Historien flyver hid og did uden aldrig rigtig at gå i dybden med noget, og kampscenerne duede bare slet ikke. Jeg kunne ikke forestille mig det, jeg kunne ikke se det for mig, og rigtig meget af historien gik bare hurtigt. Bogen kunne have haft gavn af at være 100 sider længere mod at have haft lidt mere indlevelse, for så havde der været bedre tid til at få afviklet alt det der sker i bogen.

Hovedpersonen Ella kunne jeg vældig godt lide. Jeg synes hun var sympatisk, modig og skarp, og jeg kunne rigtig godt lide hende som fortæller. I det hele taget synes jeg, at de fleste personer i bogen virkede meget levende og troværdige, de føltes som virkelige personer og jeg fornemmede deres personlighed gennem det de gjorde og sagde. Jeg fik aldrig fornemmelsen af at det var kedelige papfigurer. Romantikken fungerede til gengæld slet ikke for mig. Der sker nul og niks på den front i lang tid, og så lige pludselig er Ella forelsket. Det kommer alt for meget ud af det blå, og jeg må indrømme at jeg ikke kunne være mere ligeglad.

Så altså, bogen har rigtig mange gode sider, men der også rigtig meget der ikke fungerede. Jeg synes det er virkelig ærgerligt, at bogen ikke er blevet rettet ordentligt igennem, for det er virkelig generende mens man læser. Men ellers var historien god, jeg kunne bare godt have tænkt mig noget mere indlevelse, at jeg fik følelsen af at forsvinde ind i bogen. Og det gjorde jeg bare ikke.

 

2 meninger om “Anmeldelse: Projekt Engel

  1. AC

    Mellemgaard har vist generelt ikke den bedste korrekturlæsning – har jeg hørt. Måske skal man betale ekstra for en korrekturlæser, når man udgiver derfra? O.o

    Men det er da ærgerligt! Det lyder som om, der gemte sig muligheden for en god historie i den?

    1. Det er ikke mit indtryk at korrektur er noget man gør så meget i hos mellemgaard – hvilket er ærgeligt, for du har nemlig helt ret. Jeg ville have nydt historien meget mere, hvis korrekturen havde været i orden. Historien i sig selv fejlede jo faktisk ikke noget, den manglede bare lidt detaljer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s