Anmeldelse: Blæk #1: Papirguderne

27866034

pink 2 sjerner




  • Titel: Papirguderne
  • Serie: Blæk #1
  • Forfatter: Amanda Sun
  • Antal Sider: 449
  • Udgivelse: 2014
  • Sprog: Dansk
  • Originalsprog: Engelsk
  • Originaltitel: Ink
  • Forlag: Tellerup
  • ISBN: 9788758813592
  • Læst: 27/10 til 2/12

Nyt land, nyt sprog, ny mad … og tegninger der bevæger sig!?
Katie er bange for at hun er ved at gå fra forstanden. Hun er sikker på at hun så Tomohiros tegninger bevæge sig, men det er da umuligt, ikke?
Katie forsøger at bortforklare de underlige syner med sorg over sin mors død og stress over at være blevet tvunget til at flytte til Japan for at bo hos sin moster, men snart står det klart at der stikker noget helt andet under.

Inden Katie får set sig om er det ikke kun levendegjorte tegninger med sylespidse tænder som er efter hende, men også den japanske mafia, Yakuzaen …


Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup. meninger og holdninger er mine egne.

Jeg havde haft vildt meget lyst til at læse PAPIRGUDERNE længe. Jeg er ret vild med coveret, og hele det her med den japanske setting og det anderledes paranormale aspekt gjorde, at jeg var virkelig interesseret. Bogen var bare slet ikke som jeg havde forestillet mig, og selvom den var OK underholdende, så levede den nok bare ikke op til forventningerne.

Noget af det jeg var allermest træt af var den store brug af japanske ord og sætninger. Det burde jo være noget af det som er med til at give historien den japanske feel, og give noget liv og indlevelse til universet. Det gjorde det slet ikke, det var bare pisseirriterende. Det er faktisk mest fordi, at ordene ikke ret tit bliver forklaret som en del af historien. I stedet kan man slå op i ordforklaringen bagerst i bogen, men helt ærligt – hvis jeg skal gøre det 3-4 gange på en side, så går jeg altså død i det, og efter 50 sider gad jeg simpelthen ikke slå ordene op længere. Det ødelægger totalt læseflowet, og var egentlig bare træls.

Nå, men bortset lige fra det med de japanske ord, så synes jeg faktisk stemningen og settingen kom rigtig godt frem i bogen. Det føles, som om forfatteren har undersøgt den japanske levevis grundigt – jeg ved ikke en hel masse om japansk kultur, men det føltes sådan. Jeg følte virkelig, at jeg var i Japan, og jeg kunne se byen, parkerne, skolen og livet i Japan for mig. Især kunne jeg godt lide beskrivelserne af maden – lidt fjollet, men det fungerede virkelig for mig.

Og så må jeg indrømme, at jeg bare slet ikke følte romantikken i den her bog. Der er egentlig masser af romantik mellem Katie og Tomohiro, men jeg følte bare nul og niks for deres romance. Jeg ved ikke rigtig hvad det var, men jeg var ikke overbevist, og jeg synes deres forhold var vildt mærkeligt og meget tyndt – pap-agtigt. Tomohiro brød jeg mig heller ikke den mindste smule om, så det hjalp heller ikke på det. Forholdet mellem Tomohiro og Katie fylder rigtig meget i bogen, og når man bare ikke shipper det, så går det meget ud over indlevelsen.

Til gengæld kunne jeg rigtig meget af tiden godt lide Katie. Jeg synes det var fint, at hun var usikker på sig selv og sin fremtid, når nu hun trods alt er flyttet om på den anden side af jorden til en fremmed kultur hun ikke kender. Jeg kunne godt lide at hun havde noget fyr og flamme over sig, at hun ikke var alt for bange og forsigt af sig, men turde gøre noget, turde handle når det var nødvendigt. Til gengæld synes jeg ind imellem hun virkede frygtelig barnlig. Hun tror hun ser tegninger bevæge sig EN gang, og så er hun overbevist om at der er magi med i spillet, og plaprer i øvrigt ud med det til alle og enhver, selv en fremmed i metroen. Ej men hvem gør det? Så mærkeligt.

Det som bogen så til gengæld er god til er action. Der sker rigtig meget i bogen, men der bruges også tid på at forklare universet og opbygge mysterier og drama. Der er ikke så meget fart og feltet at man taber pusten, men nok til at jeg var godt underholdt, selvom jeg var træt af de japanske ord og ikke følte romantikken. Jeg kunne godt have brugt, at man forklarede det her med kamierne og tegningerne og blækket noget mere. Jeg gætter på det kommer i næste bog, men helt ærligt, så manglede jeg noget mere viden om det. Det bliv lidt hulter til bulter og forvirrende ind imellem, selvom det tydeligvis er meningen at man skal gøre opdagelserne sammen med Katie, som jo heller ingenting ved om det.

Så overall var bogen ikke rigtig helt oppe og ringe for mig. Jeg tror at jeg ville have syntes meget bedre om den, hvis jeg havde følt noget for Katie og Tomohiros forhold, men det gjorde jeg bare ikke. Jeg var OK underholdt, men jeg var slet ikke opslugt af dem som jeg ellers troede jeg ville blive. Jeg er lidt spændt på at se, om baggrunden for kamierne og blækket bliver forklaret nærmere i næste bog, for det var ret fascinerende i starten af bogen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s