- Titel: Alexias Fortælling
- Serie: Skrifterne fra Safirhavet #2
- Forfatter: Nick Clausen
- Antal Sider: 265
- Udgivelse: 2015
- Sprog: Dansk
- Originalsprog: Dansk
- Forlag: Høst & Søn
- ISBN: 9788763836784
- Læst: 10/1 til 13/1
2. del af Skrifterne fra Safirhavet. En historisk fantasy-serie om en stormagt i forfald.
Alexia og hendes bror er fremragende bueskytter, men Alexia er jo kun en pige, så det er Alexius, som bliver den udvalgte, da der sammensættes et hold, som skal stoppe despoten og kejseren. Men Alexius bliver hårdt såret, da mazuranerne hærger i Lubrina, så pludselig befinder Alexia sig på vej mod kejserens palads.
1. del af serien er Cirinos fortælling.
Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Høst og Søn
Der her var en af de der bøger, hvor jeg bare slet ikke klikkede med hovedpersonen. Jeg kunne ikke udstå Alexia, og selvom historien og universet var lige så fantastisk som i første bog, så er det bare svært at elske en historie med en hovedperson som gå en på nerverne.
Bogen begynder umiddelbart efter slutningen på Cirinos Fortælling, men denne gang er hovedpersonen Alexia. Man kan godt læse den her bog uden at have læst den første, men så ved du hvordan bog et slutter, så jeg vil ikke anbefale det. Desuden er der en virkelig spændende overall historie, som omhandler krig, magt og politik. Alexias Fortælling bygger videre på det overall plot, som Cirinos Fortælling startede. Jeg må indrømme, at det primært er her, bogen henter sine to stjerner. Det og så universet.
Jeg knuselsker den her middelhavs-romersk-inspirerede verden, som Nick Clausen har skabt, og jeg er endnu mere vild med, at der både findes øgler, sabeltigre og søslanger. Hvor er det feeedt mand! Sand, ørken, hav, vilde bjerge, skove, I love it! Hele den er verden er fantastisk, og den er beskrevet på en måde som gør, at det hele føltes livligt og virkeligt – jeg kunne se træerne, bjergene, havet med skumtoppe på bølgerne, det hele!
Min absolut yndlingsedel af bogen, var da Alexia og ledsager endte på den hersens ø. Jeg kan ikke rigtig sige så meget, fordi det spoiler en masse, men det var virkelig en uhyggelig, creepy og eerie fornemmelse man fik på den her ø, og det var den eneste del af bogen hvor Alexia ikke generede mig – simpelthen fordi jeg fandt øen vildt fascinerende.
Og så må vi hellere snakke lidt om Alexia. Hun bliver fremstillet som værende den kloge og indadvendte af de to, mens hendes tvilling Alexius bliver fremstillet som den modige og udadvendte. men helt ærligt? Alexia er snotdum. Det var virkelig frygteligt, hun tog SÅ mange dårlige valg der var åbenlyst dårlige, hun kunne ikke gennemskue selv den mindste ting, og hun kunne ikke finde ud af noget som helst. For dælen hvor var jeg træt af hende! Hun var ligesom et otteårigt barn, naiv, modtagelig og komplet ignorant. Jeg ville ønske jeg kunne sige det blev bedre igennem bogen, men nej. Det gjorde det ikke. Og så det der pjat med at hun ikke kan tage sig sammen under en kamp. Ej men for helvede, du er på vej til at blive slået ihjel, og du kan ikke få dig selv til at forsvare dig? Hvad helvede skulle du så ud på den her mission for. Jeg synes virkelig hun var et skvat, og der var ikke den mindste smule af hende jeg brød mig om.
Så altså, jeg elskede alt ved den her bog, bortset fra Alexia. Eftersom Alexia fortæller historien og jeg bare ikke kunne snuppe hende, så var bogen bare ikke et hit for mig. Til gengæld har jeg slet ikke fået nok af Safirhavet, så jeg glæder mig faktisk rigtig meget til næste bogen i serien, som forhåbentlig har en hovedperson jeg rent faktisk kan lide bare en lille smule. Og med alt det der skete i slutningen af denne? Shit is gonna go down in the next book!
Sus' bogblog 